Normalt glæder børn sig til at blive voksne. Men i 1968, hvor overflodssamfundet havde sit afgørende gennembrud, blev det med ét anderledes. Blomsterbørnene vendte sig mod voksenlivets værdier, som de fandt værdiløse. Siden den tid har det været naturligt at sætte større pris på ungdommelighed, for ikke at sige barnagtighed, end på myndighed og værdighed. Dengang kæmpede de unge for at få ordet, og nu da de ved skæbnens ironi selv er blevet ældre, må de kæmpe med den repressive tolerance, der blev et modeord 68.
I 1968 var de unge netop så unge, at de følte sig ansvarlige og tyngede af den alvorlige verdenssituation, som de mente, at de ældre så stort på. De var forfærdede over at erfare, hvordan man kunne blive enige om at et problem måtte løses, som man ikke uden videre kunne enes om at løse.
Men når det nødvendige forekom at være en politisk umulighed, hvorfor så overhovedet deltage? Det var en sådan tankegang, der blev begrundelsen for at stille sig udenfor: De unge ville slet ikke lukkes ind og kompromitteres af 'systemet', men søgte andre veje, og demonstrerede dermed deres foragt for demokratiet.
Den antiautoritære retorik viste sig hurtigt at dække over en autoritær ungdommelig intolerance. De unge ville blot have deres vilje, om ikke andet kunne de gennemføre den i privatlivet. De ville være frit stillede ligesom børn og have det, som det passede dem, og den indstilling skabte det papirløse parforhold, kollektiver og andre eksperimenterende samlivsformer, hvis manglende rammer om seksualitet og familieliv, yderligere befordrede barnlige relationsformer, samtidig med at den modne forbindelse mellem mand og kvinde kom i miskredit.
Et par samtidige psykologer, Anker Rattleff og P.C. Petersen, karakteriserede processen idet de mente, at det ikke var barnet, men snarere moderen, der var problemet. Hun havde gennem de første tre til fire år serviceret barnet uden indsigelser og havde dermed skabt en lille tyran. Moderens reaktion beskrev de som en slags trodsalder fremprovokeret af barnets selvrådighed. Hendes nu-kan-det-være-nok holdning skabte en lavine af magtkampe: Det var intet mindre end eneherskerens vrede, hun havde provokeret.
Grænseløs hjertelighed
I 1968 kom denne psykologiske mekanisme til sin ret ved at blive transformeret til den samfundsmæssige realitet. En proces som de to psykologer skildrede ved hjælp af myten om uddrivelsen fra paradis. Barnet var ikke blot kompetent, men almægtig og kunne uden skrupler sætte sig i Vorherres sted ved at se misbilligende på Adam og Eva, en casu, far og mor, der øjensynligt havde noget skummelt for. I barnets øjne havde de tabt deres uskyld, men ikke nok med det. De var også inkompetente og måtte derfor uddrives af paradis. Denne proces viste sig i praksis som en anklage mod forældregenerationen. Tiden nærmest svælgede i beklagelser over forfærdelige barndomserindringer. Terapeuter kunne, med forbillede i en svunden tids inkvisition, møde en rådvild generation med det motto, at det aldrig er for sent at få en forfærdelig barndom.
Ved skæbnens ugunst var den verden, som de fordrevne forældre måtte henslæbe deres voksenliv i, imidlertid også blevet vilkår for de unge, og derfor var det magtpåliggende for dem, at forældrene blev omskolet, så de også kunne begå sig i den foryngede og meget kærligere verden. Hjerteligheden skulle ingen grænser kende, og der blev omfavnet og kysset på munden og på kinden som aldrig før. Dertil kom en storartet indsats fra de aller klogeste af 68'erne, som havde sat sig på universiteterne: Samfundet blev underkastet en gennemgående kritik, og en plan for det fremtidige samfund blev udformet således, at syndefaldet en gang for alle kunne ophæves.
Samfundet skulle derved bringes i overensstemmelse med barndommens idealer, der skulle realiseres i det kommunistiske paradis, hvor alle skulle yde efter evne og modtage efter behov.
Ganske vist lykkedes det ikke at realisere denne samfundsmæssige vision, men de mislykkede revolutioner skaber vellykkede kværulanter. 1968'erne nægtede at give afkald på deres ungdommelige fortolkning, og det blev en lidelse for dem at være vidne til, hvordan deres ideelle verdensbillede krakelerede under indtryk af den jammerlige samfundsudvikling. De ville ikke erkende, at barndommens ideale verden var umulig og søgte derfor at fastholde deres egne børn i en fortolkning af tilværelsen, der kun kender det godes berettigelse, og hvor alt andet bliver afvist som ondt. Det absolut gode fandt de virkeliggjort i barnet. De forestillede sig, at barnet fra naturens hånd ikke blot var fuldkomment, men også kompetent og derfor afskaffede de opdragelsen og afstod fra at have et kærlighedsliv med hinanden, for ikke at frustrere det kompetente barn. Dermed var familien, ganske vist kun i teorien, blevet til det paradis hvor mor og far er lige så uskyldige som børnene.
Seksualiteten er, i det mindste i princippet, noget ondt og forstyrrende og derfor fordrevet ud i af familien og ud i den samfundsmæssige sfære og herude har den fundet et reservat på arbejdspladserne. Julefrokoster og sommerskovturen er blevet åndehuller for seksualiteten i en fortravlet verden. Næste trin i arbejdspladsernes omsorg for de ansattes velbefindende kunne blive et bollerum. Det ville give medarbejderne sammenhæng i deres udvikling fra børnehave til arbejdsplads. Desuden vil de ansatte langt bedre kunne koncentrere sig om arbejdet når de har fået taget trykket af.
Man skulle således tro, at den paradisiske fred havde indfundet sig i det moderne familieliv, således at unge moderne forældre kunne takke de gamle 68'ere for deres heroiske indsats. Men desværre, der synes at være en slange i paradis. Den moderne småbørnsfamilie, der i teorien er blevet tømt for problemer, viser sig i praksis at være fyldt af fronter, så man derfor som noget helt naturligt taler om hjemmefronten, som der desværre ikke er noget nyt fra.
Det hænger sammen med, at mand og kvinde stadigvæk indgår i et parforhold med en forventning om at udvikle et forhold til hinanden, fastholde kærligheden, begæret og fortroligheden. Når denne vision bryder sammen, og det i praksis udarter i 68-idyl med små kompetente børn og et forsvundet parforhold, så indtræder skuffelsen.
For så vidt er det store spørgsmål stadigvæk opdragelsen. Endnu mens samfundene var mest præget af knaphed kunne psykoanalysen præstere en teori om psykens udvikling. Den gik i al korthed ud på, at barnet skal lære at give afkald. Som Horace Engdahl bemærkede, så er den store opgave for tilhængere af fred og humanitet at lære mennesker, at de skal miste.
Tidens ideologi om at barnet blot skal støttes i sine barnlige illusioner, understøttes af moderne biologisk orienterede teorier om DAMP-børn eller hyperaktiv opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD). Psykoanalytikere gjorde sig andre forestillinger om de drivende kræfter i mennesket. Men om det er andre kræfter, vi gør os andre forestillinger om, er mere tvivlsomt. Vore biologisk funderede forklaringer er måske også et værn om vor tro på, at 68'ernes verdensbillede stadig står ved magt.
Finn Korsaa er psykolog og parterapeut. Har udgivet bøgerne 'Parforhold og børneopdragelse' (2001) og 'Naturens muntre søn' (2007)
