Baggrund
Læsetid: 7 min.

Peptalk med gådefuld frø

Verdens førende coach sendte 4.000 mennesker hjem fra Bella Centret med julelys i øjnene, idet han havde fokuseret på ikke at lade livet gøre noget ved en, men selv at gøre noget ved livet. Det talte vi meget om i Metroen på vejen hjem
Moderne Tider
30. november 2007

Engang var tennisspilleren Agassi i en alvorlig krise, hvor han tabte den ene kamp efter den anden. Ligegyldigt hvad han prøvede, hjalp det ikke. Det hensatte ham i et frygteligt humør. Til sidst henvendte han sig til Tony Robbins, og efter ganske kort tid, da han deltog i French Open, begyndte han igen at vinde kampe. Hvordan gik det til? Ved enkle midler. Robbins lærte ham at fokusere på bolden og svinget med ketcheren i stedet for alt muligt andet som f.eks. modstanderen eller det, at han havde tabt de tidligere kampe.

"Attituden er vigtig," siger Tony Robbins. "Hvis man går ind og tænker, at nu taber man nok igen, så har man allerede tabt." På samme måde på en arbejdsplads. Hvis alle går og rakker ned på hinanden eller på chefen, så ender det med at være en 'sandhed', som kan aflæses i hele kropssproget.

Vi sidder 4.000 mennesker i Bella Centret en lørdag aften og stirrer intenst på Tony Robbins, der nu ene mand skal tale fem timer i træk uden pauser. Agassi er omtrent den eneste berømthed, han nævner, skønt han lige så godt kunne have nævnt Clinton, Gorbatjov, Mandela eller Moder Teresa, som han også har hjulpet i en snæver vending.

Eller han kunne have nævnt Dorte, som er frisør i St. Kongensgade. Hun har sin egen salon, hvor hun klipper hurtigt, præcist, til en favorabel pris, og man behøver ikke få håret vasket først. Da jeg for nogle år siden skulle til New York, anbefalede hun en helikoptertur mellem skyskraberne samt satte mig i forbindelse med Mike, som er ud af en mafiosofamilie (tror vi) og nu med egen restaurant. Ham traf hun, da han var i Danmark for at få bygget et stort skib. Hun går også i operaen og er nok ikke en helt almindelig frisør.

Pæn Frankenstein

Dorte er årsag til, at jeg er kommet med. Hun oplevede Tony Robbins sidste gang, han var i Danmark og tog derefter til en firedages seance med ham i London. Det lød fascinerende, at der var tusinder af mennesker, når han optræder - og jeg havde end ikke hørt om ham. Egentlig hedder han Anthony, men Dorte kalder ham med humoristisk ømhed også for Anton.

En coach er oprindeligt et begreb fra idrætsverdenen, en personlig træner, men i dag er coaching et fag i hastig ekspansion, hvilket et bord med fremlagte brochurer i Bella Centrets forhal vidner om. Masser af mennesker bruger en coach til at rådgive om arbejde, om parforhold og ens liv i det hele taget.

Billetpriserne går fra 1.195 kroner og op til 3.000. Dorte og hendes veninder har købt til første række. Jeg har aftalt at snakke med dem før og efter showet, som man kan tillade sig at kalde det, for Tony Robbins bliver modtaget som en mesterbokser eller rockstjerne. En talende Bruce Springsteen er han blevet kaldt. Dorte har fortalt, at han ligner en "pænere udgave af Frankenstein", og det er rigtigt. To meter høj med meget store hænder, som han bruger flittigt til at understrege sine ord. Schwarzenegger kunne være en anden sammenligning. Han har kridhvide "væg-til-væg-tænder", som det siges i præsentationen. Stemmelejet ligger tæt på Louis Armstrongs.

Grænseløst liv

Veninderne er: Christina Grilfeldt, på hvem en god bekendts begejstring smittede af, og som tidligere har oplevet ham i New Jersey. Maria Randlev, som han fik til at gå på glødende kul, hvorved hun oplevede, at hvis hun kunne det, så "var alting muligt og livet uden begrænsninger". Carol Codd-Moir, som har hæftet sig ved underteksten i hans bogtitel, at man kan "få øjeblikkelig kontrol" over sin "mentale, emotionelle, fysiske og økonomiske skæbne". Ordentlig mundfuld, men "det lyder rigtig rart, hvis det kan lade sig gøre", siger hun og ler. Charlotte Villegaard, som siger, hun er åben, men også lidt skeptisk ... "det ser sådan lidt amerikansk ud, men jeg håber på at få nogle værktøjer til måske at kunne håndtere tilværelsen på en bedre måde end før."

Endelig Dorte selv, som på tredjedagen i London oplevede "at man var fuldstændig høj. Man havde enormt meget energi og var meget glad, positiv og fokuseret. Jeg havde fået nogle mål, og dem ville jeg gå efter."

Flere af veninderne er ved selv at uddanne sig til coach.

Prinsessen

Så taler den charmerende mand. Han fortæller om den amerikanske pige, der blev nomineret som en af fire 'prinsesser', da årets skønhedsdronning skulle kåres på hendes skole. Men ak, en anden vandt, hvorefter hun tog sit eget liv. Lige omvendt blev en ung amerikaner sendt til Irak som soldat. Han mistede venstre arm, men da et tv-hold besøgte ham på hospitalet, lå han i sengen og sagde med et stort smil: "Heldigvis er jeg højrehåndet!" To forskellige attituder, men en verden til forskel.

Han fortæller også, at han efter murens fald var i Rusland, hvor han fik lejlighed til at afprøve et nyt jagerfly. (Han er pilotuddannet, og hans coachfirma disponerer over tre jetfly). Han fløj opad, og han fløj nedad, og han drejede rundt, og det var en fantastisk oplevelse, men den største oplevelse fik han på sit hotel, hvor stuepigen satte en ære i at løse sin opgave med glæde og energi, da han ringede efter roomservice.

Tony Robbins ikke bare taler, han henrykker, for det er tydeligt, at han ud over forståelse også har humor. Han virker rar og tillidsvækkende, og en ting til: Han aktiverer os. Vi skal skrive vores forhåbninger til livet på en blok, og hveranden eller hver tolvte sætning slutter han med et "say yes or say no", eller vi skal række hånden i vejret eller op at stå og ryste musklerne, og minsandten: Vi gør det! Der er mange flere små øvelser.

Blueprint

Selv kommunikerer jeg med min sidemand, som er ansat i Arla med Østeuropa som område. Sådan noget oplever man sjældent i teatret, i bussen eller til foredrag. På et tidspunkt skal vi op at stå, finde en makker, og først skal denne forsøge at sælge en imaginær bog til dig, dernæst skal du sælge en bog til makkeren. Min fortæller, at han er fra Skåne, er arbejdsmand og sjakbajs. Han arbejder for Skanska. Skønsmæssigt er publikum især 30-50-årige og, som man kan forstå, fra flere samfundslag.

Ikke så lidt, vi lærer, men hovedbudskabet er, at vi alle har et blueprint i os, nogle bestemte forhåndsforventninger til livet, som ofte gør, at vi skuffes, når det ikke lige bliver som ventet. Værst: Hvis man faktisk har succes, men alligevel ikke føler sig tilfreds. Der er to ting, man kan vælge mellem at gøre: 1. Handle og derved forandre sine livsomstændigheder eller 2. Bringe sine forventninger i overensstemmelse med den måde, man lever på. Så har man et match.

Til sidst trak Tony Robbins en tøjfrø frem og inviterede 30 tilhørere op på scenen. Han førte den som en handskedukke, og vi skulle nu gætte, hvornår den var en god frø eller en dårlig frø. Vi var tilbøjelige til at se på dens tydelige kropssprog, men, viste det sig, vi skulle i virkeligheden skifte fokus og lægge mærke til lydene. En gåde og samtidig lidt af en selskabsleg, som holdt folks opmærksomhed fanget i hele den time, han overskred med - til alles fornøjelse.

Dorte og veninderne var yderst tilfredse. Christina sagde: "Jeg synes, han er fantastisk med sin smittende, positive energi. Man kommer ind og mærker sin livskraft og livsglæde igen, og det gør han bare sådan lige ..." Om frøen sagde hun, at den lærte en, at man skal bruge alle sanser.

Alle sanser

Carol fandt ham enormt karismatisk. Hun havde også været skeptisk, men "man lader sig rive med af bølgen." Om frøen sagde hun, at den lærer os, "at ikke alle opfatter tingene på samme måde, og netop det kan skabe problemer i kommunikation mellem mennesker."

Charlotte, der er tidligere gymnasielærer: "Det, der virkelig slog mig, var hans præsentationsteknikker. Han aktiverede vores krop og sanser, og det mener jeg, pædagogikken kan lære meget af. Sidder man fast i en eller anden situation, kan man ved at skifte fokus få verden til at se helt anderledes ud."

Dorte selv sagde: "Det, jeg synes, er fantastisk, er, at mange af de ting, han siger, ved vi egentlig godt. Altså hvad vi bør gøre, og hvordan vi skal forholde os, men vi gør det ikke! Man har en masse undskyldninger, men så giver han dig fokus tilbage og siger okay, nu gør jeg det! Man får en peptalk."

Klokken var blevet fem minutter over midnat. I den fyldte Metro ind til byen gik snakken livligt med fortolkninger af historien om frøen og alt det andet, Tony Robbins havde sagt. Gad vide, hvad han egentlig sagde til Gorbatjov, da denne røg ud i kulden på hjemmebanen efter at have indført glasnost og perestrojka?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her