Læsetid: 5 min.

Det er samfundets uskyld

Identitet. Den danske folkeskole er indrettet i den kulturelle middel- og overklasses selvbillede. Den honorerer ikke de vilde og uregerlige unge. Den honorerer de stille, og det er typisk ikke drenge med mellemøstlig baggrund. Hvad gør disse drenge så? De modreagerer
Modreaktion. Mange mænd med mellemøstlig baggrund mister privilegier, der er givet i deres oprindelseskulturer, hvis de skal gøre sig gældende i det danske samfund.

Modreaktion. Mange mænd med mellemøstlig baggrund mister privilegier, der er givet i deres oprindelseskulturer, hvis de skal gøre sig gældende i det danske samfund.

Fra filmen -Pizza King-

Moderne Tider
23. februar 2008

Han vil gerne blive, men hun vil væk. De to sidder på en café på Nørrebro i København i filmen Pizza King. De to unge mennesker er begge vokset op i Danmark, og de har begge mellemøstlig baggrund.

Men de ser deres stilling i det danske samfund forskelligt: Hun siger, at hun gerne vil væk fra Nørrebro, hvor hun synes, der er for mange indvandrere, ghettoer og ballade. Hun anskuer Nørrebro som social lavstatus. Han anlægger et andet blik på Nørrebro: "Det er da det fedeste sted i København."

Han vil blive blandt dem, der er ligesom ham selv. Han vil blive i det fællesskab, der for hende er en social belastning.

Deres forskellige blik på Nørrebro er typisk for en forskel mellem kønnene: De fleste kvinder med mellemøstlig baggrund oplever, at de kan vinde i det danske samfund. De får adgange til privilegier, som de ikke ville få i deres oprindelsesland, og som mange af dem ikke er opdraget til at forvente. Som eksempelvis filmen Fighter og historierne om tvangsægteskaber viser, er der dog bestemt ikke tale om nogen uproblematisk integrationsproces.

Mange mænd med mellemøstlig baggrund mister privilegier, der er givet i deres oprindelseskulturer, hvis de skal gøre sig gældende i det danske samfund. Mange er opdraget med en naturlig forestilling om, at der gælder andre regler for drenge end for piger. Pigerne skal holde sig hjemme, når de begynder at blive kvinder. Drengene skal gå ud og være sammen med deres venner. Det er dem, der fører sig frem, og det er ikke dem, der forventes at tage sig af de små søskende. Når pigerne bliver ældre og begynder at gå ud, passer de bedre ind. Det er som regel de unge kvinder med mellemøstlig baggrund, man ser på urbane caféer i København. De sidder med ved bordet. Mændene derimod opleves som larmende, rygende og truende. Dem ser man ikke særlig tit på cafeerne. De går ofte rundt i større grupper, mens kvinderne hyppigere går ud en enkelt veninde eller en 'dansk' kæreste.

Folkeskolens klassebillede

Denne hensynsløse forsimpling og grove generalisering synes at bekræfte den dominerende betragtning af de seneste ugers dramatiserede uroligheder: Det danske samfund er uskyldigt. Vi kan ikke stille noget op. Det er det blik på dem selv og den sociale orden, som deres kultur har præget dem med, som gør, at drengene ikke bliver 'integrerede'. Og når drengene beklager sig, beklager Karen Jespersen og Anders Fogh sig tilbage: Det er den forbandede offermentalitet. Det er den mentalitet, som de har fået med hjemmefra, som udstøder dem. Optøjerne er i det perspektiv en funktion af en kultur, som intet har med det danske samfund at gøre. Vi kan kun slå ned, være konsekvente og straffe. Vi skal ikke forstå, men stå fast.

Det sjove er, at denne maskuline selvopfattelse ikke bliver elimineret i mødet med det danske samfund. Den bliver i de mange dårlige tilfælde bekræftet og forstærket. Den danske folkeskole er indrettet i den kulturelle middel- og overklasses selvbillede. Den honorerer ikke dem, der er vilde og uregerlige. Den honorerer de stille. Skolen anerkender dem, der kan sidde stille og række hånden op, inden de taler. Det gælder bestemt ikke om at stå fast på en maskulin selvfremstilling. Det gælder om at lægge den fra sig.

En modkulturel identitet

Antropologen Laura Gilliam har i feltstudier af etniske minoriteter i den danske folkeskole dokumenteret, hvordan drengene hurtigt rubriceres som de vilde, forkerte, og pigerne generelt bliver til de stille, gode. Når drengene selv bliver spurgt, hvordan de ser sig selv i et hierarki med de kloge i toppen og de dumme i bunden, placerer de sig selv blandt de dumme. Og når de oplever sig selv som dumme, identificerer de sig selv i opposition til den bløde pædagogik. De vil være hårde og maskuline unge mænd, som ikke nedværdiger sig til respekt for den humanistiske konsensus. Gilliam viser, hvordan islam ofte bruges som en modkulturel identitet. Drengene holder justits over, hvem der overholder fasten, og hvem, der gør det forbudte, haram. Mange af dem kommer ikke fra specielt religiøse hjem. Deres religiøsitet bliver forstærket og genformuleret, når de oplever sig som dumme og ydmygede. De bliver konfronteret med en pædagogik, hvor 'danskerne' og 'pigerne' altid bliver bedre, sødere og klogere. Selv om lærerne har de bedste intentioner, og mange af dem er hverdagsidealister, rubricerer de drengene som ballademagere. Og drengene overtager blikket på sig selv som dumme ballademagere. Det kan være tilfældigt, men det synes symbolsk, når netop skoler er blevet sat i brand under de seneste dages uroligheder.

Det er i den optik interessant, at den pumpede maskulinitet med normer om et æresfællesskab blandt vennerne og guldkæder også er blevet en modkultur for etniske danskere, der oplever sig som 'dumme' i det danske skolesystem. Populære rappere som Niarn dyrker også 'stammen' og 'maskuliniteten': "Som om jeg har glemt, hvor jeg kommer - det tror jeg ik'!", lyder den første linje på hans første hit, som er en besyngelse af det autentiske fællesskab blandt brødrene i hjemstavnen Aalborg. Når de hvide danskere overtaget det grammatisk uskønne 'perkerdansk' som jargon, markerer det igen en modkultur til den anti-autoritære pædagogik og det korrekte sprog.

Hvis man anerkender denne dialektik mellem den dominerende humanistiske middelklassepædagogik i 'videnssamfundet' og en typisk underklassementalitet baseret på ritualer, maskuline symboler og forestillinger om 'ære', viser det sig, hvordan de nye visitationszoner fordobler ydmygelserne. Store drenge og ofte med en anden etnisk baggrund end dansk passes op på Nørrebro af politiet, som beder dem tage deres tøj af ved højlys dag på åben gade og lyser med lygter ned i deres underbukser. De bliver også uden for skolen set som 'dumme ballademagere'.

Det er i denne optik let at antage den modsatte fordeling af skylden for urolighederne: Det er samfundets skyld. Denne position er der ingen, der påberåber sig, men den er genstand for massiv foragt. Og den er foragtelig i sin radikale version, som nedskriver borgere til anonyme funktioner af økonomiske strukturer. Men den er ikke aktuel, for der er ingen, der siger det. Den nye sang er den om samfundets totale uskyld. Konsekvensen af den optik er, at politik er reduceret til straf, konsekvens og overvågning. Hvordan synes vi selv, at det fungerer?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er som en forhindringsbane uden målstreg at debattere integration i dette land; hver eneste gang man mener at have klaret en hurdle, opfindes der en ny. Vi opnår aldrig løsninger på denne måde. Forskerne kaster sig ud i det ene "Stockholm-syndrom" efter det andet. Konstant solidariserende sig med hvad der kunne eller burde have været. I stedet må man forholde sig til hvad der er, nu.

Personligt føler jeg det belastende konstant at blive gjort til en delmængde af et racistisk etablissement, hvis konkrete natur aldrig er blevet påvist og dokumenteret, men, no problem; så er det bare institutionel eller strukturel racisme. For racisme er det, og som dansker er jeg skyldig uden retssag.

Løsningen må findes i politisk handling. Trial/error-princippet må vel også kunne benyttes i integrations-projekter og pædagogiske tilgange, således at vi efterhånden kan bedømme hvad der virker og ikke virker - og bruge det der virker.

For begge politiske fløje må det gælde, at de må holde op med at tvinge ideologien nedover virkeligheden og komme i arbejdstøjet.

EEhh, Den danske folkeskole og det danske samfund honorerer de svage til ukendelighed, istedet for at fokusere på 'de andre' (indsæt selv definition). Skulle det ikke være omvendt? De ulydige, vilde, kriminelle etc bliver positioneret bedre end de 'lydige'. Det gælder generelt ressourcer, her: tid, penge, mandskab etc.

...

Humanisten spørger snerrende og forundrende med vidtgabaende øjne: "Hvad skulle vi ellers gøre af dem - Hr. Bismarck"

- "SEND DEM TIL GULAG!"