Læsetid: 3 min.

Hvad rager det mig?

Antonio Curra-sagen er ikke kun en historie om en afstumpet drabsmand og hans medskyldige fætter, men også om en øredøvende tavshed af ussel loyalitet i fætrenes nærmiljø og en mangel på civilcourage blandt vidnerne
11. august 2007

To vakse og talentfulde journalister har ikke alene fået nyt frem i sagen om mordet på Antonio Curra på Nørrebro for fire år siden, men også begået en medrivende og oplysende skildring bragt i Politiken i sidste weekend. Nu en rum tid efter det tragiske mord er det som om, distancen tillader, at bipersonerne og den sociale scenografi træder tydeligere frem og fylder en rolle i den tragedie, der ikke alene handler om en sagesløs turist og to afstumpede fætre og rimeligheden af den udvisning, som de efterfølgende blev idømt. Hovedpersonerne kender vi alt for godt fra mediedækningen. Historien om de to danske fætre af tyrkisk æt - og jeg indskyder, at nærværende signatur kun forholder sig til historien på baggrund af ovennævnte uddrag bragt i Politiken - er et stykke desværre alt, alt for banal social dramaturgi. Vejen til mordet og meddelagtigheden heri er brolagt med forsømmelser af enhver slags fra myndigheder, forældre og andres side. Et helt klassisk narrativ og en grusomt triviel historie, der ikke skal optage yderligere spalteplads her.

Passive vidner

Frem for en politisk appellerende offer-bøddel-analyse kunne det være på sin plads at kaste et blik på de anonyme aktører, der næsten bogstaveligt slutter en måbende kreds om selve drabet. Her er nemlig ikke alene talrige passive vidner, en taxichauffør med et bundt vidner på bagsædet på få meters afstand fra gerningsstedet, men ikke mindst en øredøvende tavshed af ussel loyalitet i fætrenes nærmiljø og en mangel på civilcourage blandt vidnerne, som får en til at forstå, hvorfor ordet 'mod' burde tages ud af Ordbog over det Danske Sprog.

Man må forstå på historien, at det miljø, som de to fætre færdes i, strækker sin misforståede loyalitet så langt som overhovedet muligt. Et mord, der bliver begået, omtales som om, den ene fætter virkelig har 'kvajet sig' - altså gjort noget uheldigt, der kan skade miljøet, hvilket ifølge historien ligger en lokal integrationskonsulent meget på sinde. Dette er blot den anden side af den ulækre lummerhed, som vi har været vidne til, når borgere i landsbysamfund har set passivt til ugerninger begået mod børn og svage sjæle. Det kommer vist ikke rigtig mig ved. Og et fænomen helt i familie hermed er den adfærd, som taxichauffør og passagerer udviser ved at afvise et offer, der indtrængende beder om hjælp, fortæller, han er blevet stukket, appellerer om at komme ind i taxien eller låne en mobiltelefon. Ingen af delene bliver ham forundt - med et tragisk udfald til følge. Vidner og chauffør ser på få meters afstand og med tændte mobiltelefoner passivt til, at den unge italiener bliver myrdet.

Frygten er større

Her er ikke kun tale om en afstumpet drabsmand og hans medskyldige fætter, men om en storbyscenografi, hvor rollerne indtages af mennesker, der enten opfatter sig som privatpersoner ud fra devisen det-skal-jeg-ikke-have-nallerne-involveret-i eller som medlemmer af forskellige kulturer ud fra melodien det-er-vist-(ikke)-en-af-mine. Her er aktive fravalg af pligten til at række ud over sig selv. Frygten er større end den almene tilskyndelse til at handle, og fætter-loyaliteten tifold større end sansen for sagens alvor. Her nyder alle rettigheder, og alle forpligtelser retter sig mod egen interesse eller identifikation med et miljø, et fællesskab, et konkret 'os'. Her er alle tilskuere til sceneriet, men aktører i kulissen. Ingen er borgere, der vil forsvare en fremmed ung mands simple ret til at leve, men nærige gratister i vores fælles offentlighed.

Privatpersoner kan ikke løse tvister med hinanden, hvis de ikke er i stand til at overskride sig selv i en rolle som borgere med et udsyn længere end næsetippen, identifikationer, der rækker ud over det mentale plankeværk og forpligtelser, der tør være principielle og ikke svajer i vinden. Forskellige kulturer kan ikke sameksistere uden en stærk offentlighed, der definerer fælles spilleregler, normer og roller, der åbner mulighedsrum uafhængigt af disse kulturer. Menneske først, borger så.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu