Læsetid: 4 min.

Er der nogen hjemme...?

Hvem har i sidste ende ansvaret for, at børnene bliver tilgodeset, lyttet på og anerkendt? Arbejdsmarkedets parter? Carina Christensen? Chefen? Børns Vilkår?
21. september 2007

Telefonerne gløder hos Børns Vilkår, hvis telefonrådgivning BørneTelefonen sidste år modtog knap 10.000 henvendelser fra børn og unge. Det var hidtidig rekord og en stigning på 15 procent i forhold til året før.

En tilsvarende telefonrådgivning Livslinjen, der blev etableret i 1995 af Socialministeriet med det formål at forebygge selvmord og selvmordsforsøg, modtog også flere henvendelser fra især ulykkelige og deprimerede børn og unge i 2006.

Er de mange henvendelser blot et positivt udtryk for, at flere og flere kender til hjælpeforanstaltningerne og søger hjælp i tide, eller udtrykker de snarere, at der aldrig har været så hårdt brug for hjælp som nu?

Det er svært ikke at hælde til det sidste: En opgørelse fra Center for Selvmordsforskning viser, at antallet af selvmordsforsøg hos teenagepiger i alderen 15-19 er mere end firedoblet siden 1990.

Ida Koch, psykolog og selvmordsforsker, pegede i avisen 24 Timer den 10. september på, at øgede krav og forventninger til de unges faglige kompetencer og sociale relationer lægger et meget stort pres på dem i dag.

De unge skal helst ligne en succes hele vejen igennem, og har de det i virkeligheden ad h til, oplever mange det som pinligt at skilte med, og svært at tale om. Ikke mindst fordi der i mange tilfælde ikke er nogen, der kan lægge øre til børnene og de unges kvaler.

Bente Boserup, der er leder af Børns Vilkårs rådgivninger, satte i avisen Dato den 31. januar ord på dét, som mange af os har tænkt: At når næsten 10.000 børn hvert år ringer til fremmede for at lette deres hjerte - eller bare for at tale om løst og fast - tyder det på, at de i det daglige savner nære voksne at tale med.

'De skal bare være der'

Som en forberedelse til Familie- og Arbejdslivskommissionens arbejde, der i juni mundede ud i 31 anbefalinger, etablerede de konservatives tidligere familieminister, Lars Barfoed, et ungdomsforum for at få gode ideer fra de unge selv til en forbedret familiepolitik. Fælles for de unge 8. klasseselever, der blev spurgt, var ønsket om mere tid med forældrene. Mere nærvær. Som en skolepige udtrykte det: "De siger, at vi er blevet så store nu, at vi kan klare os selv. De behøver heller ikke passe os, og de må godt sidde og arbejde. De skal bare være der."

"Ja, så man ikke skal være alene hjemme om eftermiddagen," som en anden replicerede. (Citaterne er fra Berlingske Tidende, 2006.)

De unges ønsker var en øjenåbner for såvel Lars Barfoed som kommissionens formand, Linda Nielsen, professor, dr. jur. og tidligere rektor for Københavns Universitet. Sidstnævnte udtalte siden, at det havde gjort et stort indtryk på hende at erfare i, hvor høj grad selv store børn i teenagealderen havde udtrykt ønske om mere tid sammen med deres forældre. Hun havde - og med hende sikkert mange andre - hidtil haft den opfattelse, at kammerater og fritidsinteresser fyldte så meget i store skolebørns tilværelse, at forældrene spillede en langt mere inferiør rolle i børnenes liv.

Så vidt store børn og deres behov. Hvad små børn må have behov for, gav næsten sig selv, og forventningerne var store til først og fremmest Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport Chance for balance:

Erhverspolitik

Bar anbefalingerne præg af et børneperspektiv?

Ville de tage udgangspunkt i den stadig mere knappe tid, som forældre og børn tilbringer sammen? Og ville de afspejle en anerkendelse af familien som samfundets hovedhjørnesten?

Desværre nej. Som sociologen Jens Christian Tonboe, der er professor på Aalborg Universitet, og som har forsket i arbejdsliv, hævdede i P1 for nylig, så er såvel børneperspektivet som det langsigtede perspektiv på det familiepolitiske område i Danmark forduftet. Og snarere end at kalde det familiepolitik burde man kalde det erhvervspolitik, da det mest af alt handler om at frigøre forældrene til at kunne arbejde endnu mere - med bedre samvittighed.

Ifølge Tonboe er familien som institution udsultet og børn i dag betragtet som en omstændighed, der skal anbringes forsvarligt.

Alle civile netværk, fortsatte Tonboe, lider under denne knaphed på tid og samvær, men det går naturligvis hårdest ud over de sociale relationer mellem børn og forældre.

Man kan ikke lade være med at undre sig: Hvorfor bliver vi ved med at spørge børnene, hvad de savner, når vi ikke handler derefter? Håber vi en dag på resultatet af en undersøgelse, der kan udrydde al dårlig samvittighed én gang for alle: At børnene ikke har brug for os. At vores rolle som forældre er udspillet. At vi kan få lov til at arbejde i fred?

De voksne vil gerne

Linda Nielsen, der fremlagde kommissionens anbefalinger den 9. juni, talte om nutidens kamp om hjerterne: Virksomheder, der efterspørger medarbejdere, som kaster sig over opgaverne med hele deres sjæl, personlighed og faglige engagement. Og medarbejdere, der ønsker at indfri både egne og andres forventninger om en optimal indsats på deres arbejdsplads, men samtidig føler sig bundet af forpligtelser over for ægtefælle og børn.

Ifølge Jens Christian Tonboe svarer de fleste erhvervsaktive forældre, at de gerne vil have mere tid til familien. Det lyder sympatisk. Og paradoksalt: For ud fra analyser er det ikke desto mindre familielivet, der bliver Sorteper, hvis/når forældrene får chancen for at arbejde endnu mere.

Hvem har så i sidste ende ansvaret for, at børnene bliver tilgodeset, lyttet på og anerkendt? Arbejdsmarkedets parter? Carina Christensen? Chefen? Eller Børns Vilkår?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu