Læsetid: 4 min.

Fred Perry på gadeplan

Pludselig var jeg indehaver af et par gummisko af både stil og klasse for det kræsne publikum. Jeg var nu nymodens og helt oppe på dupperne, med på beat'et, forrest i skoene så at sige, pludselig ikke mere bare hængerøvsfar og vindjakkegrineren
31. maj 2008

Det er allerede et par somre siden. En doven eftermiddag sad jeg og hørte radio. Når ja blir gammal, sang den højskolefilosofiske troubadour Peter A.G. Nielsen fra Gnags. Når han bliver gammal, fremgik det af kvadet, vil han sætte sig et sted i nærheden af en lokalitet kaldet Mohrlen og der ville han sidde og drikke rødvin i solan(?). Hvis det skal være på den måde, besluttede jeg, lige på stedet, så vil jeg slet ikke blive gammal. Og sidde samman med de andre gamla i solan.

Solen skinnede udenfor, men der var noget der gjorde, at jeg ikke gad gå udenfor. Hvad er det egentlig, du savner i din tilværelse, Nielsen? spurgte jeg mig selv. Tja. Jeg så ned ad mig selv: øverst det nordmændene kalder en t-trøye, korte bukser, blege ben, hvide tennissokker. Aha! Det du mangler, er selvfølgelig gummisko! Hvorfor har jeg egentlig ikke et sæt gummisko? spurgte jeg fruen. Det hedder et par, ikke et sæt, oplyste hun mig om, og hvis du gerne vil have gummisko, hvorfor køber du så ikke bare nogle? Det kunne jeg selvfølgelig. Sådan et par fodbeklædning kunne vel heller ikke koste alverden.

Gummisko!?

Dengang man gik i skole i Gl. Sulsted, og når sommerferien lige var begyndt, gik man altid i gummisko. Man smed sig i græsset og skruede helt op for popmusikken på transistoren. Alting var drengelykke og pjækkehumør. Det er også temmelig længe siden, så lidt gammal er man vel blevet. Hvordan, spurgte jeg ugideligt, var det ikke noget med, at du alligevel skal over i byen for at købe tåkit til undulaten? Ja, nu har vi jo ikke fugle i bur her i huset, men der var noget andet fruen skulle derovre, det vidste jeg. Skal det være almindelige gummisko? spurgte hun, kviktopfattende. Nej for saten, sagde jeg, de skal da være hvide og smarte. Størrelse 47, husk det nu. Skal jeg nok, bette ven, svarede hun.

'Plat'foot Fuzzy stoled the dollhouse', lød det i radioen. Det var ikke Peter A. G. længere, det var et gammalt jazzhit. Måske sang jazzpoeten noget andet, men det gør Peter A.G. jo også tit. Hr. og fru Hest fra Silkeborg Vest, f.eks. En af hans sange hedder efter min bedste overbevisning Barbies tryne, men her er husstanden nu ikke enig. Jeg kan ikke huske, hvad de kalder den.

Datterens begejstring

Selv vores stærkt modebevidste yngstedatter blev imponeret, da hun så mine nye gummisko. Hun har ellers ikke megen agtelse for faderfigurens garderobe, og det er der nok heller ingen særlig grund til. Men hun himlede op i begejstring: ikke nok med at skoene var skinnende hvide, de var også helt igennem tjekkede - og så var de (dyb indånding) Fred Perry! Hva'ba? Fred hvem? Aldrig hørt om manden. Datteren gad ikke forklare nærmere, men jeg forstod da så meget, at jeg pludselig var indehaver af et par gummisko af både stil og klasse for det kræsne publikum, jeg var nu nymodens og helt oppe på dupperne, med på beat'et, forrest i skoene så at sige, pludselig ikke mere bare hængerøvsfar og vindjakkegrineren, ikke mere: altzå, hvis du også skal ryge zerut, så fortæller jeg de andre, at du er én, jeg ikke kender, hvis det skal være med zerut på, så kan du lizzå godt melde dig ind i dem der Dansk Folkeparti med det zamme!

Her er man trods alt så kyndig i ungdommens sprog, at man godt ved, det ikke bare vil være grineren at have sådan en far. Det ville direkte være nederen. Hr. og fru Hest fra Silkeborg Vest, de slår græs med græsslåmaskiner - sådan tror jeg den er. Men på den anden side, når man er så gammal som mig og Peter A.G., er hukommelsen ikke hvad den har været. For den sags skyld: det har den måske aldrig været, men hvem går og husker på den slags? Gad vide, hvor det der Mohrlen ligger henne? På Silkeborgkanten?

Til farvehandleren

Der er selvfølgelig ikke noget ved at være et modedyr, hvis der ikke er nogen, der ser det. Så nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud på gaden. Forskellen på før og nu var virkelig til at tage at føle på. Mens jeg slingrede ned ad Vestergade, med hundn genm byen, var jeg Fred Perry! Manden med de hvide sko. Perry, Fred Perry, you can call me Snoerebaand. Så pyt og skidt da med, at jeg er så gammal, at jeg for 25 år siden skrev et filmsmanuskrift sammen med Peter A.G.'s svoger. Det passer skam, men det er nu ikke noget, man sådan kan score på. Det imponerer ikke nutidens tøzebørn.

Men med kridhvide Fred Perrysko på platfødderne, går man i fare hvor man går. Jeg nåede kun ned til farvehandleren, cirka 50 meter fra Bopælen, da to teenagerpiger, jeg netop havde passeret, begyndte at tale om mig bag min ryg. Zå du ham, det lækre hug der? spurgte den ene den anden. Mener du ham med zkaldepanden og ztruktualistbrillerne, hængerøven og vindjakken? spurgte den anden den første, det er da bare Lindas far. Nåja, sagde den første så, men zå du ikke hans Fred Perryzko?

Jeg har stadig mine hvide gummisko, den slags skiller man sig ikke af med. Men de har været en tur i vaskemaskinen, fordi jeg kom til at jokke i noget mudder. Så de er ikke rigtig hvide mere. Ikke skinnende mere, nærmere skjoldede. Magien er væk, nej hvor varede den dog uhyggeligt kort tid. Det er nok alle kridhvide gummiskos skæbne og bestemmelse, Fred Perry eller ej. De ender med bare at være et par gamle gummisko, som man ganske vist ikke nænner at smide ud, men som man heller ikke har ret meget lyst til at gå med.

Øv, altzå, tænker man. Hvorfor skal man også være så gammal.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu