Læsetid: 1 min.

RoboCop (1987)

Social indignation møder kulørt overdrev i hollandske Paul Verhoevens satiriske science fiction RoboCop fra 1987
25. januar 2008

Social indignation møder kulørt overdrev i hollandske Paul Verhoevens satiriske science fiction RoboCop (1987). Vi er i det notorisk nedkørte og kriminalitetshærgede Detroit, hvor alt er privatiseret og skellet mellem rig og fattig barberbladsskarpt. Storbyen og dets politikorps styres af den uhørt kyniske kæmpekoncern Omni Consumer Products. Peter Weller er strømeren og familiefaren Murphy, som efter at være blevet skudt i smadder ved OCP's mellemkomst, genopstår som en maskinel superordenshåndhæver. Menneskesjælen skal imidlertid vise sig en sejlivet størrelse, thi en rest af Murphys bevidsthed lever videre i stålkonstruktionen. Sideløbende med denne identitetskrise må Murphy dyste mod tre sadistiske skurke, hvilket bringer os frem til filmens trumfkort. De spilles nemlig satanisk veloplagt af Kurtwood Smith, Ronny Cox og ikke mindst Miguel Ferrer, hvis krybdyragtige yuppiekarikatur peger frem mod American Psychos Patrick Bateman. RoboCop fik siden to trashy sequels. JVK

RoboCop. Instruktion: Paul Verhoeven. Manuskript: Ed Neumeier og Michael Miner. SF-Film har i Danmark udgivet et bokssæt med alle tre RoboCop-film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robocop 2 & 3 ble, etter press fra filmselskapene, nedtonet i volds- og satirebruken. En av grunnene var at man ønsket å la flest mulig få se filmen, og ikke bare begrense den til de over 18.

Samfunnskritikk, vold og slikt måtte altså vike for de økonomiske hensyn som tilsa at man måtte sikte på en bredest mulig publikumsgruppe.

Derfor er 2 & 3 i rekken av Robocop barnslige, klisjeaktige og - mildt sagt - elendige.

Jeg troede ikke, at jeg kunne overraskes i nr. 2, men blev det alligevel, da han blev programmeret til at være superpædagogisk overfor de kriminelle.

Der kan også være meget aktuelt i hele robottemaet på den måde, at vi står overfor en tidsalder, hvor mere og mere vil blive fjernstyret.

Min filmdannelse lader måske noget tilbage at ønske, men jeg vil alligevel vove at kalde RoboCop for intet mindre end en klassiker. :-)