Læsetid 8 min.

Akademikeren, der skriver romaner om søndagen

De fleste kender ham mest for romanen 'Rosens navn'. Selv ser han sig mest som forsker, der skriver romaner om søndagen. Den samfundsrevsende italienske semiotiker Umberto Eco er bogaktuel. Igen
Akademiker - ikke forfatter. Jeg ser mig selv som en universitetsprofessor, som skriver romaner om søndagen. Jeg deltager i konferencer og ikke i møder i PEN, sagde han engang irriteret over hele tiden at skulle se sig selv som forfatter.

Akademiker - ikke forfatter. Jeg ser mig selv som en universitetsprofessor, som skriver romaner om søndagen. Jeg deltager i konferencer og ikke i møder i PEN, sagde han engang irriteret over hele tiden at skulle se sig selv som forfatter.

Guido Harari
29. september 2007

Der findes en anekdote om Umberto Eco. Da han begyndte på universitetet i Torino i begyndelsen af 1950'erne, besluttede han sig for at leve sit liv en tredjedel hurtigere. Han lærte at gå hurtigere, spise hurtigere, barbere sig hurtigere, ryge hurtigere. I dag, 50 år og mere end 40 bøger senere, er han kæderyger, og hans venner halser stakåndet efter ham. Men Eco, der i år fyldte 75, er efter sigende stadig ikke tilfreds. "Jeg kunne arbejde under bruseren, hvis papiret var lavet af plastik."

Med de mængder, han publicerer, skulle man tro, at han arbejdede i badet. Og alle andre steder for den sags skyld. Han skriver hele tiden og om næsten hvad som helst. Om skønhed, grimhed, om æstetik. Om Middelalderen og tiden under fascismen. Ikke kun romaner, de er en brøkdel af hans arbejde, men også kommentarer og essays i alverdens aviser. Han har skrevet børnebøger, spytter stribevis af teoretiske- og akademiske tekster ud og forelæser på Yale, Harvard, Cambridge, som var han stadig 25.

Det er blandt andet derfor, Umberto Eco er noget af det tætteste, vi kommer på en rigtig intellektuel. Han har viljen og evnen til at have en holdning, hvad enten det drejer sig om krigen i Irak, internettets informationsoverflod eller gratisavisernes indtog på markedet. Og han har en klar pædagogisk ambition, siger Thomas Harder, der har været Umberto Ecos danske oversætter siden 1989.

Klar parat svar

Forrige år kårede Prospect Magazine og Foreign Policy da også manden med de firkantede briller, det gråsprængte skæg og det sarkastiske smil til verdens anden-vigtigste intellektuelle efter Noam Chomsky.

"Jeg har mistet friheden til ikke at have en holdning," har han sagt om, at han altid forventes at have et svar parat. "Men jeg kender ikke svaret," fortsatte han og refererede til Sokrates: "Man ved, at man intet ved. Kun udannede mennesker tror, at de ved alt." Man er vel filosof.

Men den figur, der skal have en holdning til alt, har han også selv gjort sig til, mener Birgit Eriksson, der er lektor og studieleder ved Institut for Æstetik og Kultur på Århus Universitet: "Han holder sig jo ikke tilbage med kritiske iagttagelser om dette eller hint. Han taler faktisk så meget, at mange af de italienere, jeg har talt med, er lidt trætte af ham," siger Birgit Eriksson, der har forsket i ham, skrevet om ham og anmeldt hans bøger.

Således er hun en af dem, der herhjemme ved mest om den verdensberømte filosof og romanforfatter. En forfatter, der også er en af verdens mest betydningsfulde semiotikere, er professor ved universitetet i Bologna og gæsteprofessor ved 31 andre universiteter. Han er en forfatter, der ikke tøver med at give sine politiske holdninger til kende, og er f.eks. medstifter af Libertà e Giustizia (frihed og retfærdighed); en intellektuel modstand mod Berlusconi. Som han sagde, det ville have fået ham til at udvandre, hvis Berlusconi var blevet genvalgt ved parlamentsvalget i 2006.

I den brede befolkning rimer hans navn oftest på Rosens navn, forfatterens succesroman, som har solgt i mange millioner eksemplarer og senere blev til film med den kutteklædte Sean Connery i hovedrollen.

Men Umberto Eco selv insisterer på, at han mest er forsker: "Jeg ser mig selv som universitetsprofessor, som skriver romaner om søndagen. Jeg deltager i konferencer og ikke i møder i PEN," sagde han engang irriteret i et interview.

Skriver ikke dialog

Umberto Ecos forfatterkarriere begyndte da også langt senere end hans akademiske. I 1954 doktorerede han med en disputats om middelalderfilosoffen Thomas Aquinas. Som 24-årig var han lektor i middelalderæstetik, samtidig med at han holdt øje med populærkulturen ved at arbejde deltid som tv-producer på den statslige tv-station RAI. Som 49-årig debuterede han i 1980 med Rosens Navn, efter at hans redaktør spurgte, om han ikke ville skrive en detektivhistorie til en antologi skrevet af akademikere.

"Jeg kan ikke skrive dialog," svarede han først. Indtil da havde han skrevet cirka 20 teoretiske bøger. Nogen tid efter ville han alligevel prøve. "Jeg havde lyst til at forgifte en munk," sagde han om udgangspunktet for romanen, der skulle handle om middelalderen og mord i et kloster. Den ville blive 500 sider lang, advarede han redaktøren. Den blev en succes.

Han er ofte blevet spurgt, hvordan han kan spænde så bredt, skrive i et utal af genrer om middelalderhistorie den ene gang og arkitektur, skønhed, krig, fred, James Bond den næste? Om han ikke føler sig skizofren? Nej, lyder det konsekvente svar.

Hemmeligheden er, at han i virkeligheden altid skriver om det samme, men på forskellige måder, mener både Birgit Eriksson og Thomas Harder. Nogle har lidt hånligt påpeget, at han ikke har mere at sige. Andre beundrer hans evne til at formulere, reformulere og causere i forskellige medier på forskellige måder og finde nye vinkler på det samme. Han genbruger sig selv, et foredrag bliver til et essay, og dele af essayet indgår siden i en bog.

"Han beskæftiger sig hele tiden med virkeligheden som et sprogligt anliggende. Det handler om, hvordan vi konstruerer verden gennem vores betydningsdannelse," siger Birgit Eriksson om Eco, der ikke arbejder med fænomener, der ligger under sproget, men med at vi gennem sproget skaber virkeligheden. Han kaster sig over romanskrivningen for at se, hvad man kan med det sprog, som man ikke kan med det videnskabelige, det akademiske, lejlighedsteksterne eller det essayistiske, mener hun. For eksempel bruger han i Rosens navn sin historiske viden og kombinerer det med et plot, der er hentet i populærkulturen. På den måde beriger de to hinanden, idet han får beskrevet de politiske konflikter, der var på det tidspunkt. Og han får skrevet det så spændende som en moderne kriminalroman, mener hun.

"Han ser ikke den ene genre som mere kunstnerisk eller kreativ end den anden, men at de kan noget forskelligt. Teorien har den matematiske logik som ideal, mens fiktionen har åbenheden og følelsernes flertydighed."

At leve med 50.000 bøger

Det lå ellers ikke i kortene, at Umberto Eco skulle være forfatter. Han blev født i 1932 og voksede op i Allessandria i Piemonte, en lille by i det nordlige Italien, hvis omdrejningspunkt var en fabrik, der producerede de berømte Borsalino-hatte. De fleste af byens beboere levede beskedent, men alle, der arbejdede på fabrikken skulle bære hatten. "Der var mange flotte hatte i den by," konstaterede Umberto Eco, der selv skulle læse jura. Det mente i hvert fald faderen, Guilio Eco, der var revisor i en virksomhed, der producerede stålbadekar. Og det gjorde Umberto så - lige indtil han kort efter skiftede studium til middelalderhistorie og semiotik.

I dag handler det meste af hans liv om bøger. Ikke kun om dem, han selv skriver. 30.000 bøger står i lejligheden i Milano, hvor han bor med sin tyske kone Renate. 10.000 står i landhuset. 5.000 i hans lejlighed i Bologna. Hver dag får han 10 nye. 300 hver måned. Men Umberto Eco er begyndt at blive ligeglad. For hvad skal man med alle de informationer, hvis man ikke kan bruge dem, har han spurgt gentagne gange i essays og interviews. Der er for meget, ligesom på internettet.

"Han er en engageret intellektuel, som bruger sit fag, historien, filosofien og evnen til at tænke systematisk og rationelt på den moderne verden. Det er netop hans evne, at han kan forklare os fænomener i den klassiske oldtid, så man forstår og ser paralleller til den moderne verden," siger Thomas Harder og nævner krigen som eksempel. Umberto Eco skriver i sin nye essaysamling både om de aktuelle krige i Afghanistan og Irak og krig i al almindelighed.

"Der et essay i den nye bog (Fordele og ulemper ved døden, red.), hvor han forsøger at typologisere oldkrigen og nykrigen. Han sammenligner den klassiske krig, som man kender den til og med Anden Verdenskrig, hvor man ved, hvem fjenden er, med nykrigen, som foregår hele tiden og uden fronter. Man kan ikke udpege den, den har ingen slutning, hvor man kan sige: 'når den er færdig, så går vi hjem'. Umberto Eco mener ikke, at vi i vore dage kan gøre os håb om fred. Det, vi kan gøre, er, at begrænse krigen. Og det kan være nødvendigt at føre krige for at begrænse krigen," siger Thomas Harder, der især er fascineret af Eco for hans store viden og hans evne til at bruge den.

Forfaldet

Samtidig er Umberto Eco hverken for fin til det lavkulturelle eller for lav til det finkulturelle. På det punkt var han foran sin tid, mener Birgit Eriksson. Allerede længe før resten af den intellektuelle verden begyndte at beskæftige sig seriøst med populærkultur, skrev Umberto Eco titler som Med Platon til striptease eller Myten Superman.

"Han er en allround intellektuel, og han bruger de samme værktøjer på James Bond som på filosofien eller middelalderæstetikken."

For han er ingen snob. Han holder af tegneserier og krimier, men han stiller krav, mener Thomas Harder.

"Han er ekstremt kritisk, for eksempel kritiserer han ofte det irrationelle. Han er en ven af fornuften, og han bryder sig ikke om, hvad der er dårligt tænkt eller primitivt formuleret."

Umberto Eco har oplevet to verdenskrige og tiden under Mussolini. Da han var 10 år, vandt han førstepris i en konkurrence for unge italienske fascister med et essay, der hed: Skal vi dø for Mussolinis storhed og Italiens udødelige skæbne? Ja, lød hans svar dengang. I dag siger han, at børn er prostituerede. "Børn gentager, hvad der bliver sagt på tv. Sådan var det også med os," sagde han i 2005 i et interview i The Independent i forbindelse med udgivelsen af romanen Dronning Loanas mystiske flamme.

Mange har ment, at netop denne roman har selvbiografiske træk. Det afviser han, selv om det sagtens kunne se sådan ud. For en gangs skyld skriver Eco nemlig ikke om Middelalderen, men om fascismen ud fra et barns synspunkt i Piemonte, Umberto Ecos egen hjemegn. Bogen handler om en antikvar, der mister sine personlige erindringer, men har sin faglige viden fuldt intakt. Antikvaren gennemroder sin bedstefars hjem, går på jagt i kasserne med legetøj, tegneserier, magsiner, bøger og musik fra barndommen, de samme, Eco selv læste og hørte engang. Og glemslen er næppe et tilfældigt tema. At al den erfaring, der er opbygget gennem et langt liv, går tabt engang, er en konstant kilde til smerte og ængstelse, skriver Umberto Eco

"Selv ikke den tanke, at mine efterkommere en dag vil vide lige så meget som mig, og mere endnu, kan trøste mig. Sikke et spild at bruge det ene årti efter det andet på at opbygge erfaringer og så bare smide det hele væk. Det er ligesom at brænde biblioteket i Alexandria, jævne Louvre med jorden eller lade det vidunderligt smukke, rige og lærde Atlantis synke i havet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Må lige supplere artiklen med den oplysning, at "Kunsten at skrive speciale", der først kom i 1997 og som sammen med Søren Kjørups bog om menneskevidenskaber burde være eksamenspligtigt stof for studenter i humanvidenskaben, blev oversat af Pernille Harsting og Lise Grosen Rasmussen og bearbejdet af Pernile Harsting.
Man kan finde andre oplysninger om andre oversættere af Eco akademiske litteratur til dansk på bibliotek.dk

Brugerbillede for Anonym

Jeg ved at det er grumt at fremhæve dette fra en ellers fin artikel, men jeg kan ikke få ind i mit hoved hvordan han har oplevet 2 verdenskrige.

Første verdenskrig burde for ham ikke være andet end et Eco fra fortiden.:-)