Baggrund
Læsetid: 11 min.

Er forbrugerforældre en ressource i skolen?

Så stod de der, første skoledag. Men det er ikke kun børnene, der træder over tærsklen til 10 års opdragelse i det danske skolesystem, for skolen er også begyndt at opdrage på krævende forbrugerforældre. Prøv at se forældrene som en mulighed, siger forfatter til en ny bog om det svære samarbejde
Moderne Tider
17. august 2007
Vanskelige forbrugerforældre, eller dårlige lærere? Ofte handler konflikter mellem skole og hjem om misforståelser. Forældrene har fået tudet ørene fulde om, hvad de kan forvente, og skolen opfatter dem som forkælede forbrugere, der udelukkende fokuserer på det egne barn. I stedet for at begge parter bruger hinanden i det, der burde være et samarbejde. Model

Vanskelige forbrugerforældre, eller dårlige lærere? Ofte handler konflikter mellem skole og hjem om misforståelser. Forældrene har fået tudet ørene fulde om, hvad de kan forvente, og skolen opfatter dem som forkælede forbrugere, der udelukkende fokuserer på det egne barn. I stedet for at begge parter bruger hinanden i det, der burde være et samarbejde. Model

Morten Langkilde

Vi har allerede klaget. Min datter var ikke en gang begyndt i skole. Men der stod jeg på mobil fra Kroatien, fordi familien var på tre måneders rundrejse i Europa, og krævede en forklaring fra skolelederen på, hvorfor min datter skulle gå på et fritidshjem, vi absolut ikke havde ønsket. Det, hun havde fået tildelt, lå langt væk, hun skulle passere en meget trafikeret vej, og vi kendte stedet fra et af vores andre børn - og ikke for det gode. Skolelederen prøvede først at værfe mig af, han havde travlt med at ringe vikarer ind. Skolens hverdag skulle på skinner, det måtte jeg forstå.

Jeg fik ham til at love, at han ville være der næste dag på et bestemt tidspunkt. Det blev til en del mails og opkald fra mobiler og tikkende telefoner på det lokale postkontor et sted i Montenegro.

Vores datter går nu på det fritidshjem, som vi ønskede, lige rundt om hjørnet, sammen med alle sine kammerater. Men undervejs tænkte jeg, 'åh, nej, mit første møde med skolen er som en krævende, argumenterende og forkælet forælder, der ikke kan se, at skolen må indrette sig efter helheden, og alle kan jo ikke få det, de ønsker'. Men blev enig med mig selv om, at vores forventninger var rimelige nok.

I mandags var det så min datters første skoledag med flag, nye skoletasker, spændte og festklædte børn og forældre.

"Nå, sådan ser I ud," smilede skolelederen, der så rigtig rar ud, og tilføjede med et ironisk glimt i øjet, "nu må I så love at være nogle trofaste forældre".

I de senere år er der i folkeskolen kommet øget fokus på forbrugerforældrene, der kan finde på at true med at flytte deres barn til naboskolen, hvis de ikke får den vare, de ønsker. De stiller krav og blander sig i deres barns skolegang på en helt anden måde end tidligere. Som lektor på Aarhus Lærerseminarium Elsebeth Jensen, der er medforfatter til en ny bog, Professionelt forældresamarbejde, udtrykker det, så er der sket et markant skift i forældrenes opbakning til skolen. Nu ligger forældrenes solidaritet ikke længere hos læreren, men hos eleven.

"Hvis man havde fået en lussing af læreren, dengang jeg gik skole, kunne man være sikker på, at man fik en til, når man kom hjem," siger hun.

Mange forældre betragtes i dag af lærerne som krævende og asociale forbrugere og som nogen, der i høj grad har fokus snævert rettet ind på deres eget barn, forklarer Elsebeth Jensen og henviser til en undersøgelse, som Ugebrevet A4 fik lavet sidste år blandt lærerne, ifølge hvilken 63 procent mener, at eleverne er mindre sociale end for 15 år siden, mens 53 procent tilkendegiver, at eleverne har mindre respekt for lærerne. Og selv om en ny Gallupundersøgelse, som Kommunernes Landsforening offentliggjorde først på ugen, viser, at langt de fleste forældre, 96 procent, har tillid til lærernes faglighed, så står det værre til med samarbejdet mellem lærere og forældre. 36 procent af lærerne oplever, at forældrene ikke orienterer sig tilstrækkeligt om skoleinformationer eller giver feedback. Også på forældresiden er der knas i kommunikationen. 28 procent har ikke tillid til, at klasselæreren giver den fornødne information.

Endelig viser en undersøgelse, foretaget af Epinion Capacent, som Information offentliggør i dag, at 68 procent af forældrene i høj grad bakker op om regeringens indførsel af test i folkeskolen og det øgede fokus på fagligheden, noget der i den grad har fået kritik af lærerne med deres fagforening, Danmarks Lærerforening, i spidsen.

"Forældrene er meget mere reflekterende ,og de stiller spørgsmål. De er vidende om, at mange ting kan tages op til diskussion i dag, og lærere har samme refleksive tilgang til, hvad der er rimeligt. Det er jo en frihed i tiden, hvorimod der var meget rigiditet og undertrykkelse, da jeg gik i skole," siger Elsebeth Jensen.

Kandidatstipendiat Hanne Knudsen, Danmarks Pædagogiske Universitet, der er i gang med en ph.d. om relationen mellem folkeskolen og forældrene, mener, at skolen er begyndt at modsvare forældrenes krav ved selv at stille så håndfaste krav op, at skole-hjem-samarbejdet er ved at blive en form for forældreopdragelse.

"Forældrene til børnene i dagens folkeskole har en masse viden om deres egne børn og kan med god grund forvente, at der bliver lyttet til dem, for det er de blevet stillet i udsigt af f.eks. Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, der har et brugerperspektiv. Men lærerne oplever forældrenes opførsel som indblanding, fordi lærerne går ud fra, at forældrenes rolle er at bakke op om skolen. Når forældrene sætter spørgsmålstegn ved lærerens beskrivelse af deres barn, sætter de samtidig spørgsmålstegn ved lærerens autoritet - autoriteten bygger nemlig på lærerens erfaring med barnet fra klasseværelset. På den måde bliver lærerne meget sårbare over for det, de opfatter som forældrenes kritik," siger Hanne Knudsen, der understreger, at hun ikke er ude efter lærerne, der har en stor udfordring at løfte, som de ofte står alene med.

Myte om vanskelige forældre

Solveig Gaarsmand, projektleder ved Forældrerådgivningen under foreningen Skole og Samfund, der rådgiver forældre om, hvordan de kan løse problemer i forhold til deres børns skole, mener, der er tale om en skærpet konfrontation mellem lærere og forældre i disse år, men at forestillingen om umulige forbrugerforældre hviler på en myte.

"På baggrund af de henvendelser, vi får fra forældre med problemer, kan jeg konstatere, at langt de fleste handler om koks i kommunikationen med skolen. Skærpelsen består i, at skolen i nogle tilfælde er begyndt at lukke helt af for den direkte dialog. Skolelederen forbyder simpelthen en forælder at henvende sig til en bestemt lærer. Og vi kan se, at skolelederne ofte går meget hurtigt ind og beskytter deres lærere. Men de forældre, jeg snakker med, oplever jeg som meget rimelige, og det samme er de ting, de har fremført over for skolen," siger Solveig Gaarsmand, der i stedet ser den stigende interesse for skolen blandt forældrene som en positiv indlevelse i deres børns mulighed for succes i skolen og livet senere hen.

"Jeg oplever også, at skolerne reagerer på en myte om umulige forældre ved at lave flere regler, ordensreglementer og nul-tolerance-politik," siger Solveig Gaardsmand.

Forældrerådgivningen er et forsøg med støtte fra Socialministeriets satspuljemilder, og sidste år modtog foreningen 325 opringninger. På Forældrerådgivningens hjemmeside kan man læse flere indlæg om, hvordan forældrene oplever konfrontationen med skolen.

"Den 29.6. 07, samme dag som skoleferien starter, modtager jeg et brev fra mine børns skole," skriver en mor til fire børn. "De skriver direkte, at jeg er ligeglad med mine børns skolegang samt opbygning af sociale fællesskaber. Mange af de påstande, der står i brevet er usande (...) Hvis skolen mener, at der er så store problemer, skulle de ikke skrive dem i et brev, men indkalde til et møde, hvor man har mulighed for at få en dialog mellem forældre og skole. De skriver blandt andet, at jeg aldrig læser referater, sedler, hvilket jeg gør. Derudover skriver de også, at jeg ikke deltager i de fester, forestillinger og koncerter, hvilket jeg også har gjort, men jeg er nødt til at prioritere, og har ikke mulighed for at deltage i det hele, eftersom min mand arbejder om aftenen, og de to mindste skal ordentlig tid i seng."

En anden mor til et barn i 6. klasse skriver om en enig forældregruppes forsøg på at få den undervisning, de mener, deres børn har krav på. De har holdt flere møder med skoleledelsen om f.eks. klassens mange vikartimer og lærerskift i løbet af skoleåret:

"Gang på gang er vi blevet lovet forbedringer, har modtaget undskyldninger og ikke mindst lyttet til mere eller mindre holdbare forklaringer, men forgæves... Nogle enkelte har givet op og forladt klassen, men vi andre har væbnet os med tålmodighed og kæmpet for, at vores børn kan blive i det trygge nærmiljø med deres kammerater. På samtlige af skolens hjemmesider bliver der lagt vægt på forældresamarbejde, men jeg oplever selv og hører fra kolleger og venner, at der fra skolelederens side er tale om envejskommunikation. Jeg mener bestemt ikke, at zapperkulturen (forældre, der zapper folkeskole, red.) har noget med konflikthåndtering at gøre, og bestemt heller ikke, at syv års kamp i en dansk folkeskole er at være hurtig på aftrækkeren."

Brugere med rettigheder

En undersøgelse foretaget af Skole og Samfund i 2005 viste, at skole-hjem-samarbejdet ofte gribes meget traditionelt an med to skole-hjem-samtaler om året, der varer 15 til 30 minutter og et til to forældremøder om året, mens hjemmesider og e-mail kun benyttes i meget få tilfælde. Andre undersøgelser viser, at lærerne heller ikke er begejstrede for det traditionelle skole-hjem-samarbejde.

Man hvad stiller en lærer op, når hun kan risikere at blive kimet ned i weekenden af forældre, der lige vil tage nogle ting op omkring undervisningen eller forventer, at hun svarer på e-mails lørdag og søndag?

"Den nuværende regering har haft fokus på at gøre skolen mere og mere brugerstyret. Det har medført, at forældrene kan have nogle berettigede forventninger, som skolen ikke kan opfylde. Og det er jo egentlig forkert, for det skal være et samarbejde om skolen. Markedsgørelsen af skolen er i vejen for at udvikle et gensidigt samarbejde," siger Elsebeth Jensen, der mener, at mange lærere brænder sammen, fordi de ikke får hjælp til at melde ud, hvad forældrene i realiteten kan forvente.

Per Kjeldsen, mangeårig skolepsykolog i Aalborg Kommune og nu leder af tænketanken Sophia for pædagogik og dannelse ser det ligeledes som et reelt dilemma, at forældrene gennem lovgivning får styrket deres oplevelse af at være brugere med rettigheder.

"Forældrene har fået ret til at have indsigt i lærerens undervisning, således at lærere f.eks. lægger planer for deres undervisning ud på intranettet. Det samme gælder elevplanerne, der beskriver faglige forløb i alle fag for alle elever. Det er helt overdrevet, for forældrene har ikke noget reelt at bruge den viden til. Det er meget vigtigere, at forældrene får at vide, hvad de skal foretage sig opdragelsesmæssigt, for det har betydning for klassens kvalitet, og så er det alene lærernes opgave at sikre, at eleverne lærer det, de skal," siger Per Kjeldsen.

Han peger på, at forældrene i en undersøgelse har tilkendegivet, at de er mest optagede af, at der ikke sker mobning i skolen. Samtidig viser KL's undersøgelse, at 96 procent har tillid til lærernes kompetence, Så mener jeg, at den dominerende kontroltænkning i skolen er ude af proportioner," siger Per Kjeldsen.

Forældre har potentiale

Men markedsgørelsen af skolen er imidlertid et grundvilkår, som lærerne må forholde sig til. Et af lærereksemplerne i Elsebeth Jensens bog er ved at brænde ud, fordi hun gerne vil gøre det godt, have positiv feedback og anerkendelse fra elever og forældre. Derfor har hun svært ved at sætte grænser for forældres krav, selv om det netop er det, hun som professionel må gøre.

Problemet er imidlertid, at det ofte overlades til den enkelte lærer at reflektere over, hvad der er ret og rimeligt i forhold til forældrenes forskellige ønsker og krav, mener Elsebeth Jensen.

"Der er begrænsninger og muligheder i vores tid, og jeg mener, at lærerne skal uddanne sig til at se forældrenes nye rolle som en mulighed for at få inddraget nogle værdifulde ting og en værdifuld viden. Men det er læreren og skoleledelsens professionelle ansvar at få dialogen til at fungere. Det er dem, der står med bolden ved det første forældremøde og sætter rammen om samtalen. Forhindringerne kan være, at skoleledelsen ikke bruger nok tid på skole-hjem-samarbejdet eller tager lærerens parti eller forældrenes i en konflikt, og det er ikke måden at håndtere det på. Der er ikke noget problem i, at der er konflikter omkring børn. Det vil der være. Problemet er, hvis konflikterne bliver håndteret forkert," siger Elsebeth Jensen.

Per Kjeldsen er enig. Han bliver ofte kaldt ud som konfliktløser på skoler, der kæmper med problemer omkring mobning, at lærerne ikke er informative nok, og forældre, der klager over at deres børn er blevet irettesat.

"I sådanne tilfælde skyldes det ofte en skoleledelse og en skolebestyrelse, der er alt for slappe i koderne. De skal sammen beslutte, f.eks. at mobiltelefonerne kun må bruges uden for skoletiden. Det skal den enkelte lærer ikke tage sig af," siger Per Kjeldsen, der i øvrigt mener, at man burde droppe al snak om, hvad der kendetegner forældre og lærere i dag.

"Der er ikke nogen, der reelt ved noget om omfanget af disse problemer. I stedet for at snakke om, hvordan det er, bør man flytte fokus til, hvordan det bør være og løse problemerne effektivt, så fokus kan flyttes til den faglige undervisning," siger han.

Selvindsigt

Det kræver imidlertid meget stor åbenhed og selvindsigt at få en bedre kommunikation mellem forældre og lærere, påpeger Elsebeth Jensen. I et eksempel i bogen, der er fyldt med situationer, som Elsebeth Jensen og bogens medforfatter er stødt på i deres arbejde, beskrives læreren Martin, der har haft det svært med at samarbejde med en familie, der er økonomisk velstillet, men følelsesmæssigt forarmet. Moren tyr til piller og alkohol, og hendes søn går i specialklasse. En dag overhører Martin en anden lærer tale med moren og bliver overrasket over, at moren svarer helt anderledes og mere ansvarligt, end han nogensinde selv har oplevet. I en senere supervision finder han ud af, at han faktisk taler ned til moren og har kasseret hende som ligeværdig samarbejdspartner, fordi hun har handlet uansvarligt i forhold til sin familie. Martin kan ikke skille sin egen holdning fra samarbejdet med moren. Samtidig kommer det frem, at Martin har forholdt sig til moren som uansvarlig, fordi han på den måde kunne komme uden om sit eget nederlag som professionel med ikke at kunne nå hende.

"Man kan ikke lave forældrene om, det er enklere for læreren at ændre på sin egen indsats. Men selv banale ting kan gå i hårdknude, og man kan have meget svært ved at sige noget direkte, selv om det er det, der skal til, på en måde der ikke er konfliktoptrappende. Men vi er så vant til, at sådan nogle ting kan opfattes uforskammet, og man føler ubehag ved at sige ting direkte. Det kræver, at man kender sig selv rigtig godt - både som forælder og lærer. Nu er mit fokus på læreruddannelsen, hvor der i de senere år er kommet mere fokus på skole-hjem-samarbejdet, som de nye lærere stadig synes er rigtig svært. Desværre er den personlige del af læreruddannelsen jo i disse år nedprioriteret til fordel for det faglige," siger Elsebeth Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her