Det er en kilde til evig undren: Når danske kvinder er højtuddannede og velkvalificerede som aldrig før, hvorfor lykkes det så ikke for flere af dem at få foden indenfor på direktionsgangene og i de danske bestyrelser? Hvilke kræfter er kvinderne oppe mod? Og hvordan kan de eventuelle barrierer forceres?
I en kronik i Berlingske Tidende d. 17. august 2007 vovedeto kvinder - Mette Reebirk, director CBS Connect og Trine Winterø, der er direktør i Region Hovedstadens Tech Transfers at give et anderledes bud på miseren.
De to kronikører mente at finde forklaringen i evolutionen og den evolutionære udvikling: At vores hjerne, der blev designet for 100.000 år siden til at klare de udfordringer, der mødte stenaldermennesket, ikke har ændret sig synderligt siden da, og således stadig påvirker det moderne menneskes adfærd og handlinger.
Rebirk og Winterø refererede til den amerikanske Harvard-psykolog, Daniel Goleman, og hans teori om den sociale intelligens, der efter alt at dømme sikrede de tidlige mennesker mod at træde ved siden af, udsætte sig for unødig fare og blive slået ihjel. Især var mændene, der skulle ud og jage, afhængige af en veludviklet situationsfornemmelse og en intuitiv evne til ikke at indlade sig med (fjendtligt indstillede) fremmede, der ikke tilhørte arten.
Ikke et ord om ligestilling
Kronikørerne trak herfra en modig parallel til nutidens bestyrelseslokaler og forestillede sig de samme forbehold overfor fremmedelementer - kvinder - gøre sig gældende ved rekrutteringen af nye bestyrelsesmedlemmer, men tilføjede retfærdigvist at kvinderne tilsvarende heller ikke selv gør store forsøg på at blive lukket ind i varmen.
Reebirk og Winterø sammenlignede tilværelsen for stenaldermennesket, der var i konstant fare for at blive frarøvet sin stamme og sit territorium, med virkeligheden for en virksomhed (og ikke mindst en virksomhedsleder) anno 2007, der dagligt må kæmpe benhårdt om markedsandele på det globale marked, og de luftede samtidigt en vis forståelse for den varsomhed, der tilsyneladende udvises over for 'fremmede' til at kunne løfte den tunge opgave.
Ligestilling blev ikke nævnt med ét ord i kronikken. Befriende. Og det rigide og ofte fremførte forslag om kvoteordninger lod de også meget sympatisk ligge. I stedet opfordrede de både mænd og - ikke mindst - kvinder til at talentspejde mere efter kvinder, når der skal udpeges nye direktører og bestyrelsesmedlemmer, selvom det sker på et magert rekrutteringsgrundlag.
Skat og rekruttering
På Københavns Universitet offentliggjordes sidste efterår et forskningsprojekt, der konkluderede, at den langt hyppigste årsag til, at veluddannede danske kvinder - oftere end deres jævnaldrende medsøstre i udlandet - opgiver karrieren og således ikke udgør det netop nævnte rekrutteringsgrundlag, var topskatten.
Altså ikke - som mange toneangivende debattører har hævdet længe: Bevidst vrangvillige chefer eller en dødssyg virksomhedskultur. Men topskat.
Mange kvinders begrundelse for deres prioritering var, at den høje marginalskat forhindrer dem og deres respektive familier i, at købe sig til hjælp med børnepasning, rengøring og madlavning, som karrierekvinder i andre europæiske lande har mulighed for.
Ifølge Tine Roed, der er vicedirektør i Dansk Industri, skal en familie, der betaler topskat, tjene 8.000 kr. for at kunne betale sig fra tre timers hvid rengøring om ugen, hvilket gør at familierne så ofte lader den ene part - typisk kvinden - arbejde på deltid og selv udføre de huslige pligter (Politiken d. 12. august 2007).
Ifølge DI går et "stort potentiale" dermed tabt, endda på et tidspunkt hvor det danske arbejdsmarked er i bekneb for hænder.
Uretfærdighed
Ville det så ikke give god mening at lette topskatten, som i dag betales af 43 procent af alle skatteydere, når den i så høj grad virker som et benspænd for kvinders ambitioner og deres indsats på arbejdsmarkedet? I hvert fald. Og ikke mindst fordi topskatten også hæmmer den enkelte familie i at kunne tilrettelægge sit familieliv mere frit og fleksibelt. Et udregnet eksempel fra DI offentliggjort for nylig viste, at en familie, der vælger at intensivere arbejdsindsatsen fem år før de får børn for at neddrosle indsatsen fem år efter familieforøgelsen, betaler 122.000 kr. mere i skat end en familie med selv samme indtægt, men som gennem hele perioden fastholder arbejdsindsatsen på samme niveau.
Umiddelbart lyder 122.000 kr. ikke af meget over en tiårs periode, men det er dog en dyb uretfærdighed og vidner om en meget nedladende holdning over for borgere, der ønsker at påtage sig et større ansvar for deres børn.
Hvis det udelukkende handler om vækst og øgede skatteindtægter, er det klart, at målet må være at få samtlige danskere i fuldtidsarbejde. Men det handler som bekendt om meget andet her i livet.
Der var et forhold, som kronikken fra Berlingske Tidende sprang let og elegant henover: Hvis vi alle er bundet af adfærd fra stenalder-stadiet, så betyder det i sagens natur også, at vi kvinder kan have svært ved helt at fralægge os vores yngelplejeinstinkt, vores nedarvede opgave at 'vogte ilden'. Mange - selv veluddannede - kvinder ønsker måske - helt ubevidst - at bevare en tættere kontakt til hjemmet? Knap så meget til 'nullermændene' som til deres børn og alle de aktiviteter der følger med at være børnefamilie.
