Interview
Læsetid: 6 min.

Vi må gøre op, om vi bare vil sidde som kaninen og vente på klapperslangen

Asien buldrer. Vesten må indse, at det ideologiske monopol er sprængt for altid. Men udfordrerne er hverken islamismen eller den nye venstrefløj i Latinamerika. Det er derimod modellen bag de nye vækstøkonomier i Asien, siger diplomat og analytiker Jørgen Ørstrøm Møller
Moderne Tider
29. september 2007

Europæerne frygter Asiens voksende økonomier, mens tiltroen til egen modtandskraft kan ligge på et meget lille sted.

Det viser en ny undersøgelse af den britiske avis Financial Times, og ifølge tidligere ambassadør og mangeårig Asien-analytiker Jørgen Ørstrøm Møller er der god grund til at vågne op til udfordringen.

Men skrækscenarier om bly i legetøjet og fjendtlige opkøb af europæiske kerneindustrier kan vi ikke bruge til noget. Protektionisme bør udskiftes med en mere proaktiv tilgang til de nye muligheder.

"Jeg vil sige om Asiens økonomiske styrke, som Graucho Marx sagde om sex: Det er kommet for at blive. Vi må så gøre op med os selv, om vi vil leve under en paraply af risiko og angst, eller om vi vil betragte det som en mulighed for Europa. Den eneste stensikre tabervej er at sidde paralyseret som en kanin foran klapperslangen og vente på, at den hugger. Så ved man jo godt, hvad der sker," siger Jørgen Ørstrøm møller.

I samarbejde med journalisten Jan Lund udgiver han i næste måned bogen Asien buldrer, og ifølge de to forfattere bunder Vestens angst for Kina i andet og mere end uro over øget konkurrence og udsigten til en ny økonomisk magtbalance.

"Efter at Francis Fukuyama (i bogen The End of History and the Last Man. red), afblæste kampen mellem ideologierne, var vi i den tro, at den vestlige model havde sejret. Så mente vi, at vi blev udfordret af Osama og den islamiske ideologi. Men det, vi i mellemtiden overså, var, at Kina havde udformet et reelt alternativ. Det var udfra Deng Xiaopings devise om, at det er ligegyldigt, hvad farve katten har, bare den kan fange mus. Det er altså ligegyldigt, hvad du tror på, bare du er dygtig og lykkes," siger Jørgen Ørstrøm, der mener, at det er den udfordring, der vil føre til Vestens endelige tab af ideologisk monopol.

Ikke mindst fordi det er en model, der imødekommer de mange store problemer, som udviklingslandene i Afrika og Latinamerika står overfor.

"Vi kan være nok så politisk korrekte, men i store dele af verden handler det om at forbedre levevilkårene. Her står demokrati ikke nødvendigvis øverst på dagsordenen, og det må vi indse," siger Jørgen Ørstrøm.

Demokrati?

- Men man hører ofte kommentatorer fremhæve det manglende demokrati i f.eks. Kina som en barriere for fortsat økonomisk vækst. Hvad mener du om den betragtning?

"Forestillingen om, at demokrati er en forudsætning for udvikling af et stabilt samfund med fortsat vækst, er da attråværdig, men jeg mener ikke, at der er belæg for den - og det siger jeg som en ren analytisk betragtning, ikke som et moralsk eller politisk standpunkt. Ideen bag den type demokratiargumenter er, at økonomisk udvikling forudsætter kreativitet, og at den økonomiske kreativitet ikke kan isoleres fra den frie tanke i den politiske felt. Men hvor er det lige i virkeligheden, at man henter gods til den slutning? De unge i f.eks. Kina vil givetvis inden for en række år efterspørge en højere grad af frihedsrettigheder, men de associerer den ikke nødvendigvis med vores demokratiske model," siger Jørgen Ørstrøm.

- Du skriver i din bog, at fattigdom i Asien ikke længere kan betragtes som en trussel imod den globale stabilitet. Men vil du afvise, at forhold som de voksende sociale skel i Asiens nye vækstlande kan skabe konflikter, der er mere end krusninger på overfladen?

"Nej, bestemt ikke. Det, vi påpeger, er, at omkring 500 mio. mennesker er blevet løftet ud af fattigdom inden for kun 15 år. Men hvis vi forestiller os, at der skete en virkelig stor katastrofe i Kina, kunne det få bønderne til for alvor at stille spørgsmålstegn ved, hvilke fordele de havde af den økonomiske udvikling. Så ville man med et slag have 400 millioner utilfredse borgere," siger Jørgen Ørstrøm møller.

Han er dog ikke i tvivl om, at de kinesiske beslutningstagere er mere end almindeligt opmærksomme på netop truslen fra den voksende ulighed og det skrantende miljø. Ikke mindst ansporet af en stigende bevidsthed hos befolkningen.

"I Vesten lider vi ofte af den vantro, at beslutningerne i Kina bliver truffet enerådigt og hen over hovedet på folk. Man overser igen og igen det kæmpe netværk af konsultationer, der ikke ligner noget, vi kender, men som sørger for en konstant dialog imellem den politiske magt og befolkningen," siger Jørgen Ørstrøm.

$SUBT_ON$Uddannelse og kreativitet

Europa har en fordelagtig position på særlig to områder; uddannelse og kreativitet, mener Ørstrøm.

Ørstrøms nye bog bærer undertitlen - og sådan undgår Danmark at sakke agterud.

"Kina og Indien satser stort på uddannelse, men det kræver jo mere end at ansætte en en flok undervisere. I Europa har vi et klart forspring ved at vi gennem et århundede har udviklet et både bredt og højt uddannelsessystem. Men beslutningstagerne skal vågne op til en fremtid, hvor asiatiske studerende er i høj kurs, og undervisningssektoren globalt bliver blandt de absolut største industrier. Vi må indse, at de asiatiske studerende ikke ligefrem står i kø for at komme til Danmark, og at vores universiteter ikke selv kan løfte den opgave, det er at ændre det," siger han.

Og også dansk erhvervsliv bør grundlæggende ændre mentalitet, hvis vi skal forblive i det kreative førefelt, mener forfatteren.

"Asien er ikke bare et sted, vi skal eksportere til, og hvor lykken er gjort, hvis man etablerer et salgskontor. Vi er stadig i den lykkelige situation, at alle luksusmærkevarerne kommer fra Europa. Når købekraften stiger, vil der i første omgang være efterspørgsel på produkter fra Dior, Mercedes og B&O. Men inden længe vil de kinesiske og indiske forbrugere begynde at efterspørge produkter med eget kulturel udgangspunkt," siger Ørstrøm og slutter:

"De nye metropoler som Mumbai og Shanghai vil blive globale trendsættere. Forbrug, smag, behag og livsstil vil i stadig stigende grad blive defineret her. Hvis vi vil være med, må vi være til stede mentalt med alle antenner foldet ud," lyder opfordringen.

Europas universiteter skal fange de studerende, og virksomhederne skal stikke fingeren dybt i den asiatiske muld. Men hvis der ikke på højeste politiske plan snart vokser en anerkendelse af, at den strukturelle magtfordeling i det globale styringssystem er forældet, kan de indsatser være ligeyldige. Så stiler vi nemlig direkte mod en konflikt, hvis ikke Verdensbanken, Valutafonden og FN's sikkerhedsråd kommer til at afspejle den reelle magtfordeling i verden, mener Jørgen Ørstrøm.

Håb om klogskab

"Fremtidens absolut største udfordring er, at lande som Kina og Indien skal sluses ind i det eksisterende globale styringssystem. Hvis de etablerede stormagter fortsætter med at sidde så tungt på nogle rettigheder, der ikke afspejler den reelle økonomisk magt, vil de før eller siden finde på noget andet, " siger han. Det er ikke blevet mindre vigtigt i lyset af de eksploderende nationale formuer, de såkaldte national wealth funds.

"Man taler nu om, at de snart vil runde 12 trillioner dollar og i 2012 være på størrelse med USA's BNP. De vil ikke længere bare spises af med at købe de amerikanske statsobligationer. De vil investere forretningsmæssigt i Vesten, og i takt med deres ejerskab vil de også have indflydelse på andre fronter. Her kan man ikke adskille økonomisk og politisk magt. Det vil ændre verdens struktur, og det kan det nuværende globale styringssystem ikke håndtere. De nye vækstlande må have mere magt, og det må nødvendigvis ske ved, at vi afgiver noget af vores," siger Jørgen Ørstrøm Møller.

- Er du optimistisk?

"Det afhænger af én eneste ting: Vestens klogskab. Forstår vi i tide at sætte gang i den proces, eller bliver vi ved med at fastholde en magt, som vi reelt ikke har? Som professionel diplomat gennem mange år håber jeg, at klogskaben sejrer. Som helt almindelig historiekyndig må jeg jo indrømme, at jeg ikke er sikker."

Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møller: Asien buldrer - og sådan undgår Danmark at sakke agterud. 256 s., 299 kr., Aschehoug. Udkommer 10. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er vel ikke noget nyt der fortælles, vi er vist en del der de sidste 10 - 15 år har skrevet om risikoen for at Europa bliver udkonkurreret af fjernøsten.

Ved benhårdt at satse på eliten og sortere alle andre fra kan disse store lande få et teknologisk forspring som vi andre slet ikke kan matche med vores afslappede skolevæsen.

Men vi bør naturligvis forsøge at tage kampen op.

Her må vi starte med at kaste det vraggods overbord som vi har med os fra de sidste 30 år. Vi bruger alt for meget af samfundets energi på at forholde os til fortidslevn som socialisme og islamisme, selv om begge burde glemmes så vi kunne komme videre. Det ses måske tydeligst i disse dage hvor de har allieret sig, selv om de fylder meget i medierne så betyder de ikke noget i virkeligheden. Så ud med Marx og Muhammed, og ind med fornuften, det er den første betingelse for at vi ikke ender som barbarisk uland engang.

Hvis vi engang når så langt så er det næste skridt måske, som jeg forstår forfatteren, at droppe ideologi og tænke kultur i stedet:

At vi bygger vor verden på Vestens kultur i bred forstand og tage konkurrencen op med Østens kultur i en sund kappestrid, hvor det ikke kommer til at gælde om at vinde, men om at være med.

Nu handler det om at kvalificere sig til at være med, det har det nok allerede gjort længe, og jo senere vi kommer igang jo større forspring får de. Så lad os glemme den region vi har stirret os blinde på i øjeblikket, lad os i stedet tænke: Mellem Europa og Indien-Kina er der kun et ocean, intet andet!

Jens Hansen, du kan gå til indien og kina, køre på cykel,motorcykel,bil.Forestillingen om adskillelse, er inde i din hjernevæske geografisk er Europa ikke adskilt fra Asien, først var det Donfloden nu Ural vi sætter som adskilleren, men det er en hjerneopstilling vi selv har opfundet .

Kapitalisme truer kapitalismen. Oh ve.

S. E. Blumensaat, du kan gå eller køre hvorhen du vil, det var mere i mental betydning at jeg mener vi bør fokusere på det ocean hvor de store containerskibe sejler som forbinder os med fjernøsten.

Vi skal således flytte fokus fuldstændig væk fra mellemøsten, sørge for at blive selvforsynende med energi og lade dem passe sig selv. Erkende at det var en fejl at vi gennem en generation gjorde os alt for afhængige af deres olie, så hvad enten deres olie slipper op eller vi selv finder andre energikilder, så lad os hurtigtst muligt overlade dem til sig selv, glemme alt om deres syge religion og komme videre.

Vi står overfor valget mellem at tage udfordingen op fra fjernøsten, konkurrere med deres kultur så begge parter udvikler sig, eller fastholde relationerne til mellemøsten og stagnere sammen med dem og ende i deres primitive barbari.

Det er vel det valg vi står overfor og det burde vel ikke være svært?

Godt at der findes mennesker som J.Ø. Møller, der forsøger at få Vestens fokus drejet over på den virkelige "trussel". Det kræver dog flere end ham alene; alt for mange spilder deres energi på at diskutere islam og islamisme etc... selvom den virkelige trussel mod Vesten kommer længere østfra. Faktum er at Vesten deler langt flere værdier med Mellemøsten og muslimerne end med så mange andre folkefærd. Ved at bekrige hinanden afledes opmærksomheden fra den langt større udfordring: At kunne konkurrere med lande som Kina, Korea, Japan, Indien. Faktum er at arbejdsmentaliteten i især Japan, Kina og Korea er helt ufattelig trofast og ihærdig sammenlignet med den danske krævementalitet, hvor alle vil ha' efterløn og andre former for stats-frynsegoder i hoved og røv.

Vi taber derfor helt sikkert på effektiviteten, men så vinder vi til gengæld på evnen til at tænke kritisk og kreativt. Den ideologiske krig, som danske kulturfundamentalister fører imod islam, er udtryk for manglende (selv)kritik.

Kulturrelativisme (som metode, ikke som værdi) er forudsætningen for at forstå udviklingen i Asien. Men samme kulturrelativisme udpeges som synderen i kampen mod islam.

Hvilket er dybt problematisk, for netop kulturrelativismen (som metode) er det ypperste produkt af den kritiske, vestlige tradition.

Kort sagt: Ved at give køb på kulturrelativismen, i kampen mod islam, giver vi afkald på netop dén kritiske tanke, der er vort stærkeste kort i den globale konkurrence.

Interessant artikel. Dog glemmer Ørstrøm Møller helt at fortælle, at Kinas økonomiske succes er resultatet af undertrykkelsen af arbejderklassen, og direkte udbytning af samme. Mattel f.eks. indgår kontrakter med kinesiske subkontraktors, der igen indgår kontrakter med andre subkontraktrors, som behandler arbejderne ringe. Det samme sker i Indien mv. som man kunne se i filmen 'når tilbud dræber' der lige har fået en fornem italiensk tv-pris. Han undlader også behændigt at nævne at kinesiske arbejdere på fiskemelsfabrikker og fiskefabrikker står i - 10 grader mv. og skærer fisk ud eller at legetøj fremstillet i KIna ofte er lavet af enten børn eller slaver eller fanger i fængslerne. Og alle krav om øgede lønninger bliver mødt med hård
modstand.

Det er nemlig først og fremmest de lave lønninger, der får folk til at outsource opgaver til Kina mv. Men tingene kan jo altid gøres billigere et andet sted. Hvis man f.eks. kigger på kinesiske motorcykler eller biler er de meget billigere end bilerne fra Europa er - samtidig er de ikke nær så sikre.
Det er de japanske og koranske biler derimod. Og det er de biler, som forbrugerne i USA og Europa efterspørger, ikke varer fra Kina. Og mon ikke den alm. forbruger i Kina hellere vil have en driftssikker og stabil Toyata eller
Datsun i stedet for en ustabil og usikker kinesisk produceret bil.

Desuden er hele ideen om varer produceret i Kina mv. totalt forskruet og udtryk for den forfejlede danske konkurrence-stats-ideologi. I dag er det faktisk sådan at visse komponenter til et B&O fjernsyn f.eks. produceres i Kina, andre laves i Tjekkiet, og atter andre fremstilles i f.eks. USA eller Indien. Det er globalisering, og uanset hvad vil den også ramme Kina på et tidspunkt...

/Karsten