Klummeskriverens tredje hjernehalvdel

En almindelig eftermiddag en almindelig hverdag. Egentlig burde man, naturligvis da, bestille noget fornuftigt. F.eks. skrive et lille essay om Karl Marx om hvem man ved, at han hadede sjofelheder. Han, der var en hård værtshusbisse, rødmede efter sigende "som en bly frøken", når kammesjukkerne ved stambordet slap en ordentlig gang fissesnak løs.

Men men, det gider man så ikke lige. Ikke i dag, senere måske. Man kunne selvfølgelig også skrive om metakunst? På den anden side: det gider man jo heller ikke, det ved man på forhånd. Man tænder for sin radio, man hører et interview med en kvindelig psykolog fra Aarhus. Hun skal forklare, hvordan erindringsprocessen arbejder, hvilke psykologiske mekanismer, der ligger bag fortællingen om folks eget liv. Absolut interessant, og damen havde også fornuftige ting at sige.

Men pludselig hørte man ikke længere efter, eller rettere: det eneste, man hørte, var, at hun indledte simpelthen alle sine sætninger med udtrykket "Jamen, altså ...". Hva' saten er nu det for et abelingo? tænkte man. Og som sagt hørte man ikke længere et ord af, hvad hun ellers sagde.

Synd for damen, kan man sige, men på en måde var hun nu selv ude om det. Det er andre ofre for ens - kan man vel kalde det - vildledte opmærksomhed ikke nødvendigvis.

Slipsefiksering

Når man ikke hører efter, hvad tv-avisens oplæser siger, fordi man synes, han har et grimt slips på, er det jo ikke ham, der er noget galt med. Slipsefikseringen skyldes som regel bare, at man ikke gider høre på flere nyheder. Og bliver irriteret, fordi man samtidig er for doven til at slukke for fjernsynet.

En anden dag, akkurat lige så almindelig, står Nielsen med stor køkkenrutine og tømmer opvaskemaskinen for de tallerkner, kopper, glas og fade, som han lige akkurat har puttet ind i den. Han når endda så langt, at han begynder at sætte møgbeskidte tallerkner på plads i skabene, før det går op for ham, hvad det er, han har gang i. Jamen altså, jeg ved ikke, hvad det er for noget. Et tilfælde af tidlig senil demens? Eller skyldes det, at mennesket i virkeligheden ikke kun har to, men tre hjernehalvdele?

Den tredje skulle så være en slags aftrædelseshjerne, som man forsvinder ind i, når man for længe har beskæftiget sig med rutinearbejde eller synes, man har hørt de samme nyheder lidt for tit. En slags simre- og slumrehjerne hvor alle mulige indfald dukker op, uden logisk forklaring og også udenfor almindelig kontrol. Joe, når man tænker nærmere efter, med de to anerkendte hjernehalvdele, så at sige, så er der vel noget om det? Hvorfor skulle vi ikke have en tredje hjernehalvdel - vi har jo åbenbart brug for den.

Så sådan er det

For resten: folk, der begynder deres sætninger med "Jamen, altså ...", er tit, de samme som slutter med at sige 'så sådan er det'. Som konkluderende afslutning eller afsluttende konklusion. Så sådan er det. Det er til at få spat af at høre på. Hvad er spat for noget? Fis i en hornlygte, sagde man i gamle dage - hvad er en hornlygte? Så sådan er det.

Man kan se det i tv-avisen, når de går på gaden for at høre folkets mening. Hvis det er unge mennesker, de spørger, især unge kvinder, har jeg lagt mærke til, slutter de tit af med et mærkeligt lille nik, nogenlunde som et fodboldspiller, der nikker til bolden, mens de smiler imødekommende til intervieweren. Det betyder sådan noget som: Så, nu er jeg færdig med at snakke, nu må du gerne spørge mig om noget nyt. Hvor har de lært det lille nik henne? Her må der være noget at tage fat på for folk, der forsker i kropssprog. Sprogforskerne kunne jo så passende interessere sig lidt for det der tocifrede abelingo, som selv højtbegavede mennesker forfalder til.

Spat i en hornlygte

Karl Marx havde en søn på gule plader. Da sønnen voksede op og blev en granvoksen mand, lignede han sin far på en prik. Men han skrev ikke bøger om politik og økonomi, han blev jernbanearbejder i London og gjorde sig i øvrigt bemærket som socialistisk agitator. Ja, det var noget værre noget. Får man spat i en hornlygte - og hvad er en hornlygte?

Hold kæft, foldboldbosserne vil afkræve ham der fjolset, der ville give dommeren i kampen mellem Sverige og Danmark bank, en erstatning på næsten ni millioner. Hvad er det dog for noget, har manden ikke lidt nok? Og de fadbamser, han havde sat til livs, købte han vel på stedet? Man kan ikke sælge øl til folk og så forvente, at de i alle henseender opfører sig ordentligt. Det kunne Karl Marx tale med om - og han var også tysker, fuldkommen ligesom dommeren.

Ligner en hornlygte et horn, eller er den lavet af horn? Man må hellere opgive at finde noget svar her, det står nok i et eller andet opslagsværk, men jeg gider ikke gå hen til reolen. I dag kan man jo slå alting op på nettet, men om 11 dage, siger de i radioavisen, begynder politiets efterretningsvæsen at tjekke, hvad folk bruger deres internet til.

Og jeg har ikke lyst til at blive hængt ud som én der har skrevet 'fis i en hornlygte' i søgefeltet. Det vil nemt kunne udlægges som en kode, en hemmelig meddelelse til Nogen, en slags terrorvirksomhed med andre ord, om ikke andet så påtænkt terror, og hvis ikke påtænkt terror i virkeligheden også er terror, så ved jeg ikke, hvad terror er. Det er tanken bag, der tæller, det ved vi jo. Så sådan er det.

Men altså, hvor var det jeg kom fra? Nåjo, det er jo tirsdag i dag. Jeg skal skrive klumme.