"It will take a long time to explain." Sådan sagde Manchester Uniteds lamslåede træner, Alex Ferguson, for nylig, da hans mandskab havde tabt 1-0 til lokalrivalerne fra Manchester City i en kamp, hvor United havde bombarderet Citys mål fra start til slut, men indkasseret en scoring på modstandernes eneste reelle angreb i hele kampen.
Ståle Solbakken må have været præget af samme forbløffelse, da han søgte ind i spillertunnellen onsdag aften efter Champions League-opgøret mod Benfica; et opgør, hvor FCK i perioder var så overlegne, at det nærmede sig det surrealistiske, men hvor det danske hold alligevel endte med at tabe med 1-0. Og lad det være slået fast med det samme, én gang for alle og for historiebøgerne: FCK var ikke bare bedst. FCK var klart bedst, og hvis der havde været nogen som helst retfærdighed til - men det er der som bekendt ikke i fodbold - havde Don Ø med følge torsdag kunnet flyve til Monaco for at overvære lodtrækningen til gruppespillet i Champions League. Nu kan FCK-bossen sammen med sin træner og de øvrige personer i FCK's ledelse i stedet reflektere over de udfordringer, som nederlaget stiller dem over for; udfordringer, der blandt andet handler om at rette op på de svagheder på københavnernes hold, som kampen mod portugiserne trods alt afslørede.
Udvikling på rekordtid
De europæiske aftenkampe er på mange måder at ligne med fremkaldervæsken i fotografens mørkekammer. De frembringer den sandhed om holdets tilstand, som SAS-ligakampene i eftermiddagens dagslys skjuler. Men før FCK's præstation dissekeres nærmere, skal det dog bemærkes, hvor meget de danske mestre egentlig har udviklet sig på relativt kort tid. Før kampen mod Benfica blev fløjtet i gang onsdag aften, blev der på Parkens storskærme vist klip fra sidste års hjemmebaneopgør mod selvsamme modstander i første runde af gruppespillet i Champions League. Dengang fedtede et frygtsomt og defensivt indstillet FCK-hold en 0-0 i hus efter et monsterkedeligt opgør, hvor mandskabet fra Østerbro ikke skabte en eneste ordentlig målchance; og billederne fra den kamp dannede en slående kontrast til de begivenheder, der efterfølgende udspillede sig på Parkens grønsvær.
I bølge efter bølge væltede angrebene ned mod portugisernes mål, og det var en fornøjelse at se, at bolden ikke bare blev losset fremad i bevidstløse forsøg på at fremtvinge en målchance, men at FCK's spil rent faktisk var opbygget efter en nøje fastlagt struktur. Der var en plan med det, de hvidklædte spillere foretog sig - Ståle Solbakkens gameplan - som følge af hvilken, at bolden på få stationer blev ført op til frontløberne Nordstrand og Allbäck, der lagde den ud til fløjene, hvorefter hele midtbanen skubbede med frem i et pres, der til tider nærmest overvældede det portugisiske forsvar. At det var selvsamme FCK-hold, der for blot to år siden havde leveret en så fodboldmæssigt uambitiøs og ultradefensiv hjemmebanepræstation i UEFA-Cup kampen mod HSV, at landstræner Morten Olsen ved en efterfølgende landskampssamling havde hevet Michael Silberbauer og Michael Gravgaard til side og forklaret dem, at sådan skulle de aldrig drømme om at spille på landsholdet; ja, det var nærmest ikke til at forstå. FCK har udviklet sig med stormskridt på det internationale scene, og det er synd og skam, at holdet ikke får mulighed for at prøve kræfter med Europas bedste hold i årets Champions League. Men døden skal jo have en årsag, og kampens slutresultat skyldes ikke kun, at Benfica var heldige og dygtige med at score på en indstuderet dødboldskombination i første halvleg. FCK's nederlag skal i lige så høj grad forklares med de svagheder, der trods alt stadig findes på holdet, og som blev tydeliggjort i løbet af kampen.
Den farlige målkrise
Først og fremmest må man erkende, at de danske mestres højreside ikke har det nødvendige internationale snit. Midtbanespilleren William Kvists placering som højre back kan udelukkende betragtes som en nødløsning - hvilket han selv vil være den første til at indrømme - fordi det ikke er lykkedes klubben at indkøbe en erstatning for Lars Jacobsen, og på højre midtbane får Michael Silberbauer for lidt ud af sin store arbejdsindsats. Silberbauer mangler skarphed og kreativitet i det fremadrettede spil, og spørgsmålet er, om han vil udvikle sig yderligere i de kommende år, eller om han simpelthen er så god, som han nogensinde bliver; en rigtig dygtig superliga-spiller, der bare aldrig får internationalt format.
Også på den centrale midtbane har FCK rum til forbedring, hvilket først og fremmest skyldes, at Rasmus Wütz endnu ikke er helt klar til kampe på højt europæisk niveau; både i kampen i Lissabon og i Parken blev hans begrænsninger udstillet, og man må formode, at der går i hvert fald et års tid endnu, før han kan gøre sig gældende i opgør mod klassemodstandere som Benfica.
FCK's største problem illustreres imidlertid af den tydelige målkrise, som holdet er havnet i. 0-0 mod FC Midtjylland blev fulgt af 0-0 mod OB, som altså blev fulgt af 0-1 nederlaget til Benfica. Altså 270 minutter uden en scoring af de danske mestre. Umiddelbart ville det være indlysende at lægge ansvaret på skuldrene angriberne, hvoraf især Ailton stadig mangler at komme i gang, men ansvaret for måltørken ligger i højere grad længere tilbage på banen, hos midtbanefolkene, der ikke giver deres frontmænd tilstrækkeligt med støtte.
Hvis man kigger på Europas storklubber, vil man se, at de stort set alle sammen råder over målfarlige midtbanefolk, der leverer firepower fra andet geled. Blandt de bedste eksempler kan nævnes Lampard i Chelsea, Gerrard i Liverpool, Stankovic i Inter og van Bommel i Bayern München. Disse spillere udmærker sig ved at score med jævne mellemrum, og dermed aflaster de deres egne angribere, samtidig med at de stresser modstandernes forsvarere.
FCK har for store summer indkøbt en efter danske forhold skræmmende stærk midtbane, men den producerer for få mål. Der går for lang tid mellem scoringer fra Würtz, Atiba Hutchinson, Hjalte Nørregaard og Silberbauer, og det svækker københavnernes muligheder for at tippe de tætte kampe over til egen fordel. Det så man mod Benfica i onsdags, og det har man set ved tidligere lejligheder i Superligaen.
Ståle Solbakkens hovedudfordring i den kommende måneder bliver at styrke holdets højreside - hvor indkøbet af en klasseback i vinterens transfervindue må anses for at have højeste prioritet - samt at lokke flere mål ud af midtbanen. Hvis det lykkes, vil FCK have gode chancer for at tiltvinge sig en plads ved de riges bord - også kendt som gruppespillet i Champions League - i fremtiden.
