Læsetid: 2 min.

Glimt af Bergman

Så gik Bergman bort. Men minderne om ham og hans film lever videre. Også i de mere uventede dele af hverdagen
Moderne Tider
3. august 2007

Jeg kan ikke se glasskår uden at tænke på Bergmans Persona. Hvordan glasskårene måske om lidt vil forårsage smerte i fiktionen, fordi Bergman med brug af nærbilleder og klipning skaber muligheden.

Filmen indeholder masser af psykisk smerte, men det er glasskårene, der den dag i dag sidder i kroppen og får Persona til at dukke op i tankerne i de mærkeligste, splintrede sammenhænge. Jeg kan ikke besøge mine venner i Båstad uden at tænke på Det syvende segl ved synet af de dramatiske hallandske klippestrande. Vi snakker tit om at lave film. Hvem ved sin fulde fem ville have satset sine penge på, at Max von Sydow med kappe og le på den lokale strand ville blive en ikonisk del af et eksistentielt drama om liv og død - og skak? Jeg kan ikke se en Dalahäst uden at tænke på Bo Wider-bergs udsagn om, at Bergman er en sådan træskåren figur. Hvordan det var nødvendigt for Widerberg at lange ud efter Mesteren og efter det friske pust fra den franske nybølge at finde tilbage til den nære virkelighed med vidunderlige film som Barnevognen og Kvarteret Korpen. Så meget har Bergman fyldt i svensk film.

Jeg kan ikke se en dårlig operafilm uden at tænke på Bergmans Tryllefløjten. Det behøver ikke være så indviklet at formidle glæden ved musikken og begejstringen for dramatikken.

Musik og mørke skabe

Jeg kan ikke se et billede af Ingrid Bergman uden at tænke på Høstsonaten. På trods af Casablanca og et hav af andre klassikere står det bitre opgør mellem mor og datter som hendes mest uforglemmelige præstation i en ubønhørligt kras film om de svære valg og fravalg i livet.

Jeg kan ikke fejre jul i Sve-rige uden at mesterværket Fanny og Alexander dukker op i samtalerne. Ligesom Bergmans beskrivelser af barndommens enorme jule-borde i erindringsbogen Laterna Magica. Jeg kan ikke kigge ind i mørke skabe uden at tænke på Stefan Jarls beskrivelse af at søge ind på den svenske filmskole i 1960'erne, hvor en pædagogikprofessor var på jagt efter en ny Bergman. Stefan Jarl mindes i 'strids-skriftet' Visionen i svensk film - hvor blev den af?, hvordan optagelsesspørgsmålene lød således: "Var vi i vores ungdom blevet straffet ved at blive låst inde i et skab? Hvordan opfattede vi i så fald den afstraffelse? Tænkte vi i billeder i skabet? Savnede vi Gud i den situation? Var skabet en forudsætning for, at vi ville beskæftige os med film?"

Bergman er i de mærkelig-ste ting omkring os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her