Pinewood-studierne kunne ikke have ønsket sig en bed-re eller mere passende fød-selsdagsgave end bekræftel-sen på, at den nye James Bond-film bliver optaget på stedet og ikke i Østeuropa.
Det er 70 år siden, at et tri-umvirat bestående af byggemagnaten sir Charles Boot, den excentriske råstofarving lady Yule og finansmanden J. Arthur Rank slog sig sammen for at udbygge Heatherden Hall. De ville lave land-stedet om til Storbritanniens mest moderne filmstudier.
Pinewood, navnet havde både en landlig klang og lidt Hollywood over sig, blev hurtigt en succes. Det lå tæt på London, og alt på stedet osede af luksus og klasse. Ikke blot kunne Pinewood prale med Europas største swimmingpool, der var også et tyrkisk bad, squashbaner, fantastiske haveanlæg og masser af åbent land.
Charles Boot havde været på research i Hollywood for at opleve det nyeste nye inden for industrien for at kunne modernisere britisk films ofte noget tilfældige produktioner. Man begyndte opførelsen af Pinewood-studierne i januar 1936, og samme efterår indledte man de første optagelser.
Bond er tilbage
Tidligere i denne måned samledes omkring 2.000 gæster for at fejre 70-års dagen ved en havefest. Nostalgien ville ingen ende tage, da chefen for studierne, Ivan Dunleavy, skar det første stykke af fødselsdagskagen sammen med komediestjernen Leslie Phillips. Blandt de andre veteraner så man kameramanden Jack Cardiff, instruktøren John Glenn, produceren Peter Rogers, skuespillerne Saeed Jaffrey og Christopher Cazenove, dame Judi Dench og instruktøren Tim Burton.
Festlighederne overskyggede næsten det faktum, at det ikke er specielt gode tider for Englands største film-studier. Valutakurserne får ikke Hollywood til at stå i kø for at producere film her. Studierne skal også vænne sig til et nyt engelsk skattesystem, hvorunder film skal bestå en 'kulturel test' for at opnå skattelettelser. For to måneder siden meddelte Pinewood, at investorerne ikke vil få udbetalt udbytte i år.
På denne baggrund var den lykkelige afslutning på forhandlingerne om Marc Forsters Bond 22 en kæmpe bonus.
"De fleste af vores film er blevet indspillet i Pine-wood," siger en talsmand for Eon Productions, selskabet bag Bond.
"Pinewood har været base for 007-filmene i cirka 40 år nu, og producenterne, Mi-chael Wilson og Barbara Broccoli, elsker at arbejde her."
Farcer og mesterværker
Man kan godt sige, at en af grundene til, at Pinewoods historie er så farverig, er stedets mange op- og nedture. Den mystiske brand i juli 2006, hvor den berømte Bond-scene brændte ned, er typisk. På den ene side var det en katastrofe, man havde lige afsluttet indspilningen af Casino Royale, og der var en stor risiko for, at den næste Bond-film skulle indspilles et andet sted. Men på den anden side blev scenen genopbygget og er nu større og bedre end nogensinde før.
En exceptionel række film er blevet indspillet i Pine-wood: Alt fra billige farcer med Roy Chubby Brown til overdådige mesterværker som Michael Powell og Emeric Pressburgers ballet-film fra 1947, De røde sko. Et af stedets største forcer er dets næsten magiske teknikere, som er i stand til at fremtrylle enhver tænkelig baggrund (f.eks. er Black Narcissus, der foregår i det eksotiske Østen, optaget i studierne.)
I en periode efter Anden Verdenskrig førte erfarin-gerne fra effektpioneren David Rawsleys fejlslagne forsøg med hvad han kaldte 'Independent Frame'-processen, hvor alle film blev optaget i studier - til de forbløffende design- og visuelle effekter, der senere blev udtænkt i Pinewood i Bond-æraen og frem. Inspireret af Rawsley vandt studiernes special effects-chef, Charles Staffell, i 1969 en Oscar for "udviklingen af et brugbart projektionssystem med reflekterende baggrund i forbindelse med flere forskellige former for filmkunst" og hjalp blandt andet Stanley Kubrick med at genskabe det krigshærgede Vietnam i 1980'ernes England i Full Metal Jacket.
Kreativ krise
De rigtige pengemaskiner var blandt andet filmene med Norman Wisdom og projekter som Doctor in the House, men det var også film uden international appel. De mere ambitiøse instruktører som David Lean, Powell, Launder/Gilliat-teamet, der havde blomstret et årti tidligere, fik dårligere arbejdsforhold, og britisk filmkunst oplevede en af sine hidtil værste kriser.
"Du havde to muligheder. Enten lavede du komedier, eller henvendte dig til amerikanerne," siger Leans producer, Anthony Havelock-Allan.
"Du kunne ikke tænke stort, for der var ingen penge. Og små projekter er oftest lokale. Og ingen gider en lokal film. Dette lagde utrolige begrænsninger på mulighe-derne."
Det er let at forstå, hvorfor en generation af yngre film-folk blev så vrede over at se, hvad der blev produceret i Pinewood i 1950'erne. Folk som Lindsay Anderson, Karel Reisz og Tony Richardson - hovedkræfterne bag Free Cinema - nærede absolut ingen ønsker om at lave komedier eller krigsfilm, der hyldede en ældre generations krigsbedrifter. Pinewoods bidrag til deres karrierer var at gøre dem så vrede, at de afviste den kommercielle, britiske filmindustri.
I et manifest skrev de blandt andet: "Indbygget i vores attitude er en tro på frihed, på vigtigheden af mennesker og på det almindeliges betydning."
Siden Pinewood blev byg-get, har det i flere perioder virket gammeldags. Men det er altid lykkedes for det at genopfinde sig selv. Studierne har bibeholdt deres status som Englands førende trods udfordringer fra adskillige konkurrenter. Blandt dem er Leavesden (den gamle Rolls-Royce fabrik, der har lagt studier til film som Star Wars og Harry Potter og endog Bond-filmen Goldeneye i 1995), Elstree, Ealing og Three Mills.
I februar 2000 solgte The Rank Organisation Pine-wood-studierne til et mana-gementteam med Michael Grade og Ivan Dunleavy i spidsen og med støtte fra investeringsgruppen 3i. Derefter købte Pinewood en af sine konkurrenter, Shepperton Studios, i februar 2001. Pinewood Shepperton blev børsnoteret i 2004.
Lige siden har historien været den samme som altid: Voldsom produktivitet ef-terfulgt af meldinger om truende underskud, perioder med hektisk aktivitet fulgt af døde perioder. For nylig er man begyndt at sprede produktionen, som om man er bange for udelukkende at koncentrere sig om spillefilm.
The Teddington TV Studios er nu en del af gruppen, og Pinewood har sine egne tv-studier. I vore dage står Pinewood Shepperton ikke kun bag Bond-film og spek-takulære storfilm, en stor del af selskabets indtægter stammer fra en lang række tv-serier som de britiske udgaver af Det svageste led og Test Nationen.
Dyrt for de lokale
I dag er Pinewood en mini-landsby med mere end 280 forskellige foretagender. Blandt disse er AMC Pictu-res, ledet af produceren Alastair MacLean-Clark. Som teenager arbejdede han som klapper hos Pinewood og på film som Den Lyserøde Panter vender tilbage, Superman og Octopussy. Han fortæller begejstret om fordelene ved at være en del af studierne: "De er kendt over hele verden, det er bekvemt og fleksibelt. Det er Englands førende studier."
Når han kæmper for at fi-nansiere en af sine egne film, kan han altid vandre en tur hen i lydstudiet og overvære optagelserne til den næste amerikanske sællert.
"Jeg plejer at sige, at hvis du har en dårlig dag og ikke kan finde penge til din næste film, kommer du i godt humør af at gå rundt og se en anden film blive optaget. Det er hårdt arbejde at få stablet en film på benene, men det virker at minde dig selv om, hvorfor du gør det."
Ikke desto mindre har MacLean-Clark en historie, som Pinewood-bosserne måske ikke bryder sig om at høre. Han producerer i øje-blikket Brontë, et 12 millio-ner dollars dyrt drama om Brontë-søstrene med Mi-chelle Williams, Bryce Dal-las Howard og Evan Rachel Wood på rollelisten. Filmen, der har Charles Sturridge som instruktør, skal optages on location i Yorkshire. Ideelt set ville MacLean gerne benytte Pinewood til studieoptagelserne, men som han siger, hvis de tager til Ungarn i stedet, kommer det til at koste en tredjedel.
Lokale producenter oplever, at Pinewood bliver dyrere og dyrere, og mellemstore produktioner som Brontë mærker måske stramningen, men der er masser af beviser på, at Hollywoods kærlighed til Pinewood er så stærk som nogensinde. Mange Pinewood-produktioner er på vej i biograferne, lige fra Tim Burtons Sweeney Todd til The Bourne Ultimatum og Matthew Vaughns Stardust samt Death Defying Acts med Catherine Zeta-Jones i hovedrollen. Så længe Pinewood kan tiltrække film af den karat, kan man se frem til nye 70 år eller flere.
Morris Bright har lige udgivet en bog om Pinewoodstudierne: 'Pinewood Studios: 70 Years of Fabulos Filmmaking'. Den kan købes via www.amazon.co.uk
Oversat af Ebbe Rossander© Independent og Information
