Læsetid: 3 min.

Litteratur på tv

Sådan set findes den ikke, men det gør den så alligevel, eller gør den?
Sputnik og beatnik. Begge har 50 år på bagen. Begge fejres - og navneligheden er heller ikke en tilfældighed.

Sputnik og beatnik. Begge har 50 år på bagen. Begge fejres - og navneligheden er heller ikke en tilfældighed.

Detlef van Ravensway

Moderne Tider
12. oktober 2007

De amerikanske beatforfattere blev ikke ligefrem modtaget med kyshånd af det litterære establishment, da de brød frem af undergrunden midt i 1950'erne. De var naturligvis en sensation med deres anderledes og provokerende livsstil, deres jazz og drugs og sex og alt muligt andet beskidt rock and roll, men var de nu også forfattere, ordentlige forfattere? Nej, det kunne man ikke sige.

Jeg diskuterede det selv for en 40 år siden med Elsa Gress, der oversatte Jack Kerouacs to første bøger til dansk. Vejene kom den ene til at hedde, De Underjordiske den anden. Oversættelsen var dårlig, syntes jeg, og Elsa forsvarede sig arrogant med, at Kerouac jo efter hendes mening bare var en billig slikkepind af en popforfatter og ikke god nok til at ofre det nødvendige oversætterarbejde på til den pris. Sådan cirka.

Jeg var kun omkring 20, og Kerouac var min helt, hele min indgang til litteratur i det hele taget. Det kunne findes i hans bøger alt sammen, han var den tids internet, hvad det angår - Céline, Pound, Joyce - og den danske oversætter havde virkelig, som jeg så det, ikke gjort meget for at flytte den fantastiske energi fra Kerouacs vilde skrift bare nogenlunde intakt over i et dansk, der lod sig læse med samme hæsblæsende og medrivende fart. Netop det. Farten. At skrive hurtigt og spontant, som jazzimprovisation. Som myten dengang sagde, at Kerouac havde skrevet On the Road med linjeafstand én, altså tæt, på en kilometerlang rulle teletypepapir, hvorefter han havde nægtet at tage sig af rettelser og andre kedsommelige, ligegyldige problemer, der kun er problemer for bogholdere og drejer sig om at slå det skrevne ihjel, så det kan ligge stille i den ligkiste, der udgøres af den færdige bog, på den kirkegård, man kalder boghandel.

Rul

Det er så 50 år siden i dette efterår, at On the Road hittede. Året efter at vennen Allen Ginsberg havde udgivet sit langdigt Howl, der måtte igennem en retssag for at kunne ligge bare nogenlunde stille på disken. Det var en begivenhed. Den slags har man elsket altid, og nu markeres det over hele verden, at det er netop 50 år siden, Kerouacs bog rullede af vejen og havnede i litteraturen. Den oprindelige rulle er blevet genudgivet, nøjagtigt som den var, af Penguin/Viking, og selv Danmarks Radio havde begivenheden på programmet. Nærmere betegnet den ikke længere helt hemmelige kanal DR 2. Og selvom det var en blandet fornøjelse, hvad alting jo er, når man ikke selv har lavet det og når ingen har spurgt en, så var der øjeblikke, endda lange øjeblikke, hvor enhver må have fattet, at litteratur også kan være noget andet.

Beatforfatterne var for det meste digtere, det var mest digte de skrev. Kerouac kaldte selv sine lange romaner for "endeløse enlinjede digte", og at se to af hans gamle rejsekammerater - nå ja okay så kun den ene af dem for alvor, den anden var yngre og kom senere til - Gregory Corso og Ray Bremser på sin egen lille dumme, firkantede, røde B&O, der endda har været ens mors engang, var simpelthen bevægende.

Tandløse var de selvfølgelig. Beatdigtere i Amerika er fattige og har ikke råd til tænder, og både Bremser og Corso voksede op på de regnvåde amerikanske storbygader, hvor neonlysene flimrer som hjerter på speed og på diverse opdragelsesanstalter, hvor den slags små lømler skulle rettes ind til kanonføde.

Men tale kunne de alligevel. Vroooooom, sagde det. Faster that Speedy Gonzalez. Og det samme kunne musikeren David Amram, der ofte arbejdede med Kerouac, hvad man kan høre på efterhånden en hel del indspilninger, der er sluppet løs fra arkiverne. Amram sad på terrassen foran Figaro i Greenwich Village, sådan cirka på hjørnet af Sullivan og Bleecker, med en kop kaffe, og ikke bare vidste alt. Han kunne også sige det, så enhver måtte kunne forstå det.

Nik

Jamen, hvorfor hed de så beatniks ? Det kom vi ind på, da vi havde besøg af kinesere her i forgangen uge. Kinesere med interesse for den slags undergrund. De havde aldrig hørt om Sputnik, den første russiske satellit, vi andre stod og så krybe hen over himlen som en løsagtigt glitrende ny stjerne. Men det var den, kinesere, der gav navn til den nye slags forfattere midt i 1950'erne. Var de måske ikke kommunister alle sammen, og kunne de så ikke passende få klappet et kommunistisk suffiks i røven på deres evindelige beat ?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Højer Sørensen

"All you care about is the beat! The beat!!"

"Whew! Man, you talkin' some ol' crazy shit... lemme git outa here!"

(Harvey Pekar)

Nej,spøg til side! Jeg følger stadig trofast med i PLs aldrig stoppende og stadig fremadskridende (dog ind imellem en smule vandtrædende) langdigt:
Gråspurve ved foderbrættet. Ikke for fastholdere.