Læsetid: 3 min.

Grænselandet

Landegrænser ligger aldrig fast, men fastlægges af sindelag. Derfor er Søren Krarups drillende pointe om, at der til enhver tid kan afholdes folkeastemning om grænsen mellem Danmark og Tyskland ikke så malplaceret endda
12. januar 2008

Hvis man forsikrer den sorte om, at han er nøjagtig som den hvide, så gør man ham i det skjulte endnu engang uret

- Theodor Adorno

Historikeren Rene Rasmussen (f.1966), som hører til sin generations bedste historikere (jvf. bl.a. værket: Front og Bro, 2006), er en flittig debattør på Flensborg Avis.

Rene Rasmussen fortalte forleden i Flensborg Avis en sjov historie om nu afdøde generalkonsul og historiker Lorenz Rerups (fra Flensborg) samtale med sin sydslesvigske tante: "Lorenz, Lorenz, hvornår bliver vi danske?" Og han svarer: "Jeg ved ikke med dig, lille tante, men jeg er det allerede!".

Krarups pointe

Historien illustrerer, at danskheden ikke handler om statsgrænser, men om sindelag. Man kan derfor aldrig gøre sig til talsmand for at grænsen ligger fast. Grænsen bestemmes af sindelaget, og sindelaget har ofte skiftet karakter i grænselandet. Søren Krarup har derfor fat i en central pointe, når han drillende konkluderer, at grænsen aldrig ligger fast, men altid kan reguleres, når der vel at mærke er et flertal herfor.

Sønderjyderne morer sig derfor kongeligt over, at velmenende kulturradikale finder Krarups synspunkt reaktionært. Hvis der er noget, som er reaktionært, så er det jo netop, at staten skal bestemme, hvor grænsen går. Sønderjyderne ville netop derfor ikke i 1920 høre tale om, at vi skulle flytte Danmarks grænse længere sydpå, end der var numerisk dansk flertal for.

Spørgsmålet er så, hvor sandsynligt det er, at der bliver et flertal for en fremtidig grænseændring. Danskheden i Sydslesvig har nemlig været relativt konstant på omkring 50.000 sjæle i rigtig mange årtier

Den nord - og sydslesvigske danskhed er forskellig. De er vokset ud af divergerende kontekster, til trods for at landsdelen helt frem til 1920 delte historisk skæbne. Mange sydslesvigere er dybt forankret i danskheden, men der er også en del af de danske i Sydslesvig, som betragter danskheden som identisk med den nordiske model. De har så at sige gjort danskheden politisk dvs. ideologisk. Man kan derfor i spalterne i Flensborg Avis opleve danske sydslesvigere, som mener, at de ikke har valgt danskheden ud fra traditionelle nationale normer. De gør f.eks. gældende, at højskolesangbogen og al den snak om det folkelige/nationale er foragtelig. Samme markeringer finder vi hos den tyske flertalsbefolkning. Pointeringen af det nationale, uanset om det kommer til udtryk i Danmark, Tyskland eller i Frankrig er politisk ukorrekt i Forbundsrepublikken.

Tyskerne har i stedet haft fokus på det europæiske. Man er gået fra at være 120 procent tysk til at være 120 procent europæisk. Tyskerne kan derfor virke en anelse rodløse og bange for alt, som smager af noget nationalt. De forekommer derfor også meget påvirkelige af ydre ideologiske modeluner.

Alting 120 procent

Ja, hele denne trang til at dyrke alting 120 procent enten som økologist eller RAF er i tysk efterkrigshistorie blevet betragtet som mindre problematisk, end at flage med det tyske flag. Det var derfor befriende, at tyskerne op til VM i fodbold endelig vedkendte sig en dagligdags tyskhed, hvor nationalsangen og flagene kom frem. Det er denne angst for alt, der smager af noget nationalt, som sandsynligvis har gjort, at Duborg-læreren Jan Eiffert i Flensborg Avis noterede, at højskolesangbogen er noget nationalistisk bras.

Eiffert, hvis synspunkter var så markante, at hans rektor på Duborg skolen i Flensborg måtte komme ham til undsætning i debatten, er et klassisk eksempel på, at aspekter af danskheden i Sydslesvig er præget af ideologisme. Og hvad værre er: Grænseforeningens målrettede forsøg på at identificere indvandrernes skæbne i Københavnske ghettoer med de unge sydslesvigere, kan kun medvirke til at styrke de uheldige sider af den sydslesvigske ideologisme.

Man gør dem uret

Grænseforeningen ser tilsyneladende de unge sydslesvigere som en eksotisk minoritet på linje med indvandrerminoriteter i København. Foreningen har derfor adopteret den populære og abstrakte tanke, som er så comme il faut i det moderne, at minoriteter, uanset hvilken konkret baggrund de indgår i, må have fælles erfaringsflader. Grænseforeningen bør undgå disse totalitære ækvivalenstiltag. Man gør nemlig både indvandrerne på Nørrebro og sydslesvigerne uret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bortset fra en bredside til Grænseforeningen, hvad forsøger forstanderen så egentlig at fortælle os?

Sydslesvigere frygter det nationale og kæder derfor hellere Danmark sammen med Norden, ligesom tyskerne hellere beskæftiger sig med EU end med sig selv? Sikke noget vås. Apropos totalitære ækvivalenstiltag.

At en ny grænsedragning er nærliggende, fordi det danske mindretal er så stabilt? At nævne et noget så udokumenteret tal som, at sydslesvigerne skulle udgøre 50.000 personer, er i bedste fald naivt. Ser man på foreningernes reelle medlemsudvikling - og regner gratister fra - så er der næppe tale om stabile forhold.

Eifferts indlæg i Flensborg Avis var satire. Ikke andet.
At digte en frygt for det nationale i indlægget på linje med flertalstyskernes adfærd efter krigen, er mildest talt absurd. Apropos totalitære ækvivalenstiltag.

Det er også en sandhed med modifikationer, at rektor skulle være kommet Eiffert til undsætning, fordi hans holdninger var så markante. Rektor kom Eiffert til undsætning, efter at en række (rigsdanske) læserbrevskribenter krævede Eiffert rullet i tjære og fjer.

Det er vist en om'er