BOSTON - Den første tanke, der meldte sig ved synet af Ekstra Bladets appetitlige spiseseddel i en lokal avis-kiosk i Nordsjælland, var: Det minder mig om et eller andet!
"Far til dræbt: Asmaa er syg i hovedet," stod der.
Igen havde Enhedslistens kommende folketingskandidat kvajet sig. Denne gang så det virkeligt gjorde ondt på faren til den faldne danske soldat Henrik Nøbbe og formentlig flere andre efterladte danske militærfamilier.
"Danmark er en del af besættelsesmagten i Irak og er 100 procent følgagtig over for Bush og USA. Det er nødvendigt, at vi støtter irakernes kamp mod besætterne (læs: de danske soldater, red.)," skal Asmaa Abdol-Hamid have sagt til B.T.
Den danske islamiske politiker er ikke nogen Jane Fonda. Men hendes udtalelse er jo essensen af det budskab, den berømte amerikanske skuespillerinde sendte til den amerikanske offentlighed under sit omstridte besøg i Nordvietnam i 1972. I fjendtligt territorium mødtes Fonda - senere døbt Hanoi Jane - med repræsentanter for det kommunistiske regime såvel som med amerikanske krigsfanger.
I nordvietnamesiske radioprogrammer opfordrede Fonda amerikanske bombepiloter til at overveje konsekvenserne af deres bombetogter for den civile befolkning. Hun blev fotograferet siddende på et nordvietnamesisk antiluftskytsbatteri. Ved sin hjemkomst til USA lød der her og der opfordringer til præsident Richard Nixons regering om at sigte Jane Fonda for landsforræderi. Men det blev aldrig til noget. Det retlige grundlag var for tyndt.
Samme idé fik formanden for Folketingets forsvarsudvalg - konservative Allan Niebuhr - da han hørte om Abdol-Hamids udtalelser.
"Jeg synes, det, hun gør sig skyldig i her, nærmest er landsforræderi," sagde han til Berlingske Tidende.
Umiddelbart virker det, som om Asmaa gør sig skyldig i samme brøler som Jane Fonda. Men der er en forskel. I den amerikanske antikrigsbevægelse i 1970'erne var det ikke svært at finde aktivister, der bakkede fuldt op om sydvietnamesiske oprørsstyrker og deres sponsorer i Nord-vietnam. For store dele af den amerikanske venstrefløj var det dengang acceptabelt at støtte - eller i det mindste udtrykke sympati for - den fjende, som amerikanske soldater var blevet sat til at bekæmpe.
Nye spilleregler
Så langt går Enhedslistens islamiske politiker ikke. Her i avisen sagde Asmaa, at hun er imod terror, og at hun finder det dybt tragisk, at danske soldater er blevet dræbt i Irak. Men når man går i krig, må man forvente at møde modstand.
"Jeg forholder mig realistisk til det. Hvis man bliver angrebet, så har man ret til et modangreb. Hvis man bliver angrebet med våben, så har man ret til at give igen med våben," sagde hun.
Umiddelbart ikke en kontroversiel konstatering. Problemet er, at parametrene for, hvad politikere kan og må sige om udsendte soldaters handlinger på oversøiske slagmarker, er ændret betydeligt siden Vietnam-krigen i 1970'erne og borgerkrigene i Mellemamerika i 1980'erne. De nye spilleregler gælder for både amerikanske og danske politikere.
I dag er en amerikansk politiker - specielt en præsidentkandidat - dømt til en hurtig død, hvis han/hun offentligt kritiserer soldaters adfærd i Afghanistan og Irak. Kritikken skal rettes mod de politisk ansvarlige i Bush-regeringen - ikke mod soldater og officerer, der blot udfører ordrer. Inden en amerikansk politiker kritiserer USA's krig i Irak, følger altid en modificerende sætning: "Dette her skal ikke misforstås. Jeg udtrykker selvfølgelig min fulde støtte til vores tropper."
Langt inde i den politiske verden var den slags tempererende bisætninger ikke nødvendige i de sidste år af Vietnamkrigen. Man kan blot erindre krigshelten John Kerrys fordømmelse i en senatshøring i 1971 af amerikanske soldaters brutale adfærd. Den unge aspirerende politiker fra Boston fik rosende ord med på vejen af ældre respekterede senatorer, f.eks. William Fulbright. Dagen efter deltog Kerry i en demonstration uden for Kongressen med 800 andre veteraner fra Vietnam-krigen, hvorunder flere af dem i foragt kastede deres medaljer og militære papirer over en politibarriere.
En lignende gestus er umulig at forestille sig i dag.
Under borgerkrigene i Guatemala, El Salvador og Nicaragua i 1980'erne stillede mange på den amerikanske venstrefløj sig på de revolutionære oprøreres side. Det til trods for, at USA officielt og militært bakkede op om Guatemalas og El Salvadors regeringer og direkte sponsorerede de nicaraguanske 'frihedskæmpere' - contraerne - og deres kamp mod sandinist-styret.
Sympatisør eller forræder
Men der var en pris at betale. Det måtte en ung advokat, som arbejdede i delstaten New Yorks justitsministerium, sande. I 1984 rejsteReed Brody sammen med en kollega til Nicaragua for at indsamle vidnesbyrd om amerikansktrænede contra-soldaters overgreb på civile nicaraguanere.
Det blev til 100 edsvorne vidnesbyrd. Brodys rapport fik forsideomtale i The New York Times i 1985.
Nogle måneder senere kom modangrebet fra øverste politiske hold. I en tale om frihedskæmperne kaldte præsident Ronald Reagan ved navns nævnelse Reed Brody for "én af Daniel Ortegas (øverstkommanderende for sandinisternes revolutionære styre, red.) støtter - en sympatisør, der åbent har taget den sandinistiske revolution til sig."
Brodys uhildede indsats som indsamler af vidnesbyrd om contra-overgreb stemp-lede ham i præsidentens og andre amerikaneres øjne som en sandinist-sympatisør. Altså var en kritiker af en amerikansk-finansieret krig igen tæt på blive udråbt til forræder mod sit land.
Den tidligere oberst i marineinfanteriet Oliver North - der arbejdede for Reagan i Det Hvide Hus i den periode - iværksatte straks en kampagne for at miskreditere Brody. Men advokaten blev indkaldt til at vidne under en kongreshøring, og Reagan-regeringen var aldrig i stand til at dokumentere fejlagtige oplysninger i rapporten.
Et år senere skulle det vise sig, at North var ansvarlig for den ulovlige kanalisering af millioner af dollar til contrastyrken, for hvilket han blev fyret af præsidenten.
Brody havde sin arbejdsmetode og papirer i sirlig orden. Hans beretning chokerede den amerikanske offentlighed. I rapporten kunne man læse om terrorangreb på landsbyer, hvor børn og kvinder blev voldtaget og myrdet og husene brændt ned - alt sammen finansieret par excellence af USA's regering.
Sløret skillelinje
20 år senere synes skille-linjen i Irak-krigen at være blevet mere sløret. Her er det både besættelsesstyrken og modstandsbevægelsen, som begår overgreb mod civile - især jihadisterne.
Alle de vilkårlige overgreb og mord begået af sunni- og shia-terrorister mod civile irakere gør det komplet umuligt for antikrigsbevægelsen - endsige de 70 procent af amerikanerne, som har vendt sig mod USA's militære engagement i Irak - at udtrykke sympati for de 'frihedskæmpende' irakere.
Samtidig står Guantánamo og Abu Ghraib som monumenter over USA's frasigelse af krigens love.
Men afsløringer af amerikanske soldaters drengestreger og meningsløse volds-anvendelse på slagmarken i Irak bliver stadig mødt af forargede protester fra Penta-gon og højrefløjen. Da The Nation Magazine i sit sidste nummer fyldte 25 sider med krigsveteraners vidnesbyrd om overgreb i Irak, blev det straks affejet af chefredaktør William Kristol i The Weekly Standard som "ubehageligt og trivielt stof ... der kan tilskrives krigens tåge og den brutale side af krigen".
"The Nation elsker beretninger om amerikanske krigsforbrydelser og har konsekvent skildret alle amerikanske krige (undtagen den udkæmpet med Stalin på vores side) som dunkle og depraverede affærer," fremfører den nykonservative ideolog Kristol.
Han bruger imidlertid det meste af sit krudt på The New Republic, der i det sidste halve år har bragt tre frontberetninger fra en soldat udstationeret i Bagdad. I den første fortalte pseudonymet Scott Thomas om en pro-amerikansk irakisk dreng, han havde fraterniseret med. Som straf fik drengen skåret sin tunge af af shia-oprørere. Den anden handlede om en panservognførers nye hobby - at køre intetanende irakiske gadehunde over, helst lemlæste dem.
Den dybere pointe i disse historier er den kyniske følelsesløshed over for irakerne, som amerikanske soldater gradvis udvikler. I det tredje element i serien gik pseudonymet for langt. Her beskrev Scott Thomas, at han offentligt havde hånet en irakisk kvinde med et skamferet ansigt, som arbejdede på enhedens base. En episode, der skal have givet hele messen en ordentlig omgang billige grin.
Thomas beskriver også en kammerats makabre fund af et kranie fra et barn, som vedkommende skal have iført sig under sin hjelm og kørt rundt med på patrulje.
Konservative bloggere og The Weekly Standard gik straks i gang med at miskreditere den anonyme soldats skildring. Andre soldater opfordredes til at stå frem og modsige Scott Thomas. I Weekly Standard hævdede Kristol, at redaktørerne på The New Republic må have "suspenderet deres mistanke over for beretningen, for hvordan kunne de ellers have offentligjort så dubiøs en fortælling".
Ifølge Kristol viser disse to eksempler, at "venstrefløjen ikke længere nøjes med at være imod krigen. Nu vender de deres vrede mod vores soldater, som de ellers hævder stadig at støtte".
Brug for ny strategi
Men derfra og så til at udtrykke sympati for den irakiske modstandsbevægelse er der et stykke at tilbagelægge. Den britiskfødte klummeskriver og enfant terrible Alexander Cockburn prøver i det seneste nummer af The Nation under rubrikken "Hvad med at støtte deres tropper?" (altså de irakiske oprørere, red.).
Ikke fordi Cockburn er overbevist tilhænger af idéen. Men hans dybere pointe er, at den amerikanske antikrigsbevægelse har brug for en ny strategi. Ifølge meningsmålinger vil 70 procent af amerikanerne have USA ud af Irak. Demokraterne vandt midtvejsvalget i 2006 på et løfte om at bringe soldaterne hjem.
"Men fordi vi ikke har en stærk, uafhængig venstrefløj og antikrigsbevægelse i USA, føler politikerne sig ikke tvunget til at opfylde dette valgløfte," mener Cockburn.
I et svar indrømmer én af antikrigsbevægelsens ledende repræsentanter, Phyllis Bennis, at "bevægelsen ikke er så stærk, som den burde være", og at "vi ikke har nogen strategi lige nu til at bringe krigen til afslutning". Men Bennis afviser at bakke op om den irakiske modstandsbevægelse, ligesom dele af den amerikanske venstrefløj gjorde i Vietnam og Mellemamerika.
"Vi kan kun vinde dette slag ved at fokusere på krigens omkostninger - for irakere og for amerikanere. Selvfølgelig er irakiske oprørere lige så meget krigsofre som amerikanske soldater. Men den anerkendelse er ikke ensbetydende med at støtte modstandsbevægelsen," skriver hun.
