Læsetid: 10 min.

Tour på trods

Åbning. Tour de France starter i dag, og uanset alle dopingdiskussioner og cykelsportens troværdighedskrise kan vi, der ikke allerede er stået af cyklen, glæde os til et helt uforudsigeligt løb
Og vinderen 2006 blev...? Var det amerikaneren Floyd Landis, var det spanieren Oscar Pereiro Sio, eller var det ingen af dem? Det står stadig uklart for de fleste, alligevel blev løbet et af de smukkeste.

Og vinderen 2006 blev...? Var det amerikaneren Floyd Landis, var det spanieren Oscar Pereiro Sio, eller var det ingen af dem? Det står stadig uklart for de fleste, alligevel blev løbet et af de smukkeste.

Alessandro Trovati

Moderne Tider
7. juli 2007

Det er en besynderlig situation. Når Tour de France i dag indledes med en 7,9 km lang enkeltstartsprolog i det indre London ved ingen, hvem der vandt verdens største og vigtigste cykelløb sidste år. Var det amerikaneren Floyd Landis, var det spanieren Oscar Pereiro Sio, eller var det ingen af dem? Umiddelbart efter, at Landis var kåret som sejrherre på Champs Élysées, blev det kendt, at Landis var blevet testet positiv for stoffet testosteron, og han har siden ført en indædt og kostbar kamp for at bevise sin uskyld, og sagen er endnu ikke afgjort af det amerikanske antidoping-agentur.

Besynderligt var det også sidste år, at tre af løbets største favoritter, Ivan Basso, Jan Ullrich og Alexander Vinokourov blev hevet ud af løbet umiddelbart før starten, fordi de direkte eller indirekte var implicerede i optrevlingen af den spanske dopingring Operacion Puerto. Basso er siden gået til bekendelse. Ullrichs involvering er bevist, men han har ikke tilstået noget. Vinokourov havde man ikke noget på, men det havde man på hans chef, Manolo Saiz, der var blevet arresteret. Og så mange af Liberty Seguros' Tour de France-ryttere var under mistanke, at hele holdet blev slettet af startlisten, fordi det ikke kunne mønstre de fem ryttere, som kræves.

Da den spanske statsadvokatur indledte Operacion Puerto den 23. maj 2006 med arrestationen af lægen Eufemiano Fuentes og fire andre - heriblandt Saiz - var den udtrykte holdning både i cykelmiljøet og udenfor, at dette her gerne måtte gå hurtigt og helst føre til fremlæggelse af dokumentation og sigtelser inden Tour de France - altså Touren sidste år - for at forhindre et løb i kaos. Det er endnu ikke sket, og situationen i dag er nøjagtigt lige så uafklaret, om end mindre dramatisk, som den var sidste år. Ullrichs og Bassos afgjorte sager er ligesom tyskeren Jörg Jaksches nylige omfattende bekendelse i magasinet Der Spiegel opsigtsvækkende, men størstedelen af de personer, der optræder under kodenavne i det beslaglagte materiale og politiets rapporter er endnu ikke identificerede. Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at Spanien på undersøgelsestidspunktet ikke havde en anti-dopinglov, og der var derfor ikke retsgrundlag for at forfølge sagen videre end til at sigte Fuentes og hans medarbejdere for sundhedsfarlig virksomhed. Den spanske sportsminister Jaime Lissavetzky har senere fået vedtaget en anti-dopinglov, hvorefter formidlere og brugere af doping kan retsforfølges - men ikke med tilbagevirkende kraft.

Vinderløst eftermæle

Det mest besynderlige er imidlertid, at Tour de France sidste år hverken led under sin kaotiske start eller vinderløse eftermæle. Frarøvet de mest oplagte favoritter blev det en af de mest afvekslende, spændende og dramatiske årgange i mange år. Knaldgodt cykelløb næsten hver eneste dag i tre uger. Spørgsmålet om, hvem der egentlig vandt det, drukner for mig fuldstændigt i mængden af store oplevelser, jeg havde undervejs. Og en af dem var såmænd Floyd Landis. Den dramatiske 16. etape - som Michael Rasmussen vandt - hvor amerikaneren tabte 10 minutter i de høje bjerge, "hvor jeg havde en dårlig dag på den forkerte dag", som han sagde bagefter. Og den ikke mindre dramatiske etape dagen efter, hvor Landis indhentede så meget af det tabte på et langt soloridt, at han kunne afgøre løbet på den afsluttende enkeltstart. Cortison eller ej, så rummede bedriften for mig langt mere end den mulige indtagelse af et forbudt medikament, men det er nok fordi jeg har svært ved at udrydde store oplevelser med tilbagevirkende kraft. Derfor er Bjarne Riis for mig også den korrekte vinder af Tour de France i 1996. En ekspert i DR 2's temaaften om doping i tirsdags gættede forsigtigt på, at den seneste 'rene' Tour-sejr, nok var Greg Lemonds i 1986, men ikke engang det kan nogen være sikker på. Nej, jeg går ikke ind for, at cykelryttere eller andre idrætsfolk skal dope sig og i kraft af den lovgivning, der nu findes overalt, skal bevæge sig i et kriminelt tusmørke omgivet af charlataner og kvaksalvere med eller uden lægekittel. Det er forbudt, og så er den ikke længere. Det er fint med en præcis og i alle lande ensartet lovgivning på området, det er fint med skærpede og mere kompetente kontroller, og især synes jeg, at den model, som Bjarne Riis det seneste år har brugt på sit CSC, må være en vej frem. At lade uvildige som Rasmus Damsgaard og Bispebjerg Hospital foretage hyppige kontroller på rytterne året rundt og uden for konkurrence, så anormale udsving i for eksempel blodværdi hos hver enkelt kan registreres. Det bliver sværere at skyde genvej til store præstationer, og det er for mig fint, når love og regler er, som de er, men jeg kan ikke forarges over det, der er sket som del af en kultur og en uudtalt overenskomst i fortiden - og stadig sker, og altid vil ske på nok mere fribytteragtig og individuel vis.

At sagerne i øjeblikket er så mange, skyldes den begyndende afdækning af 90'ernes kollektive dopinghistorie, hvor Riis' tilståelse er det mest prominente eksempel, og den simple kendsgerning, at nu bliver ulovlighederne opdaget hyppigt og tidligt, og de er genstand for en offentlig forargelse - mest i Nordeuropa - som de ikke har været genstand for før. Sådan kan man i hvert fald vælge at se på det: At de mange sager er udtryk for en skærpet overvågning.

Det skurrer i mine ører, at den snak om kontrol, overvågning, retforfølgelse og straf skulle være vejen frem. Det er professionelle idrætsfolk i en ekstrem-sport og underholdere i en af verdens største mediebegivenheder, vi taler om. Idrættens eller underholdningens krav til en præstation i dag, der er mindst lige så stor som den i går, dikterer en moral for udøverne selv, som ikke umiddelbart harmonerer med resten af samfundets. I eliteidræt drejer det sig om at vinde. Kun det. Det er os, samfundet udenfor, der tilføjer dette regulerende: Men ikke for enhver pris. Det er en konflikt, og den har ikke nemme løsninger.

Herreløse tilstande

På denne - meget lange præmis - vil jeg glæde mig til de næste tre uger. Meget taler for, at det bliver et lige så åbent løb som sidste år, hvor feltet for første gang siden Lance Armstrongs og hans holds dominans gennem syv år skulle indrette sig på herreløse tilstande. Heldigvis for uforudsigeligheden var der ikke et enkelt hold, der var stærkt nok til at kontrollere feltet og måden at køre på, som Armstrongs var det, og det gav sig det abnorme udslag, at Oscar Pereiro på et langt udbrud tjente en halv time, som han derefter kunne tære på så dygtigt, at han endte som toer - eller muligvis vinder. Hvem skal i år forhindre en anden i det samme?

Umiddelbart ligger favoritværdigheden, og dermed også forpligtelsen til at kontrollere, hos holdet Astana med kasakken Alexander Vinokourov og tyskeren Andreas Klöden, der begge har formatet til at vinde. Med ryttere som Vinokourovs landsmand Andrej Kasheckin og den tidligere vinder af Giro d'Italia, italieneren Paolo Savoldelli, er holdet finansieret af penge fra Kasakhstan, feltets på papiret stærkeste.

Klöden har sin force på enkeltstarterne, men forsvarer sig trods sin størrelse godt i bjergene, mens Vinokourov kan det hele, og han kan finde på at angribe i alt terræn. Han er på godt og ondt fuldstændig uberegnelig. Han kan have dage, hvor det slet ikke ruller for ham, men er så i stand til at slå til på uventede steder og tidspunkter. Spanien Rundt sidste år vandt han ved at angribe på en nedkørsel, og mindeværdigt er det, at han for to år siden i Tour de France overrumplede alle og vandt sidste etape på selve Champs Élysèes, som ellers er sprinternes domæne. Med sin angrebslyst vil Vinokourov være en sjovere Tour-vinder end den mere anonyme holdkammerat Klöden - også selv om han må køre og eventuelt vinde under den mistanke, som senest den 'angrende' Jörg Jaksche i Spiegel-interviewet har kastet på ham. Uden at nævne navne hævder han, at Vinokourov og hans personlige manager Tony Rominger sidste forår lagde pres på sin daværende arbejdsgiver Manolo Saiz for at få en "bedre medicinsk behandling". Hvor så end Jaksche ved det fra.

Belastet af rygter er også en tredje af favoritterne, Alejandro Valverde. Hans navn figurerer ikke på den liste over mistænkte, som den spanske anklagemyndighed i Operacion Puerto har frigivet, på trods af, at der blandt de poser med blod til dopingbrug, der blev fundet hos Fuentes også fandtes en med påskriften 'Valv.(Piti)'. Piti er navnet på Valverdes schæferhund, og hundenavne var Fuentes foretrukne koder.

Hvorfor skulle nogen beskytte Valverde, spørger Der Spiegel. "Hvis det er tilfældet, så skyldes det vel sportspolitiske interesser. Han er Spaniens store cykelhåb," lyder Jaksches lakoniske svar.

Sastes smukke sjæl

Valverde er fra naturens hånd feltets mest komplette rytter. Han kan køre opad. Han kan køre enkeltstart. Han kan matche nogle af de bedste sprintere. Han er elegant. Og så har han star quality som få af sine konkurrenter og er vildt populær hos sine landsmænd.

Arrangøren af Tour de France er uden tvivl hunderæd for at dette års vinder skal have sit navn i kode på en blodpose eller bliver nappet i en kontrol. Det vil være slemt for cykelsportens i forvejen ramponerede image, endnu værre for Tour de France som mere end hundredårig fransk kulturklenodie, men holdningen synes - sat på spidsen - at være, at det nok er noget skidt, at ryttere doper sig, men det er først rigtigt galt, når det bliver opdaget. I det lys skal man også se Tour de France's fordømmelse af Bjarne Riis' tilståelse. Man kunne leve med, at han var dopet, for det vidste man nok, men ikke med at han som den første Tour-vinder nogensinde sagde det.

Så Tour de France-ledelsen ønsker sig nok en vinder som CSC's Carlos Sastre. Med mit kendskab til manden, mere end til hans blodværdier, vil jeg påstå at han kører lige så rent, som hans sjæl er smuk. Når han nok ikke vinder alligevel, så skyldes det mindre et medicinsk handicap end hans egne mangler som rytter. På trods af sin klejne statur kører han en habil enkeltstart, men ikke i nærheden af de allerbedste. Og på trods af sine store evner som klatrer, og sin konstans, så har han hidtil manglet eksplosivitet på stigningerne, og det killerinstinkt, som gør en vinder, ligger den flinke og morsomme mand fjernt. Han viste takter af det sidste år, men det skal skærpes, og han er også min ønskevinder.

Uanset den modvind, Bjarne Riis personligt befinder sig i, stiller hans hold op som feltets i hoved og røv mest kontrollerede og på papiret reneste. Carlos Sastre har som støtter i de højeste bjerge landsmanden Inigo Questa, der synes valgt på Bobby Julichs bekostning, og sidste års gennembrudsmand Fränk Schleck, der sidste år sensationelt vandt på Alpe d'Huez, og som vil få frihed til gentagelse, hvis Sastres interesser tillader det. Og hvis Sastres klassementsmuligheder svinder af den ene eller anden grund, vil den unge luxemburger være manden at køre for. Men det er et alsidigt hold med en mangestrenget ambitiøs målsætning. Etapesejre til en af de to tempospecialister Fabian Cancellara og David Zabriskie, en mand på podiet, to i top 10, etapegevinster til folk som Stuart O'Grady, Kurt Asle Arvesen, Jens Voigt eller Christian Vandevelde. Der alle har både pligt og evner som hjælperyttere i skiftende grader af svært terræn, hvis det kræves. Det er et hold, der er sammensat ud fra en manglende tro på, at Sastre eller Schleck kan vinde, men på at man kan præge løbet i alle faser, og holdkonkurrencen vil man også vinde. Den eneste anke, man kan have mod det dansk baserede hold er, at der ikke er en eneste dansker med. Jeg vil stærkt savne en Nicki Sørensen eller Lars Bak.

De danske interesser må samle sig om Michael Rasmussen. De sidste to års vinder af den prikkede bjergtrøje efter lange soloudflugter og sejre på Tourens mest prestigegivende stigninger. Den spinkle mands enkeltstart er så ringe, at han næppe vil køre for en samlet topplacering, som nogle har fablet om, og det er til hans fordel i de nøje udvalgte togter, som han også i år vil foretage, at han ikke er nogen trussel for de bedst placerede. Bjergtrøjen og en spektakulær etapesejr er endnu engang, hvad vi skal håbe på og glæde os til. Men uforudsigeligheden i sommerens store føljeton er det, vi kan glæde os allermest til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her