"Skal det så slet ikke være sjovt," spurgte fruen.
"Desværre nej," svarede jeg.
"Det synes jeg er lidt trist," sagde hun.
Ja, men sådan er det altså nogen gange her i livet. Klumme er klumme og klumme må til, og det er ikke altid, man sådan lige kan trylle en fest op af hatten og få et antal kvidrende damer til at stille op til en lettere omgang prøvesmagning.
Af og til må man bare gøre tingene selv. Nogle stier må betrædes alene.
Og således havde jeg få dage forinden vandret ned til Højbro Vin nær Kultorvet for at hilse nærmere på den lange række af Calvados-flasker, som alt for længe havde stået i øjenhøjde og råbt mit navn. Det havde en del af dem så gjort forgæves, viste det sig, for selvom Calvados oprindeligt var en jævn mands drik og en af den parisiske arbejderklasses varmekilder (foruden Maigrets), så er den tid forbi. Den rigtigt fornemme Calvados er også blevet rigtigt dyr, og rabatten i forhold til den mere prestigiøse cognac er efterhånden til at overse.
Tvangsnødet frue
Ikke desto mindre burde det dog være tre solide og gode bud til prisen, som i sidste ende blev slæbt til huse - alle tre fra den 'rigtige' Pays d'Auge-appellation, der har navn efter det område i Normandiet, hvorfra den sande æble-brandy udspringer. Så på en helt almindelig smålummer tirsdag i august måtte fruen alligevel se sig bænket og tvangsnødet til et par genstande eller tre som akkompagnement til de obligatoriske afsnit af West Wing nu fra cirka midten af den syv sæsoners dvdbox, der har bragt hende så lykkeligt tørskoet igennem sommeren.
Vi lagde ud med det ældste og også dyreste bryg i posen, den 20 år gamle Marquis d'Aguesseau. Det er en rigtig turistflaske med patentprop, der gør alt for at se fornem og gammel ud, og det er sådan en man umiddelbart ville hoppe lige på i en hurtig lufthavnsbutik. Men trods gevandterne, der inkluderer et slot meningsløst afbilledet på den løsthængende flap, er der ikke nogen producent bag. Derimod en købmand med hjemsted i Reims, altså i champagnedistriktet, flere hundrede kilometer øst for Normandiets klipper og æbletræer. Det virker jo vel smart og ikke helt ærligt, men ikke desto mindre er bryggen god. Mørk og lagret med en næsten buldrende næse. Man kommer tæt på cognac her, og fruen fandt den nok lidt krasbørstig og anmassende, men smagen er rig, og måske passer den bare bedre til en kold og mørk vinterdag.
Det hele holder
Lys er til gengæld Christian Drouins Hors d'Age. Drouin er en rigtig og særdeles velrenommeret producent, og mange af de halv-ubetalelige årgangsflasker i butikken var hans (før han solgte dem). Hors d'Age borger for mindst seks års lagring, men kan ofte være blandinger med langt ældre indhold. Det er dog næppe tilfældet her, for farven er ung og det er smagen også. Den er blid og sommerlig, som en Calvados gerne må være, lidt tørrere, men meget balanceret.
Til sidst nappede vi så den billige og meget kendte Boulard og forberedte os så småt på noget sprøjt. Men nej. Den er da ikke dårlig, som fruen så præcist formulerede det. Lidt mere sprittet og enklere, javel, frugtrig, men et knaldgodt køb på tilbud i Irma i ny og næ, og et levende bevis på, at Calvados er en herlig drik. I alle ender af skalaen.
Marquis d'Aguesseau, 20 år, 775 kr.
Christian Drouin, Hors d'Age, 575 kr.
Boulard Grand Solage, 195 kr.
