Læsetid: 8 min.

Vestagers veje

Margrethe Vestager, nyudnævnt radikal formand, beskrives af flere kilder som en professionel og detalje-fikseret politiker, men også som elitær og fjern. Efter 14 år i skyggen har hun grebet efter magten - men hvem er hun, og hvad vil hun med den?
Konflikt. Margrethe Vestager er tilhænger af klassiske radikale værdier som frisind og tolerance, men modstander af homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viet.

Konflikt. Margrethe Vestager er tilhænger af klassiske radikale værdier som frisind og tolerance, men modstander af homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viet.

Nicolai Svane

21. juli 2007

I politik er der mange veje, man kan gå. Man kan gå til højre, og man kan gå til venstre. Man kan gå den ene vej, og man kan gå 'Den Anden Vej'. Men ender vejen blindt, er det ikke længere muligt at gå tilbage. Det var den erkendelse - erkendelsen af at have ført Det Radikale Venstre ind i en blindgyde uden udveje - som i sidste måned fik Marianne Jelved til at give håndtasken videre til partiets kronprinsesse gennem 14 år, den blot 39-årige Margrethe Vestager.

I modsætning til sin forgænger beskrives Margrethe Vestager som en samler og ikke en spreder, hvilket de første udmeldinger fra den nye ledelse er en understregning af: Fogh er ikke længere "en farlig mand", de ultimative krav er droppet, og de radikale er nu villige til at samarbejde med både højre og venstre side af folketingssalen - kort sagt: Med Margrethe Vestager som ny formand synes kursen igen at være sat mod midten af dansk politik.

Ikke desto mindre er det et minefyldt politisk landskab, som den nye radikale stifinder skal navigere sit parti rundt i. Under Marianne Jelveds ledelse lykkedes det de radikale at tiltrække nye venstrefløjsvælgere. Dem risikerer partiet nu at støde væk igen i forsøget på at generobre midtervælgerne, som i mellemtiden har søgt tilflugt hos Khader & Co. Det er en enorm udfordring, Margrethe Vestager står overfor - og netop derfor er hun den rette til jobbet, mener tidligere chefredaktør på Jydske Vestkysten og nuværende prorektor på Aarhus Universitet, Mette Bock:

"Jeg har svært ved at se, at der er andre, der kan løfte opgaven. Margrethe Vestager er på mange måder Marianne Jelveds modsætning, forstået på den måde at Marianne Jelved altid har været meget skarp og kontant i sine udmeldinger, hvor Margrethe Vestager er langt mere rund. Hun støder ikke folk fra sig, men samler dem, skaber kompromisser og får tingene til at glide, og det har de radikale i dén grad brug for," siger hun.

Udnævnelsen af Margrethe Vestager kom da heller ikke som nogen overraskelse. Hun har længe været kronet i det radikale bagland, og for de fleste politiske iagttagere var det snarere et spørgsmål om, hvornår hun fik chancen - før eller senere? Nu blev det 'før', og sådan har det meste af Margrethe Vestagers karriere formet sig: Hun blev medlem af de radikales hovedbestyrelse allerede som 21-årig, og den yngste landsformand i partiets historie som 25-årig. Blot fire år senere kunne hun i 1998 skrive to ministertitler på cv'et, da Poul Nyrup tilbød hende jobbet som henholdsvis undervisnings- og kirkeminister. Da var hun 29 år gammel - og gravid - men undte blot sig selv syv ugers barselsorlov, inden hun atter var tilbage i ministersædet.

Elitær og fjern

De færreste i det politiske liv på Christiansborg stiller spørgsmålstegn ved Margrethe Vestagers engagement og politiske drivkraft. Venner som fjender anerkender hendes ambitionsniveau, professionalisme og detail-kendskab, men egenskaberne forveksles ikke sjældent med modsætninger: arrogance, distance og pedanteri. Under alle omstændigheder er det et faktum, at Margrethe Vestager i løbet af sin politiske karriere også har skaffet sig et ry på halsen af at være "elitær" og "fjern".

En beskrivelse, der dog ikke stemmer overens med det billede, tidligere landsformand for de radikale, præst og forfatter Asger Baunsbak-Jensen har af Margrethe Vestager.

"Sådan ser jeg hende slet ikke. Tværtimod har jeg i mine samtaler med hende bidt mærke i hendes optagethed af spørgsmålet om, hvem de svage i vores samfund er. Hvem er det, der ikke kan klare det psykiske pres med omstillingsprocesser, hvem er det, der falder af? I den problematik er hun meget progressiv og, ja, man kan godt sige socialradikal," siger Baunsbak-Jensen, der har portrætteret Margrethe Vestager i bogen 28 undervisningsministre.

Han mener, at beskrivelsen af hende som elitær stammer fra hendes tidlige år som politiker, men at den i dag ikke længere er dækkende:

"Når man får den post at være landsformand for Det Radikale Venstre i 25-års alderen, vil man også i sit videre forløb som minister psykologisk set være bange for ikke at være korrekt nok. Og det er muligt, at den usikkerhed, Margrethe Vestager dengang måtte være præget af, har fået hende til at virke elitær. Men i dag synes jeg, hun har aflagt sig alt det," siger han.

Spørger man journalist og forfatter Lars Olsen stikker problemet dog dybere end som så. For ham er valget af Margrethe Vestager til ny R-formand blot en understregning af, at det gamle husmands- og lærerparti i stigende grad blevet et parti for verdensfjerne storby-akademikere, der er mere optaget af signaler og abstrakte ord end af, hvordan beslutningerne virker i praksis:

"Hvis jeg nogensinde skal skrive en bog om, hvordan politikerne har fjernet sig fra virkeligheden, vil jeg reservere et kapitel til Margrethe Vestager," siger han og uddyber:

"Hun er en ledertype, der med stor professionalisme behersker det spil mellem politikere, medier, eksperter og embedsværk, som er nøglen til succes i Christiansborg-miljøet. Men hun er samtidig et pragteksemplar på det, der er denne ledertypes akilleshæl, nemlig den manglende forbindelse til virkeligheden - og den manglende vilje til at lytte til menneskers praktiske erfaringer," siger Lars Olsen, der mener, at navnlig Margrethe Vestagers år som undervisningsminister er brolagt med beslutninger, "der passer som en boksehandske til et blåt øje".

"Som minister lukkede hun øjnene for de store integrationsproblemer i folkeskolen, mens hun som forælder selv fravalgte den lokale Amager Fælled Skole, hvor der var mange tosprogede elever. Det er et utroligt eksempel på, at hun ikke forholder sig til de virkelige problemer," siger han.

I sin bog Den nye ulighed argumenterer han for, hvordan en ny elitær uddannelseskultur har afløst en gammel. Tidligere var det borgerskabets 'sorte skole', der var normgivende, nu er det den 'kreative klasse', som bestemmer skolens form og indhold. Den udvikling, mener Lars Olsen, bærer Margrethe Vestager og radikal undervisningspolitik også et stort medansvar for:

"Med reform 2000 (reformen af erhvervsskolerne, red.) blev tænkningen kørt helt derud, hvor selv velstimulerede gymnasieelever ville have knækket nakken. I stedet for at lytte til lærerne på de tekniske skoler lyttede man til den pædagogiske elites modeord om omstillingsparathed og individualisering og kørte principperne igennem hen over hovedet på dem, der skulle leve med dem i praksis. Jeg siger ikke, at Margrethe Vestager var alene om det, men hun sad trods alt for bordenden som minister."

En nyere ulighed

Ifølge professor i politik og forvaltning ved Copenhagen Business School Ove K. Pedersen tager Lars Olsens kritik imidlertid et forkert udgangspunkt. Set i forhold til en global konkurrencesituation er Danmarks problem ikke først og fremmest, at underklassen er for stor, men snarere at eliten er for lille, mener han.

"Sammenligner vi Danmark med andre lande, er det, der springer i øjnene, ikke, at vi har en høj fattigdomsrate, eller at vi har mange, der er ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Uligheden består snarere i, at vi har for få universitets- og ph.d.-studerende."

Det betyder ikke, at vi skal tage ressourcerne fra den sidste femtedel af befolkningen, understreger han, men det betyder, at det er nødvendigt at satse højere oppe i uddannelsessystemet:

"Lighedsbegrebet tager alt ofte udgangspunkt i de sidste tyve procent af befolkningen med det resultat, at det er middelmådigheden, der bliver udgangspunktet for ligheden. Men hvis vi ser problemet i et global perspektiv, så er det ikke den sidste femtedel, der skal bære vores konkurrenceevne, det er derimod de 50-60 procent, som kommer ud over ungdomsuddannelsen. Derfor er det vigtigt at forbedre ungdomsuddannelserne og de højere uddannelser - og det har Margrethe Vestager forstået," siger Ove K. Pedersen.

Af samme grund køber han ikke Lars Olsens fremstilling af Margrethe Vestager som en elitær politiker:

"Hun er først og fremmest en moderne politiker," siger han.

Mediernes fremstilling af Margrethe Vestager som elitær kan dog, hvis det får lov at brede sig, blive en trussel for hende, vurderer han:

"Det er en jo en myte, som er uhyre svær at slippe af med igen. I øjeblikket volder den Helle Thorning-Schmidt problemer, og Ritt Bjerregaard har måttet kæmpe med den igennem hele sin politiske karriere."

Et skrin med sikre svar

Margrethe Vestager er opvokset på en præstegård i Ølgod i Vestjylland som den ældste i en søskendeflok på fire, og hendes baggrund fornægter sig ikke, når det kommer til hendes værdipolitiske grundlag: I sin tid som undervisningsminister udgav Margrethe Vestager manifestet Værdier i virkeligheden fra 2000 som et modsvar til den tiltagende "værdirelativisme", hun så blandt danske skolebørn:

"For selv om samfundet er inde i rivende forandringer, mener jeg, at de grundlæggende værdier bør være de samme, som de har været i de seneste 100-150 år", skrev hun blandt andet i udgivelsen og kaldte værdierne for et "skrin med sikre svar, som vi kan dykke ned i, når alt andet slår fejl".

Spørgsmålet er, hvad det er for "sikre svar", Margrethe Vestager gemmer i sit skrin? Spørger man Mette Bock, er det på den ene side klassiske radikale værdier som tolerance, frisind og ligeværd, men der gemmer sig også andre værdier af mere konservativ karakter, som ikke harmonerer særlig godt med det radikale bagland:

"Værdipolitisk er hun en sammensat person, og på flere områder er hun faktisk i direkte konflikt med partiet. Det gælder blandt andet et spørgsmål som homoseksuelles ret til at blive viet i kirken, hvilket hun er klar modstander af," siger Mette Bock.

Et andet eksempel er forholdet mellem kirke og stat, som Margrethe Vestager heller ikke er interesseret i at pille ved, selvom de radikale af natur går ind for en klar adskillelse af de to. I en kronik i Jyllands-Posten den 16. oktober 2000 skriver hun således om kristendommens særstatus i det danske samfund:

"Jeg mener, at den er både velbegrundet, velfungerende og værdifuld, og at det vil gøre mere skade end gavn, hvis vi begynder at lave om på tingene."

Ifølge Mette Bock kan disse holdninger dog risikere at blive et problem - for både Margrethe Vestager og partiet:

"Indtil videre har man ladet hende have disse holdninger, men det bliver spændende at se, hvordan man vil tackle det nu, hvor hun er blevet partiets leder. Hvis folketingsgruppen bestemmer, at den vil sætte homoseksuelles ret til at blive viet i kirken på dagsordenen, vil det være en nyskabelse i dansk politik, hvis partilederen samtidig gør klart, at hun personligt er imod det," siger Mette Bock og tilføjer:

"Men det vil også være meget moderne, hvis de tør."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu