Læsetid: 9 min.

Stort ståhej og ingen tunger på vægtskålen

En aften med arbejde og fornøjelser, tabere og vindere, lys og mørke, skuffelser og glæder. Tag med Oliver Stilling på en reportage fra en ond aften med dansk politik
En aften med arbejde og fornøjelser, tabere og vindere, lys og mørke, skuffelser og glæder. Tag med Oliver Stilling på en reportage fra en ond aften med dansk politik
16. november 2007

Optakt - Klokken nærmede sig halv ti om formiddagen, og valgurnerne på Oehlenschlægersgades Skole på Vesterbro var allerede et tilløbsstykke. Folk virkede indebrændte og stod i kø for at gøre deres stemme gældende på det glorværdige danske demokratis trængte repræsentationskonto. Det var her på Oehlenschlægersgades Skole, at Naser Khader, den kvikke, lille syriske indvandrerdreng, trådte sine barnesko. Det havde man kunnet konstatere under valgkampen, da han som en anden amerikansk præsidentkandidat inviterede pressen med ned ad mindernes allé.

På fortovet uden for skolen talte to mænd i 30'erne om valgets mulige udfald.

"Jeg tror sgu, at Helle kan gå hen og vinde," sagde den ene og så ud, som om han havde set lyset.

"Sådan havde jeg det også med Mikkel Kessler," svarede den anden.

Ude i København fortsatte livet, som det plejede på sådan en hverdag. Folk afleverede børn i kommunens institutioner og tog på arbejde, nød deres otier eller fyldte flere oplysninger på deres cv på jobformidlingens hjemmeside. Efterhånden sænkede mørket sig over tagene, og landets små familier tændte forventningsfuldt for fjernsynet og lod den massive tv-dækning sive stille ud i deres stuer. Resultatet af det, som nærværende dagblad havde kaldt årtiers vigtigste folketingsvalg, var inden for rækkevidde, og det kildrede i maven.

Klokken 18.30. Socialdemokraterne - Socialdemokraterne havde yderst fornuftigt lagt beslag på Cinemateket i Gothersgade over for Kongens Have. Der er højt til loftet, og lokalet er forrygende til televiseret festivitas. Socialdemokraternes festudvalg havde dæmpet lyset til et leje, hvor man kunne sejle rundt i en ordentlig brandert og stadig se brandgodt ud. Journalister forstår ikke at klæde sig, men Kurt Strand fra Deadline gik rundt med sin mikrofon og lignede en skræddersyet million.

Da jeg ankom, var der langt flere pressefolk end erklærede socialdemokrater, og hvert andet øjeblik kunne man se sig selv på live tv på en af skærmene på væggene. En eller to af mediernes højlærde politiske kommentatorer kiggede ind for at se, om det var her, de skulle tilbringe aftenen. Man kunne jo lige så godt blande arbejde og fornøjelser - særlig når der var gratis drikkevarer. Jeg gik igen, netop som Svend Auken trådte ind og gjorde Mette Frederiksen selskab. Hun havde taget slæbet alene i et stykke tid. Lange Svend er kortere end Kurt Strand.

19.36. Dansk Folkeparti - Jeg tog bæltet af og kom problemfrit gennem Christiansborgs metaldetektor. Min frakke blev gennemlyst. Der var intet at komme efter. Vagterne var imponerede over, hvor lidt metal et menneske kunne have på sig. Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti havde ganske praktisk (for pressen) indledt valgaftenen klos op ad hinanden.

Der var allerede godt gang i den hos sidstnævnte i Landstingssalen, som i aftenens anledning var blevet omdøbt til 'Café Kolonihaven'. Der var lystig musiceren derinde. Et jazzband med trækbasun, trompet, bas og elklaver spillede "The Girl from Ipanema" og "Basin Street Blues", mens alle de kære ansigter - Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Mogens Camre (den hjemvendte søn), Peter og mor Birthe Skaarup - sad og muntrede sig med frikadellerne, mens avisfotograferne drev omkring efter motiver som gribbe efter ådsler.

Belysningen i lokalet var så hård, at jeg var bange for at blive sneblind.

På væggene hang kæmpestore hvide plakater med det tvetydige slogan: "Vi står fast på vore danske værdier". Hvem henviste dette "vore" til? Var det "vore" som i "Dansk Folkepartis" (og dets cirka 479.000 stemmer)? Eller "vore" som i "danskernes"? Svaret kunne læses højere oppe på plakaterne, hvor der med endnu større bogstaver stod: Tolerance, solidaritet og frisind.

19.52. Det Radikale Venstre -Skoen trykkede inde hos Det Radikale Venstre. Exit-polls'ene på fjernsynsskærmene havde allerede antydet, at den var gal. Stemningen var ikke så ukompliceret her som hos naboerne i kolonihaven. Dér stod folketingsmedlemmerne Martin Lidegaard, Lone Dybkjær og Charlotte Fischer, og selv om de talte forsvorent sammen, må det have rumsteret i baghovedet, at det nok kunne være sidste gang, de var med. Især for Charlotte Fischer, der i forvejen sad yderligt på sin taburet. Sidst, hun havde gjort sig bemærket, var, da hun midt i valgkampen stillede sig op og erklærede sig uenig med partiets nye politiske linje - accepten af 24-årsreglen.

En journalist fra Politiken fortalte mig, at der skam havde været et moment af liv og glade dage i lokalet, fordi det et øjeblik så ud, som om nogle mandater havde flyttet sig. Men glæden var kortvarig. Det var et valgfatamorgana. Jeg forlod etablissementet, netop som Morten Helveg Petersen ankom. Ja, unge Helveg kunne heller ikke vide sig sikker.

20.20. Venstre - I det udmærkede bogværk The Definitive Book of Body Language af kropssprogseksperterne Barbara og Allan Pease kan man læse, at folk, som er vokset op på landet, har behov for et langt større personligt luftrum omkring sig, end folk der er vokset op i en tætpakket storby. Det handler om vidder.

Øksnehallen på Vesterbro er en lokalitet, hvor der vel er plads til flere tusinde mennesker på en gang. Man ville kunne afholde et dyrskue uden problemer. Der ville være plads til køer, heste, traktorer og landbrugsmaskiner, og folk ville gå rundt i gummistøvler. Her havde Venstre valgt at holde fest. Der var umenneskeligt meget plads. Det var grandiost. Alle partierne kunne have været der. Kan man af det udlede, at Venstres demografi er præget af en vis landlighed?

Øksnehallen var domineret af Venstres Ungdom. De stod i en klynge i en lige sigtelinje fra indgangen, hvor de kunne reagere højlydt på eventuelle dignitarers ankomst. Da Bertel Haarder trådte hen blandt de unge mennesker, brød de ud i sang: "Hvem er vores gud? Det er Bertel Haarder!" Sådan lød det.

Der var i hvert fald mere gang i den her end hos Det Radikale Venstre. Drengenes slips var bundet med brede knuder. For første gang forstod jeg udtrykket 'små voksne'. Flere af VU'erne havde sideskilning og var mejet ud, som om de var statister i Bille Augusts Zappa. Efter at Haarder var gået, brølede de "DSU, DSU - WHO THE FUCK ARE YOU?!" med samme ildhu som et finsk råbekor.

Ude midt på gulvet, 30-40 meter fra barområdet, stod der en sværm af kendte studieværter og tv-journalister. Bent Stuckert, Cecilie Beck, Mads Steffensen... De to økonomisk trængte public service-stationer havde udkommanderet alt, hvad der kunne krybe og gå af 'ansigter'. For en aften var selv stjernerne blevet vandbærere. De var tvunget ud på gulvet for at stille alle de tossede spørgsmål, der skal til for at få en tv-aften til at hænge sammen.

Klokken 20.38 fik pressen fornøjelsen af at kaste sig over Søren Pind, tidligere konge af København (teknikborgmester) og nu menigt medlem uden nogen poster af betydning i det store landlige parti.

Pind er en populær skikkelse blandt VU'erne, og da de fik øje på ham, hujede de og skreg "NÅR SØREN PIND MARCHERER FREM, ER HAN IKKE TIL AT STOPPE!" og "VI ELSKER DIG, SØREN PIND!" A capella.

Den anarkistisk sindede Pind, der fylder 38 i næste uge, har indordnet sig under Venstres partidisciplin. Han holder kæft i stedet for at sige dumme ting, der kan tolkes som provokerende. Ikke flere teser. Det er den eneste vej frem.

Straks Søren Pind hørte VU'ernes varme velkomst, ilede han hen til dem på sin let fjedrende, foroverbøjede, entusiastiske, lemminge-agtige facon. Han har lært sin mund at moderere sig, men hans gang afslører hans egentlige natur.

Da finansminister Thor Petersen meldte sin ankomst, forlod jeg Øksnehallen med følelsen af, at jeg ikke ville vende tilbage.

Mellemspil - Cykelturen gennem byen var iskold, og der var ikke en sjæl på gaden. Jeg kørte via Istedgade og drejede om ad Vesterbrogade og hen forbi Tivolis hovedindgang. I den klare aftenkulde lignede København en Peder Bundgaard-forside til en Dan Turèll-krimi. Jeg cyklede forbi et væld af valgplakater med en masse ansigter, hvoraf de fleste få timer senere ville være tabere.

Termometret ved Rådhuspladsen viste én plusgrad. På Politikens lysavis tonede øjeblikkets vigtigste nyhed frem: "Intet er sikkert, lyder analysen fra Henrik Sass Larsen".

Et par hundrede meter oppe i luften hang en nyhedshelikopter og larmede som en politihelikopter på patrulje over LA-forstæderne Watts og Compton. Men København var ikke LA. Jeg fortsatte videre gennem Studiestræde og Nørregade. Nu åbenbarede den højhusløse 'middelalderby' sig i al sin pomp og pragt. Der var helt dødt derinde.

For enden af Skindergade lænede en ung kvinde sig ud af vinduet på et bindingsværkshus. Først troede jeg, at hun spejdede efter nogen at se valgaften sammen med, men hun røg bare en cigaret. Der var overraskende mennesketomt på Bo-Bi Bar i Klareboderne.

Ny Alliance. 21.24 - Hjørnet af Gothersgade og Borgergade var polstret med store OB-vogne, og der var trukket elledninger på kryds og tværs af vejbanen. Det var som at gå rundt i kulissen til en Olsen-Banden-film. Ny Alliance havde hængt et banner med sit noget parfumerede og reklameagtige logo op over indgangen til Boltens Gaard, hvor de havde lejet sig ind på et diskotek kaldet Pink.

Jo, Ny Alliance var i høj grad storbyfolk med en stramtsiddende intimsfære. Allerede på dette tidspunkt stod de mange håbefulde kandidater og journalister som sild i en tønde. Lars Kolind var her, og Jørgen Poulsen og Kristian Ditlev Jensen og alle de andre. Jeg kunne ikke se stifterne Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og Naser Khader.

Cykelturen havde gjort mig sulten, så jeg spiste en håndfuld pølsestykker, som var svøbt i bacon og et par spyd med en slags kød. Det hele stod på tallerkener i baren. Her var så trangt, at der i sagens natur måtte lugte af sved. Det gjorde der også.

I loftet foran baren drejede en diskokugle rundt, men den reflekterede ikke lyset, og festeffekten udeblev. Nogen havde sat et lysstofrør fast i loftet med gaffatape. Den matte belysning gav folks ansigter en gusten kulør - nogen så ligefrem sørgmodige ud. Som om de netop havde begået deres livs fejltagelse.

Det var mærkeligt at se aldersgruppen 40+ dominere sådan et sted. Det var som at befinde sig på et provinsdiskotek umiddelbart efter, at Rolling Stones havde lagt Horsens ned.

Var der musik i lokalet? Jeg husker det ikke. Men jeg husker tv-skærmene med billederne fra Socialistisk Folkepartis valgfest. Der var ikke lyd på, men man kunne næsten høre de stående ovationer. Villy Søvndal leviterede over SF'erne, da han holdt sin tale.

Senere så man Poul Nyrup Rasmussen komme gående i retning mod Cinemateket med statsmandsmine og -bukser. God timing. Ikke tidligt, heller ikke for sent.

Da jeg gik, var Malou Aamund ved at blive interviewet til en af skærmene. Hun lignede en vinder.

Socialdemokraterne. 22.07 - Jeg trådte ind ad døren til Cinemateket, idet Margrethe Vestager holdt sin tale for sine skuffede partifæller på Christiansborg. Men nu var Socialdemokraterne begyndt at gungre. Den amerikanske ambassadør, James B. Cain, havde tidligere besøgt Venstres lejr, og nu var han her med sine sikkerhedsvagter. LO's nye formand, Harald Børsting, var der også, og Henrik Dam Kristensen, Mogens Lykketoft og Henrik Sass Larsen.

Man måtte give Socialdemokraterne, at der kørte et ret godt beat i baggrunden. Klokken var vel 20 minutter over, da jeg troede, at Anker Jørgensen forlod festen. Fin timing, tænkte jeg, manden er også 85. Men pludselig stod han der igen med sin stok og sine store lyseblå flipper ud over jakkekanten.

Formand Helle Thorning-Schmidts blev modtaget som en dronning. Mens hun endnu stod ude på løberen foran døren, introducerede Henrik Dam Kristensen hende over højttaleranlægget som "Danmarks bedste campaigner". Det amerikanske ord campaigner var velvalgt og rammende for hele valgkampen - og for dækningen af den. Kort efter istemte socialdemokraterne et begejstret, næsten sekterisk "Helle, Helle, Helle..."

For den samlede opposition havde valget været elendigt, for Socialdemokraterne havde det været dårligt - Ny Alliance eller ej. Alligevel var her en følelse af, at man kunne gå på vandet, og at det kun var et spørgsmål om tid, før isen smeltede.

"Hej, Anker," sagde jeg og lænede mig en smule forover.

"Hej med dig."

"Det var ikke så godt," sagde jeg.

"Nej, vel?" sagde han. "Men sådan er politik jo altså nu engang."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu