Børn uden opsyn forbudt!

Da jeg var otte år, var jeg altid bange for at miste mit røde månedskort, for det var adgangsbilleten til de gule busser, som førte mig til svømning, håndbold, min veninde og ud til min far på Vesterbro. Så snart jeg startede i skole blev mit territorium udvidet med hastige skridt, og efterhånden var det kun ved særlige lejligheder, at jeg blev fulgt i svømmehallen, eller at min far hentede mig fra skole. Jeg kunne jo sagtens komme rundt selv.

Og nej, jeg var ikke barn i 1950'erne, og jeg boede heller ikke i en lille landsby, alligevel føler jeg mig nogle gange som en gammel mimrende kone, når jeg mindes min barndoms busture. På de 20 år som er gået, siden jeg selv var barn i 1980'ernes København, har normerne for, hvornår og hvordan børn må færdes på egen hånd, ændret sig markant.

"Jeg tror ikke, min datter er klar til selv at gå i skole, før hun er omkring 10-11 år. Hun ville sikkert gerne, men jeg synes vejen er for befærdet," siger Mette Morell, der bor på Frederiksberg sammen med sin otte-årige datter Nora.

Mette Wittenburg fra Frederikssund i Nordsjælland har til gengæld ladet sin søn Adam gå alene i skole siden slutningen af 2. klasse.

"Det er lige så meget for Adams egen skyld, for jeg vil jo egentlig helst følge ham, men man skal jo give slip," siger Mette Wittenburg.

De to mødre er ganske typiske, mener Kim Rasmussen fra Roskilde Universitets Center, som har lavet feltarbejde blandt danske børn i storbyen, forstaden og landsbyen.

"I dag er børnene generelt omkring 10-11 år, før de selv får lov at tage hjem fra skole eller tage til fritidsaktiviter alene. Indtil da bliver de hentet og bragt af deres forældre eller fulgt af større søskende eller pædagoger. Det er altså først i barndommens allersidste år, at de slipper for de voksnes konstante opsyn," siger han.

For mange biler

De danske børnefamilier bruger i gennemsnit 45 minutter om dagen på transport. En stor del af den tid går med at hente og bringe børn, og selvom Mette Morell kan synes, at det er hårdt i en presset hverdag, er hun alligevel villig til sætte tiden af.

"Jeg begynder snart at arbejde i den anden ende af byen, og så kan jeg godt tænke, 'nu måtte Nora godt begynde at kunne selv', men jeg vil hellere hente hende sent i SFO end lade hende gå alene hjem," siger hun. Det er især trafikken, som plager Mette Morell. Noras skolevej tager kun 10 minutter, men indeholder til gengæld to store lyskryds.

"Man siger jo, at børn skal være mindst 10-12 år, før de kan overskue trafikken, og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der skete hende noget," forklarer hun.

At trafikken er blevet værre er mange forældres begrundelse for at følge deres børn, men den er ikke reel, mener Mogens Wilbert, som er vicedirektør for Rådet for Større Færdselssikkerhed.

"Trafiksikkerheden er langt højere i dag, end dengang forældrene selv var børn," forklarer han. "Hastigheden er kommet ned, der er kun ganske få biler med slidte bremser, der er flere rundkørsler, lyskryds og cykelstier, børnene bruger cykelhjem og bilisterne har en større bevidsthed om, at børnene er sårbare trafikanter."

Statistikken over alvorlige færdselsuheld er da også helt entydig: i 1986 blev 51 børn dræbt i trafikken, og 743 børn kom alvorligt til skade; sidste år blev kun 13 børn dræbt og 105 alvorligt kvæstede. De tal afspejler også, at færre og færre børn færdes i trafikken, for siden 1978 er antallet af gåture foretaget af seks-årige faldet med 40 procent, ligesom flere og flere børn bliver kørt i skole af deres forældre.

Selvom Rådet for Større Færdselssikkerhed anbefaler, at børn i videst muligt omfang selv går i skole, kan Mogens Wilbert på sin vis godt forstå, at forældrene vælger at følge deres børn.

"Der bliver stadig kørt børn ned, og når forældrene ser denne her massive trafik, så har det en psykologisk effekt. Det er jo ikke rationelt sådan noget. Problemet er, at børnene bliver dårligere og mere sårbare trafikanter, når de aldrig får lov at gå selv," siger han.

Og det er ikke kun en større trafiksikkerhed, som børnene går glip af, når de bliver hentet og bragt, mener arkitekt Trine Agervig Carsten, som har forsket i børns oplevelse i byrummene.

"Børn ser mange flere detaljer end de voksne og oplever i det hele taget byrum og landskaber i et andet tempo. Når de selv får lov at gå, ser de verden på deres egne præmisser, og desuden er de ofte stolte over at kunne selv. Mange af de børn, som jeg har talt med, fremhævede, hvis de havde deres egen nøgle, også selvom det bare var en cykelnøgle og ikke en nøgle til deres hjem. Vi voksne kan have en tendens til at forbinde nøglebørn med noget negativt, men for børnene var nøglen et symbol på frihed," forklarer hun.

De grimme mænd

Mette Wittenburg ved godt, at sønnen Adam på otte og datteren Rebekka på 12 elsker at gå alene, og derfor får de lov både til at besøge enkelte venner på egen hånd og til at lege i parken bag ved deres hus, men det sker ikke uden indre sværdslag.

"Jeg kan godt være bekymret for, at nogle kommer og tager dem. At de bliver bortført simpelthen. Jeg ved for eksempel, at der går mange psykisk syge rundt, som ikke får den behandling, som de har brug for, og så bliver jeg bange for, at mine børn skal møde sådan nogle," forklarer hun.

Mette Morell på Frederiksberg har endnu ikke givet sin datter lov til at tage bussen alene, for hun er bekymret for, hvem Nora kan møde i de offentlige transportmidler.

"Det er svært at sige helt præcist, hvad jeg er bange for ... men altså ... sådan nogle gammeldags børnelokkere, som skal få øje på en lille pige, der sidder alene," forklarer hun.

Den frygt er ikke velbegrundet, mener Dieter Carstensen fra Red Barnet, for selvom medierne er fulde af historier om børneporno og pædofile, er det sjældent de velfungerende børn, som er udsat for overgreb.

"Pædofiles ofre er hovedsagligt børn fra ikke-ligevægtige hjem, som føler sig isolerede og derfor er åbne overfor andre voksnes særlige interesse for dem," siger han og påpeger desuden, at de fleste seksuelle overgreb faktisk finder sted inden for familien.

Kirsten Ottmoes, som er konsulent i Kriminalpræventivt råd, afviser også, at børn er i fare for voldelige overgreb, hvis de går alene.

"Volden er blevet grovere, men der er mindre af den, og den rammer hovedsageligt dem, som i forvejen er en del af et kriminelt miljø. Groft sagt skal dit barn selv gå med kniv, for at havne i risiko for et knivoverfald," forklarer hun.

Lasse Dencik, som forsker i det moderne familieliv på Roskilde Universitet, mener, at det blandt andet er den massive urbanisering, som har gjort forældrene utrygge:

"De fleste danske børn vokser op i byer og her er ingen uformel kontrol. Forældrene kan ikke stole på, at andre voksne tager over, hvis barnet ikke selv kan klare situationen. Forældrene må tage hele ansvaret selv, og det er jo det, som de gør, når de vælger at følge deres barn rundt i verden."

Bekymringens byrde

Mette Wittenburg gik fra første klasse alene hjem fra skole og passede sig selv, indtil hendes forældre kom hjem ved seks-tiden. Det kunne hun aldrig selv byde sine børn, for hun husker de lange eftermiddag som triste. I dag forsøger hun at være mere sammen med sine børn, men med den øgede opmærksomhed følger også en større bekymring.

"Min generation har måske været ensomme som børn, og nu kompenserer vi ved at tænke ekstra meget på kærlighed. Jeg vil ikke være en curlingmor, men det er svært at lade være. Jeg har lagt mærke til, at min bekymring skifter efter mine børns alder. Da de var yngre, tænkte jeg meget på meningitis og sygdom, i dag handler det mere om, hvordan de klarer sig i skolen, og om de er glade," forklarer hun.

Forsker i barndommens historie, Ning de Coninck-Smith, mener, at børnenes betydning har ændret sig afgørende i løbet af de sidste generationer.

"Børn er blevet værdiløse som arbejdskraft, til gengæld er de blevet enormt vigtige rent følelsesmæssigt. De er ønskede, planlagte og værdsatte. I gamle dage var det ikke noget særsyn, at børn døde. Børn blev kvast under hestevogne, druknede eller døde af sygdom, og det var en del af livet. Forældrene sørgede selvfølgelig, men holdningen var også, at 'gud giver, og gud tager'. I dag får vi kun et-to børn, og dermed er værdien af et barns liv blevet meget højere," siger hun.

Det er ikke bare børnenes status i familien, som har ændret sig afgørende i løbet af det 20. århundrede. Det er også børnenes hverdag. Danske børn tilbringer i dag størstedelen af deres vågne liv i institutioner, og det får bekymringen til at brede sig, mener Kim Rasmussen fra Roskilde Universitets Center.

"I dag opholder børnene sig mest i børnereservater, som er specielt beregnede til dem, og det betyder, at forældrene kommer til at opfatte verden uden for institutionerne som farlig," forklarer Kim Rasmussen, som påpeger, at forældrene på grund af den institutionaliserede barndom har meget lidt konkret kendskab til deres børns liv.

"Det er et paradoks, at forældrene på den ene side er utroligt interesserede i deres børns liv, men på den anden side har et ret abstrakt kendskab til, hvad børnene egentligt foretager sig i løbet af dagen. På den måde har forældrene også dårligere forudsætninger for at vurdere, hvad deres børn kan og ikke kan klare," siger Kim Rasmussen, som mener, at det er en myte, at børn bliver tidligere voksne i dag.

De selvstændige børn

"Barndommen forandrer sig meget stærkt, og derfor bliver vi chokerede, når vi pludselig oplever børnene som for eksempel meget kompetente forbrugere, men på andre punkter er de jo langt mere infantile. De har ikke som tidligere generationer fået ansvar for dem selv eller for familiens hverdag," siger han.

Mette Morell fra Frederiksberg vil ikke kaldes en pylremor, og hun vil bestemt heller ikke karaktisere sin datter som uselvstændig, for selvom Nora ikke kan gå over vejen, er der så meget andet, som hun kan finde ud af.

"Nora er meget street wise. Hun kan sagtens sætte sig igennem, og det er måske også, fordi jeg har gjort meget ud af at tale meget med hende," siger hun og er tydeligt stolt af sin datter.

Og Nora er typisk for sin generation, mener Lasse Dencik, som har interviewet både børn og forældre i forbindelse med sin forskning, for dagens forældre er ekstremt opmærksomme på deres børns meninger og behov.

"Når man spørger forældrene, hvilke værdier, der er vigtigst for dem, så sætter de fleste selvstændighed allerhøjest. Langt højere end lydighed og ansvarlighed. Vi taler jo også til vores børn på en helt anden måde, end man gjorde, da jeg var barn. Dengang kunne man jo finde på at beordre et barn til at spise op. Det ville man aldrig gøre i dag," siger han, men påpeger samtidig, at opdragelsen til selvstændighed sagtens kan gå hånd i hånd med afhængighed:

"Danske børn behøver stort set ikke at hjælpe til derhjemme, men de skal tage hånd om deres eget liv. De skal selv vælge, hvilket tøj de vil gå med, hvad de vil have at spise, og hvor de vil bo, hvis deres forældre bliver skilt. Det er en sværere opgave, end selv at skulle gå hjem fra skole."