Læsetid: 3 min.

Verdensmester

Sportsmetaforen har grebet om sig: Vi skal være verdens bedste til det hele. Er det næste, at vi bliver verdens bedste til at modtage asylansøgere? Nej vel. For konkurrencen handler ikke om at skabe en bedre verden
29. september 2007

Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke kulturministeren at få de Olympiske Lege til København de næste mange år. Mange verdensmesterskaber er gået os forbi, selv om det lykkes byer rundt omkring i landet og Team Copenhagen i hovedstaden at hente en del hjem. Sporten fylder som en del af oplevelsesøkonomien, som det hedder, når økonomi og i mindre grad idrætten spiller førsteviolin. Men sporten fylder navnlig på anden hånd gennem sine sproglige metaforer og betydninger. Som kyndige sprogfolk har gjort opmærksom på, taler vi i tide og utide om time out, om at sende en problemstilling til hjørnespark, at en politiker mestrer spillet, at det jo er name of the game, eller der bliver dømt nøl, når nogle er lange i spyttet eller i tilløbet. Ligeså interessant er det, at netop sportens imperativer om at vinde i den grad har fikseret sig som en offentlig ide - om det er en lige lovlig fiks ide, er anden sag.

Verdens bedste

I mange år har vi på den særlig danske måde, hvor nationalt mindreværd gestaltes og realiseres på en højrøvet måde, som historikeren Uffe Østergaard engang hudflettede nationalkarakteren, talt om verdens bedste folkeskole eller verdens bedste kunstfondslov. Det gjorde man i fuld og temmelig ofte salvelsesfuld og komplet udokumenteret overbevisning af, at godheden selv havde taget bopæl i Danmark. Ja, hvis ikke vi vidste bedre, kunne det have været en dansker, der havde udtalt den norske statsminister Gro Harlem Brundtlands syngende statement: "det er typisk norsk at være god". Vi er jo også verdens lykkeligste. Men denne selvfede og nu da og lovligt velbehagelige selvforståelse synes udfordret af nye, mere kliniske klange i den offentlige og ikke mindst politiske tale om verdensmesterskaber. Regeringen ønskede på ingen måde at bekræfte selvtilfredse reformpædagogiske opfattelser af den danske skole som verdens bedste, da man i regeringsprogrammet fra februar 2005 lancerede ideen om verdens bedste folkeskole. Her er verdensmesterskabet ikke alene moralsk, men kompetitivt. Her er man i top tre på målbare parametre. Her vinder eller taber man, reber sejlene eller sejler agterud.

Verdens bedste asylland?

Det samme gælder de udmalede målsætninger om, at Danmark skal være verdens mest konkurrencedygtige, innovative samfund, verdens bedste iværksættersamfund, have verdens bedste sygehusvæsen etc. Ugebrevet Mandag Morgen, der aldrig svigter muligheden for at spotte endnu et område, hvor verdensklasse er det eneste alternativ til middelmådighed og økonomisk stagnation, har netop rablet en rapport af sig om verdens bedste gymnasieskole. Hvad bliver det næste? Verdens bedste behandling af asylmodtagere, verdens bedste behandling af narkomaner - Nej vel. Verdensmesterskabets sprog er nemlig i disse år strategisk forbundet med konkurrencens sprog og mentalitet og har fået sit uimodståelige gennemslag med erfaringen af og forestillingen om globalisering som den store drivkraft for forandringer.

Verdensmesterskaberne knytter sig til områder for produktiv vækstskabelse. Den britiske sociolog Anthony Giddens gjorde opmærksom på, at globalization først kom ind i Websters store ordbog i 1990. Før havde vi en internationalisme, som havde stærke forankringer politisk og kulturelt. Den afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu præciserede og strammede beskrivelsen af globaliseringen som en udvidelse af markedets felt og diskurs. Konkurrencens imperativ minder om sportens og om den krigskunst, som optog Karl Marx i hans studier af kapitalismens dynamik og produktionsmåde. Krigslegetøj hedder stratego, derfor lægger vi alle strategier, ligesom trænerne skifter taktik.

Betydning som bølgepap

Men italesættelsen af verdensmesterskaberne her, der og alle vegne er frarøvet sportens dragende æstetik og grænseerfaringer, som de ses på bjergetaper eller i Ronaldinhos driblinger, ligesom den er frarøvet tidligere tiders moralsk-politiske forhåbninger om en bedre verden (der i vores selvfedme skulle gøres dansk) eller forening af undertrykte fra alle lande, som det synges i den socialistiske internationalisme eller i John Lennons Imagine, hvor vi alle bliver apostle for fred. Verdensmesterskaber nu til dags er ligeså moralsk og politisk betydningsmættede som bølgepap og ligeså æstetiske som en tandlægeklinik. Derfor måles de med tal, sammenlignelig data, der kan udmåle vindere og tabere og konstatere, om ikke vi kunne have gjort det endnu bedre. Derfor giver de anledning til 'governing by numbers' i resultatkontrakter, evalueringer, handleplaner og kvalitetsudvikling, som den engelske sociolog Nikolas Rose har beskrevet en af teknologierne til moderne ledelse. Men heri ligger også begrænsningspunkterne for 'tællelighedens regime'. Uden æstetiske dimensioner, der møder folks erfaring, uden politiske fortøjninger i idealer om samfundets indretning og uden koblinger til professionelles omgang med deres fag bliver verdensmesterskaberne ikke alene til teknokratiske ørkenvandringer, men også helt igennem gennemsnitlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu