Over den buddhistiske tilbagetrækken fra verden er det interessant og afklarende at betragte den 'vestlige vej'.
Her mener vi grundlæggende, at lidelse kan vi ikke bestemme over. At 'lide' er at forholde sig 'passivt'. Oprindelsen går tilbage til det græske og det latinske ord, 'pathein' og 'patior', som begge betyder, noget som jeg er undergivet, finder mig i, udholder, altså en tilstand eller et fænomen, som jeg ikke selv bestemmer over eller vælger, men netop må undergive mig. Den danske filosof og teolog K. E. Løgstrup (1905-81) beskrev "de suveræne livsytringer" som et afgørende træk ved vort liv. Alle vore afgørende reaktioner er ikke bestemt af os selv, men kommer til os så at sige bagom ryggen på os. Vi bestemmer f.eks. ikke selv, om vi vil vise tillid, men selve den situation, vi befinder os i, afgør sagen for os.
Vi er undergivet vore følelser, og i vort ansigt kan man aflæse dette. Vi græder af sorg - og vi græder også af glæde. Store sindsbevægelser (= det som bevæger vort sind) fremkalder ofte samme eller beslægtede udtryk her f.eks. tårerne). Man rødmer af skam eller af vrede, man sveder af frygt etc. Alt sammen reaktioner, som vi ikke bestemmer over. Det gælder også de kulturelle udtryk. Når man i Mellemøsten river sine klæder i stykker og kommer aske i sit hår som udtryk for sorgen, eller man i Europa iklæder sig sort tøj, så er det også udtryk for, at vi er undergivet følelser som sociale fænomener, som vi ikke kan undslå os.
Lidelse er ikke altid noget ubetinget ondt, men kan også være det mest attraktive af alt. Når man bliver forelsket, er det en 'passion', som vi er undergivet, og vi ønsker slet ikke at blive fri for den. Så længe den står på, er det simpelthen livet for os. Hverken mere eller mindre. Derfor har vi også siden middelalderen brugt ord som 'raptus' (egentlig voldtaget), forført, henrykt (dvs. rykket hen et andet sted), og vi taler om, at en person kan være i sine lidenskabers vold, og der er ikke noget andet sted, han hellere ville være.
Europæisk tradition
Fordi følelserne, passionerne, lidelserne er så vigtige, er det en central indsigt i europæisk tradition, at følelsen ligger til grund for alt, hvad vi er.
"Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær," synger Grundtvig. "Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden," siger Paulus i 1. Kor 13. I virkeligheden kan man slet ikke tro, håbe eller vide for den sags skyld uden kærligheden.
Det er da også følelsen af at 'lide med', det vil sige medlidenhed, der er grundlaget for al kristen etik og dermed også for opbygningen af institutioner som sundhedsvæsen og socialvæsen. Fordi vi forstår det andet menneske udfra vore egne følelser, er vi i stand til at sætte os ind i, hvad han trænger til, og hvad vi bør gøre for ham.
Det ultimative udtryk for, at vor tilværelse ikke er vor egen, er døden. Den tyske filosof Heidegger har udfoldet en hel 'eksistensanalyse' udfra den antagelse, at døden bestemmer alt i vor tilværelse i form af bekymringen ('Sorge') for, hvordan det skal gå. Alle vore handlinger, det være sig kærligheden og de andre følelser, den daglige verden med dens mange praktiske gøremål etcetera, er et svar på dødens virkelighed: Hvis tiden er knap, så lad os udnytte den mest muligt.
Og døden bestemmer ikke blot over vort liv, den er også vor værste fjende. Den river alting ud af hænderne på os. Derfor: "Min modsætning er mellem liv og død" (Grundtvig).
Hermed er antydet nogle af de forudsætninger, man som vesteuropæisk menneske møder op med, når man skal tage stilling til politik, religion, livsførelse etcetera. Det var derfor også denne bagage, jeg havde hos mig, da jeg for nylig læste Dalai Lamas Advice On Dying (London 2002), eller råd når man skal dø. Og forudsætningerne viste sig ikke at være noget værd.
Mennesket er ufrit
Dalai Lama kender og anerkender nemlig grundlæggende ikke vort passionsbegreb, som han i bedste fald anser for at være en vildfarelse. For ham er der ikke nogen forudgivet virkelighed, men alt afhænger af, hvordan vi vælger at forholde os til verden omkring os.
Mennesket er ikke fundamentalt frit, men det kan frigøre sig. Lama mener, at buddhismen appellerer til et liberalt menneskesyn, hvor den enkelte selv bestemmer over sit liv. Men han tror ikke på, at det skulle betyde, at vi hver i sær frit kan afgøre, hvad vi vil eller ikke vil. Han deler ikke den moderne vestlige beslutningsbegejstring, som i høj grad modsiger det 'pathetiske' (lidelsesmæssige) præg af europæisk kultur, som jeg har antydet overfor.
Nej, at frigøre sig kræver, at man dør, og hans bog er lige som hans øvrige forfatterskab en opskrift på, hvordan man siger verden farvel. Hvordan man frigør sig fra den, og det kræver hård disciplin. Og kort fortalt er døden den eneste farbare vej. Ikke således at forstå at man rent legemligt dør, men at man udtrykker døden i sit eget liv ved at fjerne sig fra ethvert engagement og binding til denne tilværelse og forbereder sig på den næste inkarnation, hvor man kan blive endnu mere frigjort.
I al korthed så er alt det som det vestlige menneske føler sig bundet til, noget som det efter Lamas opfattelse bør frigøre sig fra. Man skal f.eks. ikke tale om 'min' søster, bror, mor etc., fordi man hermed binder sig til bestemte personer i en konkret inkarnation (50). Paradoksalt nok kan medlidenheden være med til at frigøre mig (55), for når jeg ser på, hvor meget ondt der er i verden, bliver min egen lidelse mere overskuelig. Det er der sikkert noget om, men det falder ikke Lama ind, at medlidenheden kunne motivere til at hjælpe andre.
Disciplin
Det er vigtigt at tænke og meditere over døden, fordi man herved allerede nu løsgør sig fra dette liv med alle de personer, man kender, men alligevel ikke skal møde igen. Herved kan man tage de første skridt over i næste tilværelse (96). En af de vigtige måder, hvorpå sindet kan tæmmes og blive fri for frygt, er ved at føle kærlighed og venskab overfor andre mennesker (her tales dog om sindsstemning, ikke om handling, 87).
Alt skal disciplineres, følelser, sex, forholdet til døden etcetera, så man ikke længere lader sig lede af disse ting.
Megen moderne terapi og religion og meditation bygger mere eller mindre helhjertet på Dalai Lamas og andre og lignende former for buddhisme. Idealet er, som det engang blev sagt om en patient: "Han gik i sig selv - og man har ikke set ham siden."
Ikke mærkeligt, for han er jo på vej videre. Er det også vores ideal?
