Vi har valgt at indtage vores frokost i et hul. Midt i San Sebastians gamle bydel, som ellers er fyldt med lækre baskiske lokalrestauranter og hyggelige tapasbarer.
Her er trangt, snasket - for ikke at sige møgbeskidt - og damen, der bestyrer restauranten, koster rundt med os. Så skal vi vente, så skal vi sidde ved et bord. Så skal vi skifte bord, og så gider hun ikke rigtig tage imod vores bestilling, fordi vi ikke taler ordentligt spansk. Det lykkes dog, og mens paellaen bliver varmet i mikroovnen, som står midt i det mørke lokale, taler vi om aftenens begivenhed. Vi skal på restaurant Arzak - en af verdens bedste - og en af de i alt fem spanske restauranter, der har tre Michelin-stjerner. Vi aftaler ikke at spise alt for meget af maden herinde, så der er plads. Det viser sig ikke at blive noget problem.
Slam, så står der en flaske sur rødvin på bordet, der endnu ikke er blevet tørret af efter de forrige gæster - vi har ikke bestilt den, men er røget ind i en menu, der desværre består af tre retter.
Kyllingeskrog
Pling lyder det fra mikroovnen, og den vrede dame, som dog har en betydelig underholdningsværdi, kommer væltende med forretten.
Intet i paellaen har nogensinde set havet. Til gengæld er der masser af kyllingeskrog og andre ubestemmelige knogler.
Pling. Hovedretten består af resten af kyllingen. Med pomfritter og frem for alt olie. Restauranten kunne faktisk godt kalde retten for olie med kylling og pomfritter uden at blive beskyldt for falsk varedeklaration.
"Vi må håbe, at niveauet bliver lidt højere i aften," siger min ledsager, som det hedder inden for madjournalistikken. Pomfritterne har været med i mikroovnen og er decideret uspiselige.
Desserten er en skive melon - den klart bedste af de tre retter. Ved nabobordet får de et bæger med chokolademousse. Den er magen til dem, man kan købe i LIDL rundt om hjørnet, og de skal selv tage låget af.
Pris for tre retter inklusive vin: 10 euro. Altså 75 kroner per person. Det var det ikke værd.
Pintxos
Vi går en tur og ser på alle de restauranter, vi kunne have valgt. San Sebastian er en madby. I den gamle bydel er der omtrent en restaurant eller en tapasbar for hver 10 meter - at vi endte i hullet var decideret uheldigt, finder vi ud af i løbet af de næste dage. I baskerlandet spiser man pintxos - som egentlig betyder pindemad - men normalt oversættes til tapas. Pintxos er et holdbart koncept. De står side om side på alle bardiske og byder sig til. Nogle er avancerede med bjerge af skaldyr og sirligt udskårne grøntsager. Andre er mere basale, men ikke af den grund uinteressante - som f.eks. brød med god skinke. Altså virkelig god skinke. Man får en pintxos eller to på hver bar og går så videre til den næste, til man er mæt - som var man på en slags baskisk tapas-pubcrawl, hvilket man jo sådan set er. Drikker man et glas vin eller øl hvert sted, er man desuden i et glimrende udgangspunkt for en sjov aften i byen.
Lidt væk fra pintxosbarerne i den folkelige, gamle bydel, er San Sebastian også en ferieby for de rige spaniere. Langs stranden ligger luksushotellerne side om side, og man kan fornemme den eksklusive stemning, som stadig er her, men som i følge guidebogen peakede i 1920'erne. Derfor er der selvfølgelig også eksklusive restauranter i byen. Faktisk er San Sebastian den by i verden, der har flest Michelin-stjerner per indbygger. Ud over Arzak, er der en enkelt mere med tre, to med to og fire med en enkelt stjerne. Og byen er på størrelse med Odense.
Spiselig plastik
Udenfor ser restaurant Arzak ikke synderligt eksklusiv ud. Menukortet i den klassiske glasrude hænger for eksempel skævt.
"Det er meget rart, at det ikke sådan noget fancy noget med glas og stål," siger min ledsager, mens en tjener leder os hen til et fancy rum i glas og stål.
Skal man sætte sig, eller skal man vente til tjeneren kommer og trækker stolen ud? Man skal vente. Hvis man gør det, kommer de i hvert fald, og sådan er stilen på Arzak. Man er opmærksom, og dårligt har man sat sit glas, før det igen er fyldt, oftest uden at man opdager det.
Vi bestiller menuen, som består af mange retter - af og til skal man vælge, og der vælger vi forskellige ting.
Børn bliver ofte misundelige på hinandens madpakker. Af og til sker det også for voksne. Jeg kan se på min ledsager, at de grillede figener med ost og hindbær er i en klasse for sig. "Man kan vel nok dele lidt, selv om det er en fin restaurant." Wow. Muligvis aftenens højdepunkt.
I glasset er der, som det hedder i madjournalistikken, txakoli, den lokale baskiske hvidvin. Vi har bedt sommelier'en om at give os nogle glas, der passer til maden.
Nogle retter senere får jeg bøf og min ledsager lam med spiselig plastik.
Juan Mari Arzak, restaurantens grundlægger, der går rundt i lokalet og småsnakker med gæsterne, er kendt for at eksperimentere, selvom det traditionelle baskiske køkken er udgangspunktet. Min ledsager har igen vundet vores interne kamp. Hvorfor bestiller man også bøf på en trestjernet michelinrestaurant?
Spiselig plastik er blot et enkelt blandt mange sjove indfald. Vi får også en af Arzaks specialiteter - et æg, der ganske vist er kogt, men kun ved 65 grader og sammen med gåsefedt og trøffelolie.
På et tidspunkt er der tre tjenere ved vores bord. Én skænker danskvand, én fjerner hovedretter og én tørrer krummer af bordet med et sølv-aggregat, jeg aldrig har set før. Så kommer desserterne væltende. På et tidspunkt får jeg en genial chokoladeis med rosmarin, mens min ledsager må nøjes med en hæderlig øl-is, så lidt retfærdighed er der trods alt til.
Regningen på Arzak lyder på 458 euro. Inklusiv cava, masser af vin, kaffe og brandy til 42 euro, som sommelier'en mente, var det helt rigtige valg for os. Min ledsager og jeg besluttede straks ikke at regne på, hvor meget 458 euro er i kroner. Uanset hvad var det sgu pengene værd.
