Læsetid: 5 min.

Her lades næsten al kamp ude

Et af problemere med den stort opsatte demokratikanon er, at den skildrer udviklingen af det danske demokrati som et harmonisk forløb. Antidemokratiske strømninger op gennem historien, mangler i Grundloven, krisen i det politiske partisystem og alle de andre konflikter, demokratiet bliver skærpet af, er svære at finde. Og dermed bliver dem, kanonen er tiltænkt, ladt i stikken, skriver professor og demokratiforsker Tim Knudsen
Kanon. Den demokratikanon, som nu er offentliggjort, blev hverken et ensidigt opgør med islam eller et nyliberalt angreb på velfærdsstaten.

Kanon. Den demokratikanon, som nu er offentliggjort, blev hverken et ensidigt opgør med islam eller et nyliberalt angreb på velfærdsstaten.

Carsten Snejbjerg

15. marts 2008

Ove Korsgaard er den demokratiforsker, der foreslog regeringen at udarbejde en demokratikanon for at bidrage til vores demokratiske dannelse. Korsgaard ser demokratiet som den fællesnævner, der kan samle danskerne. Korsgaard havde nok ikke gjort sig to forhold helt klart: At der ikke er enighed om, hvad demokrati er. Og at man, når man går i regeringens tjeneste, spændes for en politisk vogn.

Regeringen tog imod forslaget. Den kunne bruge det til sine egne formål: At understrege, at danskerne er verdensmestre i demokrati, som statsministeren med misbrug af et papir fra Verdensbanken sagde i sin seneste åbningstale. Og ikke mindst til endnu engang at mobilisere over for nogle 'trusler'.

Trusselsbilledet

Regeringen ser ikke vores optagethed af at være lønmodtagere, investorer og forbrugere som en trussel mod vores medborgerdeltagelse i et aktivt demokrati. Der er vist aldrig nogle magthavere, som har ønsket at sætte spørgsmålstegn ved de forhold, de selv nyder godt af. Som regel ønsker statsledere at fremhæve fortræffelighederne ved det, som de skylder deres stilling.

Regeringens trusselsbillede blev antydet af sammensætningen af det udvalg, som skulle udarbejde kanonen: To Cepos-folk blev anbragt i udvalget, den ene, David Gress, er tillige tilknyttet Jyllands-Posten, den anden har skrevet i Berlingske Tidende. Begge er forskere, men uden at have specialiseret sig i demokrati-teori. Og så var der en indvandrerkonsulent, en skoleleder på Nørrebro samt en præst af borgerlig observans med baggrund på Berlingske Tidende uden særlig ekspertise i demokrati. Endnu et forvrøvlet opgør om 'ytringsfrihed', Muhammedtegningerne og Islam og et korstog for indidualistisk uhæmmethed kunne forudses. Nogle professorer skulle give det hele en faglig fernis.

Udvikling ikke afvikling

Selv om verdens kendteste demokratiforsker, Robert Dahl, fremhæver lighed som grundnormen i demokrati, skulle udvalget ifølge kommissoriet koncentrere sig om det enkelte menneskes frihedsrettigheder, 'sammenhængskraften' og udviklingen af det danske demokrati. Man gik her ud fra, at det danske demokrati udvikles, ikke afvikles.

En af professorerne blev så utilfreds, da det gik op for ham, at han var blevet inddraget i et korstog, at han forlod udvalget. Det fik de øvrige til at holde sig på måtten. Muhammed-tegningerne udgik. Den demokrati-kanon, som nu er offentliggjort, er ikke et ensidigt korstog imod Islam. Den er heller ikke et nyliberalt angreb på velfærdsstaten, hvad den ene af Cepos-folkene da også beklagede ved offentliggørelsen. Men den er en kraftig understregning af engelsk og amerikansk tænkning, uden at man gør klart, at denne tænkning reelt så godt som ingen indflydelse har haft på den danske forfatning med dens beskedne tre-deling af magten og den manglende religionslighed. Og ytringsfriheden fremstår som den vigtigste af alle frihedsrettigheder.

Det er en kanon med spredehagl, hvor Valdemar Sejrs Jyske Lov, Martin Luther, den westfalske fred, Toqueville demokratimodstanderen Grundtvig, diktatoren Struensees ytringsfrihed, det europæiske samarbejde, Salman Rushdie og meget andet præsenteres i korte forsimplende tekster.

Overladt til sig selv

I sig selv er kompromiset måske en demokratisk sejr, men det værste er, at udvalget i stedet for at fremhæve uenighederne og uklarhederne om, hvad demokrati er, har forsøgt at harmonisere uklarhederne væk. Derved lader man de unge læsere, som kanonen især er tiltænkt, i stikken. De må selv finde problemerne i kanonen.

Et af dem er det forhold, at demokrati oftest udgår fra forestillingen om et folk, samtidig med at kanonen tydeligvis gerne vil slå et slag for det europæiske samarbejde. Men er der et europæisk folk? Det er jo et spørgsmål. En anden skævhed er, at kanonen fremhæver langt mere individer end de kollektive bevægelser og politiske partier, som i egen interesse har ført en kamp til fordel for demokratiet. En tredje skævhed er den ringe interesse for Grundloven, den grundlov som ikke indeholder ordet demokrati, og som trænger til en demokratisk modernisering - noget regeringen ikke har mod til.

Kampe udeladt

Kanonen tegner et harmonisk billede af fremskridt for dansk demokrati. De udemokratiske træk ved den danske grundlov af 1849 er udeladt. Den helt afgørende demokratiske kamp for parlamentarisme og den almindelige og lige valgret, som først sejrede - stort set - omkring 1915-20, er næsten ikke til at øjne. Naivt kan man undre sig over, at de fremskridt for demokratiet, som Venstre gennemførte efter 1901 er udeladt, blandt andet hen mod uddannelsesmæssig lighed, folkeoplysning, for menighedsrådene, for det kommunale demokrati og for personaledemokratiet ikke er lette at finde. Men dertil er jo at sige, at Venstre efter 2001 er gået i en helt anden retning, så der er måske ikke grund til at dvæle ved fortidens bedrifter.

De stærke anti-demokratiske kræfter i det danske samfund frem til 1945 syner ikke af meget. At det går dårligt for dansk demokrati på en række områder er udeladt: Den massive tilbagegang i andelen af vælgere, der er medlemmer af politiske partier, den langsomme strangulering af det kommunale demokrati, personaledemokratiets tilbagegang, det faldende antal avisabonnenter og svingdørsvælgernes manglende rodfæstethed, som giver rutscheture mellem de professionaliserede og DJØFicerede markedspartier, er udeladt. Menighedsrådenes dødsrallen af iltmangel er uomtalt. Regeringens nedskæringer af folkeoplysningen er væk. Embedsmændenes politikskabende rolle, der skal fylde de mange huller i politikernes tænkning ud, er udeladt.

Vigtige bidrag

Professor Ole Thyssen har tydeligvis følt ubehag ved den kønsløshed, som projektet var ved at havne i. Han har fortjenstfuldt bidraget med en problemorienteret tekst. Her er der gjort et ærligt og godt forsøg på at udfordre læserne til ikke bare at lære leksikalsk overfladiskhed udenad, men til at tænke. Han fremlægger fire udfordringer til demokratiet: Multikulturalisme, nærdemokrati, globalt demokrati og det præsentative demokrati. Ja, det præsentative, ikke det repræsentative demokrati. Thyssen peger på, at de moderne markedspolitikere måske ikke længere repræsenterer borgerne, men præsenterer sig for dem. Styring af folket erstatter måske folkets styre. I al fald forsøger Thyssen at fjerne den upædagogiske lugt af missionerende selvgodhed og bedrevidenhed, som kanonen her og der også har, ved at gøre opmærksom på, at demokratiet i dag faktisk har store problemer.

Ole Thyssen og andre af udvalgets medlemmer skal have tak for, at de med ægte omsorg for demokratiet og med respekt for læserne af kanonen har forsøgt at give os noget at tænke over. Men det ændrer ikke ved, at resultatet som helhed er usammenhængende, ikke udfordrer nok og næppe vil bidrage til den store styrkelse af det demokratiske fællesskab, som Ove Korsgaard nok drømte om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer