Læsetid: 10 min.

Et første lille skridt mod et farvel til den religiøse stat

Forbuddet mod, at dommere kan bære religiøse symboler, er et nederlag for Dansk Folkeparti og burde støttes af alle, der ønsker et civilsamfund uden religiøs indblanding
Forbuddet mod, at dommere kan bære religiøse symboler, er et nederlag for Dansk Folkeparti og burde støttes af alle, der ønsker et civilsamfund uden religiøs indblanding
Moderne Tider
31. maj 2008

Danmark skal have en lov, som forbyder øvrighedspersoner, i første omgang dommere, at bære synlige religiøse symboler under udøvelsen af deres funktion. Sådan en lov hilser jeg velkommen. Og jeg opfordrer alle politiske kræfter, som arbejder på en adskillelse af religion og civilt samfund, til at medvirke til forberedelsen af denne lov, og til at give loven det størst mulige gyldighedsfelt.

I forhold til udgangspunktet markerer forslaget allerede en udvidelse. Hvad Pia Kjærsgaard og tidehvervspræsterne i Dansk Folkeparti har lagt op til, er et tørklædeforbud, et forbud rettet mod en bestemt udlægning af en bestemt religion. Men den lov, som den konservative justitsminister Lene Espersen bebuder, vil forbyde alle religiøse symboler, det kristne kors så vel som det muslimske tørklæde, jødernes kalot så vel som sikhernes turban.

Det er i virkeligheden et nederlag for Kjærsgaard, Krarup og Langballe. For det betyder, at den førte politik ikke påberåber sig et kristent grundlag. Det betyder, at politikken ikke påberåber sig nogen bestemt religiøs konfession frem for andre.

Det er også et nederlag for regeringens integrationsminister, Venstres Birthe Rønn Hornbech. Men ikke det nederlag, man tror. Birthe Rønn Hornbech har i sin kronik i Politiken den 14. maj argumenteret for, at religiøse symboler ikke skulle forbydes ved udøvelse af offentlige funktioner som dommerembedet. Man har siddet hendes argumentation overhørig. Den holder heller ikke.

Det politiske paradoks

Venstres Karen Ellemann udtaler, at det nye lovforslag ikke er liberal politik. Hun har ganske ret. Det er ikke liberal politik. Det er radikal politik. Alligevel er de radikales førstedame, Margrethe Vestager, den første til at tordne imod den kommende lov. Forvirringen er total. Den politiske situation op til Folketingets sommerferie er et stort paradoks.

Paradokset er følgende: Vi får et lovforslag, som åbner for en adskillelse af religion og civilsamfund, en adskillelse af funktioner, der hører til det statslige, og funktioner, der hører til det kirkelige. Et lovforslag, som burde være fremsat af de radikale, som burde kunne støttes af SF, af Socialdemokraterne, af Ny Alliance. Men det er en regering bestående af Venstre og Konservative, der fremsætter det - på initiativ af Dansk Folkeparti.

Fra oppositionen og fra den oppositionelle presse høres næsten kun protester. Jeg vil opfordre til, at man i stedet ser fremad. At man glemmer, hvor forslaget kommer fra, og i stedet ser på de muligheder, der ligger i det. For der er vigtigere at huske på, end hvem der lige har fremsat det nye lovforslag.

Man må huske, at Danmark er et land, som har en statskirke. Vi kalder den ganske vist Folkekirken. Men sådan er dansk hygge nu engang: Massiv. Folkekirken er ikke hele folkets kirke. Der lever også jøder, muslimer, buddhister og folk uden tilhørsforhold til nogen bestemt konfession i Danmark. Hvis de er født i Danmark, er deres fødsel registreret af Den danske Folkekirke. Hvis de selv får børn, skal de også registreres dér. Det er mest praktisk, lyder det politiske argument. Selv om registreringen så let som ingenting kunne overtages af Folkeregisteret.

Vi har et statsoverhoved - konge eller dronning, for monarkiet har Danmark jo også bevaret - som skal være medlem af det luthersk-evangeliske trossamfund. Et Folketing, hvis åbning markeres med en gudstjeneste i selv samme trossamfund. En public service-kanal, Danmarks Radio progam 1, som afsætter sin bedste sendetid, søndag formiddag, til at transmittere højmesse. De danske ferie- og fridage er stort set alle sammen kristne helligdage (og her er P1 igen til tjeneste op til flere gange om dagen).

Forslaget stiller endelig alle lige

Set i lyset af al denne kristne propaganda er det ikke så mærkeligt, at religiøse mindretal som muslimer gerne vil markere sig med bare lidt, der er deres. Hvis jeg boede i et muslimsk eller hinduistisk land, ville jeg sikkert også føle mig mere kristen. Men endnu mere ville jeg føle et håb om, at det land, jeg boede i, kunne være så tilpas distanceret overfor religiøse tilhørsforhold, at jeg også selv kunne blive ved at være det. At jeg kunne være kristen ultra light, som Naser Khader er muslim ultra light.

De folk, der har følt sig provokeret af tanken om at stå over for en øvrighedsperson iført tørklæde, har følt sig provokeret, fordi tørklædet symboliserer et andet religiøst tilhørsforhold end deres eget. Jeg ville føle mig provokeret, fordi det symboliserer et bestemt religiøst tilhørsforhold overhovedet. Over for loven skal vi alle være lige, og det skal selvfølgelig også afspejle sig ved en konfessionelt neutral beklædning.

Men det er netop også der, lovforslaget er endt. Alle religiøse symboler stilles lige. Og det er godt.

I årevis har politikerne været fodslæbende, når problemet kom på tale. Lad dog folk gå klædt, som de vil, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale sidste år. Som om muslimernes tørklæde var beklædning på samme måde som en kasket eller en hat. Nu siger vores statsminister sjældent noget, som ikke er forberedt af hans spindoktorer, og de har vel ment, det var et rigtigt 'signal at sende' på den dag. Når Birthe Rønn Hornbech, som er respekteret hele det politiske spektrum rundt, siger noget lignende, er jeg mere overrasket. "Om kvinder og mænd, der efter kemoterapi, og som alligevel ønsker at arbejde uden hår, må bære en eller anden form for hovedbeklædning, siges der heller ikke noget om," skriver hun i sin sin kronik i Politiken den 14. maj 2008. Nej, heldigvis gør der ikke det, for det ville igen være at snakke uden om. Der er forskel på beklædning, som markerer et religiøst tilhørsforhold, og beklædning, som ikke gør.

Birthe Rønns sigte var ikke frisind

Hvis man holder op med at udvande begreberne, viser der sig et problem, der er reelt nok.

Politikens chefredaktør støtter Birthe Rønn Hornbechs kronik i lederen samme dag. Hendes plads i regeringen kunne tyde på, at frisindet stadig er i live i Venstre, skriver han. Og i den følgende dags leder konkluderer Tøger Seidenfaden efter hendes parlamentariske nederlag: "Det er der ikke noget godt at sige om."

Om end jeg plejer at kunne tilslutte mig både Tøger Seidenfaden og Birthe Rønn Hornbech, må jeg her henholde mig til Aristoteles, der sagde, at selv om han var ven med Platon, var han en større ven af sandheden:

Frisind er ikke det, Birthe Rønn Hornbech taler for i sin kronik. Det er derimod et kristent, nærmere bestemt et lutheransk og grundtvigiansk livssyn. (Skulle nogen være i tvivl, kan de konsultere det efterfølgende interview med Birthe Rønn Hornbech i Nyhedsavisen den 20. maj, hvor hun erklærer: "Danskerne skal blive mere kristne.")

Frisind er derimod, hvad statsminister Anders Fogh Rasmussen gav udtryk for i sit brev til Den Islamiske Konferenceorganisation, et brev dateret 31. oktober 2005. Jeg citerer efter optrykket i Politiken, 4. marts 2006:

"Det danske samfund bygger på respekt for ytringsfriheden, religiøs tolerance og ligestilling for alle religioner." (The Danish society is based on respect for the freedom of expression, on religious tolerance and on equal standards for all religions.)

Vores statsminister har tidligere været fremme med den slags udtalelser. Her var det i en presset situation: Ytringsfriheden var det år blevet markeret med nogle sjove tegninger af profeten Muhammed trykt i en dansk avis. I den samme avis, Jyllands-Posten, som 30 år forinden havde ivret mod nogle lige så sjove tegninger af profeten Jesus. Det krævede jo en god forklaring.

Når det ikke har været i pressede situationer, statministeren har talt sådan, har det været i festlige. Sådan sagde Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale den 1. januar 2003: "I Danmark holder vi politik og religion adskilt." Et smukt udtryk for frisind som sagt. Og - som vist med mine eksempler ovenfor - uden bund i den danske virkelighed.

I et PS til statsministerens nytårstale 2003 skrev chefredaktør Tøger Seidenfaden den 5. januar dét år i Politiken under overskriften "Statsministerens tankevækkende urigtighed" om påstanden "I Danmark holder vi politik og religion adskilt": "I dagens virkelighed et urigtigt udsagn. Det gør vi ikke i dag. Men målsætningen er rigtig. Det burde vi gøre i fremtiden. Det er på høje tid, at stat og kirke herhjemme bliver adskilt."

Den danske pragmatisme

At et arbejde i den retning kommer i gang efter pres, ja efter hetz, fra Dansk Folkeparti, er et paradoks. Men hele den nuværende politiske situation er paradoksal.

I Frankrig blev stat og kirke skilt i 1905. Det var et resultat af den radikale politiske bevægelse, som også det danske radikale parti er en udløber af. Det var et brutalt, men nødvendigt opgør med kirkens og andre kristne organisationers indflydelse på især skole- og sundhedsvæsen. I dag gør fransk lovgivning det muligt at forhindre også andre religioners indblanding i offentlige anliggender.

I Danmark er vi ikke brutale, men derimod fodslæbende. Diskussionerne mellem de radikales Hørupfløj og Brandesfløjen, som Ebbe Kløvedal Reich har gennemgået i et foredrag (trykt i Den kulturradikale udfordring, redigeret af Jørgen Knudsen), førte til sejr for Hørups synspunkt. Folkekirken skulle bevares, ikke af kærlighed til religionen, men for at dæmme op for påvirkning fra mere fanatiske organisationer: Vækkelsesbevægelserne.

Altså dansk pragmatisme og opportunisme, men med den snusfornuft, som det også rummer. For det er ikke kun religionen, som kan være fanatisk. Franskmænd af min generation skulle endnu lære hyldestsange à l'école laïque, til den verdslige skole, ganske som østtyske skolebørn hver morgen skulle hilse fanen med feltråbet Freundschaft! Så hellere den danske model med at lade fanatismen dø hen.

Tiden er inde

Det er ikke stærke forholdsregler alene, der har slidt kristendommen. Det er tidernes skiften. Er der overhovedet nogen religiøse organisationer, der er født tolerante? Nej, de er blevet det. Og det er det, vi skal forsvare. Ikke Luther eller Grundtvig, men vores historie. At vi efterhånden må være nået dertil, hvor kirke og stat kan lade hinanden og dermed os alle i fred.

Tiden er inde til, at Danmark giver alle konfessioner samme ret til at have deres egne bygninger, gravpladser, helligdage osv., for så vidt det kan forenes med samfundslivet i øvrigt. Hvorfor har de det ikke allerede? Hvorfor er der ingen politikere, der arbejder for den adskillelse af religion og civlisamfund, der omsider ville skabe fred om de konfessionelle forskelle?

Grunden til det er, at altimens politikerne gerne undsiger sammenblandingen af religion og politik, ligger de næsten alle under for en anden sammenblanding. Nemlig mellem politik og moral. En sammenblanding, som er bedre kendt under betegnelsen politisk korrekthed.

Politik og moral er imidlertid lige så farlig en cocktail som politik og religion. Når politikken bliver moral, behøver borgerne ikke mere at have nogen moral. Hvis bussen i forvejen har sæder reserveret til gangbesværede, behøver man ikke overveje at rejse sig op. Hvis staten har forbudt rygning, kan restauratøren glemme alt om at finde en fornuftig opdeling af sine lokaler. Sådan forsvinder moralen, folks egne overvejelser, hensyn, nødvendigheden af selv at tænke sig om, i politik.

Men politikken forsvinder også. For det er ikke en politisk opgave at fortælle mig, hvilke hensyn jeg skal vise, hvilken moral jeg skal have, eller hvordan jeg skal tænke. Hvis jeg af eget initiativ rejser mig op for en gangbesværet eller lader være med at ryge en ikke-ryger ind i hovedet, er det godt. Opfører jeg mig præcis lige så rigtigt, fordi en lov siger, at jeg skal, er det forkert.

Gode politikere ved også godt, at politik ikke handler om den slags, men derimod - om ligeløn, om at have omsorg for samfundets svageste, om uddannelse, om forholdet til Europa og verden, osv. Desværre er disse politikere i mindretal, og de fordeler sig tilsyneladende tilfældigt efter partier.

Den forargede dronning

Det politiske parti, som frem for nogen burde gå ind for at stille alle religiøse symboler, og i videre perspektiv alle religioner, lige, er Det Radikale Venstre. Men de radikale markerer sig i disse dage som det mest forargede. Grunden til det er, at partiet under Marianne Jelveds begavede og kompromisløse ledelse voksede sig så stort, at også dets fløje voksede sig større. Og at den fløj, der kæmpede for rigtig radikal politik, herunder adskillelsen af religion og politik, af stat og kirke, har tabt.

At den nye leder, den politiske korrektheds dronning Margrethe Vestager, er forarget i dag, overrasker mig ikke. Det er hun hver dag. Gennem de sidste par år har hendes parti markeret sig ved at udvandre fra forhandlingerne om loven mod rygning, fordi den ikke var 'radikal' nok, og ved at foreslå parfume forbudt i det offentlige rum - ved holdninger, som ikke er radikal politik, fordi det overhovedet ikke er politik.

Da SF's formand for nylig udtalte sig ganske heftigt om, at politik og religion skulle holdes adskilt, var Margrethe Vestager igen på pletten med sin forargelse. Men Villy Søvndal gjorde ret i at udtale sig sådan, efter at venstrefløjen havde vist sig at have vanskeligt ved at skille tingene ad. Og i øvrigt er hans synspunkt mindst lige så radikalt, som det er socialistisk.

Villy Søvndals appel om at holde religion og politik adskilt var også en protest mod Dansk Folkeparti. Han har mindst siden november sidste år sagt og gentaget, at det parti selv er en del af problemet. Og det er det stadigvæk. Men det er altså ikke selve problemet.

Problemet er, at forholdet mellem religion og politik ikke er ordentlig afklaret i Danmark. Jeg håber, at den nye lov kan bane vejen for en afklaring. At alle, som er interesseret i en afklaring, vil deltage i lovgivningsarbejdet. Men hvem, man skal håbe på, er svært at se.

Søren Gosvig Olesen er lektor i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

TV serierne Yes Minister og Yes Prime Minister burde genudsendes på DR1 i primetime, som en del af DR's public service forpligtelser. Fremragende og begavet underholdning, og særdeles lærerigt.

Heinrich R. Jørgensen

Humor er en god kur mod mangt og meget - selv mod politikerlede og bureaukrativælde ;-)

Da wossisname, departementschefen for forsvarsministeriet gik over til at blive direktør for Det kgl. Teater, blev han interviewet om forskellen på de to pladser ved ædetruget.

Han fortæller om at være departementschef, og intervieweren bliver mere og mere urolig og spørger så retorisk: Nåja, men det er jo ikke det rene Yes, Minister.

Kunstpause.

''Joh...''

Så foretrækker jeg "The new statesman", Alan B`stard. Han dumper atomaffald under offentlige skoler og spidder indavlede overklasseløg på kølerfiguren af sin Rolls - der kan man tale om rævekager!

Heinrich R. Jørgensen

Det er jeg bestemt glad for at høre, Alfons. Jeg synes højdepunkterne ofte bæres af sekretæren Bernard, der forlængst har gennemskuet hvordan alt fungerer, og uden moralsk fordømmelse eller intrigante dagsordener kan afsløre sammenhængene for den måbende minister.

Heinrich R. Jørgensen

John St, vis mig en person der har udstrakt tillid til danske politikere en bloc, og jeg skal vise dig en dybt naiv, uvidende og uerfaren person. ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Godt eksempel, John St.

Jo, jeg har vel udstrakt tillid til danske politikere en bloc - tillid til at de stort set alle er selvglade, selvpromoverende, selvhøjtidelige, selvovervurderende charlatans, der gladeligt meler egen kage ;-)

Er politikernes dom overdreven?

Heinrich R. Jørgensen

Injuriere? Nej, aldrig kunne jeg forledes til at synke så lavt...

Da jeg alene udtrykker gængse opfattelser, er mine udsagn ikke injurierende, vil jeg mene. Mener du jeg tager fejl?

Det ligger mig naturligvis fjernt at omtale en person eller persongruppe negativt, med det sigte at håne eller nedgøre dem. Mit ønske er alene at forsøge at være præcis og nøgtern...

Jeg tror bestemt også der er muligt at dokumentere, at mange andre deler samme opfattelser som jeg selv om specifikke personer og persongrupper, og har ytret disse, hvorfor ethvert injuriesøgsmål må være uberettiget, og dermed omsonst.

Dagbladet Informations ansvarshavende redaktører synes jeg pt. gør en fremragende indsats, og fortjener kun ros herfra. Desuden har jeg ikke kendskab til almen viden om disse, som jeg kan referere til.

Nu ønsker jeg ikke at injuriere, men jeg vil da gerne være med til gengive hvad andre har ytrer om forskellige persongrupper. Hvad med ministre? Advokater? Embedsmænd? Journalister? Pampere? Vælgere? Disse grupper har vi jo alle hørt en del negativt om, og det er måske værd at gengive, i det omfang omtale af disse grupper har relevans i denne tråd.

Heinrich R. Jørgensen

John St,

jeg synes denne tråd er ganske fornøjelig, og har været rundt om mange usædvanlige emner og vinkler. Det vil være ærgerligt, hvis ideerne og meningsudvekslingerne blot kastes væk - hvis nogen har tålmodighed med at læse hele tråden, kan noget af det forhåbentligt bruges, f.eks. som inspiration til andre ideer.

Beklager den kancelliagtige tørvertriller jargon - jeg er ikke embedsmand, blot kedelig ;-)

Sider