Læsetid 6 min.

Teaterets og filmens arbejdshest

Den svenske krimiforfatter Henning Mankell er gift med Eva Bergman, datter af netop afdøde Ingmar Bergman. Her beretter svigersønnen om sit nære forhold til Bergman og musikken, som var noget grundlæggende for den store svenske instruktør
Instruktøren Bergman instruerede flere end 60 film- og tv-produktioner. Blandt højdepunkterne står film som 'Det syvende segl' (1957), 'Ved vejs ende' (1957), 'Persona' (1966) og 'Fanny og Alexander' (1982) samt tv-serien 'Scener fra et ægteskab' (1973). Her er han fotograferet under optagelserne af -Tystnad- fra 1963.

Instruktøren Bergman instruerede flere end 60 film- og tv-produktioner. Blandt højdepunkterne står film som 'Det syvende segl' (1957), 'Ved vejs ende' (1957), 'Persona' (1966) og 'Fanny og Alexander' (1982) samt tv-serien 'Scener fra et ægteskab' (1973). Her er han fotograferet under optagelserne af -Tystnad- fra 1963.

3. august 2007

Nu er Ingmar Bergman død. For de, som stod ham nær, som jeg gjorde, kom det ikke som nogen overraskelse. Han var netop fyldt 89 år, altså en meget gammel mand. Da han døde, var det et gammelt hjerte, der holdt op med at slå, tidligt om morgenen denne regnfulde sommermåned på Fårø. Kaninerne, som plejede at sidde helt stille på stranden, når han spillede Mahler, vil undre sig over, hvor den gamle trold er taget hen. Men nu er han borte, timeglasset rindet ud.

Ingmar Bergmans livline var kreativiteten. Om han havde nogen Gud, så var det den; den kreative kraft som gav mening i et i øvrigt yderst rastløst liv. Da han for nogle år siden mærkede, at hans kreative formåen var ved at udtørre, kunne jeg se, at han allerede var på vej bort.

Uden det skabende fandtes der intet tilbage. Han forsøgte sig til stadighed, satte sig ved sit skrivebord med de gule, linierede ark foran sig, uden at det blev til noget.

Som det ellers altid var blevet før.

Teater som sonater

Hans syn svigtede. Mod slutningen kunne han ikke se film eller tv, ikke læse. Det eneste, der var tilbage, var musikken. Selv om Ingmar Bergman igennem hele sit liv var teaterinstruktør, dramatiker og filmskaber, spekulerer jeg på, om ikke det var musikken, der kom først. Han havde aldrig drømt om at blive musiker, sagde han. Men han havde nok leget med tanken om, at han i et andet liv kunne være blevet dirigent.

Musikken var grundlæggende. Han talte ofte om partitur i stedet for manuskript. Han anvendte musikalske betegnelser for at beskrive sine film og teaterstykker både over for sig selv og for de medvirkende, han kaldte for eksempel værkerne for sonater og søgte altid efter det specifikt musikalske i sine film og forestillinger.

Det sad dybt i ham. Erland Josephsson (mangeårig ven og skuespiller, red.) har påpeget, at Ingmar Bergman havde stort talent for samtalen. Det havde jeg også lejlighed til at opleve et utal af gange. Og jeg ser nu, at næsten alle vores samtaler på én eller anden måde kom til at handle om musik. Han vendte stadig tilbage til sin oplevelse af, at musikken kom før sproget og også efter sproget.

Musikken var begyndelsen og enden. Han så i musikkens mest beåndede øjeblikke en slags åbning mod andre virkeligheder, end dem vi umiddelbart kan opfatte med vore sanser. I musikken fandtes muligvis den bro til andre verdener, som de fleste af os søger.

Dette skal ikke opfattes, som at Ingmar Bergman var overtroisk. Det var han bestemt ikke. Hans eventuelle religiøse indstilling ved jeg intet om. Når han talte om, at han i musikken kunne fornemme andre verdener, var det ikke med noget 'new age' som baggrund.

Derimod forsøgte han at forstå den mystik, som altid er en del af virkeligheden. Nogenlunde som når Strindberg talte brosten eller studerede skyformationer. Ikke overtro, men en nysgerrighed omkring det, der lå i virkelighedens udkant.

Måske findes der intet dér? Men hvordan kan man vide det, hvis man ikke søger aktivt? Jeg tror, musikken var en af urkilderne. Den anden, tror jeg, var hans barndom. Eller rettere sagt - hans barnlighed. For mig er dette en yderst positiv værdibeskrivelse. Jeg mener jo, at barnet er den sande kunstner. Når vi vokser op, inden skolen begynder at foreholde os, at vi viser alt for stor tiltro til indbildning og fantasier, når det er virkelighedens bogstaver og matematikkens formler, der gælder, mister vi meget af det, vi indlysende havde inden. En grænseløs tro på fantasiens og indbildningsverdenens kræfter. Men ikke kun fordi det kunne hjælpe os med at bygge sindrige små huse eller tømmerflåder eller at skære skibe ud af barkstykker.

Fantasien for at overleve

Vi har brug for fantasien og indbildningskraften for at kunne håndtere det svære, som livet ofte indeholder. Svensk litteratur er rig på mange skildringer af børn, som bruger deres fantasi for at udholde en ubegribelig, forløjet og farlig voksenverden. Hvis man så senere i livet, når man i bedste fald har overlevet skolen, stræber efter at blive kunstner, indebærer dette, at man må generobre det, man havde som barn. Mennesket ville ikke have haft fantasien, hvis vi ikke havde haft brug for den for at overleve. Vi er rationelle skabninger, fantasien ligger i generne. Jeg har truffet mange betydningsfulde kunstnere i mit liv, og ingen af dem har benægtet, at der netop i barndommens oplevelser ligger grundstene til al fremtidig skabelse. Senere i livet kommer der erfaringer til, tillærte kundskaber og politiske eller moralske holdninger.

For Ingmar Bergman forholdt det sig absolut sådan. Ikke nødvendigvis som det kommer til udtryk i Fanny og Alexander, men mere som en åbenhed og respekt for barndommens vigtige fundamenter, hvor fantasien ofte var det ledende instrument. Nu er han altså gået bort. Ved sin død havde han udført et gigantisk stykke arbejde som en kunstens arbejdshest, som efterlod sig et utal af film, teaterforestillinger, manuskripter og bøger.

Nu bliver der skrevet millioner af ord om ham. Desværre bliver meget af det usagligt og ukritisk, man overlæsser ham med hyldest. Men vi må ikke glemme, at Ingmar Bergman var et sjældent sammensat menneske. Han havde for eksempel et grænseløst kontrolbehov som indebar, at de af hans kolleger som indordnede sig, ubarmhjertigt kunne stødes bort. Selv om det ikke er sandt, er det mange gange blevet hævdet, at det var Ingmar Bergman, som ansatte og afskedigede teaterchefer på Dramaten (Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm, red.), selv når han befandt sig langt væk derfra. Det tror jeg ikke på, personalet på teateret er viljestærkt nok, men der kommer som bekendt ingen røg uden ild. Han forsvarede sin kreativitet med næb og kløer. Det kunne få ham til at fremstå som hensynsløs - som så mange andre kunstnere. Man kommer aldrig til at rejse ham et retfærdigt mindesmærke, hvis ikke hans komplekse personlighed bliver ordentligt belyst.

Det blæser på toppen

Men det er måske for tidligt? Først må hyldesttoget køre, inden de mere sammensatte billeder kan få plads. Ingmar Bergman vidste selv, hvordan det ville blive, han kendte sin Strindberg. Først kommer hyldesten, smigeren, siden kan hugtænderne meget vel vise sig. I det ene øjeblik smilet, i det næste hugget, som kommer bagfra.

Det blæser på toppen, både varmt og koldt.

Vi kommer nok også til at opleve et antal personer - først og fremmest akademikere - dukke op som 'Bergmaneksperter' og rejse jorden rundt og tale om 'Ingmar og mig' og kræve fyrstelige honorarer for det.

Men stor var han, Ingmar Bergman. Kompromisløs, om det så handlede om at slå en uvenlig anmelder i ansigtet det gjorde han i begyndelsen af 70'erne - eller søge nye udtryksmuligheder i sit teater eller i sine film. Hans betydning uden for Sveriges grænser er uomtvistelig. I lang tid - som sædvanen foreskriver - var han heller ikke profet i sit eget land. Engang blev han jaget ud af Sverige af emsige skatteembedsmænd, som var løbet med en halv vind. Men han kom altid tilbage og fandt på Fårø den endelige plads for sin rastløse skabertrang.

Men som alt andet sluttede også det. Først døde hans hustru, Ingrid, senere hans kreativitet og nu til sidst det gamle hjerte.

Han er en af de få fra det seneste århundredes svenske, nordiske, europæiske og globale kulturliv, som kommer til at overleve langt ud i fremtiden. På hvilken måde kan ingen sige. Blot at det vil ske.

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu