Vi må se det i øjnene: sådan som vores samfund har udviklet sig, med en stræbsom ungdom der har så stramme balder, at Dagbladet Politiken kan berette om, at forstoppelse er et stigende problem, der vanskeliggør indtagelse af nødvendige netværksmiddage, bliver det mere og mere påtrængende at finde svar på spørgsmålet om, hvordan man skaffer sig af med det uønskede og det unødvendige. I vores hovedstad går det ganske vist fremad. På Hovedbanegården har man succes med at spille Mozart, det holder de hjemløse væk, og hvad andre fattige angår, har de snart ikke råd til at bo i byen mere. Så er man af med dem. Men nogle er der nu stadig tilbage, tilmed folk helt uden arbejde, kontanthjælpsmodtagere. Dem kunne man meget passende sætte til, foreslår et konservativt medlem af Frederiksberg Byråd, rejsekongen Stig Elling, at jage dræbersnegle. Ja, ikke bare jage, men simpelthen ihjelslå som den bibelske plage, de er. God idé, tænker parcelhusfolket. Men hvordan slår man egentlig sådan et lille dyr ihjel? Der er mange forslag. Tv-avisen har bragt interviews med nydelige middelklassefruer, med optimistiske ansigter og glade øjne (fordi de sådan kommer i fjernsynet), der ikke desto mindre fortæller om sneglenes frygtelige hærgen, der vel i sidste ende kan få ejendomsvurderingen til at falde? Jo, fortæller de velopdragent (middelklassefruer er som regel velopdragne), for at dræbe dyrene bruger vi 1: en saks, 2: kemiske våben (groft køkkensalt) og 3: ølhuller. Saksen synes vi, vi forstår. Man klipper simpelthen de små bæster midt over. Køkkensaltet, som man strør henover dem, får dem til at vride sig af smerte, men det må de selv om. De er uønskede. Men ølhuller - hvordan skal det forstås? Jo, forklarer middelklassefruerne, man graver et lille hul, som man forer med en smule plastic. Heri hælder man øl. Dræbersneglen elsker øl, de samles lynhurtigt om hullet, begynder at bælle og inden ret lang tid lider de en salig druknedød.
I øllets tjeneste
Som den sindige provinsbo, man jo nu engang er, tænker man: hm? Og Frederiksberg Kommune vil altså så slippe kontanthjælpsmodtagere løs i middelklassefruernes pæne haver med den opgave at slå dyr ihjel, men også vel vidende, at der rundt omkring i haven skjuler sig liflige ølhuller? Vi skal ikke tvære i det, de konservative, sikkert også dem på Frederiksberg, har det hårdt nok. Men tror de virkelig, der bliver noget øl tilbage til sneglene? Hvad vil fruerne gøre, når de opdager, at sneglenes antal sandsynligvis ikke vil aftage det mindste, men tværtimod tage til? Vil de løbe efter de uduelige snegledræbere, kontanthjælpsmodtagerne, med en saks for at klippe dem midt over? Thi også de er uønskede, som der selv står i Bibelen - eller i alt fald i de konservatives partiprogram. Vil de strø groft køkkensalt over dem, så de lider en smertefuld død? Forestiller de gode Frederiksbergmadammer sig, at de bare kan ringe efter kommunen og bede dem sende 'nogen' der kan afhente døde kontanthjælpsmodtagere - både dem der er klippet over, dem der er druknet i ølhullerne, og dem der ligger i forkrampede stillinger henover rosenbedet med alle tegn på saltforgiftning?
Nu ikke gøre nar, Nielsen, siger vi til os selv. Selv om man tit skulle tro det, lever frederiksbergfruerne vel trods alt ikke i en sort-hvid film med Marguerite Viby i hovedrollen - med kækt smil og en svaghed for herrer, der er vakse ved havelågen. Næe, de er sikkert moderne mennesker. Men kontanthjælpsmodtagere er nu ellers lige så lidt populære blandt moderne mennesker som dræbersneglen er. Så nej, vi tror, her fra NYC, ikke at det er en god idé at slippe dem løs i parcelhushaverne. Mange af fruerne, og deres ægtemænd også for den sags skyld, vil nok være tilbøjelige til at mene, at det bare vil fordoble problemet. To onder i stedet for et - og det kan de konservative da ikke være interesseret i at byde deres vælgere? Vi foreslår, at de konservative medlemmer af Frederiksberg Byråd selv melder sig til tjeneste med kost og spand - dvs. saks, køkkensalt og rigeligt med øl til at fylde i hullerne. Det er i det hele taget noget, som burde nyde fremme, at politikere selv drager ud i virkeligheden for at realisere deres mange visioner. F.eks. beskæftigelsesministeren, Claus Hjort Frederiksen. Han kan selv, i egen svupmavede person, tage ud til sin mor på plejehjemmet og svinge malerpenslen. Han skal bare huske, at han ikke må gøre det for lidt fjernere slægtninge, f.eks. svigerforældre. Så er det nemlig, i henhold til gældende lov, sort arbejde.
Ikke engang iberisk
Men dræbersneglen, den er selvfølgelig en uhyggelig trussel, det skal man ikke underkende. Indtil for nylig omtalte man den som 'den iberiske dræbersnegl', men nu forlyder det, at den aldeles ikke er iberisk. Folk dernede har aldrig hørt om den. Nu er det så heldigt at Deres udsendte ude i virkeligheden, dvs. NYC, er genbo med biskoppen for Lolland-Falsters stift. Han forklarede sidste år den megen regn og de hyppige storme med Dommedags snarlige komme. Som dommedagskyndig må han da kunne svare på, om dræbersneglen, den ikke-iberiske græsplæneæder, er endnu et varsel om, at de sidste tider nærmer sig? Jeg tænker lidt over det, men det kan godt være, jeg spørger ham en dag.
En dag hvor solen skinner, og hans arbejdsgiver ikke er alt for travlt beskæftiget med at skille bukkene fra fårene.
