Læsetid: 11 min.

Ikke i vores gade, please

Sundhedsrum. Vi vil gerne have et sundhedsrum for stofmisbrugere, bare ikke lige her, siger den ene fløj. Så flyt dog til Gentofte med jeres børn, caffè-latte og fine fornemmelser, mener den anden. Der er kamp om gaden på Vesterbro i København, og lige nu handler den om, hvor sundhedsrummet skal ligge
Moderne Tider
6. juli 2007

Kirketjener Nina Grundtvig Moesmann tager vandslangen. Spuler vand ud på asfalten, lige som hun eller hendes kollega Sten gør det hver morgen. For en halv time siden var her fyldt med gennemsigtige poser med neongule mærkater, som tidligere indeholdt vatbolde, sprøjter og andet tilbehør, der nu ligger og flyder mellem Københavns Hovedbanegård på den ene side og Gasværksvej på den anden. Hun fjerner noget skrald og en grøn mælkekasse. I går aftes sad der en mand ovenpå, som febrilt prøvede at finde en vene med sin kanyle. Blodet blev til en pøl på asfalten, inden han fandt en, der kunne bruges, og han afslappet kunne falde bagover mod væggen. Sådan er der på Maria Kirkeplads på Vesterbro i København; et handelscentrum for stoffer og piller, en augiasstald, der fyldes lige så hurtigt, som den bliver tømt.

Stofmisbrugernes spor forsvinder i takt med, at vandet fra Nina Grundtvig Moesmanns haveslange bliver opsuget af asfaltens porer og farver pladsen mørkegrå. Men hun ved godt, at man om tre timer ikke vil kunne se, at hun nogensinde har stået her i gummistøvler og Kansas-jakke. Det en del af jobbet.

Beboerne rundt omkring er til gengæld blevet godt trætte af livet på pladsen og de omkringliggende gader. For et par år siden stillede beboere op til menighedsrådsvalg for at få bjørnetjenesten, som Mariatjenesten kaldes, lukket. Men den overlevede og ligger stadig som en ø midt i, hvor der sælges, fixes, ryges, råbes, skændes og slås, på alle tider af døgnet afhængigt af årstid, vejr og om det lige har været lønningsdag. Og beboerne fortsætter kampen i Vesterbrobladet.

"Nu har vi i årevis kæmpet mod narkomanerne i vores gade, der er blå lys over alt, pigtråd, gitterdøre, gitter for kælderhalse osv., og i al den tid har vi beboere i Abel Cathrines Gade håbet på en løsning på problemet, gået til møder med politiet og andre grupper, i det hele taget gjort alt for at få lov til at leve i fred, dvs. uden narkomaner og deres hæslige efterladenskaber, de kommer alligevel ind i vores porte og vores opgange, smider sprøjter overalt osv.," skrev Lene G. Vasegaard i et læserbrev i Vesterbrobladet den 18. april, hvorpå Julie Pedersen svarede:

"Mon ikke det er dig, der er havnet i det forkerte kvarter? Hvorfor er det, at stofmisbrugerne ønskes hen, hvor peberet gror, af så mange af jer, kære naboer?"

Imens lever Maria Kirkeplads videre som et udendørs fixerum og trodser regeringens beslutning om, at ulovlige stoffer og statsejede rum ikke hører sammen.

Hvis ikke det kan blive til et fixerum, må vi have et sundhedsrum, besluttede kommunens politikere så for nogle år siden. De satte gang i et samarbejde mellem organisationen Dugnad, der kommer til at drive det fremtidige rum, og kommunen, som begge håber på, at rummet kan varme regeringen op til et fixerum, som man kender det fra Tyskland, Canada, Schweiz og Norge.

Barn leger med sprøjte

To år efter er det stadig ikke besluttet, hvor sundhedsrummet skal ligge, for det kan ingen blive enige om. Det skal i hvert fald ikke være, som socialudvalget stemte om den 20. juni, i Abel Cathrines Gade 13 ved siden af Vuggestuen Abel eller i bygning 4 i Brune Kødby, som ligger ved siden af Rystensteen Gymnasiums undervisningslokaler og institutioner for børnekultur.

"Vi har tre tilfælde i karreen efter byfornyelsen, hvor folk har stukket sig på kanyler," siger Jens Nielsen fra Fællesinitiativet mod placering af Sundhedsrum i Abel Cathrines Gade 13 og Kvæsthusgade 4 (Brune Kødby). Fællesinitiativet blev dannet i april, efter at kommunen havde luftet, at den havde kig på de to adresser. I dag har det 30 medlemmer og 500 protestunderskrifter mod placeringerne, og initiativets hjemmeside skærer det ud i pap. Første foto: Børn leger i sandkasse. Næste: Sprøjte i sandkasse. Tredje: Barnefod lige ved at træde på sprøjte. Fjerde: Barn leger med sprøjte.

"Jeg holder altid skarpt øje med mit barn, og jeg ville aldrig sætte min datter i en sandkasse uden først at have kigget efter sprøjter. Men det kan man ikke i vuggestuen. Hvis de lægger sundhedsrummet der, trækker jeg mit barn ud," siger initiativets Helene Duprat, hvis 10-måneder gamle datter går i Vuggestuen Abel. Bare fordi noget er problematisk, er det jo ikke lige problematisk alle steder, svarer hun på spørgsmålet, om folk ikke ville protestere, uanset hvor man lagde det.

"Man kan graduere smerten, og man må placere det det sted, hvor det gør mindst ondt. Det her er ikke langsigtet eller gennemtænkt," siger hun og understreger, at Fællesinitiativet er for et sundhedsrum, bare ikke der.

- Hvad med at flytte til et børnevenligt kvarter, som flere vesterbroere har påpeget i lokalbladet?

"Huspriserne er steget så meget, jeg har ikke råd til at flytte."

Jens Nielsen bakker op. Han bor selv lige over for Den Brune Kødby i Lille Colbjørnsensgade, hvor gadens ender er lukket af porte. For at undgå indtrængende stofmisbrugere: "Heldigvis har vi fået lov til at lukke. Før byfornyelsen for 10 år siden var der pushere, der boede i stuen og på første sal, som prøvede at brænde hinanden ud. En anden gang skød politiet tåregas ind i gyden. Bare for at fortælle, hvad vi har været igennem," siger han og forklarer, at det giver en forståelse for, hvorfor beboerne i Lille Colbjørnsensgade ikke vil have sundhedsrummet til at ligge overfor. De har ligesom været der.

"Det er vores faste overbevisning, at indtrængning af stofmisbrugere i karreen kommer til at øges. Der må ikke indtages hårde stoffer i sundhedsrummet, og derfor vil indtaget af stofferne ske i nærområderne. Ligesom det nu sker i Abel Cathrines Gade, omkring værestedet Mændenes Hjem og ved Maria Kirke. Hvor der fixes, bliver der handlet. Og problemet med portene i Lille Colbjørnsensgade er, at anlægget ikke kan sikres fuldt ud, de følger ind med beboere og besøgende."

Jens Nielsen peger på et lille skilt på indersiden af porten, hvor der står, at man skal lukke efter sig. Han forklarer, at karreen i dag har 75 børn, før byfornyelsen var der kun 10. Og sandkasser og åbne cykelrum er attraktive.

Hegnet

Det har da også givet problemer, at Vesterbro er et kvarter, hvor folk bliver, selv efter de har fået børn. Kombinationen kan kun give problemer, mener Nina Grundtvig Moesmann, der som del af sit arbejde som kirketjener gennem 10 år gør rent på pladsen udenfor kirken.

"Stofferne har ændret sig, der er kommet mere kokain og mindre heroin, det ser jeg både på det affald, de efterlader og på, hvordan folk har det. Kokain kræver, at du tager noget hele tiden, lige som vi andre ryger cigaretter," siger hun og peger på forskellen: De bliver passive på heroin og aktive og hyper på kokain. De sover ikke om natten, og efter nogle dage uden søvn og med for mange stoffer bliver de let aggressive. Og det har trukket konflikten til beboerne op. Nina Grundtvig Moesmann vifter med handsken over mod hegnet, hvormed beboerne har prøvet at lukke sig selv inde og narkomanerne ude. Selv står Nina Grundtvig Moesmann midt imellem, for på den ene side forstår hun naboerne, som aldrig får nattero. På den anden side er beboerne blevet mere intolerante og ligusterhæks-fascistiske.

"Hegnet en del af problemet. At de er blevet så aggressive handler også om, at der er mindre plads. De kan ikke længere bare sive ind i gårde og kældre, når de tager deres stoffer, og det stresser."

Selv er hun glad for, at hun bor i den anden ende af Istedgade. Hun nikker ned ad gaden, hvor Gasværksvej nogle hundrede meter længere nede står som skillelinje mellem stofferne og det trendy caffè-latte-Vesterbro. Vesterbrogade til den ene side og Ingerslevsgade til den anden udgør to andre skillelinjer, der ikke fandtes før 1990'erne og byfornyelsen. Som et af hovedstadens sidste rigtige slumkvarterer husede kvarteret mest ufaglærte, arbejdere, ældre, indvandrere, der lige var kommet til Danmark, og studerende, der flyttede fra bydelen, så snart de fik et rigtigt arbejde. Det skulle byfornyelsen gøre op med, og det har den også gjort. For den forsynede ikke kun lejlighederne med brusebade, termoruder og fjernvarme, men fik også udskiftet beboerne, der i dag har gode job, høje lønninger og snildt betaler 3,5 millioner for en fire-værelses ved Halmtorvets cafeer og de grønne anlæg. Det eneste, der er tilbage fra det gamle Vesterbro, er narkomanerne.

Bøllebanden

"Coke," spørger en mand med manglende fortænder og snavsede joggingbukser. Han står ved hegnet omkring Maria Kirken. "Ask them," svarer han, da jeg spørger om sundhedsrummet. Han peger hen mod pissoiret, som står ved siden af kirken, hvor der står en mindre gruppe. En af dem er Heidi. Hun står og svajer, undskylder, at hun er lidt konfus. Hun er bruger på institutionen på Forchhammersvej, der ligger i et villakvarter på Frederiksberg og er for de allerhårdeste.

"Dem, hvor de allerede har givet op. De troede ikke, at jeg ville fylde 30. Nu er jeg 32," siger Heidi og griner, som om hun havde snydt nogen. For hun har taget alt, hvad den kan trække i mere end 15 år. Coke, heroin, piller, hash. Hun holder sig fra det syntetiske. "På grund af psykoserne." Øjnene flakker. Et sundhedsrum på Vesterbro ville da være fint, mener hun. Men det, der er brug for, er et fixerum. Det ville gøre en forskel. Hun tager sig til hovedet for at mærke efter, om solbrillerne stadig sidder i håret. Det gør de, lige over panden, hvor et stort blåt mærke, der skifter fra lilla til grønt sladrer om et liv, der også indebærer at få et par på hovedet.

Heidi bor ikke nogen steder. Eller rettere sagt, lige nu opholder hun sig i Nordhavnen. Men hun er herinde hele tiden. Det bliver man nødt til, hvis man vil have det til at køre. Og lige pludselig har du været i Istedgade i døgndrift i en uge, forklarer hun.

"Lige så snart du har købt junket, bliver du nødt til at åbne og se, hvordan det ser ud og prøve det. Hvis du venter, til du kommer hjem, er du 100 procent sikkert blevet røvrendt eller taget af politiet. Der bliver solgt så meget lort. Sådan var det ikke i gamle dage, da kunne du godt sige til nogen: 'Hold lige øje med min taske'. I dag handler det kun om pengene," siger hun og nævner, at det er derfor, så mange tasker ryger fra turisterne. Ja, det har virkelig forandret sig ad helvede til. Lige som forholdet til beboerne.

"Jeg holder mig langt væk fra gårdene i Abel Cathrines Gade. Der holder bøllebanden til, tæskeholdet. De skal nok sørge for, at du får en ordentlig omgang tæsk, hvis du viser dig inde i gården. De har sådan en telefonkæde, i løbet af 10 sekunder har de ringet til hinanden, og så bliver du ellers jagtet som et vildt dyr. Jeg har flere veninder, som er røget på en ordentlig tur derinde." Samtidig er der politiets stresspolitik. På grund af beboerne, mener hun og ryster opgivende på hovedet: "Det har virkelig forandret sig ad helvede til. Nu går vi og klapper hinanden ned for en 500 seddel. Jeg fatter det ikke."

Fællesinitiativet

Det er ikke kun Heidi, der synes, det er blevet værre i Abel Cathrines Gade. Helene Duprat fra Fællesinitiativet bor heldigvis i den mindst belastede ende af gaden.

"Afstanden betyder rigtig meget. Problemet er eksponentielt stigende på Abel Cathrines Gade, jo tættere man kommer på Istedgade. De går ikke særlig langt væk, men fixer lige rundt om hjørnet fra, hvor de køber det," siger hun og nævner, at man næsten måtte sparke sig vej for narkomaner, da Fællesinitiativet samlede underskrifter i den ende af Abel Cathrines Gade.

"Børnene står inden for dørene og venter på, at misbrugerne forsvinder, for de tør ikke gå ud, før de er væk igen," siger hun.

Jens Nielsen understreger igen, at Fællesinitiativet som sådan ikke er imod sundhedsrum. Men det kunne eksempelvis ligge i Bernstorffsgade på den anden side af Hovedbanegården, som er et af Fællesinitiativets forslag til alternative placeringer. Selv om andre netop mener, at det ligger for langt væk. Men hvis tilbuddet er attraktivt nok, vil de bruge rummet, selv om det ligger på den anden side, forsikrer Jens Nielsen. Og at der slet ikke skulle være stofmisbrugere på Vesterbro er ren ønsketænkning.

"Det bedste ville selvfølgelig være et fixerum ikke for langt fra Hovedbanen. Det, kombineret med en gentleman-zone omkring rummet, hvor stofferne er lovlige, og en stresspolitik uden for zonen fra politiets side vil give meget stor effekt."

At der er brug for fixerum snarere end sundhedsrum, er Tom Linnert Jensen fra Sprøjtepatruljen enig i. Hver dag går han langs narko-Vesterbros usynlige linjer.

"Hov, her var vi lige ved at overse en," siger han og bakser med tangen for at få fat i en brunlig kanyle, der har boret sig ind mellem to brosten.

Tom Linnert Jensen kender alle Vesterbros hemmelige steder, han har selv brugt dem dengang i 80'erne. I dag er han på metadon, og indsamler de andres grej i sin gule spand. Typisk 50 kanyler på halvanden time.

Vi fortsætter ned ad Abel Cathrines Gade, hans øjne følger nedgangene til kælderrummene. Videre forbi det gamle møntvaskeri. Det blev lukket, fordi det blev brugt til at fixe i.

"Det var noget svineri. Folk brugte det også som toilet, så der var næsten ikke til at være."

Hans tang griber fat om en brugt sprøjte og noget blodigt vat. 20 meter ved siden af står der en orange metalboks, som er beregnet til brugte sprøjter og kanyler.

"Man bliver helt væk af coke; paranoid og bange. Og så er der politiet, der risikerer at tage det fra dig, så man skal bare have det hurtigt overstået og væk derfra," forklarer Tom Linnert Jensen om affaldet i Abel Cathrines Gade, der intensiveres i takt med, at man nærmer sig Istedgade. På trappestenen er en spinkel skikkelse krøbet sammen i fosterstilling. Forhåbentligt kun for at 'kokse'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her