Læsetid: 3 min.

Regeringens (nye) værdidebat

Venstre og konservative kunne godt komme ind i en (værdi)politisk kamp. For der er de ikke nu
4. august 2007

Claus Hjort Frederiksen har lanceret en ny fase i værdikampen, hvor regeringen vil fokusere på det personlige ansvar. Kampagnen virker i sit afsæt uden mål og retning. Hvis man seriøst vil en værdidebat, så skal folketingspolitikerne deltage aktivt. Kampagnen skal endvidere have afsæt i et nomos. Hjort Frederiksen må derfor se at få kridtet banen op substantielt. Hele lanceringen virker således overfladisk og dårligt forberedt, hvilket kan skyldes, at man faktisk mangler folk, der kan gøre kampagnen intellektuelt spændstig.

Reelt har VK på topniveau nemlig kun Bertel Haarder, Birte Rønn Hornbech, Søren Pind, Anders Fogh Rasmussen, samt den konservative tænker Per Stig Møller som aktører. Jeg husker i hvert fald ikke, at andre MF'ere seriøst har deltaget i værdidebatten fra borgerlig side bortset fra eks-MF'eren Rohde. Regeringen er derfor tvunget til at hente inspiration fra nye intellektuelle hjørner af samfundet, hvis den mener det alvorligt med en værdikamp. Faktisk er DF i kraft af Langballes og Krarups intellektualitet og tidsskriftet Tidehvervs markeringer langt bedre funderet end VK.

VK har derfor brug for at udvikle et politisk klima, som intellektuelt og folke-ligt er mere dybtgående. Man burde derfor overveje at få gen-etableret tidsskriftet Liberal Debat. Det er endvidere utrolig vigtigt, at VK får nedprofileret teknokraternes betydning i partierne. VK må således få skabt en kultur, hvor der (også) bliver plads til teologer, humanister og det folke-lige, så man undgår de udsigtsløse funktionelle cand. polit. debatter om skat og velfærdsydelser. Man kan i det hele taget ikke skabe en borgerlig værdidebat uden et nomos. Regeringen kunne derfor have påbegyndt debatten om det personlige ansvar med en kronik af Haarder, Stig Møller, Hornbech, og Fogh Rasmussen og f.eks. relatere betragtningerne til Henrik Jensens diskurs om nomos (Det Faderløse samfund). At værdidebatten nu tilsyneladende er reduceret til den rene funktionalitet er smadder-ærgerligt, når man erindrer sig, at Anders Fogh Rasmussen faktisk indledte værdikampen engageret og indsigtsfuld. Hans betragtninger om besættelsestiden og foredragene på Vartov om Kierkegaard og Grundtvig gjorde ham faktisk ganske respekteret. Fogh Rasmussen fik nemlig hermed sat en overraskende høj standard for politik og gjort debatten personlig, hvilket er helt centralt, hvis man vil være troværdig i værdidebatten.

Nedton teknokratiet

Hvis regeringen vil en reel værdikamp, så må de kort og godt forbedre Hjort Frederiksens udspil markant, og det skal ske hurtigt. Regeringsmedlemmerne (og MF'erne) må engagere sig.

Man må ud og debattere med kulturpersonligheder og frie intellektuelle på højskoler, universiteter og i medierne. Man må kort og godt turde blotte sig teoretisk.

Det er imidlertid ikke kun regeringen, der reducerer den politiske debat til 'teknikaliteter'. Det gør oppositionen også. Ja, hele folkestyret trænger til en opstramning. De danske partiforeninger er nemlig noget af det mest kedelige at være en del af, fordi al politik her reduceres til avisoverskrifter og lokalpolitik. Ny Alliances (NA) forsøg på at inddrage medlemmerne fagligt i en ny organisatorisk struktur er derfor et spændende tiltag. Khader og Samuelsen har derfor fat på noget helt afgørende nyt i dansk politik, som kan sætte skub i folkestyret.

Og hvad angår NA's fremtidsmuligheder, så er det vigtigt, at de får etableret et bredt værdigrundlag, så de ikke blot bliver forbundet med skattepolitik og erhvervspolitik. Partiets ensidige fokusering på skattepolitikken i forsommeren har nemlig svækket profilen mærkbart. Khaders og Samuelsens styrke er den brede værdidebat: Khader har således en fin fornemmelse for at vore indre værdipejlemærker, som vi er vokset op med, er under pres af rettighedssamfundet og reaktionære religioner. Seeberg kan derfor gå hen og blive et problem for NA, fordi mange vælgere, som er positive over for Khader, vil karakterisere Seeberg som naivist (jvf. Muhammed-konflikten).

NA kan derfor få svært ved at vinde terræn blandt VK- vælgerne med Seeberg på bagklappen. Partiet er derfor tvunget til at markere sig hurtigt og tydeligt i værdidebatten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu