Læsetid: 3 min.

Den desillusionerede julenisse

Der findes to slags julemænd. De der ikke findes, og de der hvert år kaster sig ud i et sæsonarbejde, der placerer dem på en knivsæg, hvor depression, ydmygelse og personlig ruin venter i afgrunden
Våd jul. Billy Bob Thornton som den alkoholiserede sæsonarbejder-julemand i -Bad Santa-.

Våd jul. Billy Bob Thornton som den alkoholiserede sæsonarbejder-julemand i -Bad Santa-.

Fra filmen

28. december 2007

Da jeg var omkring otte, var jeg sammen med resten af familien til juleoptog i en naboby. En ladvogn førte an i paraden, og på den stod en umiddelbart mærkelig konstellation: Eftersom Bamse og Kylling ikke før sidst i halvfemserne viste tegn på religiøst tilhørsforhold (Bamses Julerejse), virkede det i midtfirserne underligt, at de stod der på ladvognen sammen med julemanden.

Det spekulerede jeg selvfølgelig ikke over på det tidspunkt - jeg var fuldstændig opslugt og fyldt af den lykke, som på et tidspunkt erstattes af en helt anden følelse i julemåneden. Men jeg husker, at jeg syntes, det var Bamse og Kylling, der var spændende. Tænk, at de var kommet hele vejen fra fjernsynet for at besøge en flække i Vestjylland. Julemanden skænkede jeg ikke en tanke. Jeg kunne da godt se, at det var ham, alle på egnen kaldte borgmesteren - ikke fordi han var borgmester, men fordi han havde en stor vom og drak meget rødvin.

Dengang som nu ligger der en latent risiko i at iklæde sig den røde dragt, skægget og det gemytlige grin. Og det er den standardiserede julemandsreplik ho ho, der som regel konfronterer manden med denne risiko. Har han virkelig noget at grine af? Eller føler han sig som en stor hykler, når han går rundt og smiler og skal virke som inkarneret jollyness? Hvis nu disse mænd ikke havde iført sig juledragten, så havde de muligvis levet fint videre. På et ubevidst plan har de måske anet, at de var ulykkelige og uden håb, men det ville aldrig komme til udtryk. Ikke før den dag nogen gav dem bjælden i hånd.

Juledegeneration

Adskillige film har brugt dette virkemiddel: At udstille en mands utvivlsomme og uigenkaldelige degeneration ved at give ham hvidt skæg og rød hue på. I december måned har vi haft dem begge: De hyggelige, varme og glade men dybt utroværdige julemænd i Miraklet på Manhattan og lignende blockbusters. Og så har vi den type, hvis oplevelser man kan relatere til: For eksempel Dan Aykroyd i Bossen og Bumsen som den succesfulde børsmægler, der på få minutter mister alt: job, formue, lejligheden på Park Avenue og sin forlovede. Pludselig vader han subsistensløst rundt i gaderne. Han bliver overfaldet, mister alt - også hans tøj, og må samle et julemandskostume op og tage det på. Skægget bliver mere og mere gråt og fyldes med madrester og sprutsjatter. Til sidst står han på fortovet, desillusioneret, fortabt, fordrukken. Og en hund kommer forbi og letter ben op ad ham. Han kigger blot ned på den. Og konstaterer det endelige forfald.

Derudover findes der de eksistenser, der ernærer sig ved sæsonarbejdet: Som Billy Bob Thornton i Bad Santa. En liderlig og usoigneret alkoholiker er nok ikke, hvad forældrene forventer, når de tager barnet med i storcentret, for at det skal sidde på julemandens skød. Men hvad: I den røde dragt ligner alle en engel. I virkeligheden røver julemanden og hans lille hjælper storcentret efter lukketid. Og det groteske understreges af, at forbryderen i det meste af filmen bærer dragten, der inkarnerer godhed, uskyldighed og næstekærlighed.

Jul reddede borgmester

Overalt i filmene findes disse julens antichrists. Det gør de jo, fordi de findes i virkeligheden. Heldigvis kan vi glæde os over, at fænomenet julemandssæsonarbejde ikke har slået fulgt igennem i Danmark. Måske gør en opdragelse i den sociale velfærdsstat os ude af stand til at ignorere forfaldet hos stormagasinets julemand? Måske kunne jeg allerede, da jeg var otte, se, at det ikke var sundt at trække en midaldrende mand med alkoholiske og depressive tendenser i en rød dragt og opfordre ham til at synge julesange og klappe sig klukkende på maven.

Hvis nu borgerforeningen ikke hvert år havde bedt borgmesteren være julemand (fordi han har så hyggelig en vom), ville han så være kørt hjem til sin kone efter arbejde i stedet for på Havnecaféen? Og ville han have overlevet leversvigten? Og julen?

Julemanden på alle kanaler, alle dage, hele december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu