Ordet kommer som en hvæsen. Tudefjæs. Stop din jammer og glem alt om at presse mig med dine tårer. Din kvote af medlidenhed er brugt op, og hold så op med at se på mig på den måde.
Det er ikke rart at overvære, når mennesker gør sig immune over for enhver påvirkning: der er ikke noget at komme efter. Men et tudefjæs er flere ting. Vi kan se på nogle af dem.
Tre gange tudefjæs
Først det offentlige tudefjæs, hvor en person har dummet sig og beder om at få straffen mildnet, ikke fordi der er formildende omstændigheder, men fordi det er synd for ham. Hvis en cykelrytter med mange sejre i hjelmen gribes i doping, kan han udelukkes fra det gode selskab i et par år. Hvis han appellerer om medlidenhed, fordi han er "udstødt" og ikke kan finde mening med livet, kan han affærdiges som et tudefjæs. Han er skyldig, han må tage sin straf og undlade at udstille sine private følelser. Det offentlige rum forsvares mod invasion af intimitet.
Videre til arbejdspladsens tudefjæs. Det kan man se, når en person fanges i de brutale spil om penge og magt og vil unddrage sig dets nådesløse logik med en appel til følelser. Det kan virke, især hvis tudefjæset kan aktivere kolleger, så den personlige krænkelse inddrages i en politisk magtkamp. Uden alliancer vil et tudefjæs have en svag effekt, fordi ledere er trænet i at træffe deres beslutninger iført gummiforklæde - for ordet "beslutning" kommer, i sin engelske form decision, fra det latinske "de-cædere", som betyder at skære bort. Og hvor der skæres, bløder det.
Endelig viser parforholdets tudefjæs sig, når den ene part vil skilles, mens den anden vil fortsætte. Her kan den stærke part iføre sig panser og plade for at beskytte sin beslutning, mens den svage part bruger vandkraft for at blødgøre den. "I går elskede jeg dig for evigt, men det var i går". Selv evigheden er tidens fange, og forsøg på at mase døde følelser til live skaber kun irritation.
Moralløse zoner
Når varme følelser nedkøles, og den ene part forhærder sig mod fristelsen til at føle medlidenhed og suges tilbage i forholdet, kan det ske på næsten sadistisk vis. Den stærke part nyder sin styrke, går i selvsving og dramatiserer sin aggressivitet, ligesom en anmelder kan lade sig rive med af vellystig bølge af triumferende potens og hugge et ligegyldigt kunstværk i stumper og stykker.
Vi er vant til, at politik og økonomi er moralløse zoner, hvor det er tilladt at skade mennesker, når spillets logik kræver det. En erhvervsmand kan ikke ansætte folk, blot fordi de gerne vil ansættes, og Eisenhower kunne ikke droppe invasionen i Frankrig på D-dag, blot fordi soldater ville blive dræbt. Derfor kritiseres de kun moralsk, hvis de tilføjer mere lidelse end situationen kræver - og hvornår det sker, er der altid delte meninger om.
En brutal affære
Det er mere overraskende at også bløde områder som religion og intimitet kan være moralløse. Religionen er regelmæssigt garant for moral, og i intime forhold er der usædvanligt stærke krav om hensyn. Men vi ved fra Kierkegaard, at troens ridder, Abraham, var godt i gang med at myrde sin søn, fordi Gud havde befalet det. Mennesker med en stærk tro kan være onde uden at føle sig onde. Også intimitet kan være en brutal affære. Carmen sang, at kærligheden er en fugl, som ikke kender loven. Har den ene part i et forhold forelsket sig i en anden, følger han eller hun jo kun samme logik, som i sin tid førte dem sammen. Man får ikke en kæreste fordi man bør, men fordi man vil. Og vil man ikke, kan gamle følelser ikke vækkes af fugtige appeller.
Krudtet bliver tørt
Afvisningen af tudefjæset er indbygget i selve ordet. Det er et negativt ord. Men det er ikke uden videre umoralsk at bruge det. Alle forhold mellem mennesker bygger på en vis balance. Vi fødes - normalt - ikke ind i faste rollespil, som stiller ufravigelige krav og er umulige at unddrage sig. De ubetingede forholds tid er forbi.
Balancen er ikke kontraktens krav om kontant betaling inden 14 dage, men er normalt flettet ind i en gaveøkonomi, hvor usammenlignelige ydelser udveksles over lang tid. Men hvis gaveøkonomien bliver for skæv, kan det være rimeligt at sige fra. Det er her den anden part kan vise sit tudefjæs og love bod og bedring. Men det er ingen sjælden undtagelse, at når tudefjæset har gjort sin gerning, falder han eller hun tilbage på de gamle vaner. Når krisen gentager sig, kan tudefjæset forsøge sig igen, blot for at opdage, at det har mistet sin effekt. Krudtet er, helt bogstaveligt, blevet vådt.
Der er i teorien ingen grænser for, hvor mange gange et tudefjæs kan genbruges. Men når John Locke siger, at "et langt stræk af misbrug, påskud og rænkespil, der alle peger i samme retning" giver ret til et politisk oprør, så gælder denne logik også i intime forhold. Det er ikke afvisningen af tudefjæset, som er umoralsk, men brugen af tudefjæs. Medlidenheden er slidt op, Villy Sørensens "svaghed for den svage" har udspillet sin rolle.
Men er appellen i det sårbare ansigt ikke grundlaget for al moral? Et ansigt appellerer. Det er formentlig derfor, at mennesker dræbes med nakkeskud, ikke med ansigtsskud. Jeg hørte engang Derrida i et foredrag gentage Levinas' tese om, at den andens ansigt rummer en "absolut og ubetinget" forpligtelse. Det var ejendommeligt at høre dekonstruktionens mester tale om det absolutte, som i klartekst indebærer, at tudefjæset altid har krav på medlidenhed.
Ingen moralsk løsning
Blot er der en svaghed ved et absolut krav. Hvad der gælder for den ene, gælder også for den anden. Også tudefjæset har et absolut og ubetinget forpligtelse til at imødekomme den appel, som viser sig i den modpartens ansigt. Så har vi pludselig to absolutte og ubetingede krav, som støder mod hinanden. Når de skal afklares, er der ikke endnu mere absolutte principper at henvise til. Som hos John Locke kan ingen jordisk dommer fortælle hvem der har ret. Juraen kan afklare hvordan parterne skal skilles, men ikke afgøre om de skal skilles.
Der er ingen automatisk moralsk løsning på problemet om tudefjæset, som viser sig i modstridende fortællinger, hvor mange ting er på spil. Moralen er et element i spillet, ikke dets højesteretsdomstol. Tudefjæset og hans bøddel kan begge appellere til moralen - den ene om at lade nåde gå for ret, den anden om ret og rimelighed.
