Læsetid: 5 min.

That's my people

En messe for bogen, der har skrevet os alle sammen
24. november 2007

Da jeg var 16, gav min far mig en bog om Ole Bjørn Kraft i julegave. Det er den eneste politikerbiografi, jeg har læst, og jeg har for længst glemt, hvad der stod i den, ligesom folket, den læsende pøbel (det er jo bare det gode franske ord peuple på dansk) sikkert for længst har glemt, hvem Ole Bjørn Kraft var. Der var ikke helt så mange politikerbiografier dengang, ikke nær så mange biografier i det hele taget, ikke nær så mange kendte mennesker at skrive bøger om, som der er nu i underholdningssamfundets ophedede helvede, eller himmel, der en gang om året rejser sit bogtempel i Forum.

Det begyndte for mere end 500 år siden med Gutenberg, og det tog for alvor fart i Venedig omkring år 1500 med Aldus Venutius og hans billigbøger. Denne store, humanistiske bogtrykker ønskede først og fremmest at redde den klassiske græske litteratur fra glemsel. Han samlede en hær af græske lærde og typografer omkring sig, alt på værkstederne foregik på græsk, der blev skrevet græske forord og læst græsk korrektur af grækere, der også producerede udkast til nye, let læselige skrifttyper. I 1495 udsendte bogtrykkeriet så første bind af Aristoteles, og de følgende kom i 1497-98. Ni komedier af Aristofanes i 1498, Thuchydid, Sofokles og Herodot i 1502, Xenophon og Euripides i 1503, Demosthenes i 1504.

Arbejdet på trykkeriet og især distributionen blev i længere perioder afbrudt af de krige, der involverede den venetianske republik, men i året før sin død, i 1514, udgav Aldus Manutius yderligere Pindar, Hesychius og Athenaeus. Samtidig med at også de klassiske latinske og de nyere italienske forfatteres værker kom kørende ud af trykkeriets presser i billige udgaver beregnet til folket, for så vidt samme kunne læse og hvis ikke da med det formål også, at denne evne kunne have en grund til at ville udvikle sig hos så mange som muligt, helst alle. Poliziano, Bembo, Petrarch, Dante og den tidlige latinske poesi udkom på den måde ligesom helt moderne værker, eksempelvis Erasmus' Adagia.

Det udkom altsammen hos Aldus, og som der står i mandens biografi på Wikipedia: "Either in first editions, or with a beauty of type and paper never reached before."

That's my people, som Kurt Thybo ville have sagt, og som han faktisk sagde på tv fra bogmessen.

Fra balkonen

Jeg så ham ikke rigtigt selv, fordi jeg, mens han underholdt sig med Mikael Berthelsen fra fjernsynet, selv læste digte op på balkonen oven over sammen med Annemette Kure Andersen og Anne-Louise Bosmans. Jørgen Leth kom forbi, men han havde travlt, fordi han ledte efter Kurt Thybo, Michael Berthelsen og tv-kameraet, og et par dage efter kunne vi se både Leth og Morten Sabroe, da de i kølvandet på Thybo og Berthelsen ved Forums lukketid klokken 19 forlagde residensen til en nærliggende bar. Her kunne Kurt så svare på spørgsmål fra de ret mange, der var fulgt med, som rotterne fulgte fængeren i Hammel, og det gjorde han under flittig anvendelse af de engelsksprogede oneliners, der krydrer hans fåmælte østjyske med den slags indsigt, der kræver et fremmed sprog for at kunne holdes på afstand. Nedenunder brænder helvedes ild, og jeg er ikke den, der foragter sporten eller dens journalistik. Det var den, der i sin tid, på Ole Bjørn Krafts tid, da politikere havde navne med mening i, som isbrydere, der gav mig lyst til at begynde på det, der drev mig så vidt som til den dag at stå der oppe på balkonen med to af Danmarks bedste lyrikere (som den slags af mange sære grunde hedder, selv om deres udsagn, det, de siger, kan være barskere end det, der kommer ud af hovedet på en skribent som Kurt Thybo).

For ikke at tale om en nyere tids politikere som ronkedoren Niels Helveg, der efter eget udsagn hellere vil være sådan en snabelsvinger end f.eks. det for ham mere ulækre en 'garvet rotte'. Eller Mogens Lykketoft eller Claus Hjorth Frederiksen, for ham er der også kommet en bog om, og det kan godt være, jeg havde fået den i julegave af min far, hvis jeg havde været 16 i dag.

I DR2's version af Bogmessen, der overhovedet ikke lignede det, vi havde oplevet på små stande som Batzer, Attika og Borgen, bevægede Hjorthen sig ud i overvejelser om, hvorvidt sådan en bog mon var en god ide, hvis folk derude, pøbelen, egentlig bare mener, han er et dumt svin. Og det kan jeg da godt forstå, for vi er da nogen, der synes, at det er lige, hvad han er - især efter at vi har set og hørt ham kommentere indvandrerfirmaers udnyttelse af fortvivlede asylsøgeres billige arbejdskraft på skærmen.

Nutidigt hurtigt

Hvordan er det kommet dertil, altså hertil ? Det er en lang historie, som i de senere tider også omfatter de fede 60'ere og deres fascination af de tegneserier, der var forbudt i 50'erne. Det førte så vidt, at nærlæsninger af Anders And i 1970'erne kom til at dominere litteraturstudierne på universiteterne, hvilket igen medførte, at 80'erdigterne blev en slags hellige nyheretikanere, ligesom det uden tvivl er muligt at placere Blekingebanden i dette krydsfelt.

Derefter kom Højholts pseudoårhusianske Gitte og hendes showe fætter Onkel Danny, og senere kom så Bukstrup og Blendahl. I can hop, I can run, it is fun fun fun.

Og de læselystne stakler, man ser slæbe sig rundt i gangene mellem de markskrigeriske bogboder i Forum med deres messetunge poser fyldt med reklamer for bestsellere er altså folket. Pøbelen.

De er my people, som jeg siger med Kurt Thybo, også selv om jeg ikke er enig med ham, når han udtrykkeligt begrænser sine læsere, dem han skriver for, til at være "stenbroens børn", eller hvad han nu lige får sagt og i samme åndedrag påstår, at Alexandre Dumas den Ældre blev forfulgt af sin samtids intellektuelle, fordi han skrev musketererne og greven som føljetoner i bladene.

Det gjorde man dengang, og det gør man endnu. Også selv om man skulle være gået hen og være blevet så intellektuel, at man kan have behov for at skjule det med lidt oneliners på et fremmedsprog. Men egentlig er jeg sikker på, at Kurt Thybo vil give mig ret i, at bogen som Aldus Manutius mente, føljeton eller ej, ikke bare er for dem, der er lige som en selv, som man helst vil være, men også for de andre. Ikke bare for Jørgen Hattemager, hvem han så er, men for den vise Kong Salomon, som er os allesammen. That's my people.

Bent Vinn Nielsens forfatterkollega Peter Laugesen vikarierer her på pladsen, da Bent Vinn NIelsen fortsat har brækket armen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu