Læsetid: 4 min.

Bliv for helvede i troen!

Djuna Barnes trådte parforholdet og den store kærlighed for nær i sin seneste klumme. Her prø-ver hun at sige undskyld
Moderne Tider
16. maj 2008

Jeg vil gerne sige undskyld til alle de mange par, der - storsvedende her i den allertidligste sommer - hardcore prøver at få det hele til at fungere. Jeg har fået en del hatemails oven på singleodysseen 'Ulvetid' (klumme i Paradoks 11.4., red.), og jeg prøver virkelig at svare alle så ærligt og grundigt, jeg kan.

Jeg ved, I har trampet endnu mere hånd-i-hånd rundt om Sortedam i vrede over alle de falske beskyldninger og misforståede konklusioner, og jeg ved, at der er blevet grillet bittert igennem. Jeg har set de forkullede rester, når jeg har table-racet efterfølgende, når I andre pænt var gået i seng - sammen - og jeg havde altanerne og parkerne og kolonihaverne for mig selv.

Jeg har gået rundt i byens overophedning alene og har prøvet at indsnuse, hvad der bliver tildelt mig, og hvad der så absolut tilhører jer. Jeg har slået min krave op, og jeg har puttet mine hænder melankolsk slaskende i lommen. Jeg har kigget op og ind ad vinduerne og ned, hvis der var optræk til ballade. Jeg stirrer mig gerne blind. Jeg har et überpoppet alter ego i den apokalyptiske og toplækre figur Shane fra tv-serien L Word. Den evigt ensomme ulv, der højst knalder den samme to gange.

Men det her er ikke L.A., og jeg har ingen steder at cruise så mange damer op.

Og I har jo patent på det lesbiske projekt. Det hedder jo automatisk parforhold, når to piger går hjem sammen, og der er kemi, og de begge er fyldt 15. Sex og kærlighed smelter alt, alt for hurtigt sammen til følelser så store som Rundetårn.

Ubetinget i et øjeblik

Så er der hele det biseksuelle København, og de jagtmarker er fyldt med modstand og tvivl og forvirring og ok lækre piger, der nogle gange er med på den værste og nogle gange overhovedet ikke. Dem er jeg også træt af. Åh alle de spil og konstant underholdning og al den forpulede energi der bliver brugt på i hvert fald ikke at være alene. Jeg vil være alene. For jeg har aldrig rigtigt været det. Og alligevel har jeg altid følt mig vældig lonely - selv druknet 12 år i tosomhed. Og jeg er allerede træt af at fortælle historien: Jo mere, jeg kører livsprojekt single i stilling, jo mere vender jeg mig om efter kæreste-potientiale på gaden. Hvor meget tilfældig sex skal man have, før man får lyst til at dele søndagsavisen på en cafe, hvor der er alt for stille, og hvor meget tavshed skal der larme, førend man får lyst til at knalde den første, den bedste. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dem, jeg har allermindst respekt for, er dem, der vil have en ske i hver gryde. Dobbeltleverne. Gratisterne. Dem, der værner om det trygge bagland og børnene derhjemme og "min elskede". Og så bliver der ellers knaldet til højre og venstre. Det gode gamle luder/madonna syndrom - i øvrigt blottet for kønsspecifikation - jeg kender lige så mange dobbeltmoralske kvinder som mænd.

Næh, så hellere være godt og grundigt modernitets-forvirret. Eller tro, at det kun er en selv, der besidder en vampyrlignende evne til at suge al mening ud af alting. Eller blame sin opvækst i kollektivet, hvor der var alt for mange spændende voksne, man kunne spejle og forelske sig i - og man derfor er lettere skizofren, hvad angår nære relationer og helst vil komme sammen med en 3-4 stykker på én gang. Næste gang kunne jeg godt tænke mig en ung og frisk kunstnerinde, der er lidt genert i det. Og en af pigerne nede fra grillbaren, der trænger til bad - og noget ordentligt at spise. Og en offentlig ansat, der er benhård og afstraffende. Og noget med én fra et cirkus. Og et ældre klubkid, jeg kan redde. Og to fra RUC, der kan redde mig.

Og til alle jer derude, der kæmper for det, I har kært - og nej tak til åbne forhold, og det er død og pine kun os to! - I er smukke, og jeg elsker jer. Og husk på aldrig at lytte, når byens største kynikere taler om kærlighed (luk så ørene nu!).

Vi andre må helt ind i vores romantiske sjæl finally acceptere, at alle vitterlig knepper alle, men huske at nyde de pauser, som den serielle monogami giver os til at trække vejret uskeptisk ned i maven og give bare lidt slip til at blive elsket ubetinget - et kort øjeblik.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her