Selv Naser Khader dukker op, når partilederne i dag mødes til dyst på Venstres sommertræf i Fredericia Messecenter.
Og selv om der er hele halvandet år til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen skal udskrive folketingsvalg, så overvejer Thorning, Søvndal, Vestager, Kjærsgaaard & Co. nok muligheden for, at regeringschefen trykker på valgknappen allerede her til efteråret.
Det giver yderligere liv til valgrygterne, at stort set alle danske tropper for nylig blev trukket ud af Irak, og problemet med de truede irakiske tolke, der har hjulpet danske tropper, er løst.
Desuden gav statsministeren torsdag en række interview om den danske krigsdeltagelse til blandt andet Ekstra Bladets Bo Elkjær, der i flere år forgæves har forsøgt at få et interview med Fogh, hvilket ombudsmanden har kritiseret. Dermed mister oppositionen et yndet angrebspunkt på regeringen.
En af dem, som kan se flere argumenter for et snarligt valg, er den nylige Venstre-afhopper Leif Mikkelsen, nu Ny Alliance:
"Fogh er jo på den. For han kan ikke komme med noget, som han ikke har lovet før et valg. Og lige nu handler det kun om at holde vagt i skolegården mellem De Konservative og Dansk Folkeparti. Så han må hellere udskrive valg med det samme," siger Leif Mikkelsen.
Redaktør Noa Redington fra Ugebrevet Mandag Morgen hører også til dem, der kan finde adskillige gode grunde til at udskrive efterårsvalg.
"Venstre står over for et akut problem med at skabe et politisk projekt, som kan holde møllen i gang. Ellers kan partiet lynhurtigt komme i defensiven. Den offentlige sektor ligger underdrejet med implementering af kvalitets- og struktureformen, så her er der ikke plads til flere reformer foreløbig. Og det skulle undre mig meget, hvis Fogh ville bruge det næste år på at diskutere EU-forbehold og ny traktat," siger Noa Redington.
Han mener, at Venstre risikerer at ende som Nyrup-regeringen i den sidste periode op til valget i 2001. Her kom ubehagelige enkeltsager og oppositionens dagsorden til at dominere, og Socialdemokraterne endte med en massiv vælgerlussing.
"Men Fogh har skabt et billede af sig selv, som målrettet politiker, der ikke løber af pinden før tid og gør arbejdet færdigt. Det taler selvfølgelig imod, at han snart udskriver valg," siger Noa Redington.
Dårlige odds
Skulle man have lyst til at sætte sine sparepenge på, at valget kommer her til efteråret, får man pengene mere end tre gange igen. Hvis man derimod satser på et valg til næste efterår, er odds kun 1,90 hos bookmakeren Betsson.
"Vi vurderer, at statsministeren driller oppositionen med valgrygter, men ikke at han mener valgtanker alvorligt på nuværende tidspunkt. Tingene skal foregå i det tempo, han ønsker og efter hans planer, og derfor vurderer vi, at et valg i efteråret 2008 er langt det mest oplagte," lyder det fra Rasmus Bækvad Jensen, der er Betssons manager i Danmark.
Skulle bookmakerens spådom vise sig at holde stik, og valget vise sige ikke at være lige om hjørnet, er det store spørgsmål så, hvad Fogh skal forsøge at få os alle sammen til at interessere os for.
Ambitiøs energiplan
Med andre ord: Hvad er Venstres nye politiske dagsorden?
Klima kunne måske være et bud. Danmark skal være vært for FN's klimatopmøde i 2009, og regeringen har spillet ud med en energiplan, som nogen kalder ambitiøs.
"Klima kunne blive en stor dagsorden, og hvis nogen tror, at man kan overhale statsministeren venstre om på det område, så tager de fuldstændig fejl," siger Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen.
Alligevel mener han ikke, at det bliver et tema, som Venstre vil forsøge at vinde valget på.
"En liberal statsminister kan ikke vinde et folketingsvalg på at være progressiv på klima. Men kan tabe et for ikke at være det," siger Michael Kristiansen.
Noa Redington tror heller ikke på, at Venstres strateger i øjeblikket planlægger, at sælge partiet på en grøn profil.
"Klima er selvfølgelig en stor dagsorden, men den kan ikke fylde hele den politiske kalender. For der er bred politisk enighed om retningen, det er blot hastigheden, som politikerne strides om. Så det er ikke en tabersag for regeringen," siger Noa Redington.
Værdipolitik
I sommerheden lancerede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen Ministerudvalget for Det Personlige Ansvar. Det blev af flere set som et forsøg på at revitalisere værdidebatten - og måske lægge kimen til en kommende dagsorden for Venstre.
"Dette udspil viser, at en regering er i latent fare for at begynde at gå i ring. Her prøver de at støve det gamle noget-for-noget-koncept af igen som et nyt initiativ," siger Noa Redington.
Michael Kristiansen peger på, at lanceringen af Ministerudvalget for Det Personlige Ansvar kom, mens landets førstemand var på ferie i Frankrig:
"Det er helt klart Claus Hjorts dagsorden. Fogh vil gerne tale religion, men han er klar over, at en debat om at tage større ansvar ikke er en vindersag. Og han er nok blevet lidt overrasket over, at Søren Krarup og Jesper Langballe har grebet værdidebatten og gjort den til deres."
Hvis man forlader analytikerne og tager en tur ud i det liberale bagland, er der ingen tvivl om, hvilken dagsorden, der står øverst på ønskelisten: skattelettelser. Helst store. Og helst i toppen.
Liberale rødder
"Vi kan ikke sikre forsat høj økonomisk vækst uden at øge udbuddet af arbejdskraft og sikre en højere tilvækst i produktiviteten. Derfor er der kraftigt brug for reformer, og her er skattelettelser helt afgørende, blandt andet for at få øget tilskyndelsen til at arbejde og uddanne sig," lyder det for eksempel fra Martin Ågerup, direktør i den liberale tænketank CEPOS.
Professor og borgerlig samfundsrevser David Gress er på linje med Ågerup:
"Venstre burde finde tilbage til deres liberale rødder, bryde det retoriske greb og forklare borgerne, at velfærd og skattelettelser ikke er hinandens modsætninger," siger han.
Også en af Venstres ideologer, tidligere folketingsmedlem Jens Løgstrup Madsen, peger på sænkning af skatten som afgørende for at sikre en fortsat økonomisk vækst.
"Men jeg tror ikke, at det kan betale sig for Venstre at kridte en helt ny og markant dagsorden op på denne side af et folketingsvalg. Derimod kan man komme i en gunstig situation efter et valg med nye flertalsmuligheder, hvor Radikale og Ny Alliance gerne vil være med til skattereformer," siger han.
Kvalitetsreform
Spørger man i Venstres top, er svaret ikke overraskende, at dagsordenen sagtens kan fyldes ud.
"Vi står over for et meget travlt efterår med mange politiske udspil, som kommer til at optage Folketinget. Først og fremmest er der kvalitetsreformen, som skal vedtages. Så er infrastrukturkommissionen, 2015-planen og EU-traktaten, som vi skal forholde os til," siger Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen, der ikke ønsker at bidrage yderligere til jagten på Venstre nye dagsorden eller spekulationer om valgdatoer.
De få liberale kritikere, der er tilbage i Venstres folketingsgruppe som Søren Pind og Peter Christensen, har ikke lyst til at imødegå denne officielle udmelding fra ledelsen i partiet.
Uden for Christiansborg er der da også dem, som mener, at Venstres kvalitetsreformen er det projekt, der kan redde partiet gennem efteråret med det politiske initiativ intakt. Til den flok hører Michael Kristiansen.
"Det er kvalitetsreformen, der skal sætte dagordenen nu, hvad enten den skal bruges som valgoplæg eller ej," siger han.
Når den reform er på plads, har Michael Kristiansen til gengæld svært ved at få øje på et politisk projekt fra Venstre.
"Så er der ikke andet. Man behøver jo ikke holde valg, fordi man har udtømt sin dagsorden. Men det er farligt at blive siddende," siger han.