Læsetid: 12 min.

I lille Tyskland

For de gamle var det tyske mindretal ren nødvendighed, en måde at leve videre på efter krigen. Men for de unge er tosprogetheden mere et ekstra plus i karakterbogen. Information er taget til det tyske mindretal i Sønderjylland, der lever videre i bedste velgående, selv om grænsen blev trukket for næsten 100 år siden
Livsnerven i det tyske mindretal i Sønderjylland er dens institutioner. Og antallet børn i børnehaver og skoler er stigende, så der er ikke meget, der tyder på, at mindretallet skulle være ved at have udspillet sin rolle.

Livsnerven i det tyske mindretal i Sønderjylland er dens institutioner. Og antallet børn i børnehaver og skoler er stigende, så der er ikke meget, der tyder på, at mindretallet skulle være ved at have udspillet sin rolle.

Der Nordschleswiger

25. januar 2008

Træerne er brune, bakkerne og markerne er beige efter en vinter, der har været alt for varm og alt for våd. Brunt og beige, kun brudt af en grå motorvej midt i det hele. Jeg er ved at nå den sydlige ende af Jylland, der bringer mere af det samme uden for bilruden. Der er intet, der indikerer, at der er anderledes her end i alt det andet beige. Men det er der. Her bor danskere og tyskere side om side - eller tyskere er de vel næppe. Mange af familierne har boet her i generationer, de taler lokale dialekter, variationer over sønderjysk, samtidig med, at de også taler både tysk og dansk. De er omkring 15.000, har deres egne skoler, egne børnehaver, deres egen avis, deres egne biblioteker, egne idrætsstævner og deres egne håndboldklubber. Og står det til nogle af dem, skal man også kunne se det, når man kører ned ad motorvejen. Apenrade skulle der stå ved frakørselsskiltet til Åbenrå, der skulle også stå Rotenkrug på byskiltet, når man kører ind i Rødekro og Uk, når man kører igennem landsbyen Uge. For at indikere at der også tales tysk, at der også leves tysk kultur i landsdelen mellem Haderslev i nord, Padborg i syd, Sønderborg i øst og Tønder i vest. Det er firkanten, der også kaldes Nordslesvig, hvor det tyske mindretal i Danmark hører hjemme. Det er her, jeg selv kommer fra.

Jeg taget tilbage for at finde ud af, hvorfor der stadig er behov for et tysk mindretal i Danmark. Hvilken fremtid har det, og hvad vil det? Det første svar, jeg finder, er: Skilte.

Oprindeligt handlede forslaget om tosprogede vejskilte om, at Dansk Industri beklagede sig over, at tysk ikke længere prioriteres i skolerne, og at danskerne er blevet for dårlige til tysk, forklarer Hinrich Jürgensen, der i sin tid bragte skiltene på banen. Han er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, det tyske mindretals hovedorganisation, og han mente, at det var en god måde at få det tyske ind i det offentlige rum på.

"Hvis ikke man ser sit sprog i det offentlige rum, mister man sin relation til det," forklarer han og påpeger, at det desuden kan have en vis symbolsk værdi, når man kører gennem landskabet.

"Så kan det være, man tænker 'aha, her lever to kulturer, side om side. Det signalerer, at danskere og tyskere er åbne over for hinanden." Og sådan kan man da også kalde forholdet i dag; åbent og tolerant. Alligevel forhindrede det tolerante forhold ikke irriterede læserbreve i aviserne fra både danskere og mindretalstyskere. Nu gik det lige så godt, sagde tyskerne, mens danskerne spurgte, hvad det nu skulle gøre godt for. Og var der dog ikke bedre måder at bruge pengene på? På den anden side af grænsen har man netop vedtaget flersproget skiltning, så Flensburg også officielt kommer til at hedde Flensborg. Og det havde danskerne ikke spor imod, konstaterer Hinrich Jürgensen: "Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt."

Men alt det er petitesser. Ellers er forholdet mellem tyskere og danskere kun blevet bedre med årene. I dag kan man nærmest kalde det 'venskabeligt', mener flere af dem, jeg taler med. Men sådan har det ikke altid været.

"Tidligere ghettoiserede man sig selv, og man blev ghettoiseret," siger Hans Heinrich Hansen, der er formand for FUEV, en paraplyorganisation for de europæiske minoriteter. "Det helt afgørende er anerkendelse. Minoriteter er som alle andre mennesker, og mennesker har behov for tillid, tryghed og anerkendelse. Hvis man ikke får det, og man tvinger folk til at assimilere sig, så kommer der en modreaktion, hvor man indkapsler sig selv i stedet for," siger han.

Måske det var det, der skete med det tyske mindretal, da Karen Hansen var ung. I dag er hun 85 og dækker op til sønderjysk kaffebord i sin dagligstue i Tinglev. Stellet er flødefarvet med guldkant, småkagerne er hjemmebag. På reolen står tre generationers bryllupsbilleder, på et af dem smiler en af mine gamle klassekammerater. "Ja, tiden under og efter krigen, den taler vi tit om."

Hun, svigerinden Hanne Petersen og en anden veninde, Marie Möller, der alle tre er flyttet ind i nybyggede lejligheder over for banegården.

Venner blev til fjender

Dengang, under krigen, blev de alle forført.

"Vi hørte jo kun alt det gode fra den anden side. Og selvfølgelig var vi vanvittigt euforiske over det. Vi var jo tyskere, og på det tidspunkt vidste vi jo ikke bedre," siger hun.

En stor del af mindretallet ville da også, at Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland, pligtskyldigt havde de haft både naziflag og et portræt af Hitler i stuen, og mange unge mænd meldte sig frivilligt til at kæmpe under tyske faner. Blandt andet Hanne Petersens mand, der dengang endnu ikke var hendes mand. Over for Karen Hansens families købmand lå der en banegård. Hver gang, der var blevet sprængt jernbanespor, kom en af medarbejderne, en ven af familien, over i butikken og undrede sig. Hvem sabotøren mon kunne være, spurgte han. Hvem mon sprængte banen.

"Efter krigen viste det sig, at det var ham, der havde gjort det. Han kom over iført et frihedskæmper-armbind og anholdt min far," siger Karen Hansen. Og sådan blev venner til fjender.

Mange mænd kom aldrig tilbage fra krigen, og de, der gjorde, blev efter krigen internerede i Faarhuslejren. Der sad Hanne Petersens forlovede så, da han kom tilbage fra østfronten, og lige som de fleste andre afsonede han for landsforræderi.

"Det er klart, at det det var svære tider, og at det har siddet i os længe efter," siger Karen Hansen. Hendes far blev taget med, så hun og moren blev alene om købmandsbutikken. "Heldigvis tog de ikke mig, så havde min mor ikke klaret den." Der bliver stille i stuen. Det var en hård tid, dengang kvinderne måtte tage over på gårdene. Marie Möller sukker. Hendes far, der ejede en virksomhed, blev også hentet af frihedskæmperne. Bagefter var der ingen danskere, der ville handle med dem længere, fordi de var tyskere. Virksomheden gik konkurs.

Efter det tog det mange år, før forholdet mellem danskere og tyskere igen blev bedre. Tyskerne holdt sig mest for sig selv. Efter nogle år åbnede de tyske skoler igen, præsterne kom tilbage, avisen blev igen udsendt, og mændene blev løsladt fra Faarhus. Og endnu bedre blev det i 1955, da København-Bonn-erklæringen stadfæstede mindretallenes rettigheder. Men Marie Möller boede med sin familie på Als. De var stort set de eneste tyskere i området, og der måtte hun hele tiden kæmpe for sin identitet.

"Hvad skulle vi have gjort? Skulle vi bare have ladet som ingenting? Man kan jo ikke bare smide sin identitet væk som en gammel snavset skjorte. Selv om det havde været så meget nemmere for os. Det var især synd for min søn." Om morgenen blev han kørt i taxa til den tyske skole i Sønderborg, om eftermiddagen blev han kørt hjem igen. Og så sad han ellers alene resten af eftermiddagen, for de andre, danskerne, ville ikke lege med ham. Han endte da også med at sende sine egne børn i dansk skole. Den dag i dag kalder Marie Möller Tinglev for smørhullet. Smørhullet, fordi der er så mange tyskere, at man stort set kan lave noget sammen hver eneste dag. Om det er vandgymnastik eller banko. Sådan var det ikke på Als. Det her er jo også lille Tyskland, siger Karen Hansen.

Apenrade

I Åbenrå, der ligger centralt i Nordslesvig, drejer jeg til venstre. 'Deutsche Schulen', står der på skiltet over for bageren. Det er her, livsnerven til det tyske mindretal ligger, mener Peter Iver Johannsen, der er generalsekretær for det tyske mindretal. Uden mulighed for at lære sproget i de 23 børnehaver, 15 folkeskoler, i gymnasiet og i efterskolen ville mindretallet få svære overlevelsesvilkår, for sproget er en identitetsmarkør, mener han. Og lige nu er der flere og flere, der vælger de tyske institutioner til: Der går omkring 1.500 elever i de tyske skoler, og tallet er stigende: "Måske er der flere, der bliver bevidste om værdien af at lære begge kulturer at kende. Måske er det også blevet nemmere at være tysk i grænseregionen," mener Peter Iver Johansen og forklarer, at det i efterkrigstidens 50'ere og 60'ere måske ikke altid var helt uproblematisk. Måske besluttede man sig dengang for, at man ikke ville udsætte sine børn for den samme konflikt med danskerne, som man selv havde oplevet, og så var det bare nemmere at putte sine børn i den danske skole.

"Det kan være forklaringen på, at antallet af elever dykkede noget på det tidspunkt. Men i dag er det anderledes. Der er endda noget, der tyder på, at flere og flere danskere sender deres børn til de tyske institutioner, fordi klasserne er små, og børnene får mulighed for at lære to sprog," siger han.

Så modsat hvad alle troede, nemlig at mindretallet med tiden ville udspille sin rolle i takt med, at forskellene mellem tyskere og danskere blev mindre, er der i stedet kommet flere mindretalstyskere til. Også uden vejskilte.

Jeg går ind på det tyske gymnasium, Deutsches Gymnasium für Nordschleswig, hvor jeg også selv har gået. Det ligner sig selv, bortset fra at der nu går flere elever på skolen. På min tid var der lidt over 100 elever. Nu er der 156.

Nazisvin

"Bare i de par år, der er mellem mig og mine søskende, er forholdet mellem danskere og tyskere blevet langt, langt bedre," mener Johanna Jürgensen, der er 17 år, går i 2. g og tilfældigvis er Hinrich Jürgensens datter. Hun kommer fra den lille by Tinglev, som jeg også selv kommer fra. I Tinglev er der ét lyskryds, på den ene side af det ligger den tyske skole, den tyske efterskole og den tyske sportshal, og på den anden side ligger den danske kommuneskole og den danske sportshal. Men for Johanna Jürgensen var lyskrydset ikke bare et lyskryds.

"Som barn turde jeg nærmest ikke gå over de hvide striber på asfalten. Man vidste jo aldrig, hvad de ville råbe efter en. Somme tider blev der da også råbt, 'nazisvin'," fortæller hun.

Jeg husker, hvor dårligt jeg selv fik det, da jeg så naboens dreng, der stod og heilede foran vores hus engang for cirka 25 år siden, dengang jeg gik på Deutsche Schule Tingleff. Eller dengang, mine venner råbte i skolegården, at 'nu skulle der kastes med sten mod danskerne'. Eller hvor pinligt, jeg syntes, det var, at min bedste venindes far ikke ville give min far hånden til en fest, fordi han er tysker. Vi var udenfor.

"I sidste ende var det ikke børnenes skyld. De har jo hørt det et andet sted fra, formentlig fra forældrene. Men forældrene har heldigvis også ændret holdning i dag. Tidligere så du for eksempel aldrig, at danskere lod deres børn gå i tyske skoler. Det gør de nu," siger Johanna Jürgensen, der ellers ikke er i tvivl. Det er en kæmpe fordel at have to kulturer og være flydende på både dansk og tysk.

At være den anden

Men mange forstår ikke, at selv om man tilhører det tyske mindretal, så er man stadig dansk, siger Johanna Jürgensen.

"Nogle føler sig selvfølgelig mere tyske, og andre føler sig mere danske, men jeg føler mig ikke tysk som en tysker fra Tyskland. Jeg føler bare, at jeg har snuppet de gode ting fra den danske og den tyske kultur og har blandet dem sammen."

Katja Riedel, der er 18 år og går i 3. g, nikker. Hendes far er fra København, moren er fra Flensborg, hun er opvokset i Padborg lige nord for den tyske grænse.

"Men man kan også hurtigt blive meget ensom i mindretallet. Du får ikke den samme store vennekreds, som danskerne har. Og du kan blive meget isoleret, hvis du ikke selv gør noget for det." Hun tænker sig lidt om, slår så om fra tysk til dansk. "Selv gik jeg til håndbold i en dansk klub, og det var der, jeg fik danske venner."

Lige som Christian Asmussen lærte danskerne at kende ved at gå til fodbold.

"Man skal passe på med at isolere sig selv. Det har mindretallet måske haft en tendens til at gøre, og så tror man lige pludselig, man er anderledes, bare fordi man er mindretal."

Hernede i Sønderjylland er det også lidt negativt ladet at være tysker, mener Johanna Juergensen.

"Men når man kommer længere op i landet, så siger de 'ej, hvor er det fedt, at du er tosproget. Du kan det bare flydende'. Selv tænker man jo ikke videre over det, og hvis andre nævner det, så er det typisk, fordi man jo er en 'skide tysker."

Balancegang

De unge nordslesvigere mener sagtens, at de to grupper kunne lave flere fælles kulturartangementer Der er ingen grund til at adskille sig så meget.

Det mente den unge politiker Stephan Kleinschmidt, der sidder som formand for kulturudvalget i Sønderborg for det nordslesvigske parti Slesvigsk Parti (SP), heller ikke. Derfor tog han imod en invitation om at blive medlem i den danske Grænseforening, der arbejder for udbredelse af dansk sprog og kultur i grænseområdet, især syd for grænsen. Men det blev et kontroversielt medlemskab. Man må vide, hvem man er, og hvor man kommer fra, lød de kritiske reaktioner, især fra de ældre dele af mindretalsbefolkningen. Selv mener han, at det handler om en svær balance mellem integration og bevaring. En grænse, de ældre mener, han har overskredet.

"Samtidig med, at man skal åbne sig udadtil, skal man holde sammen indadtil. Og det er en vanskelig balancegang, der handler om, at man vedkender sig mindretallet, men undgår at distancere sig fra samfundet som i en osteklokke. Det handler om at have en positiv selvforståelse, samtidig med at man integrerer sig i samfundet," siger Stephan Kleinschmidt om det, der tyder på at blive fremtidens udfordring for mindretallet.

De to mindretal nord og syd for grænsen har da også et samarbejde, man kun kunne drømme om for blot 15 år siden. De gik for eksempel sammen dengang, tyske politikere under delstatsvalget i Schleswig Holstein pludseligt såede tvivl om, at SSW, det danske mindretals parti, var et rigtigt parti. Tyske ambulancer rykker ud i Danmark, tyskerne forsøger at afhjælpe den danske arbejdskraftmangel, og regionerne arbejder tæt sammen hen over grænsen.

Men de ældre i Tinglev er bange for, at den unge generation bare smider det hele væk.

"De føler det ikke på samme måde længere. Jeg frygter, at når vi dør, så kommer mindretallet lige så stille til at forsvinde. Vi håber selvfølgelig, at det fortsætter på samme måde. Men det er svært, alle de unge flytter jo. Så det forsvinder nok på et tidspunkt," spår Karen Hansen.

Men så bliver det til noget andet, mener gymnasieeleverne. Vi er integrerede i samfundet i dag, siger de. Og måske bliver vi en dag så integrerede, at der ikke længere er behov for mindretallet. Måske om 100 år. Eller når folk ikke længere har lyst til at sætte deres børn ind i de tyske institutioner. Men som mindretallet selv siger, så er det op til mindretallet at beslutte, hvornår der ikke længere er behov for det.

Karen Hansen, Marie Möller og Hanne Petersen ville på grund af deres baggrund ikke optræde under deres rigtige navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Dette er anden del af to artikler om de dansk-tyske mindretal. Den første blev bragt den 18. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu