Læsetid: 3 min.

117 slag i luften

– og hjørnesparkets genindførelse. Spørgsmålet er om sportens og markedets sprog rækker til at give borgerne en rolle, der handler om andet end bare: Mere, bedre billigere
24. november 2007

VK-regeringen fremlagde torsdag den 22. november - dagen hvor denne klumme skrives - det hidtil længste og mest omfattende regeringsgrundlag Mulighedernes samfund. Knap 75 siders politisk teflon. Der er ikke tale om en omfattende kontrakt med vælgerne, hvor løfter i et enkelt symbolsprog gennemføres med stalinistisk disciplin, men derimod om talrige smålune slag i luften og bekræftelsen af den genkomst af eksperter, kommissioner, centre og vejledere, der allerede blev indvarslet med regeringsgrundlaget i 2005.

Der er nærmest tale om en normalisering af det samarbejdende folkestyre, som det har været udmøntet de seneste mange år, når der bortses fra kontraktpolitikken 2001-2007. Ikke desto mindre er der grund til at bide mærke i et par ændringer.

Det gamle formsprog

Kontraktpolitikken byggede på, at der blev fremsat enkle løfter på områder, der var centrale for vælgerne. Gennemførelsen var i store træk på forhånd clearet med det parlamentariske grundlag.

Kontrakten var et columbusæg, fordi den kombinerede et klart afmærket indhold med et formsprog, der skar igennem enhver kompleksitet med kravet om alene at kende forskel på skattestop og skattehop, garanti og tomme mål, nr. 12 i PISA eller i top 3. Kan det ikke forklares med staveplader eller på en A4-side, kan det ikke forsvares, kunne være credoet. Indhold og form ændrer sig nu med regeringens nye strategi. Indholdet er knap så afgrænset, men floromvundet og åbent. Derfor nedsættelsen af en armada af kommissioner, der må gøre selv den mest sludrevorne ekspert grøn af misundelse. Formen er heller ikke længere kontraktens kontante løfte om handling, men de gode viljers målsætninger, der påkalder sig gud og hver mands hjælp til deres realisering. Fra Schwarzeneggers actionstyle til det samarbejdende folkestyre.

Markedsfejl

Måden at drive politik på ændrer sig således. Der skulle et nyt parlamentarisk grundlag til. Gennemser man de politiske initiativer (bortset fra opgøret med EU-forbeholdene og andre udenrigsanliggender), er det imidlertid tankevækkende, at de over en ualmindelig bred kam hviler på en forudsætning om at optimere velfærd, skole, sundhed, videnskab, omsorg, kirkeliv mv. gennem korrektionen af det, man i økonomien kalder markedsfejl.

Det perfekte marked er kendetegnet ved, at udbud og efterspørgsel møder hinanden i et ligevægtspunkt, der kommunikeres gennem prismekanismen.

Det uperfekte marked består af få udbydere, mangel på information blandt aktørerne, politiske regler mv., der hindrer en konkurrence, der hele tiden optimerer pris og kvalitet i en evig dynamisk, kreativ destruktion, som den østrigske økonom Joseph Schumpeter så rammende beskrev det for et halvt hundrede år siden.

Derfor vrimler det med vejledningsindsatser, der kan kvalificere de flere og mere reelle frie valg, borgere, brugere, syge, unge, ældre skal træffe, så deres præferencer er rationelle og ikke tilfældige. Benchmarkinger der giver os simple indikatorer på ydelseskvalitet. Mere konkurrenceudsættelse af forskellige offentlige ydelser, så monopoler kan brydes. Akkrediteringer, så der kan stilles krav og sættes standarder, markedet ikke selv kan i fraværet af konkurrence. Flere bruger- og tilfredsundersøgelser, der kan fremme viden om forbrugerens ønsker, vaner og behov. Ja, selv biskopperne skal åremålsansættes og servicekulturen fremmes, så ikke alene Gud klapper efter en prædiken, men også menigheden. Og naturligvis nye områder, hvor Danmark skal hente et verdensmesterskab hjem. F.eks. som verdens førende informations- og kommunikationssamfund.

Markedet er ikke en spontan orden, når det skabes, dyrkes og udfoldes på traditionelle offentlige områder, men derimod et gigantisk politisk projekt; den afgørende og nye vehikel for modernisering af samfundet, der ikke længere er forbundet med det private varemarked, det frie initiativ, men med den offentlige sektor.

Det er så selvfølgeligt, så bredt favnende, at det rummer langt mere end 89 mandater og en færing og er en ny folkebevægelse.

Spørgsmålet er, om markedets og sportens sprog og logik rækker, når de mange velfærdsprofessioner skal finde meningen med sagen, og borgerne tilbydes en rolle, der ikke alene handler om bedre, mere og billigere service.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu