Læsetid: 10 min.

Et første lille skridt mod et farvel til den religiøse stat

Forbuddet mod, at dommere kan bære religiøse symboler, er et nederlag for Dansk Folkeparti og burde støttes af alle, der ønsker et civilsamfund uden religiøs indblanding
Forbuddet mod, at dommere kan bære religiøse symboler, er et nederlag for Dansk Folkeparti og burde støttes af alle, der ønsker et civilsamfund uden religiøs indblanding
Moderne Tider
31. maj 2008

Danmark skal have en lov, som forbyder øvrighedspersoner, i første omgang dommere, at bære synlige religiøse symboler under udøvelsen af deres funktion. Sådan en lov hilser jeg velkommen. Og jeg opfordrer alle politiske kræfter, som arbejder på en adskillelse af religion og civilt samfund, til at medvirke til forberedelsen af denne lov, og til at give loven det størst mulige gyldighedsfelt.

I forhold til udgangspunktet markerer forslaget allerede en udvidelse. Hvad Pia Kjærsgaard og tidehvervspræsterne i Dansk Folkeparti har lagt op til, er et tørklædeforbud, et forbud rettet mod en bestemt udlægning af en bestemt religion. Men den lov, som den konservative justitsminister Lene Espersen bebuder, vil forbyde alle religiøse symboler, det kristne kors så vel som det muslimske tørklæde, jødernes kalot så vel som sikhernes turban.

Det er i virkeligheden et nederlag for Kjærsgaard, Krarup og Langballe. For det betyder, at den førte politik ikke påberåber sig et kristent grundlag. Det betyder, at politikken ikke påberåber sig nogen bestemt religiøs konfession frem for andre.

Det er også et nederlag for regeringens integrationsminister, Venstres Birthe Rønn Hornbech. Men ikke det nederlag, man tror. Birthe Rønn Hornbech har i sin kronik i Politiken den 14. maj argumenteret for, at religiøse symboler ikke skulle forbydes ved udøvelse af offentlige funktioner som dommerembedet. Man har siddet hendes argumentation overhørig. Den holder heller ikke.

Det politiske paradoks

Venstres Karen Ellemann udtaler, at det nye lovforslag ikke er liberal politik. Hun har ganske ret. Det er ikke liberal politik. Det er radikal politik. Alligevel er de radikales førstedame, Margrethe Vestager, den første til at tordne imod den kommende lov. Forvirringen er total. Den politiske situation op til Folketingets sommerferie er et stort paradoks.

Paradokset er følgende: Vi får et lovforslag, som åbner for en adskillelse af religion og civilsamfund, en adskillelse af funktioner, der hører til det statslige, og funktioner, der hører til det kirkelige. Et lovforslag, som burde være fremsat af de radikale, som burde kunne støttes af SF, af Socialdemokraterne, af Ny Alliance. Men det er en regering bestående af Venstre og Konservative, der fremsætter det - på initiativ af Dansk Folkeparti.

Fra oppositionen og fra den oppositionelle presse høres næsten kun protester. Jeg vil opfordre til, at man i stedet ser fremad. At man glemmer, hvor forslaget kommer fra, og i stedet ser på de muligheder, der ligger i det. For der er vigtigere at huske på, end hvem der lige har fremsat det nye lovforslag.

Man må huske, at Danmark er et land, som har en statskirke. Vi kalder den ganske vist Folkekirken. Men sådan er dansk hygge nu engang: Massiv. Folkekirken er ikke hele folkets kirke. Der lever også jøder, muslimer, buddhister og folk uden tilhørsforhold til nogen bestemt konfession i Danmark. Hvis de er født i Danmark, er deres fødsel registreret af Den danske Folkekirke. Hvis de selv får børn, skal de også registreres dér. Det er mest praktisk, lyder det politiske argument. Selv om registreringen så let som ingenting kunne overtages af Folkeregisteret.

Vi har et statsoverhoved - konge eller dronning, for monarkiet har Danmark jo også bevaret - som skal være medlem af det luthersk-evangeliske trossamfund. Et Folketing, hvis åbning markeres med en gudstjeneste i selv samme trossamfund. En public service-kanal, Danmarks Radio progam 1, som afsætter sin bedste sendetid, søndag formiddag, til at transmittere højmesse. De danske ferie- og fridage er stort set alle sammen kristne helligdage (og her er P1 igen til tjeneste op til flere gange om dagen).

Forslaget stiller endelig alle lige

Set i lyset af al denne kristne propaganda er det ikke så mærkeligt, at religiøse mindretal som muslimer gerne vil markere sig med bare lidt, der er deres. Hvis jeg boede i et muslimsk eller hinduistisk land, ville jeg sikkert også føle mig mere kristen. Men endnu mere ville jeg føle et håb om, at det land, jeg boede i, kunne være så tilpas distanceret overfor religiøse tilhørsforhold, at jeg også selv kunne blive ved at være det. At jeg kunne være kristen ultra light, som Naser Khader er muslim ultra light.

De folk, der har følt sig provokeret af tanken om at stå over for en øvrighedsperson iført tørklæde, har følt sig provokeret, fordi tørklædet symboliserer et andet religiøst tilhørsforhold end deres eget. Jeg ville føle mig provokeret, fordi det symboliserer et bestemt religiøst tilhørsforhold overhovedet. Over for loven skal vi alle være lige, og det skal selvfølgelig også afspejle sig ved en konfessionelt neutral beklædning.

Men det er netop også der, lovforslaget er endt. Alle religiøse symboler stilles lige. Og det er godt.

I årevis har politikerne været fodslæbende, når problemet kom på tale. Lad dog folk gå klædt, som de vil, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale sidste år. Som om muslimernes tørklæde var beklædning på samme måde som en kasket eller en hat. Nu siger vores statsminister sjældent noget, som ikke er forberedt af hans spindoktorer, og de har vel ment, det var et rigtigt 'signal at sende' på den dag. Når Birthe Rønn Hornbech, som er respekteret hele det politiske spektrum rundt, siger noget lignende, er jeg mere overrasket. "Om kvinder og mænd, der efter kemoterapi, og som alligevel ønsker at arbejde uden hår, må bære en eller anden form for hovedbeklædning, siges der heller ikke noget om," skriver hun i sin sin kronik i Politiken den 14. maj 2008. Nej, heldigvis gør der ikke det, for det ville igen være at snakke uden om. Der er forskel på beklædning, som markerer et religiøst tilhørsforhold, og beklædning, som ikke gør.

Birthe Rønns sigte var ikke frisind

Hvis man holder op med at udvande begreberne, viser der sig et problem, der er reelt nok.

Politikens chefredaktør støtter Birthe Rønn Hornbechs kronik i lederen samme dag. Hendes plads i regeringen kunne tyde på, at frisindet stadig er i live i Venstre, skriver han. Og i den følgende dags leder konkluderer Tøger Seidenfaden efter hendes parlamentariske nederlag: "Det er der ikke noget godt at sige om."

Om end jeg plejer at kunne tilslutte mig både Tøger Seidenfaden og Birthe Rønn Hornbech, må jeg her henholde mig til Aristoteles, der sagde, at selv om han var ven med Platon, var han en større ven af sandheden:

Frisind er ikke det, Birthe Rønn Hornbech taler for i sin kronik. Det er derimod et kristent, nærmere bestemt et lutheransk og grundtvigiansk livssyn. (Skulle nogen være i tvivl, kan de konsultere det efterfølgende interview med Birthe Rønn Hornbech i Nyhedsavisen den 20. maj, hvor hun erklærer: "Danskerne skal blive mere kristne.")

Frisind er derimod, hvad statsminister Anders Fogh Rasmussen gav udtryk for i sit brev til Den Islamiske Konferenceorganisation, et brev dateret 31. oktober 2005. Jeg citerer efter optrykket i Politiken, 4. marts 2006:

"Det danske samfund bygger på respekt for ytringsfriheden, religiøs tolerance og ligestilling for alle religioner." (The Danish society is based on respect for the freedom of expression, on religious tolerance and on equal standards for all religions.)

Vores statsminister har tidligere været fremme med den slags udtalelser. Her var det i en presset situation: Ytringsfriheden var det år blevet markeret med nogle sjove tegninger af profeten Muhammed trykt i en dansk avis. I den samme avis, Jyllands-Posten, som 30 år forinden havde ivret mod nogle lige så sjove tegninger af profeten Jesus. Det krævede jo en god forklaring.

Når det ikke har været i pressede situationer, statministeren har talt sådan, har det været i festlige. Sådan sagde Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale den 1. januar 2003: "I Danmark holder vi politik og religion adskilt." Et smukt udtryk for frisind som sagt. Og - som vist med mine eksempler ovenfor - uden bund i den danske virkelighed.

I et PS til statsministerens nytårstale 2003 skrev chefredaktør Tøger Seidenfaden den 5. januar dét år i Politiken under overskriften "Statsministerens tankevækkende urigtighed" om påstanden "I Danmark holder vi politik og religion adskilt": "I dagens virkelighed et urigtigt udsagn. Det gør vi ikke i dag. Men målsætningen er rigtig. Det burde vi gøre i fremtiden. Det er på høje tid, at stat og kirke herhjemme bliver adskilt."

Den danske pragmatisme

At et arbejde i den retning kommer i gang efter pres, ja efter hetz, fra Dansk Folkeparti, er et paradoks. Men hele den nuværende politiske situation er paradoksal.

I Frankrig blev stat og kirke skilt i 1905. Det var et resultat af den radikale politiske bevægelse, som også det danske radikale parti er en udløber af. Det var et brutalt, men nødvendigt opgør med kirkens og andre kristne organisationers indflydelse på især skole- og sundhedsvæsen. I dag gør fransk lovgivning det muligt at forhindre også andre religioners indblanding i offentlige anliggender.

I Danmark er vi ikke brutale, men derimod fodslæbende. Diskussionerne mellem de radikales Hørupfløj og Brandesfløjen, som Ebbe Kløvedal Reich har gennemgået i et foredrag (trykt i Den kulturradikale udfordring, redigeret af Jørgen Knudsen), førte til sejr for Hørups synspunkt. Folkekirken skulle bevares, ikke af kærlighed til religionen, men for at dæmme op for påvirkning fra mere fanatiske organisationer: Vækkelsesbevægelserne.

Altså dansk pragmatisme og opportunisme, men med den snusfornuft, som det også rummer. For det er ikke kun religionen, som kan være fanatisk. Franskmænd af min generation skulle endnu lære hyldestsange à l'école laïque, til den verdslige skole, ganske som østtyske skolebørn hver morgen skulle hilse fanen med feltråbet Freundschaft! Så hellere den danske model med at lade fanatismen dø hen.

Tiden er inde

Det er ikke stærke forholdsregler alene, der har slidt kristendommen. Det er tidernes skiften. Er der overhovedet nogen religiøse organisationer, der er født tolerante? Nej, de er blevet det. Og det er det, vi skal forsvare. Ikke Luther eller Grundtvig, men vores historie. At vi efterhånden må være nået dertil, hvor kirke og stat kan lade hinanden og dermed os alle i fred.

Tiden er inde til, at Danmark giver alle konfessioner samme ret til at have deres egne bygninger, gravpladser, helligdage osv., for så vidt det kan forenes med samfundslivet i øvrigt. Hvorfor har de det ikke allerede? Hvorfor er der ingen politikere, der arbejder for den adskillelse af religion og civlisamfund, der omsider ville skabe fred om de konfessionelle forskelle?

Grunden til det er, at altimens politikerne gerne undsiger sammenblandingen af religion og politik, ligger de næsten alle under for en anden sammenblanding. Nemlig mellem politik og moral. En sammenblanding, som er bedre kendt under betegnelsen politisk korrekthed.

Politik og moral er imidlertid lige så farlig en cocktail som politik og religion. Når politikken bliver moral, behøver borgerne ikke mere at have nogen moral. Hvis bussen i forvejen har sæder reserveret til gangbesværede, behøver man ikke overveje at rejse sig op. Hvis staten har forbudt rygning, kan restauratøren glemme alt om at finde en fornuftig opdeling af sine lokaler. Sådan forsvinder moralen, folks egne overvejelser, hensyn, nødvendigheden af selv at tænke sig om, i politik.

Men politikken forsvinder også. For det er ikke en politisk opgave at fortælle mig, hvilke hensyn jeg skal vise, hvilken moral jeg skal have, eller hvordan jeg skal tænke. Hvis jeg af eget initiativ rejser mig op for en gangbesværet eller lader være med at ryge en ikke-ryger ind i hovedet, er det godt. Opfører jeg mig præcis lige så rigtigt, fordi en lov siger, at jeg skal, er det forkert.

Gode politikere ved også godt, at politik ikke handler om den slags, men derimod - om ligeløn, om at have omsorg for samfundets svageste, om uddannelse, om forholdet til Europa og verden, osv. Desværre er disse politikere i mindretal, og de fordeler sig tilsyneladende tilfældigt efter partier.

Den forargede dronning

Det politiske parti, som frem for nogen burde gå ind for at stille alle religiøse symboler, og i videre perspektiv alle religioner, lige, er Det Radikale Venstre. Men de radikale markerer sig i disse dage som det mest forargede. Grunden til det er, at partiet under Marianne Jelveds begavede og kompromisløse ledelse voksede sig så stort, at også dets fløje voksede sig større. Og at den fløj, der kæmpede for rigtig radikal politik, herunder adskillelsen af religion og politik, af stat og kirke, har tabt.

At den nye leder, den politiske korrektheds dronning Margrethe Vestager, er forarget i dag, overrasker mig ikke. Det er hun hver dag. Gennem de sidste par år har hendes parti markeret sig ved at udvandre fra forhandlingerne om loven mod rygning, fordi den ikke var 'radikal' nok, og ved at foreslå parfume forbudt i det offentlige rum - ved holdninger, som ikke er radikal politik, fordi det overhovedet ikke er politik.

Da SF's formand for nylig udtalte sig ganske heftigt om, at politik og religion skulle holdes adskilt, var Margrethe Vestager igen på pletten med sin forargelse. Men Villy Søvndal gjorde ret i at udtale sig sådan, efter at venstrefløjen havde vist sig at have vanskeligt ved at skille tingene ad. Og i øvrigt er hans synspunkt mindst lige så radikalt, som det er socialistisk.

Villy Søvndals appel om at holde religion og politik adskilt var også en protest mod Dansk Folkeparti. Han har mindst siden november sidste år sagt og gentaget, at det parti selv er en del af problemet. Og det er det stadigvæk. Men det er altså ikke selve problemet.

Problemet er, at forholdet mellem religion og politik ikke er ordentlig afklaret i Danmark. Jeg håber, at den nye lov kan bane vejen for en afklaring. At alle, som er interesseret i en afklaring, vil deltage i lovgivningsarbejdet. Men hvem, man skal håbe på, er svært at se.

Søren Gosvig Olesen er lektor i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Petersen!

Jeg prøver en gang til med mine simple spørgsmål. De må da være til at svare på:

Du siger, at der ikke findes bevidsthed.

Mine spørgsmål:

1. benægter du, at du selv tænker, skriver, taler, cykler, overvejer, planlægger o.s.v.?

Normalt kommer sådanne aktiviteter ind under bevidsthedsbegrebet, det er bevidste handlinger.

2. Benægter du, at disse aktiviteter fra din side er bevidsthedsaktiviteter, bevidste handlinger? Hvis du gør, hvorfor da?

Hvis du benægter dette, altså 2, så bruger du i sandhed ordet "bevidst" på en meget speciel måde. Så bør du forklare, hvad du mener med ordet, da du åbenbart ikke mener det samme med det, som man normalt gør. Så må du forklare, hvorfor du mener, at de under 1 beskrevne handlinger ikke i din forstand af ordet er bevidsthedsaktiviteter eller bevidste handlinger. Så må du forklare, hvad de så at sige mangler for, at du vil kalde dem bevidste.

Selv om du benægter bevidsthedens eksistens, så påstår du samtidig, at der ikke findes bevidstløshed?

3. Hvordan får du de påstande til at forliges? For mig ligner det en selvmodsigelse.

Du mener, at en sten har/kan have bevidsthed (selv om der ikke findes bevidsthed).

4. Hvilke bevidsthedsaktiviteter mener du at kunne konstatere i en sten? Personligt har jeg aldrig oplevet den slags, og jeg har set mange sten i årenes løb, både små og store.

Til: HJL

Svarene på samtlige spørgsmål kan udledes af mit forrige indlæg. For nemheds skyld skal selv gøre det her:

SP:
"1. benægter du, at du selv tænker, skriver, taler, cykler, overvejer, planlægger o.s.v.?"

SV: Subjektivt set NEJ - objektivt set JA. Subjektiviteten rummer en forventning om at kunne have truffet alternative valg, som det objektive verdensbillede ikke rummer mulighed for. Det objektive verdensbillede giver p.t. ikke mulighed for at en hjerne kan være mere bevidst og/eller mindre kausal end selv den mindste computer.

Mener også dette må dække spm. 2 og 3, hvor 3 jo netop handler om at påvise modsigelsen.

SP:

!4." Hvilke bevidsthedsaktiviteter mener du at kunne konstatere i en sten? Personligt har jeg aldrig oplevet den slags, og jeg har set mange sten i årenes løb, både små og store."

Vi har alle undesøgt mange sten - nogle har undersøgt mange computere, og andre har undersøgt mange hjerner.

Ingen af os kan (endnu) sige hvordan bevidsthed ser ud - observeret udefra !

Den største numeriske kompleksitet (datakompression - eneste målbare kompleksitetskriterie) finder vi på det niveau der kaldes varmespredning. Her er stenen lige så god som hjernen - særlig om morgenen når solens første stråler rammer overfladen på den nattekolde sten.

Når jeg f.eks. cykler, hvad jeg ofte gør, så cykler jeg altså både objektivt og subjektivt. Det ville sgu være småt med motionen, som er grunden til, at jeg cykler, hvis min cykling var rent subjektiv.

Når jeg skriver, som lige nu, så gør jeg det både objektivt og subjektivt, selvom jeg egentlig ikke ved, hvad denne skelnen skal gøre godt for: der er jo kun én handling, ikke to, en objektiv og en subjektiv. Der kommer, rent objektivt, nogle bogstaver frem på skærmen, og som regel også netop de bogstaver jeg havde til hensigt at skrive. Det hænder selvfølgelig, at jeg slår fejl, men det kan rettes.

Men når du cykler, så er det subjektivt? Objektivt spadserer du en tur? Eller foretager dig noget helt tredje, objektivt?

Når du skriver, så er det rent subjektivt? Objektivt spiller du klaver?

Ingen af os kan (endnu) sige hvordan bevidsthed ser ud - observeret udefra !

Sludder og vrøvl. Vi iagttager bevidste aktiviteter hver eneste dag hele dagen igennem, og vi er sjældent i tvivl. Folk, der kører biler, hvilket de jo helst ikke bør gøre og næppe kan i bevidstløs tilstand. Folk, der siger noget, folk, der gør alt muligt mellem himmel og jord. Fodbold i fjernsynet, EM, det er da i højeste grad bevidst, hvad disse fodboldspillere foretager sig. Eller mener du, at de bare tosser bevidstløst rundt uden at ane, hvad de foretager sig?

Ens hverdag vrimler med bevidste aktiviteter, både ens egne og andres. En stor del af dagen går med at iagttage og eventuelt reagere på bevidste aktiviteter.

Til HJL:

Det er svært at være uenig i dine hverdagsbetragtninger, men det bringer os bare ikke nærmere løsningen af følgende problem:

"Ingen af os kan (endnu) sige hvordan bevidsthed ser ud - observeret udefra !"

Dermed er vi heller ikke kommet nærmere afklaring af hverken de mere teologiske problemer (bevidst kontra ubevidst skabelse af BigBangs) eller den nære fremtids problemer, hvor teknologien dels vil give os robotter vi kan tale med (desuagtet konstruktøren tør sværge på, at robotten ikke har nogen bevidsthed j.v.f. førnævnte Turing-argument) - heller ikke etiske problemer i grænselaget mellem mennesker og maskiner (patienten der har fået så mange proteser, at hun nu kun består af proteser) og identitet kontra hukommelse problemerne.

Sidstnævnte belyst med eksemplet, hvor forbryderen kan bestemme om han vil tage hukommelsestabs-pillen først og piskeslagene bagefter - eller omvendt.

Hvis han tror sig identisk med sin hukommelse tager han pillen først - for så er han jo "væk" når piskeslagene kommer.

Tror han sig ikke identisk med hukommelsen er det bedst at tage piskeslagene først, fordi han så kan starte "sin" nye tilværelse uden den traumatiske erindring om piskeslagene.

Heinrich, mit problem er, at jeg mener at stater (og andre magtinstitutioner) ikke KAN være andet end mafiøse, ligesom en enevoldskonge ikke på nogen fornuftig måde kan siges at repræsentere folket. Stater er magthavere og magthavere er gangstere.

Heinrich R. Jørgensen

Erik, jeg deler faktisk dit syn på staten - men sig det endelig ikke til nogen ;-)

Da det endnu ikke er lykkedes verdens anarkister om at define nogle entyde anarkiste trosretninger, som vi kan henføre til i meningsfuld dialog, er det vanskeligt i fuld alvor at hævde, at vi af samme grund bør ophæve staten (og stater) :-)

Jeg prøver i stedet at forsøge at definere, hvad der skal til, for at vi kunne acceptere, at der skal være en stat. Det handler om åbenhed, klarhed og ordentlige spilleregler, sådan at statsmonstreret aldrig får udviklet en selvbevidsthed og selvopholdelsesinstinkt. Og hvis det skulle ske, at monstret kan og vil blive aflivet, pga. de forholdsregler vi har inkalkuleret spillereglerne.

Mht. hvad staten skal beskæftige sig med, forstår jeg sagtens din position. Nu tror jeg - muligvis i dyb naivitet - på, at en venlig stat hypotetisk set kan eksistere, og at det er praktisk at definere retningslinier og forslag til mangt og meget, f.eks. et obligatorisk pensum i forskellige fag på forskellige uddannelsesniveauer, således at uddannelsesforløb hænger ordentligt sammen. Men 9 års klassebaseret leverpostejskole for alle er bestemt ikke hvad jeg ønsker...

Jeg skal lige sige, at jeg er både glad og stolt over hvor godt vi har gjort det i Danmark; vi har kommunisme der ikke bare fungerer, men som har gjort os til nogle af verdens rigeste mennesker.

Og hvis det skulle ske, at monstret kan og vil blive aflivet, pga. de forholdsregler vi har inkalkuleret spillereglerne.

Stater forstår kun den slags spilleregler der kommer ud gennem et geværløb. Jeg hører jeg til den skole, der mener at de socialdemokratiske velfærdssamfund kun var mulige, så længe Sovjet var garant for en realistisk trussel om en kommunistisk revolution; man har af frygt for proletariatet slet og ret bestukket dem med villa, Volvo og videospil, heraf kommer de nordeuropæiske smørhuller. Nu er Sovjet væk, og der er no more Mr. Nice Guy, nu skal citronen presses. Som Warren Buffet siger, så FINDES der klassekamp, og hans klasse vinder.

Hvad angår det med at bygge venlige statsinstitutioner, så har USA en næsten ideel forfatning og statsbygning, men de er alligevel hastigt på vej mod totalitarismen, og jeg er bange for at Europa ikke følger langt bagefter.

Jeg er selv royalist. Det har fungeret i 1.000 år; måske får vi brug for dem igen. Og som du siger er de jo billige i drift.

Jeg går ind for oplyst enevælde; hvis vi lavede revolution, nationaliserede hele territoriet og simpelthen gjorde Danmark til kongefamiliens personlige ejendom, tror jeg vi ville være udmærket stillet. I dag kører parasitterne på EPO, fordi de skal nå at suge så meget blod de kan, på de fire-tolv år de er ved magten. Men hvis regenten havde udsigt til 20-30 år ved magten, og til at ens børn skulle overtage butikken, tror jeg han ville se tingene i et noget længere perspektiv end de tyveknægte vi trækkes med i dag.

Og som du siger, så ville det betyde, at vi kunne skulle forsørge een klan og deres venner. Europæere undrer sig tit over at afrikanere ideligt genvælger de igler der udsuger dem. Men som de selv siger, hvis de valgte en ny igle ind, skulle han starte udplyndringen forfra fra et nulpunkt.

Og selv om man har enevælde, kan man jo godt have et parlament. Og i sidste ender er der jo altid høtyvene og faklerne til at holde kongen nogenlunde ærlig.

I den ideelle verden (og i den danske grundlov) burde kongen føre udenrigspolitikken og udpege ministrene, mens parlamentet lavede lovene.

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"Selv om det ud fra et idealistisk synspunkt er forkasteligt, er det som pragmatisk metode egentlig ganske besparende."

Præcis.

I praksis fortrækker jeg disse harmløse og venlige galleonsfigurer, som kan stå for pomp, pragt og national stolthed. Det er ligesom alles stolthed over fodboldlandsholdet når de klarer sig godt - kun 20 personer er med på holdet, men det er en del af os alle. Allegorien haltet blot ét sted hvis sammenligningen skulle være nogenlunde passende - fodboldlandsholdet skulle være regerende verdensmestre, og med næsten usvigelig sikkerhed vedblive med at blive ved med at være det i al fremtid.

I praksis ønsker jeg heller ikke præsidenter, af samme årsager. Jeg synes, vi i Danmark har et udmærked princip om et neutralt (?) embedsmandssystem. At det er for stort, for indspist og for ineffektivt, er så en anden historie.

I teorien burde jeg ønske en massegrav i Fredensborg, en præsident som galleonsfigur, en regeringsleder med ministre, samt total udskiftning af embedsapparatet hvert 4. år. Det ønske frafalder jeg gerne, pga. andres uheldige erfaringer.

Monarkiets rolle som rendyrket galleonsfigur bør i øvrigt indskrives i grundloven, i stedet for at den nonsens der står der nu.

Heinrich R. Jørgensen

Erik B.,

anarkisk, kommunist og royalist på samme tid. Det overgår vist de flestes fantasi at det skulle være muligt :-)

Jeg er det heller ikke på samme tid. Som Kragh sagde, så har man et standpunkt til man tager et nyt. På en god dag kan jeg nå at skrive en hel kommentar uden at skifte standpunkt undervejs.

John St.

Meget enig. Alf Ross' aksiomatiske fejl er, at han definerer demokrati som samtale. Demokrati er en styreform.

Næh, wait! Det er ikke Alf Ross, det er Hal Koch. Sorry.

Heinrich R. Jørgensen

John St
"Jeg går stærkt ind for direkte demokrati, som jeg betragter som den eneste form for ægte demokrati."

Desværre er det umuligt at praktisere, det er spild af tid at alle skal forsøge at sætte sig ind i alt, det er endnu mere spild at tid des flere der er med til at finde pragmatiske løsninger der kan stemmes om, og når dagen oprunder hvor tomlerne skal stritte, står alle de uvidende, uengarede og ubegavede der stadig med deres tomler, der muligvis peger den modsatte vej end det fornuftige forslag.

Jeg er dog enig så langt, at jeg anser Schweiz for at være det eneste tilnærmelsesvis demokratiske lande i Europa.

Ellers 100% enig i kommentarer - bortset fra citatet overfor.

Men nu hvor jeg har skiftet standpunkt til det anarko-syndikalistiske, så har jeg store forhåbninger til internettet; det vi deltager i her på sitet er, har man lov at håbe, blot kimen til rigtigt demokrati. Det man skal forestille sig er, at i stedet for Informations åndsbollede bloggere, havde deciderede lovforslag til diskussion. Uanset at der nok aldrig er blevet omvendt een eneste person her på stedet, tror jeg at de fleste der læser kommentarerne får nuanceret deres verdensbillede en smule. I det mindste er dette et forum hvor Røde Lejesvende kommunikere med Brunskjorter.

Well, som sagt, hvis vi havde lovforslag til diskussion herinde i stedet for Mickey Mouse-historier, og hvis folk kunne stemme rigtigt, tror jeg ikke at meningskræmmerne ville være så sky for at stige ned blandt os dødelige og blande sig i debatten.

Og så (og her kommer syndikalismen ind) så gjorde det ikke så meget om forslag blev vedtaget med et absolut stemmetal på et par tusind, så længe det var folk der var interesserede i (og, formoder man, vidende om) emnet.

Jeg har i studiesammenhæng interviewet en anseelig mængde toppolitikere og topembedsmænd. (De er ikke så svære at komme i tale som man skulle tro. De elsker at snakke om sig selv, og antager at studerende er mere begavede tilhørere end journalister)

Og det helt altovervejende intryk er, at politikere lever op til alle de værste fordomme og mere til. Det er reptiler i ulveklæder. Det gjaldt også i vid udstrækning Anker, selv om han nok var det nærmeste vi kommer et menneske, men han holdt meget af magt.

John St.:

Alle partipolitikker er kunstigt installerede konfliktlinier i en befolkning som i større og større grad har fælles økonomiske interesser. Partipolitik transplanterer den konflikt der altid vil være mellem bønder og herremænd til en konflikt mellem bønderne.

Heinrich R. Jørgensen

John St.:
"Hvorfra skulle de komme, og hvorledes skulle de blive valgt?"

Måske skulle vi opstille nogle objektive kriterier til de der kan blive folketingsmedlemmer. F.eks. at vedkommende tager en kandidatuddannelse, sikrer sig 100 personlige stillere der vil stå frem med navns nævnelse, er ustraffede, ikke er embedsmænd og måske andre kriterier.

Hvad med, om alle der mener at være egnede til at deltage i lovgivningsarbejdet, melder sig, med dokumentation for at de lever op til kravene. Hvert fjerde år kan vi lave en lodtrækning blandt alle der har meldt sig, og 185 udvælges.

De valgte skal være forpligtede af forfatningen (ny version), må ikke have andre samtidige hverv eller økonomiske interesser der kan påvirke deres upartiskhed, skal afstå fra at deltage i lovforberedelse på områder hvis de har personlige direkte interesser, må ikke være påvirket eller styret af eksterne aktører, skal stemme alene efter egen overbevisning, og i øvrigt modtage en virkelig god hyre de fire år de er på borgen.

Så kan vi i stedet stemme om, hvilken statsminister vi ønsker, som op til valget må præsentere sig selv, deres 4-års plan og evt. deres ministerhold. Det er jo alligevel regeringen, der har magten, så hvorfor ikke stemme om regeringen frem for hvilke partisoldater der skal på tinget?

Måske skulle vi opstille nogle objektive kriterier til de der kan blive folketingsmedlemmer. F.eks. at vedkommende tager en kandidatuddannelse...

Uhm, du mener at folketingsmedlemmer skal have mindst tyve års statlig indoktrinering i baggagen?

Jeg så sgu' hellere at man kunne fremvise en bankbog med en million kroner.

De valgte skal være forpligtede af forfatningen (ny version), må ikke have andre samtidige hverv eller økonomiske interesser der kan påvirke deres upartiskhed, skal afstå fra at deltage i lovforberedelse på områder hvis de har personlige direkte interesser, må ikke være påvirket eller styret af eksterne aktører, skal stemme alene efter egen overbevisning, og i øvrigt modtage en virkelig god hyre de fire år de er på borgen.

...og alle skal have en gratis pony! Helt ærligt, Heinrich, har du slået hovedet for nylig, eller har konen lånt dit logon? Meningen med at stræbe efter magt er at misbruge den, hvad fanden skulle man ellers bruge den til? Og du kalder dig socialist? Tsk, tsk...

Heinrich R. Jørgensen

John St.:
"Øl, fisse, hornmusik og sove er OK, men ikke 7x24 timer."

Spørgsmålet er, hvordan det segment, der måske udgør mere end 50% af befolkningen, påtvinger os alle de forkerte beslutninger?

I øvrigt tror jeg ikke på nogen form for demokrati, hvis det handler om af ens stemme afspejler ens egne egoistiske interesse. Det leder let til urimelige beslutninger, og den demokratiske proces bliver nemt ubehageligt personlig. Hellere demokrati, hvor de der søger at finde komprisser, alle forsøger at varetage hvad de tror må være i alles bedste interesse.

Heinrich:

Politik er i virkeligheden ikke særlig kompliceret, det er noget som politikerne prøver at bilde os ind. Man har ikke brug for en kandidatgrad, tvært imod.

Næh, den har jeg aldrig hørt om. Men jeg har engang deltaget i et beboerråd, der nominelt havde høringsret vis a vis vores byfornyelse. Det var pinligt tydeligt at embedsmændene der deltog på møderne var ved at falde i søvn; de sad på 5-6 møder og hørte på børnehaven; så på tegninger der var udformet af professionelle på beboernes bekostning og nikkede på de rigtige steder, som embedsmænd jo kan i søvne.

De var ligeglade, fordi det eneste formål som beboerrådet tjente var, at de kunne gå ud og sige at beboerne var taget med på råd. De gad ikke engang forklare, hvorfor ikke eet eneste af beboernes forslag var taget til efterretning og de gad slet ikke forklare hvorfor de ikke gad forklare det.

Nærdemokrati....

Jeg kan levende forestille mig, at en grundlovsdebat fungerer på samme måde.

Uh, ja, jeg glemte: der blev indsamlet 20.000 underskrifter mod byfornyelsen i vores karré, flere end mod Øresundsbroen. Resultat? Nada!

Heinrich R. Jørgensen

Erik B.:
"Helt ærligt, Heinrich, har du slået hovedet for nylig, eller har konen lånt dit logon? "

Nej, jeg mente det alvorligt. Og pointen er netop, at de folketingsmedlemmer der vælges per lodtrækning, netop ikke kan berige sig selv. Fire år senere ryger de sikkert ud, og der er ingen karrierrestige de kan klatre op ad på vej mod en ministerpost.

Og det med hyren, må gerne være 100.000 dask pr. måned + rejser + fryns + sekretær. Det er ikke meningen at de skal stjæle mens de er på tinget. Men de er nogle skovle, hvis de ikke opbygger et fantastisk netværk, som de kan bruge til egen fordel efter deres termin på tinget.

Ja, det med 20 års uddannelse / statsindoktrinering er lidt uheldigt. Men så er man sikkert på et vist minimum af viden, begavelse og evne til at kommunikere nogenlunde meningsfyldt med andre. Det er måske ikke de mest fantasifulde og kreative der bliver valgt, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Og pointen er netop, at de folketingsmedlemmer der vælges per lodtrækning, netop ikke kan berige sig selv.

Jamen, selvfølgelig kan de det! Tyve minutter efter at de har sat sig i stolen, bliver de bombarderet med seddelbundter fra højre og venstre. Og når de kun har fire år til at skabe sig en formue....

Viden, begavelse og evne til at kommunikere er ikke relevant. Politiske spørgsmål kan i store træk skæres ned til, hvordan kagen skal deles; resten tager embedsmændene sig af. I din model, har du sikret dig at den lovgivende magt udelukkende består af de bedrebemidlede.

Det er ikke meningen at de skal stjæle mens de er på tinget. Men de er nogle skovle, hvis de ikke opbygger et fantastisk netværk, som de kan bruge til egen fordel efter deres termin på tinget.

Det er det samme. Politikerne begynder først at tjene penge efter de er gået på pension, hvor de dels indkasserer lønnen for udførte tjenester, dels sælger deres netværk.

Nåmen, jeg logger af for i dag. Revolutionen må vente til i morgen.

Heinrich R. Jørgensen

Erik B.:
"Politik er i virkeligheden ikke særlig kompliceret, det er noget som politikerne prøver at bilde os ind. Man har ikke brug for en kandidatgrad, tvært imod."

Som lovgiver er det en fordel at vide noget om jura, så de kan navigere rundt i al substansen, som mestendels er gældende love. Økonomiforståelse er bestem t ofte en stor fordel. Al viden er et plus.

At de fleste af vores nuværende politikere enten er, eller blot simulerer, at være total blottede for indsigt og talent af nogen, er ikke et argument for, at et vist mål af evne er både ønskeligt og påkrævet.

Nej, kriteriet om personer med en kandidatgrad, er for at sortere de fleste tumper fra. En person med en kandidatgrad kan med lethed begå sig i lovgivningsarbejdet, også indenfor områder der ingen formelle kvalifikation har.

Hvis jeg troede, at det ville blive bedre at øge barren til Ph.D grads niveau, ville jeg gøre det. Men hvis nogle med en Ph.D grad gad det, var de da de rene tabere. Og at sænke barren til mellemlange uddannelser, betyder at sygeplejerske, laboranter, politibetjente og skolelærere vil flokkes til. Øhhh, nej tak.

Heinrich R. Jørgensen

John St,

Tænk, at jeg skal sables ned ;-)

Endelig en model, der kunne sikre os nogenlunde hæderlige politikere, der stort set kun kan berige sig postfestum, og har begrænsede muligheder og motivation for at træffe katastrofale beslutninger.

Enhver sammenligning med den nuværende forsamling af selvoptagne charlatans på borgen mener jeg entydigt falder ud til ud til fordel for min forslag.

Og, jo, humanister og naturvidenskabelige kandidater skal inviteres med. Ikke fordi det modsatte ville være rent berufsverbot, men fordi de også kan bidrage med noget relevant. I am kidding not - jeg mener det alvorligt.

Samfundsfaglige kandidater er vist den gruppe der er mest disponeret for at berige sig selv, hvis jeg skulle gætte på noget. Humanister bestræber sig sikkert mere på at gøre det rigtige, og naturvidenskabsfolkene (som sikkert mestendels er ingeniører, dvs. teknikere) bestræber sig sikker på at gøre det på den rigtige måde.

Ville mit forslag blive bedre af, at minimumkravet i stedet var en gymnasiseksamen, eller ingen krav overhovedet?

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"Jeg grinede fuldstændig ubehersket i 4-5 minutter, indtil de kom med iltflasken og bedøvede mig med en hammer."

Ja ja, der er vist lang vej til et paradigmeskifter bliver en realitet ;-)

Men hvis du trods hammerterapi og din forankring i dit post-profetiske hængedynd, er villig til at risikere yderligerer latterkramper, er jeg villig til at risikere yderligere hån.

Er du ikke i stand til at varetage dine umyndige børn bedste interesse? Også uden at spørge dem? Og ligger et familiemedlem en dag hen som grøntsag, og du skal beslutte om der skal trykkes på off, og i så fald, om de må snuppe en luns med skalpel, eller i så fald, hvor og hvor mange, kan du da heller ikke vælge på andre vegne? Kan man ikke have tillidshverv, hvor man forsøger at varetage hvad man anser for at i fælles bedste interesse?

I mit forslag, anser jeg folketingsmedlemmer for at være lovgivere, og ivrige § 20 inkvisitatorer. De skal ikke varetage nogens interesse, eller fremsætte forslag pva. DI, LO eller nogen som helst andre.

I mig forslag anser jeg folketingsmedlemmer som udstyret med en tillidshverv, og ikke en bestyrelsespost. Hvis jeg havde ment det sidste, forstår jeg udmærket din latter...

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"Når man er **så** naïv, må man regne med at få nogle på huden."

Jeg er hårdhudet nok til at kunne tåle det. Onde tunger vil måske påstå, at det er fordi jeg er tykhudet, men det igonrerer jeg med stoisk ro.

John, i en debat er det normalt, at man kun fremsætter påstande, som man føler sig nogenlunde sikker på at kunne forsvare, da debatformen er en konkurrence. Nu vover jeg pelsen, og foreslår en model for hvordan lovgivere kan udpeges, der intet har med demokrati at gøre. De vælges ikke, de skal ikke bedrive politik, der skal ikke repræsentere nogen, de er ikke repræsentative, de skal helst ikke være i lommen på nogen og de skal helst ikke kunne bestikkes. De sidste to krav er principielt umulige at opfylde, men der der kan gøre meget.

Desuden er modellen, at lovgivere ikke bliver levebrødparlamentarikere, men har en kort periode - nærmest en slags samfundstjeneste.

Det er nemt at være kyniker og hånlig. Nu prøver at jeg at være tossegod, og tænker nogle tanker jeg ikke har kendskab til at nogle andre har ytret. Og hvis der grines og rystes på hovedet, tager jeg det med. Men jeg håber da, at det trods alt kan bruges til noget, i det mindste som afsæt til andre og bedre ideer.

Heinrich R. Jørgensen

Rettelse til 2 oplæg oppe, hvor der skulle have stået
... dit præ-profetiske hængedynd ...

Heinrich R. Jørgensen

Jeg ville nok vælge i grupperne 5.02 - 5.05, da antallet i disse grupper i alle tilfælde er ca. 20 personer. 5.11 er dejligt fjernt, men 5.00 er bestemt også muligt, da denne gruppe er blot 1 person.

Hvis valget var mellem om jeg eller min nære familie skulle tage billetter, vælger jeg omgående at tage envejsfærgen selv.

Hvis valget var mellem min nære familie og Europæere udenfor Danmark, er beslutningen straks meget tungere. Uanset valget, præmierer jeg sikkert mig selv mig en bonusfærgebillet, for valget ville være ubærligt. Med mindre der er mulighed for at finde frem til hvem der gav mig den ubehagelige valg, da jeg givetvis gerne vil forklare vedkommende, hvor morsom jeg syntes det var at deltage i quizzen.

Hvis valget var, om der er plads til mig i en redningsbåd, så er svaret ja - altid.

Hvis mine børn ikke selv fik børn, ville det ikke genere mig, at mine gener forsvandt for tid og evighed.

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"Valgte jeg rigtigt eller forkert."

Du traf et valg, og det rigtige var, at der blev truffet et valg. Du overvejede og tænkte, og satte dig i andres sted, og gjorde dit bedste. Og hvis du stadig var i tvivl, og derefter valgte vha. en mønt, så valgte du stadig, idet du valgte metoden til at afgøre det med.

Som du ved, nytter det ikke at gruble over, om valget var rigtigt. Du tænkte og valgte hvad der var rigtigt på tidspunktet og i situationen, og ingen kan eller bør betvivle at valget var rigtigt - heller ikke dig selv.

Sådan ser jeg på det. Men jeg ville nok alligevel tænke på mulige konsekvenser ved det modsatte valg.

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"Hvad vi IMO har mest behov for - rent demokratisk - er at politikere igen (?) ser det som en ære og i langt mindre grad en indtægtskilde og en magtbasis at være folkevalgte."

Og ærefulde handlinger er vel, at vælge udfra ens principper, og ikke ens interesser?

Ganske enig med hele indlægget.

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"jeg har ganske enkelt besluttet, at jeg traf det rigtige valg - The End."

Det er den eneste måde jeg kan se, at man kan forholde sig til det på.

Hvis jeg ville gruble over en sådan situation, ville jeg alene gruble over, om mit valg var påvirket af hvad der var i min interesse, eller om jeg valgte uden hensyn til egne interesser. Jeg ville ikke gruble over valget, men måske motiverne til valget jeg traf.

Heinrich R. Jørgensen

John St
"Da skammede jeg mig sgu - eneste gang nogensinde - ved at tilhøre samme dyreart som ham og som de, der tildelte ham prisen."

Der er så en stor forskel på os. Jeg er sædvanligvis positiv og glad, men de fleste dage er der også situationer hver jeg tænker at kloden var bedre stillet uden menneskene.

Einstein sagde engang noget med, at uendelighed i naturen måske kun fandtes to stedet, nemlig i universets udstrækning og menneskets dumhed - dog var han ikke helt overbevist om det første.

Heinrich R. Jørgensen

John St:
"[...] mistet megen agtelse for Birgit Rønn Hornbech, som hellere lod sig banke på plads end at gå af som minister efter tørklæde-kronikken."

Jeg var stor Birthe Rønn Hornbech, og har været det i mange år, indtil for ganske nyligt. Hvilkte ikke er ensbetydende med, at jeg altid er (og har været) enig med hendes politiske synspunkter. Men hendes holdninger til sit ansvar som lovgiver har været i plet.

"[...] jeg tror, at omgivelsernes ægte anerkendelse af god indsats kan få en fra starten hæderlig politiker til at yde en god indsats og bevare sin hæderlighed."

Enig. De fleste idoliserer bedragere, platugler og megalomanisk tyveknægte, og naturligvis vil enhver stile mod de gældende idealer.

Det handler om, at alle skal værdsætte hæderlighed og integritet, og sikkert andre fine karakteregenskaber.

Og nu håber jeg ikke iltflasken og hammeren skal frem igen ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Jeg var stor Birthe Rønn Hornbech fan, og har været det

Nej, kriteriet om personer med en kandidatgrad, er for at sortere de fleste tumper fra.

Som John St. siger: no cigar! Man bliver ikke mindre tumpet af at tage en uddannelse, ens tumperier er blot udtrykt med fremmedord og i bedste fald på formfuldendt dansk.

Og igen: det er embedsmændenes opgave at tage sig af juraen, det er det, de er der for. Folketinget er tænkt repræsentativt i mere end een forstand, nemlig også at det skal være repræsentativt for befolkningens sammensætning. Det inkluderer tumper; sådan er det med demokrati og det er også derfor jeg (p.t.) er royalist.

Enhver sammenligning med den nuværende forsamling af selvoptagne charlatans på borgen mener jeg entydigt falder ud til ud til fordel for min forslag.

Det ved du jo ikke før du har prøvet det. Dit forslag svarer ganske nøje til at man for at have valgret skal være over 30 og eje jord.

Er du ikke i stand til at varetage dine umyndige børn bedste interesse?

Umyndige børn!? Heinrich, som jeg skrev i en anden sammenhæng, så betyder mere uddannelse mere indoktrinering. De 'umyndige børn' har en radikalt bedre politisk fingerspitzgefühl end langt de fleste uddannede mennesker jeg har mødt og som nærmest er stolte af at de har formået at tilegne sig politikernes og journalisternes tanke- og talemåde. De 'umyndige børn' lytter til deres mavefornemmelse, og deres mavefornemmelse siger dem at alle politikere er nogle forbandede, selvoptagede, løgnagtige, magtliderlige tyveknægte, hvilket dårligt kan beskrives mere præcist, uanset hvor længe man har gået i skole.

Men har du tilstrækkelig med uddannelse, overtager du meningskræmmernes tankemåde, og så er der pludselig ikke længere tale om løgn og bedrag, men om politisk nødvendighed og kompromis-kunst.

Vi tænker næppe ens når det drejer sig om selvopholdelse og tilraning, men vil du afvise at mennesker kan forsøge at varetage andres interesse, og forsøge at ignorere egne interesser?

Jeg vil i hvert fald gerne. Magt korrumperer. Se hvordan det gik selvsamme Birthe Rønn; et par korte måneder på taburetten, og hendes integritet gik fløjten. Det er deres JOB at være korrupte, og kun de bedst egnede kandidater er i stand til at albue, dolke og lyve sig frem til toppen. Vores nuværende statsminister frasagde sig rituelt og offentligt sin overbevisning for at få taburetten, og den forrige dolkede sin personlige ven i ryggen.

Det handler om, at alle skal værdsætte hæderlighed og integritet, og sikkert andre fine karakteregenskaber.

Det værdsætter alle jo højt. Det er nok fordi der er tale om meget sjældne fænomener.

Hvad angår langt de fleste uddannelser, er det du lærer på studiet værdiløst i en professionel sammenhæng: kompetencer begynder man først at tilegne sig når man starter på arbejdet. Formålet er at holde tilgangen til samfundets øvre sfærer nede, så man kan retfærdiggøre den høje løn og den diskursive magt.

Heinrich R. Jørgensen

Erik B.:
"Folketinget er tænkt repræsentativt i mere end een forstand, nemlig også at det skal være repræsentativt for befolkningens sammensætning. Det inkluderer tumper; sådan er det med demokrati og det er også derfor jeg (p.t.) er royalist."

Og jeg afprøver om der er mening i at være random-senatist.

Hvis en gruppe er repræsentativ for befolkningens sammensætning, kan de ikke bruges til andet end at udfylde spørgeskemaer om holdninger, viden og forbrugsmønstre. Hvis nogen i alvor mener at et repræsentative udsnit er en dyd, så lad dog Greens udtrække de 185 folketingsmedlemmerne.

"Dit forslag svarer ganske nøje til at man for at have valgret skal være over 30 og eje jord."

Det var et andet objektivt kriterie, der var værd at overveje, hvis det ikke var fordi, der var ekstrem stor chance for at de vælger at fremme egne interesser, og snart ville al jord - sjovt nok - tilhøre denne gruppe.

Fordelene ved at vælge personer med videregående uddannelse, er at de kan læse, er disciplineret gennem lang uddannelse og for en stor dels vedkommende uefne i kunsten at rage til sig. Desuden er social anseelse vigtig for mange af disse mennesker, og derfor skal de ikke være politikere, men senatorer, der udfører samfundstjeneste, og opnår hæder ved at holde sig for god til at fremme egne interesse i deres embedsperiode.

Det er et udvælgelseskriterie, og intet andet.

Birthe Rønn's Pia-K underkastelse skete dog først efter et par døgns brok.

For de konservative har underkastelsen været langt mere omgående og betingelsesløs. Den eneste K-politiker der nogensinde har tøvet blot et nanosekund med at kaste sig for Pia K's fødder var Lars Barfod (pudsigt efternavn forøvrigt i denne sammenhæng). Ham gik det ilde.

Husker nogen, at der engang var en Connie Hedegård (K) som gik for at have "personlig integritet" ?

Heinrich:
OK, i dag vinder du. Og lad os så ikke tale mere om det. Hm.

Heinrich R. Jørgensen

Tak, Erik B., det er meget gavmildt :-)

Bevares. Jeg prøvede at få moderator til at slette dine indlæg, men det virkede ikke...

Heinrich R. Jørgensen

De vil heller ikke slette dine indlæg, sjovt nok. De siger, at delete-all-comments-by-user funktionen ikke findes i den nye version af Drupal, og at de to gange de gjort mig den tjeneste, må være nok ;-)

Heinrich R. Jørgensen

(jeg tror ikke, jeg har trykket på stødende indlæg for nogle af dine indlæg endnu - Just For The Record, og for at tvivlen ikke skal nage) :-)

Det havde jeg nu også svært ved at forestille mig.

Heinrich R. Jørgensen

Det glæder mig - men jeg ville lige lukke den helt ned. Også fordi det om Drupal knappen var 100% fiktion m.v. , og hvem ved, nogen kun jo tro på våset - det var ikke entydigt, at det blot var fiktion og gensidigt drilleri...

Heinrich R. Jørgensen

Enig, John St.

Og når der endelig er en politiker der nogenlunde meningsfuldt kan redegøre for eksisterende love eller komplikationer ved at formulere nye love, kan man være næsten sikker på, at en tålmodig embedmand med pædagogisk talent gentagne gange må have forklaret politikeren hvorfor hans første indskydelse ikke holdt vand. Hvorefter politikeren, som den charlatan sådanne oftest er, typisk udnytter embedsmandens indsigt og klarsyn ved at ytre dennes indsigt som om politikeren selv havde udtænkt og formuleret det...

Sider