Læsetid: 10 min.

Hvad folk ved, og hvad de tænker

At bo i en landsby, hvor alle kender alle, kan være ulideligt, hvis man pludselig bliver ufrivillig hovedperson i medierne. Men et lille samfund kan også være redningen. Susanne Melchiorsen kunne ikke have undværet sine medmorsingboer, da hun blev fremstillet som uduelig dagplejer
Første gang journalisten fra Danmarks Radio kom for at besøge dagplejer Susanne Melchiorsen, var alt fint. Men da journalisten kom tilbage noget tid efter sammen med en fotograf, fordi der var noget galt med optagelserne fra første gang, mærkede hun, at alt var anderledes. Da hun så udsendelsen, kunne hun ikke genkende sig selv og sin egen puljeordning. Det viste sig senere, at der havde været en grund til, at hun havde svært ved at se sig selv. Mange af klippene var groft manipulerede i udsendelsen -Det tager børn da ikke skade af-. Model

Første gang journalisten fra Danmarks Radio kom for at besøge dagplejer Susanne Melchiorsen, var alt fint. Men da journalisten kom tilbage noget tid efter sammen med en fotograf, fordi der var noget galt med optagelserne fra første gang, mærkede hun, at alt var anderledes. Da hun så udsendelsen, kunne hun ikke genkende sig selv og sin egen puljeordning. Det viste sig senere, at der havde været en grund til, at hun havde svært ved at se sig selv. Mange af klippene var groft manipulerede i udsendelsen -Det tager børn da ikke skade af-. Model

3. august 2007

Der bor omkring 800 mennesker i landsbyen Syd Tødsø lidt uden for Nykøbing på Mors i Limfjorden. Her kender alle alle. Eller alle ved i hvert fald, hvem alle er. Og hvem de er børn af. Og børnebørn af. Et af svingene i byen fører ned til Mosegårdsvejens puljeordning. En far og hans datter er på vej ind ad indkørslen. Den lille lyshårede pige holder en pose med jordbær mellem hænderne og holder så godt fast, at jordbærsaften er begyndt at samle sig i en lille sø i bunden af posen. Da de er nået om bag huset, tager otte børn og fire voksne imod. De leger i sandkassen i midten af haven, hvor der også er et gyngestativ, en Scanialastbil lavet i træ, et legehus, et gyngestativ og ellers en masse plads. Og kaniner. Susanne Melchiorsen hilser venligt på mig. Det er hendes hjem og hendes puljeordning. Hun inviterer mig indenfor i legeværelset. Et stort rum fyldt med legetøj og med Peter Plys og Teletubbies tegnet på væggene. Susanne Melchiorsen skænker en kop kaffe til mig og pludselig brydes idyllen: "Jeg var lige ved at ringe til jer og sige, at I godt kunne blive væk".

Den lille spinkle kvinde kigger nervøst på mig.

"Ja, jeg kender jer jo ikke, og du virker sød, men det gjorde hende den anden jo også."

Skam dig

Det er ikke første gang, Susanne Melchiorsen har besøg af en journalist i sin puljeordning. Der var engang, hvor hun aldrig før havde haft kontakt med medierne. Men så ringede en dame fra DR og spurgte, om hun ikke måtte komme på besøg. Hun ville lave en dokumentar om Susannes puljeordning.

"Hun ringede fra København og sagde, at hun ville lave et program om forskellen på at være dagplejer på femte sal i København og at være det i en lille by midt i grønne områder langt ude på landet. Jeg tænkte, at sådan et program kunne jeg da også godt tænke mig at se, og jeg snakkede med forældrene, der synes, at det da kunne være meget sjovt. Så kom børnene jo også i fjernsynet."

Susanne Melchiorsen sagde ja til henvendelsen fra DR. Cirka et halvt år senere blev hun ringet op flere gange midt om natten af folk, hun ikke kendte, der sagde, at hun skulle skamme sig, og at hun skulle stoppe som dagplejer. Sagde, at hun var et forfærdeligt menneske. Det viste sig, at det ikke blev det program, Susanne Melchiorsen havde fået at vide, det skulle blive.

Det havde egentlig været meget spændende at have DR på besøg. Journalisten var der først én dag, hvor børnene skulle vænne sig til kameraet.

"Hun spurgte en hel masse og legede ellers bare med børnene sammen med os. Hun var meget sød, og børnene var trygge ved hende. Ja, det var jeg da også."

Nye optagelser

Næste dag kom journalisten tilbage og filmede så hverdagen hos Susanne. Da journalisten tog af sted, havde Susanne en god fornemmelse. Det var gået meget godt, syntes hun. Det samme havde journalisten sagt.

"Ja, hvad ved jeg om det. Men jeg tænkte, at de optagelser, hun havde fået her måtte være meget anderledes end dem, hun skulle filme på femte sal i København."

Der gik nogle uger, uden at Susanne hørte noget. Men så ringede journalisten en dag og sagde, at der var problemer med optagelserne.

"Hun sagde, at de blev nødt til at skrotte dem, fordi de var for slørede. Hun blev ved med at sige: 'Jeg er jo ikke fotograf'. Og det er da også rigtigt, men jeg kunne da ikke lade være med at tænke: Men hvorfor havde du så ikke én med?"

Journalisten spurgte, om hun måtte komme igen. Denne gang med en fotograf. Susanne kunne ikke se noget problem i det, så hun sagde ja, og der gik ikke længe før, journalisten igen stod i baghaven. Men noget var anderledes.

"Hun sagde ikke så meget. Hun var stadig meget sød og venlig, men det var som om, hun holdt sig lidt tilbage."

Det gjorde den fotograf hun havde med til gengæld ikke.

"Jeg blev jaget rundt. Det var hele tiden mig, der skulle være i billedet. Jeg skulle lege med børnene i sandkassen og give dem mad og skifte dem. Det gør jeg selvfølgelig også til hverdag, men jeg er jo ikke alene om det. Jeg har to ansatte. Men de måtte ikke blive filmet. De forklarede, at den ene ikke var den samme som på de første optagelser. Det var det heller ikke, men da de var gået, kom jeg til at tænke på, at hun jo havde sagt, at hun ikke kunne bruge de optagelser til noget. Så hvorfor var det så vigtigt?"

Ualmindelig dag

Susanne husker tilbage på den dag, som en af de værste i hendes liv.

"Børnene var helt forvirrede, fordi ham fotografen blev ved med at bede os om at gå derhen og gå derhen. Og jeg skulle gentage ting hele tiden. Vi kom først udenfor klokken 11. Vi plejer at gå udenfor allerede, når de kommer om morgenen, men den dag kunne det ikke lade sig gøre. Vi plejer jo faktisk at spise klokken 11, for børnene skal jo ud og sove til middag."

Der var vendt op og ned på rutinerne, så Susanne blev helt stresset, og så bliver børnene stressede.

"Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke bad dem om at gå. Det skulle jeg nok have gjort, men man smider jo ikke bare folk ud. Så jeg gjorde bare som de sagde og håbede så på, at de ville gå snart."

Susanne indvilligede blandt andet i at skifte et af børnene ude på køkkenbordet.

"Fotografen kunne ikke være ude på toilettet med det store kamera, så han spurgte, om vi ikke kunne flytte ud i køkkenet. Det tænkte jeg ikke videre over, for det har jeg gjort før, da vi på et tidspunkt byggede om. Det havde jeg endda tilladelse til fra kommunen."

Da journalisterne endelig gik, satte Susanne sig ved bordet og gav sig til at græde.

"Det havde været hårdt. Og når jeg tænker tilbage, så havde jeg måske allerede dengang på fornemmelsen, at det ikke var helt godt. Hende journalisten havde været så underlig. Helt anderledes."

Og det var ikke helt godt. Da tiden nærmede sig, hvor dokumentaren skulle komme i fjernsynet, begyndte der at komme små notitser i tv-programmerne i bladene. Det tager børn da ikke skade af, var programmet kommet til at hedde. Det undrede Susanne: Hvem havde mon sagt det. Der var et par andre puljeordninger fra Mors, der havde deltaget i udsendelsen, så hun tænkte, at det måtte være en af dem.

Der stod intet i foromtalerne om en dagplejer på femte sal i København. Kun at det var en dokumentar om puljeordninger og tilsynet med dem. Susanne begyndte at blive urolig, men sagde til sig selv, at det da var rigtig nok, at der ikke var så meget tilsyn med hendes puljeordning. Så hvis programmet var kommet til at handle om, at kommunen ikke levede op til sit ansvar, så var det jo måske ikke helt forkert. Hun havde aldrig ventet det, programmet var blevet til.

En fremmed person

Den aften, dokumentaren skulle vises, sad Susanne hjemme med sin mand og sine tre børn for at se den. Endnu en af de værste dage i hendes liv.

"Jeg havde det som om, det var en fremmed person. Det var ikke mig."

Dokumentaren viste billeder af en meget træt Susanne og børn, der græd og skændtes.

"Det var jo kaos. Hvis det virkelig var sådan, så kan jeg da godt forstå, at folk bliver forargede. Men det er det jo ikke. Slet ikke. Jeg ved godt, jeg var stresset den dag, men på ingen måde sådan som det ser ud i programmet."

Man ser også Susanne skifte ble ved køkkenhåndvasken, hvor der lige på den anden side står et bræt med boller.

"Det havde de jo selv bedt mig om. Jeg ville jo aldrig normalt stå og skifte ble, mens der er mad på bordet. Og så ser det ud som om, at jeg bruger den samme karklud til at vaske barnet med, som jeg tørrer bordet af med. Det gjorde jeg bestemt ikke. Vi bruger slet ikke karklude til det. Vi bruger engangsklude."

Hendes stemme bliver fortvivlet: "Det var forfærdeligt. Jeg begyndte at tude, som jeg også gør nu," siger hun og griner usikkert.

Det var egentlig først da udsendelsen sluttede, at det hele begyndte. Journalisten ringede til Susanne. Hun nægtede at tale med hende. Da Susanne og hendes mand endelig var faldet i søvn begyndte telefonen at ringe.

"Jeg var chokeret. Det var helt fremmede mennesker, der ringede og sagde de frygteligste ting til mig. Det var ikke folk her fra øen. Det var mennesker, der ikke anede, hvem jeg var."

Dagen efter holdt forældrene deres børn hjemme, mener hun. Hun indrømmer, at hun ikke helt kan huske det. Hele ugen efter programmet havde været i fjernsynet står som en stor sort masse i hendes hukommelse. Der gik også en uge før, hun turde bevæge sig udenfor. Hun sad blot derhjemme. Desillusioneret.

"Da jeg endelig fik taget mig sammen til at gå ud, så havde jeg det som om, alle kiggede på mig og talte om mig. Jeg hørte ingen gøre det. Og det var sikkert bare noget, jeg forestillede mig. Men det var ikke rart. Og der gik lang tid, før jeg begyndte at synes om det igen."

Støtte

Det er et lille samfund, Susanne har sin puljeordning i.

"Alle vidste jo, hvem jeg var. Herude er det umuligt at gemme sig."

Men det skulle vise sig, at netop menneskene på Mors ikke mente, at Susanne havde nogen grund til at gemme sig.

Der gik ikke mange dage efter udsendelsen, før der begyndte at dukke historier op om DR's metode i forbindelse med programmet Det tager børn da ikke skade af. Historierne drejede sig især om en anden dagplejer fra Mors, der også var med i udsendelsen. I udsendelsen så det på et tidspunkt ud til, at hun gav et af børnene en lussing. En hånd svinger gennem luften, et klask lyder og et barn græder. Det ser ud til at give sig selv. Men en teknisk gennemgang af udsendelsen viser, at det er tre ting, der sker helt uafhængigt af hinanden. Dagplejeren løfter hånden i billedet. Klasket stammer fra en anden situation og det barn, man hører klynke bagefter, er slet ikke det barn, der angiveligt skulle være blevet slået.

Da det kommer frem begynder sagen at rulle mod DR. For som Susanne oplever det, er det ikke det eneste, der er manipuleret i udsendelsen. Hele Mors er i oprør. Det opleves som om DR er taget til øen for at få bekræftet nogle fordomme om det lille samfund. Susanne oplever, at folk, hun ikke havde forventet det fra, skriver læserbreve i den lokale avis til støtte for hende. Ved et møde i Ungdomsgården i Syd Tødsø møder folk fra DR op og svarer på spørgsmål fra forsamlingen. Susanne blander sig ikke i diskussionen. Hun står blot i et hjørne og kan kun føle glæde over, at så mange af hendes naboer og alle mulige andre mennesker fra øen er dukket op for at tale hendes sag.

"Det var det, der hjalp mig igennem. Hvis ikke folk havde troet på mig og stolet på mig, hvad skulle jeg så have gjort? Vi er bare almindelige mennesker. Vi ville ikke vide, hvor vi skulle gå hen med vores sag."

Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis de havde lavet dette nummer med en dagplejer på femte sal i København. Ville hun have haft et lokalsamfund, der på den måde havde givet hende støtte? I hvert fald så følte Susanne, at hun havde hele Mors med sig. Det var hele øen, der følte sig angrebet. Og det var også hele øen, DR's generaldirektør Christian Nissen henvendte sig til, da han tog turen fra København til Nykøbing Mors for at sige undskyld. Det er nok for Susanne.

"Jeg havde bare behov for, at de indrømmede, at de havde opført sig forkert. Det gjorde de. Og så havde jeg det egentlig sådan, at så måtte jeg komme videre."

Nu er det tre år siden efterhånden, og hverdagen er igen normal. Men der er alligevel noget, der er anderledes.

"Jeg ser fjernsyn på en helt anden måde. Jeg stoler ikke på det, jeg ser. For jeg ved, hvor nemt det er få det til at se ud, som man gerne vil have det."

Forholdet til fremmede mennesker har også lidt et knæk.

"Folk skal bevise, at jeg kan stole på dem, før jeg gør det. For eksempel virker du jo meget sød, men jeg har jo ingen anelse om, hvad du vil skrive. Jeg kender dig jo ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu