Læsetid: 5 min.

Husk nu: Ikke et ord om...

Med moralske minefelter hindrer vi effektivt moralske konflikter i at komme op til overfladen. Det kan give megen fred og ro - men nogle konflikter kan også trænge til en afklaring
12. oktober 2007

Selv om moral i teorien handler om enighed, handler den i praksis om konflikt. Når folk er moralsk enige, er de frie til at snakke om alt muligt andet. Moralen aktiveres ikke, men ligger sammenrullet i halvmørket, parat til at hugge. Når alting er som det plejer, er moralen usynlig.

Vi har tidligere set, at en moralsk konflikt kan opløses ved at gøre modparten til en maskine. Han styres af årsager og kan ikke holdes ansvarlig. Her skal vi se på en anden teknik, som består i at lave minefelter, så en moralsk konflikt forhindres i at komme frem i lyset.

Et dobbelt tabu

Det polynesiske ord tabu betyder "hertil og ikke længere" - ikke fordi man ikke kan, men fordi man straffes. I den religiøse sfære fører guderne sværdet. I den moralske sfære er straffen mere prosaisk. Den består i, at man straffer den, som siger de forbudte ord. Vil man undgå ballade, gør man klogt i at tale om noget andet.

Derfor er et tabu dobbelt. Der er tabu mod et tema, men også tabu mod at sige, at der foreligger et tabu. Siger man "tabu'", er de vilde hunde allerede sluppet fri. Det er som med slips. Det er pinligt at møde slipseløs op til en slipse-sammenkomst, men dobbelt pinligt at spørge om, hvad slips er godt for.

Vil man undgå at diskutere et moralsk problem, kan man forvandle det til et minefelt. Raffinementet består i, at problemet forskydes fra tema til person. Betræder man minefeltet, må man være forberedt på pinlige stemninger, udstødelse, seksuel boykot eller benspænd for karrieren. Det første tegn på et minefelt er pinlighed. Øjenbryn løftes, den gode stemning brydes. Man har ikke lært, at ytringsfrihed ikke betyder ret til at sige, hvad der passer én. Så på vej til festen fortæller mor sin lidet sensible ægtefælle om alt det, han ikke skal komme ind på. Ikke et ord om onkel Hugos drikkeri, tante Yrsas umulige datter, nevø Sigurds fiflerier, kusine Amalies skilsmisse. Sarte menneskers sårede følelser sætter dagsordenen.

Magt i minefeltet

Jo mere liberal eller - som det engang hed - frigjort man er, jo flere moralske minefelter må man tage vare på. Ingen morsomheder på bekostning af kvinder, sorte, homoseksuelle, etniske, religiøse, handicappede eller gamle.

Pointen er ikke, at man skal glemme. Tværtimod må man hele tiden huske på risikoen for eksplosioner. Et minefelt er ikke en freudiansk fortrængning. Både det minerede og det fortrængte er utilgængeligt, men det første er synligt, det andet usynligt. Derfor udødeliggjorde afrikanske høvdinge sig engang ved at forbyde efterkommere at nævne deres navn.

Et minefelt er ikke sandt eller falsk, men effektivt eller ineffektivt. Der er magt forbundet med minefelter. På en arbejdsplads er der forskel på, hvad en overordnet og en underordnet kan tillade sig at sige, og under de første tilnærmelser er man hypersensibel for ikke at sige noget forkert, som kan få de begærlige, men skrøbelige bånd til at briste.

Man kender straffen

Omvendt kan et oprør bestå i at trampe ind på sarte rosenbede og højlydt sige det usigelige. Man kender straffen, men er enten ligeglad eller bare så parat til at tage slagsmålet. Hvad der herefter følger er usikkert - udstødelse, fraktionsdannelse, krisearbejde og forsoning, udvikling ...

Mellem tavshed og tale findes en interessant mellemform. Innovative samfund forherliger mennesker, som tør bryde grænser. Provokerende kunst, nye sandheder og pinlige afsløringer kan nok udløse eksplosioner. Men der kan være kort fra brud til accept, så dagens uforståelige kunstværker hurtigt bliver banale klassikere. Der er næsten pligt til at bevæge sig ind, hvor engle ej tør træde, og håndtere den svære kunst at få miner til at eksplodere så smukt, at alle klapper.

En truet identitet

Politisk kan moralske minefelter fungere på mange måder. Vi skal se på to, politisk korrekthed og religiøs krænkelse.

Når mennesker hellere beskriver sig selv ud fra etnisk eller kulturelt tilhørsforhold end ud fra økonomisk og politisk position, påtager de sig en truet identitet. Det handler ikke om et medlemskort, men om at bære sin identitet til skue i alt, hvad man gør. Det gør det fristende at aktivere ven-fjende skemaet. Jo flere fjender og jo mere raseri, jo mere identitet. Mekanismen kendes fra den romantiske kærlighed, der forstærkede sig med modvillige fædre og en fjendtlig omverden. Så man er på vagt mod enhver krænkelse, man opsporer fordomme i talemåder og sædvaner, og man støvsuger fortidens kunst for at finde ondskab - H.C. Andersens brug af farven sort er klart racistisk, mænds høflighed over for kvinder er stærkt sexistisk, etc. I USA censureres filmen The Sting på den måde, at ordet "nigger" erstattes med et "blop", selv om det udtales af en sort i 1930'rne.

Passer man ikke på, fyldes hverdagen med moralske minefelter, så sprogets og adfærdens spontanitet brydes. I et minefelt er der ingen tolerance.

Det hellige

Et moralsk minefelt, som har fået meget tryksværte, er det religiøse domæne. Mens kristendommen er en pryglet hund, der siden Voltaire har fundet sig i forhånelser uden at kny, er muslimer mindre hårdføre. De krænkes let, og de mest rabiate af dem sondrer ikke mellem politik og religion, de afviser ytringsfrihed, og de er parate til at lade miner eksplodere, hvis deres tabuer overtrædes.

Her kæmper to parter om retten til at definere det moralske minefelt. På den ene side har vi det vestlige tabu mod at sammenblande politik og religion og mod at gøre én Sandhed gældende, så der tilbage kun er små sandheder, man hverken kan leve af eller dø for. På den anden side muslimers tabu mod at krænke den eneste Sandhed og beredvilligheden - hos nogle - til at dø, om så det gælder.

Det skaber sære sammenstød mellem professionelle soldater og hellige krigere, og mellem vestlige velfærdsstater, der lader sig ophidse af enhver fyldt tisseble på et plejehjem, og radikale muslimer, som er ophøjet ligeglade med andres liv.

Den vestlige verden har demonteret det minefelt, som handler om det hellige. Religion er en privat sag, uanset hvor stærke dens ord er, og uanset hvor stærkt den overbeviser de overbeviste. Skal vi aktivere de religiøse miner igen, ikke fordi nogen religion er sand - de er alle lidt vanvittige ved nærmere eftersyn - men fordi det er klogt af hensyn til freden og sikkerheden og eksporten? Skal de krænkede styre ordene?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu