Klumme
Læsetid: 6 min.

Svupmaven og hende den kroniske spadseredragt

En slags portræt af Venstre-ikonet Claus Hjort Frederiksen – og af et helt specielt magtsprog, der signalerer fasthed, handlekraft og upåvirkelighed af kendsgerninger
Moderne Tider
5. november 2005

Virkeligheden kan være en meget irriterende faktor i politisk arbejde. Den kan ikke bare ignoreres – den skal håndteres og udlægges. Og det kræver folk af en ganske særlig støbning

Nu hører man ganske vist til det flertal af befolkningen, der aldrig har set beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden, men det ville forbavse os meget, hvis ikke Frederiksen er det, der i vores private terminologi hedder en svupmave.

Hvad en svupmave er for noget? Jo, ser De, en svupmave er en mand – kvindelige svupmaver findes ikke – der har et bestemt kneb, når han rejser sig fra kontorstolen. Så lader han tommelfingrene løbe langs bukselinningen og hiver lidt op i selve buksen for, let og elegant, at arrangere den omkring mavsen. Det svarer til at smøge skjorteærmerne op. Det handler altså om at udstråle beslutsomhed og effektivitet. Nå, vi må til det, siger signalet, arbejdet kalder.

Det kræver sin bukseleverandør

Og Frederiksens arbejde kræver sin mand, det må man indrømme. Han ville være ilde faren, hvis han ikke havde været regeringens svupmave. Frederiksens job er en svupmavestilling. Udpræget. Dels må han slide i det for at udsulte kommunerne så meget, at skattestoppet kan opretholdes, dels skal han knokle for at pålægge dem udgifter, som staten ikke kan tage sig af, ligeledes af hensyn til skattestoppet, og endelig må han kæmpe sig igennem lange og hårde arbejdsdage for at fremstille regeringens politik som både socialt afbalanceret, fair og såvel ansvarlig som rimelig.

Især det sidste stiller store krav til Frederiksens bukseleverandør, det kræver godt med mavesvupning at få det politiske og administrative regnestykke til at gå op. Men Frederiksen skal nok klare det. På det seneste svuppede han gevaldigt, da det blev kendt, at begrænsningerne i kontanthjælpen kun har en eneste effekt, nemlig at kontanthjælpsmodtagerne bliver endnu fattigere. Det ville Frederiksen skide på, tallene sagde jo trods alt, at hele fem procent af rosset skaffede sig et arbejde! Fem procent! Det er også værd at tage med, erklærede svupmaven.

Så jo, hårdfør det er han. For ikke at sige tykhudet. Han forlader næppe sit ministerium, før vælgerne sparker ham ud. Det var en venstremand, der første gang udtalte de senere så citerede, bevingede ord: »Hvis det er fakta, så benægter a fakta.«

Døv og blind – selvvalgt

Vi skal ikke blære os af nogen særlig historisk kyndighed, men vi mener, det var Knud Kristensen, statsministeren i den første borgerlige regering efter krigen. Men lige siden har andre venstremænd jo gentaget visdomsordene. Man kan vel ikke hævde, at lige præcis partiet Venstre har patent på at benægte virkeligheden, hvis den ikke passer ind i det ideologiske kram. Der findes grufulde eksempler på, at politiske ideologier i helt andre retninger har trodset almindelig virkelighedssans med bål og brand.

Men i den målestok, som vores lille puslingeland nu tillader, er Venstre ellers godt med. Partiet gør, hvad det kan for at bekræfte fordommene om, at det er partiet for folk, der allerede har hyttet deres skind, mens Fanden og socialdemokraterne kan få lov til at tage de sidste.

Derfor gør de sig vanemæssigt døve og blinde for de samfundsmæssige følger – ikke mindst de sociale følger – af deres politik, der som altid går ud på at forkæle de forkælede og pisse på de svage. Det sidste sker der jo ikke noget ved. Skulle der komme protester, benægter partiet fakta. Næe, der findes da ingen fattige i Danmark, siger de, kun en politisk uansvarlig forsørgelsestænkning. Og Frederiksen tager et svup til med maven. Så er den ged barberet.

De fattige og drejebogen

For de rigtige mennesker er der heller ingen grund til uro. Så længe Frederiksens mave svupper, bliver de sociale udgifter holdt nede. Forbrugsfesten kan fortsætte. Da Fogh Rasmussen vandt valget i 2001 og blev behørigt hyldet af sit parti, holdt han en længere tale, hvor han gentog de løfter, han havde fremsat i den forudgående valgkamp. Han blev hyppigt afbrudt af den jublende forsamling. Dog ikke da han kom ind på de løfter, han havde givet om også at støtte samfundets svageste. Da var bifaldet påfaldende afdæmpet, næsten lidt skamfuldt. Der blev dog klappet.

Anders havde jo nu engang sagt det der med, at bistandsklienter også skulle kunne blive bankdirektører, derfor ville det være uhøfligt ikke lige at markere ’tilslutning’ til partiformanden her også. Men ellers var det da noget underligt fremmed noget at snakke om. I sejrens stund! Og den gode Anders har heller ikke siden mælet ret meget om de bistandsklienter, kun da når han en sjælden gang bliver afkrævet en forklaring af oppositionen. Og de gider jo dårligt nok spørge ham efterhånden.

Det er ikke så mærkeligt, for de får en sludder for en sladder hver gang. De risikerer, at Fogh Rasmussen hæver frøstemmen og rutinemæssigt plaprer hele sin drejebog (som nu kun findes i hans eget eksemplar, men det er også rigeligt) af én gang til. Og hvem gider høre på det? Især da ikke nu, hvor virkeligheden bag hele den trekvarthalve liberalistlingo for længst er gået op for selv tilhængere af den førte politik.

Det kvindelige alternativ

Når de alligevel stadig er tilhængere, skyldes det – rent ud sagt – at der er penge i lortet. For dem! Skulle der opstå en smule ængstelse bag de nedrullede gardiner i villakvartererne, fordi der jo trods alt er en vis historisk tradition for, at også de privilegerede kan blive anfægtet i så høj grad, at de allierer sig med samfundets svage – tænk hvis villaejernes børn fandt på den slags! – findes der et fortræffeligt døllemiddel. Nemlig den beroligende lyd af Frederiksens mavesvupning i Beskæftigelsesministeriet. Når han er parat til endnu en hård arbejdsdag viet kampen for at lukke kæften på kontanthjælpsmodtagere, socialrådgivere og forvildede venstrefløjlspolitikere.

Som sagt: Kvindelige svupmaver findes ikke. Til gengæld findes den kroniske spadseredragt, Ulla Tørnæs. Hun har for nylig været på besøg i jordskælvsområdet i Pakistan. Først lod hun meddele, at vi har betalt rigeligt med katastrofehjælp til ofrene. Derefter, da hun alligevel fik set, hvor galt det var fat, at vi måske nok kunne give lidt mere.

Det er jo sympatisk, at realiteterne overhovedet er i stand til at bevæge hende. Desværre virker det lidt, som om det ærgrer hende. At hun på den måde har ladet sig forføre af de virkelighedsindtryk, hun har været udsat for. I alt fald har hun lige siden skældt ud på de arabiske lande, der nok har lovet jordskælvsofrene støtte, i stor målestok endda, men som endnu ikke har udbetalt pengene. Det er bestemt også for dårligt, det har hun helt ret i.

Men når hun siger det, er det så af oprigtig forargelse på jordskælvsofrenes vegne, eller er det, fordi hun er godt gammeldags sur over at vi – et demokrati – skal punge ud, mens halv- og heldiktaturer kan slippe med at erklære deres gode vilje? Og hvilke tanker mon hun gør sig i den anledning? Ja, man ved sgu snart ikke.

Når Ulla Tørnæs’ spadseredragt ligefrem dirrer af forargelse, når offentligheden kræver udgifter af hendes regering, får man let samme tanke, som når man hører Frederiksen svuppe med maven. Nemlig den, at det gamle ord om, at en befolkning har de politikere, den har fortjent, måske i det aktuelle eksempel er en undervurdering. Af befolkningen.

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her