Læsetid: 3 min.

Er forskning altid akademisk eller universitær?

Danmark vil gerne tilhøre verdensklassen inden for forskning og innovation. Men det kommer vi ikke til, hvis ikke transporten mellem forskning, uddannelse og praksis gøres tovejs
31. maj 2008

Med regeringens oplæg til Globaliseringsrådet i 2005 og 2006 blev der for alvor fremlagt en længe ventet køre- og kontoplan for, hvordan Danmark skulle nærme sig verdensklasse inden for forskning og innovation og opnåelsen af Barcelona-målsætningen om anvendelse af én procent af BNP i offentlig forskningsstøtte. Samtidig påkaldte regeringen og forskellige eksperter sig nødvendigheden af en styrket evidensbasering af den måde, vi laver uddannelse på i Danmark og udvirker den i professionel praksis, navnlig i velfærdsinstitutioner; her tænkte man især på mellemlange videregående uddannelser og velfærdsinstitutioner som f.eks. folkeskolen. Af samme grund er der sat midler af til forskning i professioner, styrket uddannelsesforskning, og der er etableret nationale centre indenfor kerneområder.

Viden kun på uni?

Her er således to principielle ryk. For det første skal forskningen styrkes gennem bl.a. forøget kapitaltilførsel fordelt efter strategiske sigtelinjer. For det andet skal uddannelser og praksis lade sig lede af dokumenterbar viden frem for traditioner, holdninger eller professionsbetingede forhold. Ekspert frem for degn eller rationalitet frem for grundtvigiansk ursuppe for nu at henvise til DPU-dekan Lars Qvortrups diagnose. Det kaster imidlertid en række problemstillinger af sig. For det første om forskning altid er akademisk og hjemmehørende på universitetet; er forskningens væsen akademisk? For det andet om en styrket produktion, fordeling og formidling af forskning lader sig gøre effektfuldt gennem de traditionelle kanaler, hvor færdigproduceret forskning siver ned?

Det første spørgsmål er naturligvis retorisk. Universitetet har kun i en kort del af deres snart 1.000-årige levetid bedrevet og forstået sig selv gennem frembringelse af ny viden. Med Humboldts universitetstanker i første del af det 18. århundrede grundlægges det moderne, kontinentale universitet på forskning. Før var det en læreanstalt. Med Humboldt blev undervisningen forskningsbaseret; og forskningen som dannelsen skulle være fri. Inden da foregik forskningen navnlig i videnskabelige selskaber. Også i dag foregår store dele af forskningen i det private erhvervsliv; særligt på det natur- og lærevidenskabelige område. Ser man bort fra historiske betingelser, synes det afgørende for forskningens placering således at være strategiske hensyn (økonomiske, politiske, institutionelle, kulturelle) og kvalitetsmæssige. Det andet spørgsmål er straks mere delikat. Drister man sig til at konstatere, at der på flere områder (navnlig det pædagogiske) ikke har været den motorvej mellem forskning, professionsuddannelse og praksis, som er ønskelig og strategisk hensigtsmæssig, melder spørgsmålet sig om løsningen er at bekræfte adskillelsen mellem forskning og professionsuddannelse ved kun at udbygge og asfaltere det ene spor. Svaret er igen retorisk. I øjeblikket udbygges den universitetsbaserede forskning og den målrettes strategisk, adskillelsen mellem uddannelse og forskning bekræftes i opdelingen mellem Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet, og professionsuddannelserne har mange steder forbundet forskning med akademiske metoder og tekster (heraf den noget overdrevne 'skandale' sidste år, hvor et kobbel snarrådige journalister fangede sygeplejestuderende i at læse Habermas og Foucault).

Asfalteret ensrettet vej

Imens gisper praksis efter forskning, der ikke alene er relevant og perspektivgivende, men tillige effektivt koblet til praksis - ikke mindst den praksis, som udøves af de (fortrinsvis) offentlige velfærdsprofessioner. Hvorfor sker det ikke i tilstrækkelig grad? Fordi der kun udbygges og asfalteres den ene vej. Velfærdsprofessionerne er uden magt og penge til at fremme en forskning, der kan forbindes til praksis, som professionsuddannelserne er konstitutivt forbundet med. Og som igen og igen bliver til genstand for forskning frem for også at blive aktører i forskningsfrembringelsen og ikke alene formidlingen.

Og hvorfor det? Fordi vi bilder os ind, at velfærdsprofessioner og professionsuddannelser alene er reproduktive, forsyningsvirksomheder, medens forskning alene skaber fornyelse. Derfor er det ikke alene Ministeriet for Videnskab, men også for Udvikling - og Teknologi, hvormed fremskridtet markeres. Tilbageskridtet ankommer, hvis ikke transporten mellem forskning, uddannelse og praksis gøres tovejs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu