Jeg har tidligere gjort gældende, at antisemitismen kulturelt og ideologisk er en del af den europæiske historie og i særdeleshed en del af den intellektuelle europæiske kultur. Vi kan derfor ikke forstå oprettelsen af staten Israel uden at forstå sammenhængen mellem det moderne, antisemitismen og zionismen.
Antisemitismen er således en del af vor kulturarv. Allerede Sartre redegjorde for dette i værket 'Om Antisemitisme' fra 1944. Og vi kan finde lignende betragtninger, om end mindre eksplicitte hos Arendt i 'Det Totalitære Herredømmes Oprindelse' (1950), og hos Adorno i 'Dialektik der Aufklärung' (1944).
Da jøderne efter århundreder bag murene fik rettighederne til at forlade ghettoerne i kølvandet på den franske revolution, blev millioner af jøder som bekendt integreret og assimileret i samfundene.
Men processen affødte en række effekter, som ingen samfundstænkere havde forudset. De klasser og grupper, som kom i konflikt med staten, eller med det moderne, blev antisemitiske. De første grupper, der udviklede en egentlig antisemitisk ideologi, var aristokratiet. Det skete allerede i 1810'erne.
Lang antisemitisk historie
Senere overtog studenterne og de intellektuelle aristokratiets antisemitiske holdninger. Det gjorde de i takt med, at de europæiske jøder op gennem det 19. århundrede udkonkurrerede borgerskabets intellektuelle på universiteterne.
De europæiske intellektuelle har således en lang antisemitisk historie, som ikke alene er formuleret ideologisk, men som også kom til udtryk i de paneuropæiske studenterbevægelser i det 19. århundrede. Vi er derfor som europæiske intellektuelle en del af problematikken omkring Israel, zionismen og antisemitismen, hvilket vi ikke altid vil anerkende (jvf. Lasse Ellegaards leder den 14. maj).
Zionismen udsprang af en emancipatorisk tragedie. Arketypen på den første zionist var den assimilerede jøde, der socialt ikke blev anerkendt som borger. Mange sekulariserede jøder blev derfor overbeviste zionister, da det gik op for dem, at friheden ikke omfattede dem.
Hvis man læser Arendts hovedværk Det Totalitære Herredømmes Oprindelse, så kan man (derfor) næsten kun blive pessimist. Her går det nemlig for alvor op for én, at det er vanskeligt at blive emanciperet som jøde i det moderne, fordi det blev opfattet som en provokation at være emanciperet. Ja, faktisk erfarer man, som hos Adorno, at antisemitismen dels er strukturelt betinget og dels en reminiscens af en lang anti-judaistisk tradition.
Vi kan derfor næppe undslippe antisemitisme i Europa. Den er altid til stede, om end i forskellige forklædninger.
En nødvendig stat
Der er for mig at se ingen tvivl om, at staten Israel var nødvendig. Staten var allerede nødvendig under de frygtelige pogromer i Rusland i sidste tredjedel af det 19. århundrede. Ja, faktisk havde staten allerede legitimeret sig selv som ide, da det gik op for den bevidste del af den europæiske jødedom, at Dreyfus-affæren ikke var et bizart enkelt tilfælde i civilisationens historie, men forgården til Shoah.
Tilhængerne af den jødiske assimilation troede fejlagtigt, at man kunne undslippe antisemitismen i det moderne ved at insistere på rettighedsliberalismen. De forstod ikke, at antisemitismen var en grundforudsætning for det moderne Europa. Og de forstod heller ikke, at den sociale antisemitisme blev afløst af nazismens totalitære antisemitisme og efter 1948 af en begyndende stigmatisering af Israel.
Overser jødisk katastrofe
Den stigmatisering, som Israel har været udsat for de senere år, indikerer problematikken med tydelighed. Man kan således undre sig over, at pressen i anledning af Israels 60-års fødselsdag alene har haft øje for palæstinensernes flugt fra Israel i 1948. Man overser enten på grund af uvidenhed eller af ideologiske grunde, at (næsten) samtidig med den palæstinensiske katastrofe foregik en jødisk katastrofe i de muslimske lande.
Her flygtede hundrede tusinder af orientalske jøder fra muslimske regimer. De efterlod alt.
Hannah Arendt, som var teoretisk modstander af zionismen, men på grund af nazismens fremkomst måtte erkende, at zionismen foreløbig var sand, gjorde gældende, at koloniseringen af Israel ville indebære, at de europæiske jøder ville blive lige så barbariske som deres omgivelser i Orienten. Ellers ville de nemlig ikke kunne overleve. Heri fik hun kun delvis ret (jvf. bosætterpolitikken).
Men hverken de europæiske jøder eller Arendt havde alternativer til zionismen. Idéen om assimilation og integration var slået fejl. Og det var allerede sket i det 19. århundrede.
Slap nu af før du bliver for sentimental...
her er den korrekte afregning uden den sædvanlige retorik og polemik:
For at løse det som blev kaldt ”det jødiske spørgsmål” – med andre ord den indbyrdes bestridelse af vantro frastødelse (eller antisemitismen) og vantro tiltrækning (eller assimilation) – søgte den zionistiske bevægelse i det sene 19. århundrede at danne en overvældende, hvis ikke en homogen, jødisk stat i Palæstina [1]. Når først den zionistiske bevægelse fandt fodfæste i Palæstina gennem Storbrittaniens udstedelse af Balfour-erklæringen [2], var den primære hindring for målet landets indfødte arabiske befolkning. For på tærkslen til den zionistiske kolonisation var Palæstina overvældende muslimsk og kristent, ikke jødisk [3].
Henover det zionistiske spektrum var det fra afsæt forstået, at Palæstinas indfødte arabiske befolkning ikke ville indvillige i dens fordrivelse. ”I modstrid med påstanden som ofte bliver lavet, var zionismen ikke blind for tilstedeværelsen af arabere i Palæstina” observerer Zeev Sternhall. ”Hvis zionistiske intellektuelle og ledere ignorerede det ’arabiske dilemma’, var det hovedsageligt fordi, at de vidste, dette problem ikke havde nogen løsning i den zionistiske tilgang …[G]enerelt forstod begge sider hinanden, og vidste, at implementeringen af zionismen kun kunne være på bekostning af de palæstinensiske arabere .” Moshe Shertok (senere Sharett) afviste hånligt det ”illusoriske håb” for dem, som talte om en ” ’gensidig misforståelse’ mellem os og araberne, om ’fælles interesser’ og ’muligheden for enighed og fred mellem de to broderlige folkeslag.’” ”Der findes intet eksempel i historien,” tilkendegav David Ben-Gurion [4], ved en kortfattet indrammelse af problemets kerne, navnlig ”at en nation åbner landets port, ikke på grund af nødvendighed….men fordi nationen, som vil komme ind, har uddybet sit begær dertil.”[5]
”Zionismens tragedie”, skriver Walter Laqueur i sin standardhistorie, ”var at den forekom på den internationale scene, da der ikke længere var tomme pladser på verdenskortet.” Dette er ikke helt korrekt. Det var rettere ikke længere politisk forsvarligt at skabe sådanne pladser: udslettelse var ophørt som en mulighed for erobring [6] (red. Eller løsningstilgang til etniske konflikter). Grundlæggende kunne den zionistiske bevægelse vælge mellem to muligheder for opnåelse af sit mål: navnlig det som Benny Morris kaldte ”Sydafrikas vej” – ”etableringen af en apartheid-stat, med en bosætterminoritet med autoritet over en større bestjålet hjemmehørende majoritet” – eller ”forflyttelsens vej” – ”man kunne danne en homogen jødisk stat eller i det mindste en stat med en overvældende jødisk majoritet ved at overføre eller forflytte alle eller de fleste arabere ud.”[7]
Jeg kan fortsætte, men jeg tilskynder folk at kigge på den dokumentariske afregning - den er utvetydig og ikke særlig kompleks!
en sidste bemærkning:
Den zionistiske bevægelse karakteriserede palæstinensisk modstand overfor bosættelserne som generel (og genetisk) anti-semitisme – ”mord” på jødiske bosættere, i henhold til Ben-Gurion, ”ganske enkelt fordi de var jøder” – for at skjule overfor verden og sig selv, den indfødte befolknings rationelle og legitime klagepunkter.[8]
Målet om ’forsvindelse’ af den indfødte arabiske befolkning peger på en historisk truisme begravet under et bjerg af apologetisk zionistisk literatur: hvad der ansporede palæstinensisk opposition til zionismen var ikke antisemitisme – irrationelt had overfor jøder – men hellere det realistiske prospekt for deres uddrivelse. ”Frygten for territorial forflyttelse og fordrivelse” konkluderer Morris forholdsmæssigt, ”var hovedmotivationen for arabisk antagonisme overfor zionismen.” Ligeledes foreslår Yehoshua Porath i sin undersøgelse, at ”hovedfaktoren” bag arabisk antisemitisme ”ikke (var) had for jøderne som sådan, men oppositionen til jødisk bosætning i Palæstina”.[9]
Og det giver jo meget god mening; skulle en revisionist eller historiker skrive, at de indfødte indianeres modstand imod angloamerikansk indtræden var motiveret af 'antieuropaisme', 'antikristendom' eller 'anti-hvidhed' så ville vi brase sammen i latter. Den passende og utvetydige forklaring - trods den blodige tvist - var, at indianerne ligesom palæstinenserne var bange for territoriel forflyttelse og fordrivelse. Israel er i dag et land og skal eksistere på lige fod med andre nationer; hvorfor den heller ikke må overtræde international og humanitær lovgivning som den jævnligt og tilfældigt efter vilje gør! Palæstinenserne er blevet frarøvede, etnisk udrenset og er i dag under brutal besættelse og international blokade - vi skylder i lyset af dagens begivenheder vist nok palæstinenserne vores sympati ligeledes, måske mere i dag end nogensinde!
[1] Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; s. 7-12 | Simha Flapan: the Birth of Israel, 1987; s. 104
[2] Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; s. 16-20
[3] Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; kap. 2
[4] Israels første premierminister
[5] Zeev Sternhall: the Founding Myths of Israel, Princeton 1998; s. 43-44 | Benny Morris: Righteous Victims, 1999; s. 91 [Shertok] | Simha Flapan: Zionism and the Palestinians, 1979; s. 143 [Ben-Gurion] | Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; s. 98-110
[6] Walter Laqueur: History of Zionism, 1976; s. 597 | Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; s 198 note 13 | Isaiah Friedman: “the Question of Palestine”, 1992; 175ff, 188-189, 288
[7] Benny Morris: Revisiting the Palestinian Exodus of 1948 , i Eugene L. Rogan og Avi Shlaim (red.): the War for Palestine, Cambridge 2001, s. 39-40
[8] David Ben-Gurion: my Talks with Arab Leaders, 1973; s. 3 | Norman G. Finkelstein: Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict, 1995; s. 108, 110 | Norman G. Finkelstein: Holocaust Industry, 2000; s. 49-53, 62-63
[9] Benny Morris: Righteous Victims, 1999; s. 37 | Yehoshuah Porath: the Emergence of the Palestinian-Arab National Movement, 1918-1929; s. 59, 62
At antizionisme er lig med antisemitisme r nok efterkrigstidens største infami.
"...alene har haft øje for palæstinensernes flugt fra Israel i 1948. Man overser... at (næsten) samtidig med den palæstinensiske katastrofe foregik en jødisk katastrofe i de muslimske lande."
Der burde ikke i året 2014 væren nogen tvivl om, at palæstinenserne blev udsat for en systematisk etnisk udrensning, som foruden de arabiske nabolandes intervention, ville have fjernet alle palæstinensere fra deres historiske hjemland.
I 2014 burde det også stå klart, at den jødiske udvandring fra de arabiske lande, ikke på nogen måde repræsenterer en slags ækvivalens til det der overgik palæstinenserne. De arabiske jøder udvandrede ikke "næsten" samtidig med, at palæstinenserne blev fordrevet. De arabiske jøder emmigrerede til Israel over flere årtier. De gjorde det fordi, at de var blevet opfordret til at immigrere til Israel, fuldstændig ligesom jøder i europa, sydamerika og alle andre steder. De efterlod hverken massegrave eller hundredevise af ødelagte landsbyer.