Norsk folkesjæl - made in China

Fjeld, sø og skov. Skønhed i en uendelighed. Over en bro og rundt i et sving, så begynder Telemarkens herligheder helt forfra - fjeld, sø og skov. Ind imellem dukker der en landsby eller en gård op. Folkefortællinger vil vide, at det er i disse Telemark-hjem, gemt mellem grønt og bjergrigt landskab, at den ægte norskhed findes. Det er hertil, kunstnere og intellektuelle fra det ganske Norge valfartede for at finde sig selv efter frigørelsen fra Sverige i 1905. Efter 91 år i den svensk-norske union og 400 år i mørket, som danskertiden bliver husket som, var det tid til at være norsk. På jagt efter den norske folkesjæl i dag leder vejene også til Telemark.

Blandt æble- og kirsebærplantager og midt i et panorama, der ifølge Informations Berlingo-chauffør "ikke kan tages seriøst, for så smukt kan jo intet være", bor Liv Berit Kaasa. Her er folkesjælen til at tage og føle på - uld, nål og tråd: "Det her er ikke bare et stykke tøj, det er norsk identitet," fortæller Liv Berit Kaasa, mens hun fremviser små broderier, der sat sammen skal blive til en ny bunad - en folkedragt.

Bunader er en vigtig del af den norskhed, man fandt i Telemark, og som i dag ikke er historie, men en levende tradition i vækst. Liv Berit Kaasa er ikke en gammel dame, der er gået i stå i en svunden tid. Hun er ikke alene med sine broderier, for hver tredje husstand i Telemark arbejder i 'bunad-industrien', og hver anden nordmand ejer en bunad. Hver 17. maj fejres selvstændigheden, og hver fjerde nordmand gør det iklædt bunad. Norske jenter bliver konfirmeret i bunad, og i dag er det igen blevet populært at blive gift i bunad.

Hos de unge mænd har traditionen tidligere ikke været dybt rodfæstet, men i dag sælger Husfliden, bunad-butikkerne, flere mande- end kvinde-bunader. Hvis det at have en bunad er at være norsk, så er det moderne at være norsk.

Et lille blik i Bunad Magasinet, som udkommer på fjerde år og "bliver revet væk fra hylderne", er en eksotisk, men også komisk oplevelse. Husflidens butikker reklamerer med, at deres bunader er "baseret på en sand historie", men tradition eller ej så ved Husfliden, at sex sælger. Således har modellen på side 41 et frækt glimt i øjet. Hun er på farten, som den moderne kvinde hun er - iført bunad altså. "Mon man kan score i en bunad?" spørger man sig selv - der er vel ikke noget i vejen for en lille kærligt ment spøg om broderfolket?

Liv Berit Kaasa kan ikke forstå den danske bunad-humor. Men langt fra Telemarks bygder i Oslos unge og trendy bydel Grünerløkka falder joken i god jord hos Maria Hafting, der omgivet af graffiti og fest på spillestedet Blå ved Akerselv godt kan se, at man kan få sig et godt grin med Bunad Magasinet. Maria Hafting fejrer 17. maj i stor stil, dog ikke i bunad, "men jeg har en bunad. Den fik jeg til konfirmation som de fleste af mine veninder. Og den er da blevet brugt siden. Jeg kan godt se, at danskere kan grine ad det, og at man kan være kritisk over for nationalromantikken. Det handler nok ikke om nationalisme, men om at nordmænd nok er mere i kontakt med deres folketraditioner."

Ondt i folkesjælen

Prisen på en norsk bunad svinger mellem 20.000-50.000 norske kroner, og bunad-industrien omsætter for 700 millioner om året. Det marked har kineserne opfanget. Fornylig eksploderede "bunad-skandalen", der afslørede, at flere producenter masseproducerer bunader i Kina, Thailand og Ghana. Det gjorde ondt i folkesjælen. Skulle den nu også outsources?

Kineserne producerer i dag cirka 42.000 bunader om året til det norske markedet. Fra den store gård i Østtelemark bliver det til fire bunader om året fra Liv Berit Kaasas hånd. Der var engang, hvor hun kunne sy 10 om året.

"Det handler ikke om, at kineserne ikke kan sy. Men de norske bunader rummer tradition, identitet og folkesjæl, det kan ikke masseproduceres. Det, vi får fra Kina, er uniformer ikke bunader," forklarer Liv Berit Kaasa, som er i gang med at sy en bunad til en konfirmand i Oslo. Den skal være færdig til september, men det er kun blevet til skjortekraven. Mon ikke det går? I de 47 år Liv Berit har syet og broderet bunader, har hun aldrig overskredet en deadline. Tidligere var det røde stabbur (forrådskammer, red.) over for stalden systue, men det er med årene blevet så trangt, at produktionen nu er flyttet til spisestuen. Bogreolerne i huset bærer på et omfattende og tungt bunad-fotoarkiv. Liv Berit Kaasa har i mange år rejst i Norge for at fotografere bunader. Hun er ikke helt sikker, men det er muligvis det største bunad-fotoarkiv i landet.

"Det handler ikke bare om at brodere, men om at lære og videregive den kultur og tradition, der gemmer sig bag broderierne. Der er en jo grund til, at kvinderne fra Telemark brugte bestemte teknikker og farver, mens kvinder fra Setesdal brugte andre. Gemt i de broderier og bunader er norsk national- og regionshistorie. Man kan lære kineserne, hvad de skal brodere, og hvilke farver der hører til hvilke bunader, men for dem er det blot et arbejde. Værdien går tabt."

Liv Berit Kaasa lærte håndværket af sin mor, der selv arvede kundskaberne fra sin mor. På væggene hænger der billeder af tre generationer Kaasa-kvinder iført samme bunad.

"Bunaderne går i arv, og det er prestigefyldt at eje en gammel bunad. I dag lever vi en køb-smid-væk-kultur. Men bunad-traditionen er det modsatte. Det handler om kvalitet, stærkt håndværk og familiehistorie. Det er også et problem med de kinesiske bunader, kvaliteten er simpelthen ikke god. Mange bruger bunaden til at danse folkedans, hvis man danser i en kinesisk bunad, er den slidt efter et år."

Bunad-lighed

Et par landsbyer fra Liv Berit Kaasas gård ligger Telemarksgalleriet i Notodden, som i øjeblikket udstiller festbunader. Sondre Strand Nilssen, 23 år, står bag disken i galleriets café. Salget af vafler med syltetøj og rømer (norsk creme fraiche, red.) holder ham godt beskæftiget denne lørdag, hvor han er det eneste hankøn at spotte.

"Jeg er selv i gang med at spare op til at få syet en bunad. Da jeg skulle konfirmeres ville jeg ikke have bunad. Det var dumt. Men nu, hvor jeg er blevet voksen, synes jeg det er vigtigt at bevare og forstærke det norske og nationalidentiteten. Mange af mine venner begynder også at gå med bunad," siger Sondre Strand Nilssen, der trods sine jeans og sin hanekam, synes, at bunader er "kule og klædelige".

Sondre har nok først råd til en ny bunad om et par år.

"Jeg regner nok lidt med, at far og mor vil sponsorere mig, når det nu gælder en bunad," griner han.

Han anser det som en investering i kvalitet og i den norske folkesjæl, der bestemt ikke skal syes af kinesere:

"Nej, det er min bedstemor, der skal sy og brodere den. Det betyder meget, for hun kender til historien og traditionerne, som så overføres fysiskt i en bunad. Det, synes jeg, er meget specielt."

Festbunad-udstillingen er en succes og en af de mest besøgte udstillinger Telemarksgalleriet har oplevet de seneste år - over 2.000 besøgende på knapt to måneder.

Mari Myran er kommet fra Kongsberg for at hente inspiration til en ny bunad. Hun studerer de forskellige bunader nøje, tager noter og billeder. Hun ejer allerede en bunad, men vil have en ny.

"Det er nok lidt luksus", men hun vil have mere selvbestemmelse, for selv om de traditionelle bunader er smukke, ønsker hun at tilføre sit personlige præg på traditionerne. Men det er svigermoderen, der skal stå for håndværket. Mari Myran er glad, hver gang hun får lejlighed til at gå i sin bunad. Juleaften og 17. maj er faste bunad-datoer.

"Bunad-traditionen rummer også et lighedsprincip. Når man skal til store fester, behøver man ikke at bekymre sig om at købe nyt tøj og tænke på, om ens kjole er lige så flot som andres, for når alle har bunad på, kan man være sikker på, at alle er lige. Selv om bunader varierer fra region til region, er de alle lige så fine og har hver deres tradition og historie."

Tyve kroner i timen

Hjemme hos Liv Berit Kaasa er Reidar Braarud kommet på besøg. For Reidars skyld behøver Liv Berit ikke at gemme sine broderier væk, for han deler samme passion for bunader: "Hvis det var op til mig, skulle man gå i bunad hver dag og ikke kun til fest," siger han og begynder at fiske små broderier ud af en plastikpose. Reidar er buschauffør, men kaffepauserne udnytter han til at brodere.

"Jo, mange undrer sig over, at en mand også broderer og syer bunader, men jeg elsker det. Jeg tager nål og tråd frem, så ofte jeg kan. Det er så dejligt afslappende, og så er det et vigtigt stykke arbejde, som handler om at bevare og udvikle kulturarven," fortæller Reidar Braarud.

"Nej, udenlandsk producerede bunader. Det går ikke," protesterer Reidar, men det er ikke et spørgsmål om penge eller frygt for at miste sit arbejde, for det bliver han alligevel ikke rig af. Det bliver ikke til mere end 20 kroner i timen, hvis man gør hans broderiarbejde op i løn.

Liv Berit Kaasa fisker den ene bunadvest, -bælte og sølvsmykke op efter den anden, til der til sidst ikke er mere plads nogen steder.

"At fortælle om bunader, bliver man aldrig helt færdig med," siger hun og fremviser en tyk mappe med mønstre, hun selv har designet - på computer.

"Ja, nu er jeg gået over til den nye teknologi," siger hun og forklarer, at modstanden mod de kinesiske bunader ikke handler om frygt for det nye. Men om et ønske om at bevare det gamle.