Læsetid: 7 min.

Endnu en almindelig dag i Sibirien

Verdens hårdeste klima. Vi opfatter det som en hård kamp for overlevelse, et spørgsmål om liv og død. Men i virkeligheden er det blot helt almindelig hverdag for de mennesker, der lever i verdens mest afsides hjørner. For eksempel i Sibirien. Den britiske eventyrer Bruce Perry fortæller om sine oplevelser
29. september 2007

I forbindelse med sin BBC-serie The Tribe har den opdagelsesrejsende Bruce Perry besøgt nogle af verdens mest isolerede egne. Men som han fortæller forfatter Ian McCurrach, er det vi ser som en kamp for overlevelse, blot hverdag for de mennesker han møder. Her fortæller han om sine oplevelser i verdens mest ugæstfri egne.

Nogle vil måske tro, at jeg har sat mig selv i farlige, ja fjendtlige, situationer. Men et af formålene med programmet er at vise, at for den indfødte befolkning forekommer leveforholdene helt normale.

Jeg tror måske, at opholdet hos Nenet-folket i Sibirien var det hårdeste i serien, fordi den daglige dag-til-dag rutine var ekstremt hård, selv for mig. Umiddelbart - og på skærmen - synes tilværelsen at være hård - det handler udelukkende om overlevelse. Men for de nenetsere, der bor der, er det bare dagligdag. Det samme gælder, hvis en stamme lever i polarområdet, ørkenen eller i junglen. Eller som dengang kombai-folket i Vest Papua rettede deres buer og pile mod mig, da jeg ankom. Jeg vidste, det ikke var farligt. Jeg følte instinktivt, at for dem var det en del af deres ritual.

Sibirien er et af de mest usædvanlige steder, jeg nogensinde har besøgt. Jeg har været i det arktiske område mange gange før, men det her var noget helt andet. I løbet af de første tre dage af mit ophold på Yamal-halvøen i det vestlige Sibirien, sammen med nenetserne, var jeg flere gange helt ude af den. Jeg tænkte: 'Du gode gud, jeg har aldrig set noget der bare mindede om det her i hele mit liv.'

Landskabet var det mest spektakulære, jeg nogen sinde havde oplevet.

Jeg ankom med helikopter for at møde nenetserne, der bor i grupper på omkring 60 mennesker, såkaldtebrigader. Den brigade, jeg besøgte, boede i otte chums, der minder om tipier, og de flytter næsten hver anden dag, mens de følger deres rensdyr, der vandrer mod enten syd eller nord. Rensdyrene spiser lav, der gror meget langsomt og kun i ikke-forurenede miljøer, så de bliver nødt til at spise, hvad der er, og så drage videre på jagt efter mere.

Fem kilometer rensdyr

Den første morgen vågnede jeg, mens solen langsomt var ved at stå op. Jeg så omkring 7.000 rensdyr og deres enorme gevirer tegnet mod horisonten. Det var overvældende. På grund af den geografiske beliggenhed tager det solen flere timer at rejse sig over horisonten, og derefter timer at gå ned igen. Resultatet er timevis af purpurrød himmel, der bliver til solnedgang i løbet af, hvad der forekommer som kun et øjeblik. Forestil dig den røde glød på rensdyrene og teltene med røgen, der stiger op gennem toppen. Totalt blændende.

Nenetserne lassoede nogle af deres rensdyr og spændte dem for 300 slæder. Derefter rejste vi på en lang, lang linje. Da jeg kiggede mig over skulderen, kunne jeg se omkring fem kilometer af slæder bag mig, trukket af rensdyr med kæmpe gevirer. Kunne mit liv blive mere fængslende? Jeg frøs helt vildt, selv om jeg havde iført mig en pelsdragt, temperaturen kan komme ned på minus 50 grader. Jeg tænkte: 'Ingen har nogen sinde set noget lignende.' Sveden på rensdyrenes ryg frøs til is. Det blev fanget af den stille vind og faldt på sneen som små ispartikler i slowmotion . Det var som en frossen ækvivalent til en konvoj af prærievogne og dens støvskyer.

Livet er slidsomt for nenetserne. Det tager dem mindst fire timer at pakke teltene sammen og laste slæderne. Og det kræver omkring 30 slæder at transportere hver chum. De benytter ikke de samme rensdyr hver dag, men kender dem fra hinanden på deres gevir og pels. Hver eneste knude på rensdyrets seletøj skal bindes hver for sig, så dine fingre er nøgne i kulden. Selve rejsen tager et par timer, og de bruger så igen fire timer på at pakke teltene ud igen og rejse dem. Det bliver en meget lang dag, og den er meget udmattende.

Så er det, man tænker: 'Hvorfor har de valgt dette liv? De kunne så let som ingenting bo i et hus med centralvarme.' Men det vil være en lettere arrogant måde at tænke på i forhold til nenetserne: Vores forudfattede mening er, at vores måde at leve på, er bedre. Hvad vi ikke ser, er, at nenetserne selv vælger at leve på denne måde - i tiden efter Sovjetunionen har de fleste af dem gået i skole. Min vært havde undervist som universitetslærer og rejst verden rundt. Men han havde opgivet det hele for at vende tilbage til sine rødder og blive rensdyrhyrde, ikke blot fordi han tjente flere penge på den måde, men også fordi han oplevede livet i byen som en fængselsdom. For ham var dette friheden. Hvor ellers i verden kan du stå op hver dag og tage hele dit liv med dig?

Total frihed

Rensdyrene forsyner nenetserne med husly, transport og føde, og deres liv centrerer sig om at følge flokken. De ser sig selv som frie, i modsætning til deres landsmænd, som bor i store byer, der er vokset op omkring de gasfund, man har gjort der. Det er udelukkende fordi nenetserne bebor en fjern, isoleret del af Sibirien, som ingen andre ønsker at bo i, at de har været i stand til at færdes overalt på halvøen, uden at nogen har stået i vejen for dem. Alle verdens andre nomadefolk, som engang har nydt total frihed, har langsomt fået taget deres land.

I de historier, vi forsøger at fortælle i Tribe, gælder det også om at komme ud over vores forudfattede meninger og undgå stereotyper. I slutscenerne i filmen om nenetserne går jeg med dem ind i deres huse i byen, hvor de kommer på besøg et par dage hvert år. De siger til mig: 'Jo, vi har da tv, vi laver mad på et komfur og har huse, men hvad så? Vi hader det her.' Så hvor vover vi at blande os og fortælle dem, at vores måde at leve på er bedre end deres?

For at kunne gøre de ting, jeg gør i forbindelse med Tribe, må man være i rimelig god form, men jeg er ikke anderledes end andre mennesker, du kan møde på gaden. Jeg har været så heldig, at jeg var marinesoldat, så det at være i god fysisk form har altid været en del af mit liv. Det giver mig modstandskraft i barske omgivelser. Og ved et heldigt tilfælde har jeg hele mit liv været på en lang, spirituel rejse, altid udfordret mine egne fordomme. Det startede allerede, da jeg var ung og blev institutionaliseret med et nationalistisk syn på omverdenen.

Det har taget mig lang tid at nå til, hvor jeg er nu, hvor jeg forsøger at se alting, som det er, frem for at træde ind i en situation med mine forudfattede meninger, før jeg har undersøgt det til bunds.

Jeg fortsatte denne rejse, da vi besøgte layap-folket. Disse herlige Bhutan-buddhister, overvejende sorthårede, bor i omkring 4.000 meters højde i Himalaya. De er polygamister - nogle af kvinderne har mere end en mand, og ud fra min ret begrænsede viden, jeg undersøgte ikke sagen nærmere, syntes det at være en ordning, der virkelig passede til deres dagligliv. Én af mændene var måske højere oppe i bjergene med yakokserne, mens den anden var nede i byen for at hjælpe til med landbruget.

Én af dem, en fyr ved navn Kencho, blev jeg virkelig betaget af. Han var fuld af livsmod og var meget ligetil. Han var gonchen, hvilket betyder en verdslig leder af et stort buddhistsamfund. Kencho var oplært som munk, så han kunne forklare de grundlæggende elementer i den tibetanske version af buddhisme, som layap-folket følger.

Genfødt som dyr eller gud

En dag sad vi sammen, og han formede en stor cirkel af hvide ris på et rødt stykke tøj. Han fortalte mig, at det repræsenterede vores livscyklus. Derefter lagde han seks små bunker ris, og sagde: 'Hver bunke ris repræsenterer de forskellige sfærer. Hvis du gør gode gerninger i livet, bliver du født i himlen som en gud, en halvgud eller på jorden som et menneske. Hvis du begår onde gerninger, bliver du født som et dyr, en dæmon eller et sultent spøgelse.'

Vores endelige destination skulle have været et sjældent besøgt sted, Lunana. Det nåede vi aldrig, fordi yakokserne ikke kunne passere det højtliggende pas. Jeg kunne sandsynligvis være kommet dertil alene, men som programmet er opbygget, ville det ikke tjene noget formål. Selv om det på skærmen ser ud, som om jeg er alene, har jeg i virkeligheden et kamerahold med, og de skal både have forplejning med og alt deres udstyr.

Det betød ikke så meget, for det vi lærte fra layap-folket om buddhisme og de fire ædle sandheder, om dharma og karma, var virkelig interessant. Og det er målet med Tribe - at vise en større forståelse for disse mennesker som er blevet isoleret fra resten af samfundet, og at lære af deres erfaringer.

© The Independent & Information Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu