Læsetid: 11 min.

Branchen, der aldrig rigtig bliver fin nok

Det er altid gået lidt for godt i reklamebranchen. Mistænkeligt godt. En hurtig branche med masser af penge og sprudlende kreativitet, spændt ud i et felt mellem business og kunst. Men hverken kunstverden eller erhvervslivet vil rigtig kendes ved den
Deroute. Kunsten må godt lave grin med reklamen, men ve reklamen, hvis vi gjorde grin med kunsten. Sådan har det været længe, og i øjeblikket er det eksemplificeret ved Søren Faulis tv-serie Deroute, siger reklamedirektør Henrik Juul.

Deroute. Kunsten må godt lave grin med reklamen, men ve reklamen, hvis vi gjorde grin med kunsten. Sådan har det været længe, og i øjeblikket er det eksemplificeret ved Søren Faulis tv-serie Deroute, siger reklamedirektør Henrik Juul.

Tju Bang Film

31. maj 2008

Der er ingen, der vil kendes ved reklamebranchen. Rigtige kunstnere rynker på næsen: Den er kommerciel og overfladisk. Erhvervslivet synes den er fjollet og for kreativ. Og de intellektuelle finder den kynisk og forfladigende. Alligevel har de alle sammen ligget i med djævelen, og selv de største kunstneriske talenter har ladet sig fordærve af den sagnomspundne branche. Der er champagneflasker og satanisk latter, hurtige biler og hvinende fotomodeller, lyder rygtet. Masser af stoffer og dyre jakkesæt, hurtige penge, speedsnakkere og kreative mennesker. Det er altid gået lidt for godt i reklamebranchen. Mistænkeligt godt. Og det har vi andre aldrig rigtig kunnet forlige os med.

"Da jeg blev præsenteret som nyvalgt medlem af Akademirådet, gik der et sug gennem forsamlingen," siger Frederik Preisler, der er kreativ direktør og stifter af reklamebureauet Propaganda/McCann i København.

"Det var en forsamling af anerkendte arkitekter, malere og billedhuggere. Der blev helt stille, indtil den ærværdige herre, der præsenterede mig, skyndte sig at forklare: 'Ja, jeg ved, hvad I tænker. Men Frederik Preisler er ikke reklamemand på dén måde'."

Henrik Juul, der er kreativ direktør ved bureauet Wibroe, Duckert og Partners forstår heller ikke, hvorfor kunstverden har så travlt med at tage afstand fra det kommercielle.

"Kunst har historisk set været mæcendrevet i flere hundrede år. Det har været rent bestillingsarbejde, og hvis man ser på outputtet fra reklamebranchen er der selvfølgelig virkelig meget skrammel imellem, men det er der efter min mening også i kunstens verden. Den er sgu ikke finere end reklameverdenen," siger Henrik Juul, der står bag reklameprisvindende kampagner som Finn og Jacobs Squash-reklamer, Polle fra Snave, Kims og mågerne Kaj og Boje.

Propaganda/McCann og Wibroe, Duckert og Partners har siden 90'erne været to af den danske reklamebranches største og mest indflydelsesrige reklamebureauer, men det suverænt største bureau er det 20 år gamle Kunde og Co. Her giver direktør Jesper Kunde ikke meget for reklamepriser og sammenligningen med kunst.

"Jeg har aldrig været til en prisfest. Jeg er helt ligeglad. Målet er jo kunderne. Reklamerne er jo ikke et mål i sig selv. Prisfester er jo i virkeligheden et sygdomstegn for reklamebranchen. Hvis du tænker over det, så der det faktisk sygt. Det er som en syg byld, hvis du tænker over det."

Da stereotypien var sand

En stor del af fordommene om reklamebranchen rækker tilbage til 70'erne og 80'ernes københavnske tegnestuer. Det var dengang, branchen kun var analog, og reklametegnerne Peter Hjort og Peter Wibroe sad som to altoverskyggende figurer i branchen.

"På det tidspunkt var man stadig rundet af, at Art Directors havde gået på kunsthåndværkerskolen, så det var folk, der virkelig kunne tegne, der sad på bureauerne," siger Frederik Preisler, der kom ind i branchen i 80'erne.

"Den kunstneriske ambition var også langt større, og der var en højere grad af stil, smag og klasse over det, der blev produceret. Om det så var gennemtænkt, kan man diskutere, men der er ingen tvivl om, at datidens håndværkere kunne noget, der er forsvundet helt i dag."

Allerede dengang havde branchen et blakket ry. Preisler fik præsenteret den som 'fristende, men farlig', og det var ikke bare løse rygter, når man talte om hurtige penge og dyre damer. Der var et massivt alkoholforbrug i miljøet, og bureauerne emmede af smartness og søgte inspiration i dekadencen.

"Folk, der ikke var specielt begavede eller særlig talentfulde, kunne godt tjene en formue i reklamebranchen dengang. Man gennemlevede sidste bølge af den kreative revolution, der var startet i 70'erne, og man talte seriøst om kreativitet som noget guddommeligt, der kom ved at være meget beruset på et værtshus. For kunderne må det have været helt surrealistisk at være vidne til, men et eller andet sted var det også præcis det, de købte - og så var det jo vanvittigt sjovt," forklarer Frederik Preisler.

Knud Romer, der senere sprang ud som prisvindende forfatter, kom ind i branchen på bagsiden af 80'ernes yuppie-æra : "På det tidspunkt blev det den store mode at være i reklamebranchen, og det stod øverst på gymnasieelevernes ønskeliste over, hvad de helst ville være. Det var det søde liv. Kokain og mærkevarer - det var på det tidspunkt vi virkelig fik højkonjunktur i Danmark."

Budgetterne for reklamekampagner var skyhøje, og det var ikke unormalt, at de store firmaer betalte 100 millioner kroner for en kampagne.

"Dengang kunne man ikke lave en Schulstad-reklame, uden at den skulle optages i Sydafrika," som Knud Romer siger. Han deler branchens figurer op i to hjernehalvdele.

"De kreative aber - det er dem med blåt hår og gummisko - og slipsedrengene - det er de handelsuddannede talknusere. Og mellem de to har der altid foregået en opslidende magtkamp."

De to bevægelser begyndte hver især at opruste op gennem 90'erne, forklarer Frederik Preisler. Flere og flere handelsuddannede indtog reklamebureauerne, mens den kreative del af bureauerne forsøgte at finde nyt liv ved at invitere graffiti-kunstnere, filminstruktører og forfattere ind i stalden.

"I den sidste del af 80'erne begyndte den kreative bølge at klinge af, og der kom en modreaktion mod det, man kunne kalde et konsulentvælde," fortæller Frederik Preisler.

"Sælgerne blev bureaudirektører, og man begyndte at opfinde alle mulige begreber som 'plannere', og hvad det ellers hed - alt sammen noget, der skulle hente magten tilbage til sælgerne. Man begyndte at tale meget om strategi som noget adskilt fra kreativitet, hvilket er en helt latterlig distinktion - den form for kreativitet, man bruger i reklame, er per definition strategisk - ellers er den ikke noget værd."

Konsulentvældet viste sig også med udenlandske opkøbere af de danske reklamebureauer. Pludselig kom en skov af amerikanske navne og dominerede branchen, og som en provinsafdeling af et globalt brand fik de kreative kræfter det endnu sværere. Men sidst i 90'erne kom en endnu mere hysterisk modreaktion mod konsulentvældet.

"Det gik helt galt," fortæller Frederik Preisler.

"Branchen gik fuldkommen i selvsving, og det eneste, der betød noget var, hvor mange reklamepriser man havde vundet. Til sidst blev kunden helt underordnet, og der var folk, der i ramme alvor indrykkede annoncer, hvor kunden slet ikke var orienteret. De indrykkede det for egen regning for at kunne sende det ind til en eller anden priskomite."

Da IT-boblen brast, fulgte reklamebureauernes budgetter med ned, og de kreative projekter fandt et mere naturligt leje, fortæller Knud Romer.

"Branchen gik på den vildeste kur, og det er den virkelighed, man også lever med i dag," siger han og opridser en anden væsentlig forskel på reklamebureauerne i dag.

"Det er også en branche, der må arbejde meget hårdere med virkemidler. Befolkningen i dag er utrolig dygtige til at afkode reklamer, og det ikke er så enkelt at henvende sig til forbrugeren," siger Knud Romer og peger på en reklame, der kom til at stå som en skamstøtte over de gamle dage: "Hvis du husker Mentos-reklamerne i 90'erne - The freshmaker. De er symbolet på det store sammenbrud for de gamle reklamer, hvor man troede man kunne henvende sig et til et publikum med en ungdommelig friskhed. Men så pludselig sad der en hel generation og slog sig på lårene af grin over dem."

Kunst og reklame

Frederik Preisler og kreativ direktør hos Wibroe, Duckert og Partners, Henrik Juul, kom til at stå som arvtagere af Peter Hjort og Peter Wibroe i det danske reklamemiljø - om end noget mindre dominerende. Begge deres baggrunde er kreative, og de har det meste af deres professionelle liv skullet høre på, at de ikke var lige så fine som andre kreative. De 'rigtige' kunstnere.

"Jeg siger ikke, at reklamefolk er kunstnere - slet ikke. Men sondringen er lidt latterlig, for begge dele handler dybest set om kommunikation - og det kan så gøres med et større eller mindre talent," siger Frederik Preisler.

"De fleste reklamefolk har svært ved at lave den sondring. De ved godt, at det ikke falder i god jord at omtale sig selv som kunstner - de er jo kommunikationsfolk, så det gør de ikke. Men de går alligevel med nogle ambitioner, som minder betænkeligt meget om det. Hvis du taler med en reklamemand og udelader ordene reklame, strategi og afsætning, så siger han næsten det samme som en kunstner. Deres ambitioner om at demonstrere idérigdom for omverdenen er fuldkommen sammenfaldende. Der kan være en stor forskel i det, der kommer ud af det, men ambitionerne er forbløffende ens."

Henrik Juul supplerer:

"Man kan godt være kunstner på et reklamebureau, men det er ikke kunst, vi laver. Det kan det blive, hvis det er virkelig godt, men der er ingen, der gør sig illusioner om, at det, vi skal lave, er kunst. Jeg har en opgave, der skal virke for kunden, og det er, hvad jeg forholder mig til," forklarer Henrik Juul nøgternt, men lægger ikke skjul på, at det irriterer ham, at det skulle være særligt ufint at udtrykke sin kreativitet gennem reklamer.

"Kunsten må godt lave grin med reklamen, men ve reklamen, hvis vi gjorde grin med kunsten. Sådan har det været længe, og i øjeblikket er det eksemplificeret ved Søren Faulis tv-serie Deroute," siger han.

"Søren siger nærmest, at man kun er i reklamebranchen på grund af grådighed, men det er altså ikke et fremherskende motiv hos de folk, jeg kender."

Henrik Juul mødte for første gang modstanden fra den etablerede kunstverden, da tv-reklamerne for alvor kom i gang med TV 2, forklarer han. Det forandrede behovet for at få talent til branchen udefra, og betød at man involverede flere instruktører og skuespillere i produktionerne.

"Hvis du skal have nogen til at spille skuespil i reklamefilm, så er det naturligvis skuespillere, der er bedst til det. På den måde smeltede brancherne sammen. Det betød også at vi fik et A- og et B-hold, hvor de fine ikke laver reklame, og de mindre fine gør," siger Henrik Juul, der mener, at kunstnerne i virkeligheden skulle være glade for reklamerne .

"Indtoget af reklamefilmen har givet os langt bedre instruktører, end vi havde i sen-80'erne. Og for den sags skyld bedre spillere, fotografer og lysfolk. Fordi de simpelthen har mere arbejde."

Længe inden tv-reklamen kom i spil, havde Frederik Preisler for længst lært sig at sige, hvad han gik og lavede.

"Da jeg startede i reklamebranchen stod vi ofte inde på Krasnapolski om aftenen, og hvis jeg faldt i snak med en ung attraktiv kvinde, ville jeg sige, at jeg gik og arbejdede på en teaterforestilling eller en kunstinstallation. Det gjorde vi alle sammen. Det var ikke intellektuelt at lave reklamer, og det slås reklamebranchen stadig med," siger han og påpeger at det ikke kun gælder kunstverden.

"Det er gennemgående, at det omgivende samfund ikke vil acceptere reklamebranchen. De dygtigste reklamefolk med den økonomiske baggrund bliver bureaudirektører og kommer til at tjene en masse penge. Men på et tidspunkt sker der det samme som for alle andre, der har tjent penge - man begynder at søge accept af parnasset. Og så får de et chok. For uanset, hvor velhavende man er, hvis du har tjent dine penge på reklame, bliver du ikke lukket ind. Du får ikke nogen vigtige bestyrelsesposter og bliver betragtet som letbenet. Det samme oplever den kreative del af branchen. Hvis de gerne vil springe ud som filminstruktører eller romanforfattere, bliver det svært at få reklameprædikatet af skjorten. Det bliver siddende det skidt."

Også i den yngre del af branchen slås man billedet af en ufin branche. Mikkel Jangaard er kreativ direktør for det næsten nystartede bureau Winwin, der på få år har fået et solidt fodfæstet i markedet, og for ham er der en stigende sammenhæng mellem kunst og reklame.

"Man må aldrig stille sig op som kreativ og sige, at man er kunster, men der er en klar sammenhæng i det udtryk, kunsten benytter, og det reklamen bruger. Det er en klar tendens, at de to områder nærmer sig hinanden," siger Mikkel Jangaard.

"Der er mange af de stencils, du kan se i gadebilledet, der benytter sig af de samme meget effektive metoder som reklamen. Eller se på måderne, kunstnerne brander sig selv på. Det, Hornslet laver, er næsten det samme som reklame, det er bare ham selv, han reklamerer for. Omvendt kan du se på de Tuborg Classic-reklamer, der hænger rundt omkring i Danmark - det, mener jeg simpelthen, er plakatkunst. Det har bare også det mål at få os til at drikke mere øl," siger Mikkel Jangaard, der ikke lægger skjult på sine egne intentioner.

"Jeg har det her job, fordi jeg har et behov for at udtrykke mig kreativt. Og det er vel det samme behov, en kunstner har."

$SUBT_ON$Det er alvor

Imens Henrik Juul, Frederik Preisler og Mikkel Jangaard alle er fra den kreative del af reklamebranchen, er direktøren for Danmarks største reklamebureau handelsuddannet. Jesper Kunde stiftede Kunde & Co for 20 år siden, og for ham har det altid været et mål at få hamret en tyk pæl gennem forestillingen om at reklame skulle være kunst.

"Jeg mener ikke, reklame har det mindste med kunst at gøre. For mig at se er reklamer alvor. Det er det, der skal hjælpe virksomhederne med at markedsføre sig selv. Det er alvor for virksomheder," siger Jesper Kunde.

"De kreative bureauer arbejder med reklame, fordi de selv synes, det er sjovt, og det kan da godt være, det er det, men spørgsmålet er, hvor det efterlader kunderne."

I følge Jesper Kunde er reklamebureauerne dog blevet væsentlig mere professionelle siden 80'erne, men den kreative del af branchen sidder stadig tungt på bureauerne, og det er et kæmpe problem for udviklingen af dansk reklame.

Og netop derfor har reklamebranchen mistet grebet om markedføring, mener Jesper Kunde.

"Dialogbureauer, Mediebureauer og konsulentbureauer har taget over, fordi de kreative tror, de stadigt laver de 'rigtige' reklamer. Men sandheden er, at de bliver mindre og mindre, fordi de ikke er fulgt med."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er højst en sammenhæng mellem reklame og dårlig kunst. Christian Hornsleth bliver nævnt. Hans projekter emmer også langt væk af selviscenesættelse, hvilket kan ses som den idéforladte kunstners desperate forsøg på at blive lagt mærke til. Men kunsten, den bliver sekundær.

Jeg er for så vidt med på idéen om at alt og intet er kunst. I sidste ende er det vel en subjektiv definition. For mit eget vedkommende er det klart: Jeg har meget mindre respekt for en person (billedkunstner, filminstruktør, skuespiller) der har lavet en reklame, end for en der ikke har. Og det er fuldkommen ligegyldigt hvor god reklamen så er.
Kunst - god kunst - VIL noget. Vil stritte med en firkant f.eks. Dårlig kunst vil måske sælge kunstneren eller et produkt, i så fald mangler det et indhold der kan give det betegnelsen 'kunst'.

Det er al sammen et smagsspørgsmål. For politisk kunst vil jo også sælge et budskab. Og plakatkunst, som der nævnes, er stadig fedt selvom det ofte er reklame (men det har nok mere at gøre med at god plakatkunst er gammel plakatkunst - f.eks. maoistiske propagandaplakater).

Jeg tror ikke kun reklamefolk beskæftiger sig med reklame for at tjene penge. De har vel også et behov for at have noget meningsfyldt at beskæftige sig med. Og så er der egentlig bare at sige: Drop jagten efter succes og penge, det er alligevel ikke en hemmelighed at man ikke bliver lykkelig af det, og lav i stedet noget du selv synes er spændende og godt! Det er sgu dér kunsten findes! I trangen til at lave noget, fordi det sataneddeme bliver nødt til at blive lavet det her! - Ikke fordi det nu er et spændende arbejde (at pakke folks ligegyldige produkter ind i noget der ligner kunst)

Så tør øjnene, og begynd at lave noget der betyder noget!!

Jeg tror faktisk, at det også handler, Kåre Wangel om, at vi jo alle helst ville være reklarmerne foruden! Vi ønsker ikke at se dem, men bliver tvunget til det af virksomheder, som vi så også mistænker for at levere dårligere produkter, når de ikke kan stå alene.
Kunsten derimod, vil kun sig selv - den er sit eget formål, og dét er pointen: når ting skal andet, end det er i sig selv, korrumperes de og underlægges sekundære overvejelser og udefrakommende behov. Det er en evig fare, ikke mindst for kunsten, som vi så det i 80erne og først i 90erne, hvor "kunsten" blev en beskæftigelse for de unge ubeskæftigede: den fik en social funktion og rigtig meget dårlig billedkunst, musik og teater blev til i de år.
I virkeligheden er det selvfølgelig også en pointe, at gode kunstnere laver bedre reklamer (von Triers Ekstrablads-reklamer f.eks.), men her er problemet jo så, at han spilder sin tid! I stedet for at investere sit talent i en underlødig avis's behov for gøre opmærksom på sig selv ,- i sig selv idioti, for hvad skulle sælge en avis som den andet end en akut opstået nyfigenhed eller et specifik oplysningsbehov - skulle han hellere lave film. Når kunstnere involveres, ses det som den nød, det er: "herregud, kan de ikke få rigtigt teaterarbejde!" Og holdningen vil selvfølgelig også i branchen blive mere udbredt, fordi man vil opfatte stramningerne på arbejdsmarkedet som et forsøg på at presse bl.a. skuespillere til at blive mere kommercielle, fremfor at se reklamebranchen som en gren at gribe fat i på vej ad den brusende strøm mod undergang: reklamebranchen og dens logik ses altid som en integreret del af problemet, fordi problemet er for lidt interesse for den lødige kunst og for meget for markedets godtkøbskram.

Morten Nielsen

Er det så svært at indse, hvorfor reklamer er svineri og folk, der laver reklamer, må betragtes som moralsk anløbne? Reklame er institutionaliseret løgn. Det ved alle. Det er en mildere form for hjernevask, og formålet er profit. Når disse simple men sjældent udtalte fakta er vedkendt kan selv et moderne menneske nok se, at det ikke rimer stort på "ædelt" eller "nobelt". Prøv at kontrastere det til det et menneske KAN nå at gøre for sine medmennesker i den korte tid vi har på Jorden ...

Per Thomsen

Reklamebranchen er legaliseret løgn og bedrag. Reklamerne skal få os til at købe varer vi ellers ikke ville købe. Naturligvis bliver reklamebranchen aldrig "fin nok".

again this debate ? come on , this show we have reach the end of the debate

you really want to make the reklame buro happy so they print more add in your news paper or what ?
why insisting and give credit to such different thinks

art is art
the aim of art is generous
it is a gift
art is not taking stilling killing
communicating hate , greed jalousy torture etc ....

the aim of reklame is to take
to lie
to possess
to abuse
to communicate ( Mac do is healthy / cars are miljø venligt / beer and sport goes togehter ...etc ... )
seduction methods and intentions
can be close to pedophile methods

in reklame
the human beeing is seen cynicaly
and perceive as an idiot
abused and left half unconscioss
wraped
the human beeing is not existing
the human beeing is a target
victim
the human beeing is seen as a piece of shit

creativity ? :

creativity is not a positif word
reklame people can ingenioured racist reklame campain like nazist created creativly gaz chambers , torture are creatif etc ....

( politiken wrotte 2 weks ago !! reklame folk admire the reklame campain for DF ... etc )

one of the the artist role is to point at disfunctions
but certainly not to lubrificate the industry of lie and cynism and hate building

sorry I jump ! but don t feel any coolness in the debate

Og hvis vi nu forbød reklamer ? Ville det så være alle de (få) overlevne marxister, der ville skrige "bloody murder" ?

Eller ville det mon være alle de lykkelige Hr. Rasmussenland borgere, der ville skrige nej, nej ?

Markedsføring er endnu et fag som det er godt at lære for at kunne beskytte sig imod det. Dermed er det på linie med økonomi, psykologi og afhøringstjeneste ;)

Formålet med markedsføring er jo at få kunderne til at købe virksomhedens produkter. Men om det er moralsk anløbent eller ej må jo komme til udtryk gennem forbrugeren. Hvis folk køber skidtet, er det så fordi de bliver hjernevasket, eller fordi de gerne vil have produkterne?

De fleste har ikke noget mod "flotte" reklamer, der drejer sig om produkter man allerede identificerer sig med. Derimod er vi alle trætte af BIVA og FIH Erhvervsbank.(ikk'?)

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann, vi er ikke blot trætte af BIVA og FIH Erhvervsbank, men også noget så enormt trætte af Coca-Cola, Den Danske Bank - for ikke at snakke om den afsmittende virkning, reklamerne har haft på public service medier, der i gamle dage udmærkede servicerede på oplysningsfronten med en ugentlig kvarter-lang udsendelse om næste uges program, og som i dag med internettet har endnu bedre midler til at nå borgerne uden overgribende 'spots' i sendefladen.
Det oplysningssamfund, vi har, betyder jo, at folk heldigvis let selv kan opsøge den efterspurgte viden, hvilket gør løgnagtig anprisning af tvivlsomme varer inderlig overflødig.
Og så viser undersøgelser, at folk bl.a. foretrækker lavprissupermarkeder, fordi de der ikke tvinges ud i større valgsituationer mellem konkurrerende produkter.

@ PeterH

Folk foretrækker lavprissupermarkeder fordi de har den opfattelse at varen er billigere der end andre steder.
Du går da ikke i Netto fordi du er glad for at de kun har en slags pålægschokolade eller discountøl. (eller måske gør du?)

Løgnagtig anprisning er i øvrigt ikke tilladt jf. markedsføringsloven, så du er berettiget til at kontakte forbrugerombudsmanden når du ser en overtrædelse.

Men om man kan lide branchen eller ej, så er den med til at tilføre handelsmærkerne værdi (højere salgspris og øget afsætning), hvilket jo også betyder en øget økonomisk aktivitet.

Reklamebranchen er nok lidt mindre bekymret om de laver kunst. Man spørger istedet: "Kan det betale sig? Vil kunden kunne sælge mere?"

Det er jo altid en fordel at lære noget om markedsføring, så man bedre kan sortere i de indtryk man udsættes for. Jeg tror ikke der er en særlig høj sandsynlighed for at vi vender tilbage til mediemonopolets dage, med en kanal uden reklamer.

med venlig hilsen
Lennart

hey lennart.
Du begynder altså ikke lige pludselig at få en masse fisse fordi du køber en ny slags bumsecreme. Eller du bliver heller ikke mega-slank fordi du spiser et eller andet lort. det er da manipulation.

Hornsleth er i øvrigt meget fed synes jeg. jeg synes han udstiller vestens forhold til afrika eller den fattige del af verden meget godt i han nye værker.

Det jeg slet ikke kan have er brugen af ordet "kreativ", "de kreative" osv. Det er noget af det mest vamle jeg længe har læst. Jeg har aldrig mødt nogen som beskrev sig selv som kreativ og som faktisk var det. Jeg gider ikke en gang skrive om det.

Den nyeste Danmarks film viser jo meget godt hvor fed reklamebranchen er.

God Nat

Nu er jeg ikke en typisk forbruger, Lennart Kampmann, heller ikke i Netto; men der kom for ikke længe siden en undersøgelse, der sagde ret utvetydigt, at folk slet ikke er interesseret i de mange valgmuligheder. Og det har de jo ret i: hvis der er ét eller to mærker, der duer, er alt andet jo unødvendig galla.

Og mht. den øgede økonomiske aktivitet er det jo præcis en udstilling af den fuldkommen ligegyldige kapitalistiske logik, for det er jo ikke en reel merværdi, men den spreder pengene ud til flere. Jeg ville foretrække, at flere fik dem uden at skulle yde fuldkomment undværligt arbejde for dem.
Til gengæld ville jeg ønske, at der blev taget hånd om det, der trænger: infrastruktur, undervisning & forskning, demokratiet, civilsamfundet.

Afsætning handler om hvordan produkter kommer ud til kunder. Heri indgår også reklamer, der er et virkemiddel til at fremme kendskabet til et produkt. Ud over reklamer er der fx. også salgsfremstød, PR, og meget mere.

Som forbruger tænker man måske oftest på de reklamer man umiddelbart oplever i medierne, men branchens arbejdsområde stikker altså dybere.

Hvorvidt en kunde ønsker valgmuligheder eller ej, afhænger jo også af hvilket produkt man er i færd med at købe, samt omstændighederne ved købet.

At afvise markedsføring og forklare det som et fordyrende led der ikke giver merværdi, er et udtryk for at man ikke kan se forbi reklamen og forstå de underliggende mekanismer.

med venlig hilsen
Lennart

'Kunstnere' er bange for reklamebranchen fordi den har noget, kunsten ikke har: kunder. Folk vil gerne betale for reklamer, men ikke for kunst. Måske fordi reklamer er lavet af folk, der kan et håndværk, mens 'kunst' mestendels er lavet af plattenslagere og glade amatører.

Som forbruger er jeg et af de her helt håbløse og fortabte individer, som kan ærge sig over, at komme til at tænde for tv midt i reklame og tænke, "øv, nu fik jeg ikke starten med".
I kraft af mit arbejde som komponist/sounddesigner er jeg en af de kunstnere, som har solgt min sjæl til erhvervslivet - har således lavet lydsiden til Lundbecks lykkepille Cipralex, Creative Lab hos Motorola og en kampagne for Spar Nord Bank.

Som kunstner laver jeg musik inspireret af tidens tonesprog -pop, R&B, electronica.
Når det kommer til reklameverdenen, lyder det ind i mellem helt anderledes. Så kommer der freejazz og eksperimenterende genrer ind over. Faktisk ligger der tit i lydsiden til reklamen en stor udfordring. Var lige ved at sige kunstnerisk udfordring.

Vi lever heldigvis i et samfund. hvor vi selv bestemmer, hvor vi vil handle, hvad vi vil købe, hvad vi vil se og høre.
Selvom kapitalismen har mange slagsider, foretrækker jeg den frem for statsstyret planøkonomi.

Bedste hilsner Viggo Steincke

Hvis kunst og reklame er 'stort set det samme', eller:

"et er en klar tendens, at de to områder nærmer sig hinanden", siger Mikkel Jangaard.

- Ja, så er kulturen en Dødens Pølse eller et computergeneret bombet lokum:

Selvfølgelig er kunst ikke det samme som reklame ! Gys!

Reklame vil sælge dig en vare, vil sælge dig en vare, vil sælge dig en vare, vil sælge dig en vare, vil sælge dig en vare; den vil kapre dit sind og dit hjerte.

Kunst er i sidste ende en hyldest til det levende; til verden. Selvom den også synger klagesang.

Reklame er erfaringsinfektion; en kognitiv-perceptuel influenza, der punkterer verden. Selvom den er godt lavet, 'iderig' og morsom. "Hø-hø-hø" polle fra Snave...

Drop ideen om, at kunst og reklame 'nærmer sig hinanden'. Det ville være et mareridt; drop the bomb.

Kunsten åbner sindet for 'meningen med meningen'; blandt meget andet, og desværre også branding for nationen og 'personligheden'. (Creative Nation via Tina Turner/HC Andersen)

Reklamen reklamerer selvfølgelig for sig selv ved at sige:

Reklame er kommunikation
Kunst er kommunikation
Ergo:
Reklame er (næsten) kunst.

Men sandhedens skarpe lys bager på eksistensen:

Reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare; reklame vil sælge dig og dine børn en vare -

En ting, der er sikkert og vist, reklamens formål er at sælge et produkt eller ydelse. I og med at vi lever i et kapitalistisk samfund har producenterne mulighed for at lave reklame for deres produkt. For tænk hvis man producerede noget genialt, men ingen vidste det - det vil være spild af kræfter/investering. Hvis vi levede i et kommunistisk samfund, hvor staten bestemte, hvad der skulle produceres, ville reklame være overflødig, da der ikke er noget konkurrencemoment.

Kunst er kunst, når tilstrækkeligt mange er enige om det. Lort på en dåse, f.eks.

Reklame er altid reklame. Lige fra tv spots til et diskret logo på Jimi Hendrix Fender Stratocaster.

Det her stinker af jantelov. Jeg vil til enhver tid hellere se en god reklame end et stykke dårlig kunst.

Kommunikation handler om indhold, udtryk og mål. Således også både kunst og reklame. Og der produceres formentlig lige meget skidt og kanel inden for begge genrer.

Forskellen er målet for produktionen: Penge eller menneskelige følelser. At have eller at være.

Men helt ærlig: Penge er et vilkår i vores samfund og at spytte efter dem er i de allerfleste tilfælde bare dobbeltmoralsk. Kun de færreste er parate til at droppe sommerhuset og rødvinen og spise græs for udelukkende at arbejde for mennesker.

Jeg stemmer for, at der er plads til begge dele.

Le Lyby
Kommunikatør

Peter Hansen

Reklame ville være unødvendig, hvis produkterne var optimalt gode. Så behøvede man kun at gøre opmærksom på dem uden en masse udenomssnak.

Mona Blenstrup

Hvis man så har 3 produkter af samme slags og samme standard, hvordna skulle man så kunne kende forskel på dem? Man kunne jo nærlæse indholdsfortegnelsen men et fikst reklameindslag eller annonce hjælper dog en på vej.

Hvis reklamer er så dumme og overflødige så er det ingenting mod alle de se mig blade, hvor kendte eller næsten kendte udstiller sig som de levende reklamesøjler for deres mere eller mindre dårlige smag.

Og hvem køber disse overflødige tidskrifter, hvor der intet oplysende af bred relevans står?

Reklamer for produkter er lige så oplysende som produkterne brugsanvisnig - man skal bare lære at sortere i oplysningerne.

Hvordan skulle man ellers få at vide, at den nye vaskemanskine kan fås til 1000 kroner mindre et stykke vej fra ens bopæl

Søren Rehhoff

@Le Lyby

"Det her stinker af jantelov. Jeg vil til enhver tid hellere se en god reklame end et stykke dårlig kunst."

Det kan man jo altid sige. Spørgsmålet burde vel mere være. om du til enhver tid hellere vil se en god reklame end et stykke god kunst. Amvbitionerne bag reklame versus kunst er jo nok vidt forskellige, Tænk over det, næste gang du prøver at jage nogle sultne kunstnere væk fra græsplænen ved dit sommerhus.

Peter Hansen

Mona Blenstrup, vi ville forhåbentlig slippe for tre ens produkter.
At folk sætter prisen ned på en vare, kan de jo bare skrive på en hjemmeside og på et opslag i butikken.

Lasse Lavrsen:

"Det er altid gået lidt for godt i reklamebranchen. Mistænkeligt godt. En hurtig branche med masser af penge og sprudlende kreativitet, spændt ud i et felt mellem business og kunst."

Kan man virkelig stadigvæk skrive den slags efter afsløringen af Stein Bagger og starten på den internationale finanskrise?

Er den slags jubel-liberalistiske statements som Lasse Lavrsen her udbasunere ikke bare en tand for gammeldags og nostalgiske?

Mikkel Sørensen

Reklame er indpakning - for det meste af masseproducerede varer. Altså mental fjernstyring, ideelt set (pokker skulle betale for det ellers),

Derimod er kunst udfoldelse - ideelt set af unikke, personlige oplevelser. Altså fri- og menneskeliggørelse. Ideelt set.

Så ja, reklamefolk vil blive ugleset.