Læsetid: 4 min.

Lune Carlsen på Larsens plads

Der er noget helt igennem perverst over en voksen mand, der står på en scene og leger, at han er Kim Larsen. Men publikum elsker det. Replikanterne har bemægtiget sig kloden
11. august 2007

Pontoppidan sagde engang noget om, at danskere til enhver tid foretrækker det halvgode. Det var ikke pænt sagt, men det gjorde han altså. I dag kan man godt få indtryk af, at det er blevet en tand værre endnu. At danskere ikke bare foretrækker det halvgode, men efterligningen frem for den ægte vare, replikanten frem for originalen. Kopibandet frem for 'de rigtige', der forekommer fjerne og i øvrigt også temmelig underlige.

Denne indledning for at fortælle, at jeg engang har set den rigtige Kim Larsen optræde. Det var i 1970, tror jeg. Det foregik på den legendariske Slotsgade Jazzklub i Aalborg. Larsen havde selvfølgelig sit band med, men om de allerede dengang tilsammen kaldte sig Gasolin, kan jeg simpelthen ikke huske. Deres optræden var i øvrigt ikke nogen succes, folk syntes at Kim Larsen, 'ham københavneren', var lige lovlig pæn i tøjet og også lige lovlig korthåret.

Efter sin optræden gik han op til baren, faktisk tror jeg, at han drak en sodavand. Deres altid nærværende stod lige ved siden af og tænkte, at den senere så berømte sanger mest af alt lignede en gymnasieelev, der slet ikke havde fået lov til at være så længe ude om aftenen. Men ellers var han skam flink nok. Han var høflig over for pigen, der stod bag baren, og han smilede venligt til folk, der gik forbi - selvom han selvfølgelig havde registreret, at de godt nok ikke havde været ret vilde med hans musik.

Som bekendt har det ikke gjort nævneværdig skade på hans karriere, at den progressive ungdom i Aalborg dengang bedre kunne lide Blue Sun. Personligt syntes jeg nu egentlig at gymnasiefyren og hans band var meget gode - som vi sagde på de kanter: Jeg havde da hørt det, der var værre. Og hvis lejlighed skulle byde sig, vil jeg da bestemt ikke have noget imod at overvære endnu en koncert med Kim Larsen.

Den uægte vare

Torsdag den 2. august, dette år, sidst på aftenen, troede jeg et kort øjeblik, at det lige præcis var, hvad der var ved at ske. Fru Ida Rosa, f. Hansen, og jeg var gået et smut over på bysiden af Højbroen for at se lidt på den årligt tilbagevendende by- og kulturuge her i NYC. Da vi var på vej hjem igen, besluttede vi at gå rundt om Torvet for at se, hvad der skete deroppe. Allerede på afstand, et pænt stykke nede ad Dronningensgade, hørte vi kendte toner: Kim Larsen og Gasolin - troede jeg altså et lille øjeblik. Men det var ikke Gasolin, der spillede, viste det sig, da vi nåede helt op på Torvet, og det var ikke Kim Larsen, men en mand, der kalder sig 'Lune Carlsen', der sang.

Jeg ved ikke, om Lune Carlsen er et specielt lokalt navn hernede på L-F og Sy'sjælland, eller om de også må lide under ham i andre egne af landet, men efterhånden som man stod og lyttede til ham og hans orkester (af suppe-steg-og-istypen), gik det op for én, hvor gennemperverst det var. En voksen mand der stod oppe på scenen og legede, at han var Kim Larsen!

Ganske vist var hans mund vistnok ikke helt så stor og bred som Larsens, men ellers var der nærmest tale om en klinisk perfekt kopi af originalen. Selv når Lune Carlsen talte til publikum mellem numrene, efterlignede han - næsten til fuldkommenhed - Larsens flade og let flabede københavnsk. Da han kom til sangen 'Manjana', opfordrede han publikum til at klappe med hænderne over hovedet (det havde den rigtige Larsen vel trods alt ikke behøvet) og fandme: En del af publikum gjorde det sgu!

Jeg så harmdirrende på min hustru: Det kan de altså ikke være bekendt! sagde jeg. Det er jo ikke Kim Larsen, for i helvede da!

Vrang og medløbere

Fru Ida Rosa er af den opfattelse, at jeg lige lovlig tit absolut skal udtale min uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord, gerne i form af uomstødelige domme, men hun protesterede nu ikke, da jeg sagde, at det her, den forlorne Kim Larsen og den del af publikum, der gav hans vrangforestilling medløb, det burde kraftedeme forbydes! Først da jeg tilføjede, at hele bundtet - fjolset oppe på scenen og hans musikere med samt en pæn andel af publikum - burde indlægges - jo, sgu! - greb hun venligt, men også bestemt fat i min arm og udtalte flg.:

"Nå, Nielsen, vi skulle vel også se at komme hjem."

Oplevelsen gjorde mig noget mistroisk, må jeg indrømme. Og det har ikke fortaget sig helt endnu. Da vi var kommet hjem den pågældende torsdag aften, øvede jeg mig - højt - på at skrive en kronik til Politiken:

"Er det stjerne-for-en-aften-kulturen, der har bredt sig så meget, at færre og færre kan kende forskel på originalerne og kopierne? Glade efterlignere, glade amatører, der er både mere sympatiske, meget mere 'nede på jorden', og for resten tit også kønnere, end de indbildske kunstnertyper, der skal forestille at være professionelle, og som helt uretfærdigt indtil nu har haft patent på tv-kanalernes sendeflade. Grundigt adfærdsforstyrrede folk, typisk, der ikke har forstået, at det ikke drejer sig om at være noget, men om at ligne noget. Noget, som almindelige mennesker kan forholde sig til og føler sig trygge ved."

Gå i seng, Bent, sagde Ida Rosa, det skulle være så sundt for en lille dreng. Om natten drømte jeg, at det allerede var for sent at skrive en kronik i Politiken. Det stod lysende klart: Replikanterne har allerede bemægtiget sig kloden. I dag er det Kim Larsen, der er fiktion, der er ikke noget, der hedder den rigtige Kim Larsen. Der findes kun Lune Carlsen. Han er gud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu