Læsetid: 4 min.

Det næste skridt fremad

Når amerikanerne vælger en præsident, vælger de ikke kun en politisk leder, men et sprog, en stil og en symbolsk selvfremstilling
Forsoner. Barak Obama mener det, når han afstår fra personangreb i den igangværende amerikanske valgkamp. Ikke alene ønskede han Hillary Clinton tillykke med sejren over ham i Iowa, han betegnede også hendes sejr som en -fantastisk bedrift-.

Forsoner. Barak Obama mener det, når han afstår fra personangreb i den igangværende amerikanske valgkamp. Ikke alene ønskede han Hillary Clinton tillykke med sejren over ham i Iowa, han betegnede også hendes sejr som en -fantastisk bedrift-.

M. Spencer Green

12. januar 2008

Da han tabte, viste han, at han mente det alvorligt. Mod alle meningsmålinger tabte Barack Obama tirsdag til Hillary Clinton ved primærvalget i New Hampshire. Han red på en bølge, han sagde "håb" og "forandring". Hun havde angrebet ham personligt, hendes mand havde angrebet Obama personligt. Men Obamas stil blev ved med at bekræfte hans løfte om politisk forandring: Han forfaldt ikke til strategiske modangreb på hendes person. Han lovede at forene det polariserede USA, som både Bill Clinton som præsident og George W. Bush repræsenterer.

Begge eliter blev ydmyget

Som indbegrebet af liberal dobbeltmoral, arrogant humanisme og retoriske løgne stod Bill Clinton som præsident for alt det, som det konservative Amerika hader. Som en konservativ kommentator har forklaret:

Da middelklasseamerikanerne havde besejret kommunismen med hårdt arbejde og solid patriotisme, fik de en præsident, som havde røget hash, spillede saxofon og førte sig frem som en selvglad 68'er. Til gengæld måtte de liberale amerikanere se deres præsident udsat for en moralsk hetz, som tvang ham til at udstille private pinagtigheder for et offentligt tribunal. Og bagefter måtte de liberale, sekulære demokrater se sig repræsenteret af præsident Bush, som førte kampagne imod Darwins evolutionslære, hævdede, at han modtog politisk rådgivning fra Vorherre og udpegede 'ondskabens akse'.

Den dag George W. Bush blev genvalgt som præsident, blev af New York Times kaldt "den dag oplysningen gik ud i Amerika".

Denne destruktive konflikt, som er blevet kaldt den amerikanske 'kulturkamp', lover Obama at afvikle. Og den aften, han sensationelt havde tabt, forfaldt Obama stadig ikke til personangreb på sin modkandidat. Han opfordrede sine tilhængere til at klappe ad Hillary Clinton: "Først vil jeg ønske Hillary Clinton tillykke med en sejr, som hun har kæmpet hårdt for. Det er en fantastisk bedrift."

Den dobbelte ydmygelse

Og det er særligt ved Barack Obama: Han er sort, men han er ikke vred.

Episoder over de senere år afdækker en udbredt vrede blandt sorte amerikanere, som eksploderer ved symbolske anledninger. Den viste sig ved optøjerne i 1992 i Los Angeles efter frikendelser af de fire hvide politimænd, som havde banket den sorte Rodney King. 53 mennesker blev dræbt. Den viste sig igen i 2005, da tv-optagelserne fra New Orleans hærget af orkanen Katrina afslørede, hvem, det var, som ikke kom væk i tide: Det var den sorte underklasse. Senest dukkede vreden op efter en episode i efteråret i sydstatsbyen Jena, hvor kun seks mindreårige sorte blev tiltalt efter uroligheder, der startede efter en racistisk aktion fra hvide skoleelever.

Det kendetegner urolighederne både i Los Angeles og New Orleans, at det ikke var den indledende ydmygelse, men retsvæsnets gentagelse af den, som blev gnisten. Den samme vrede viser sig i den militante attitude, den muskuløse aggression og dyrkelsen af 'gangsteren' i den sorte hiphop. Vreden er naturligvis ikke et biologisk faktum, og den dækker langt fra alle sorte. Den er historisk indskrevet i kroppen på sorte, hvis fjerne forfædre var slaver for de hvide, og hvis forældre eller bedsteforældre ikke måtte sidde på de samme bænke som de hvide og ikke havde stemmeret.

Statistikker over indsatte i fængsler, studerende ved de gode universiteter og gennemsnitslønninger bekræfter, at den reelle diskrimination ikke forsvandt med borgerrettighedsbevægelsernes kamp, som sikrede ophævelsen af den formelle diskrimination.

Den almindelige amerikaner er ikke racist, tværtimod. Indvandrere til europæiske lande, som kommer på besøg i USA, fortæller ofte, at de slet ikke som hjemme mødes med det blik, der bestemmer dem som 'fremmede'. De fleste amerikanerne har ikke noget problem med de sorte, men de er utrygge ved vreden.

Og dem tilbyder Barack Obama forsoning: Han er sort, men han er ikke vred. Han har ikke den samme historiske vrede indskrevet i kroppen som de sorte, der har boet i USA i generationer. Det er ikke hans historie. Han er vokset op på Hawaii som søn af en hvid mor og en kenyansk far, der ikke var der. Det var først i gymnasietiden, at Obama begyndte at se sig selv som sort. Han er jurist fra Harvard, og han har lavet frivilligt socialt arbejde blandt de sorte i Chicago. Han henviser til de sortes kamp for retfærdighed og den fortsatte diskrimination, men han taler ikke syngende som de sorte præster Martin Luther King og Jesse Jackson, men snarere som den hvide John F. Kennedy.

Det er fristende at se ham som en sort, der ikke er sort, men præcis den slags stigmatiseringer overser, at 'den sande sorte amerikaner' ikke kun er den vrede, militante mand fra ghettoen. Og netop ved denne åbning af stereotypierne kan han fungere som en frigørende skikkelse - i øvrigt ligesom Hillary Clinton kan gøre det på kvindernes vegne, selvom hun først blev kendt som præsidentfrue.

Næste side i historien

Da John Kerry torsdag annoncerede sin støtte til Obama, var det med en erklæring om, at han som præsident kunne "vende det næste blad i amerikansk historie". Dette skridt fremad vil vise, at der stadig gøres sociale fremskridt i USA. Det vil genoptage den historie fra borgerrettighedskampene, som længe har syntes afsluttet. Det vil være en symbolsk gevinst, som USA har brug for: Stormagten er involveret i to håbløse krige, den amerikanske økonomi er på vej mod recession. Amerikanerne har længe både økonomisk og i forhold til klima levet over evne, samtidig med at ulighederne er steget. Det er ikke kun afstanden mellem underklassen og middelklassen, som er forøget. Afstanden mellem overklassen og middelklassen er også blevet større. Internationalt har amerikanerne mistet politisk autoritet, og den amerikanske kulturs stilling som det indlysende globale forbillede er svækket.

Barack Obama er naturligvis ikke løsningen på disse fundamentale problemer. Men hvis han bliver valgt, kan det igen tænde den amerikanske drøm om en historie, der bevæger sig fremad hinsides konflikter mellem arrogante liberale og moraliserende konservative. Og det kan vise sig at være en forudsætning for at løse de politiske problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er rigtigt at gangsteren dyrkes i hip hoppen, men sjovt nok ikke udelukkende af de sorte amerikanere. Omkring 70 og 75 procent af de rapalbums der bliver solgt i USA sælges til hvide (hovedsagligt) teenagere. Tallet skal dog tages med et gran salt. da den slags åbenbart er svært at gøre op.

78 procent af amerikanerne kalder i øvrigt sig selv for hvide.

De har selvfølgelig også flere penge, men det er alligvel interessant at den stereotyp som rapperen desværre utrolig tit er, er ligeså spændende for de hvide som for alle de andre.

Hip hop er jo mange ting, det kunne være sjovt at vide hvem der køber musik og gangsterne, og hvem der køber musik af de mere fredelige rappere. Min teori er at de hvide mest af alt køber gangsterrappen. Jeg kan se i musikvideo og andre billeder fra koncerter at publikum ganske ofte er meget hvidt til gangsterrappernes koncerter.